Kosmos 1969/5 side 51
Martinus
LIVSMODET II
Frugterne på kunskabens træ er frugter af frø, man selv har sået
Menneskene må lære at kende sandheden om livet og dermed også om deres eget liv. Religionerne har tidligere givet dem impulser, de kunne leve på, fordi deres religiøse instinkt og deres følelser var en udmærket basis for blind tro. Religiøs suggestion kunne gengive dem livsmodet, hvis de var ved at miste det. Men sådan er det ikke mere mange steder i verden, og efterhånden over hele kloden. De jordiske menneskers intelligens er blevet udviklet ved at blive brugt på praktiske og materielle områder, og nu må menneskene for at komme videre i deres udvikling også lære at bruge den på de områder, hvor troen før kunne hjælpe. Intelligens er ganske vist ikke det samme som visdom, men den er en af de ingredienser, hvoraf visdommen udvikles. Den må blot bruges i forbindelse med langt større perspektiver, end menneskene gør det i almindelighed, og så må den bruges i forbindelse med næstekærlighed.
Jeg nævnte før, at "syndefaldet" foregår hele tiden. Ja, de jordiske mennesker er jo netop "Adam og Eva", der æder af frugterne på kundskabens træ. Lidelserne, besværlighederne, sygdommene og alt det andet såkaldte onde er nogle af disse frugter. Men de er udelukkende frugter af frø, som de selv har sået i fortiden gennem deres handlinger og væremåde. Hvad er det et jordisk menneske får kundskab om gennem sin skæbne i hverdagen? Det får kundskab om, hvad det har sået i fortiden i dette og i tidligere liv. Nu oplever det virkningerne af sine tidligere handlinger. Det er en undervisning, en belæring og ingen straf. Det skal få det til at tænke i nye baner, der også vil medføre en ny handlemåde. Når masser af mennesker i dag ikke kan nænne at gøre visse ting, som " andre kan nænne at gøre, er det fordi de i tilstrækkelig grad har oplevet virkningerne af sådanne handlinger, de føler dem inden i sig og vil ikke udsætte andre for noget sådant. Engang har menneskene troet på religioner, der var ligesom den gamle nordiske gudelære, og da var mørket endnu "lys" for menneskene. Det var en lykke at blive dræbt på slagmarken, så kom man i Valhal, der for dem var himmerige, hvorimod det var en ulykke at dø af alderdom eller sygdom i sin seng, så gik man til datidens helvede. En sådan indstilling har vel de fleste mennesker udlevet i dag, selv de der kæmper på slagmarkerne. De kæmper ikke mere for krigens skyld, men for fredens skyld. Det er ikke nogen sport for dem, som det var i tidligere tider. Men de vil komme til at erfare, at denne bevidsthedsforvandling ikke er nok til at udrydde krigen. Man kan ikke udrydde noget ved at dyrke det, selv om man gør det i den bedste mening, man må lære at skabe kontrasten dertil, og det vil i dette tilfælde sige: freden.
Kærlighedsevnen og intelligensen må bruges på en ny måde
Freden må skabes af det enkelte menneske, den må ligefrem vokse ud fra det enkelte menneskes bevidsthed og handlemåde. Der må opstå et samarbejde i menneskesindet mellem dets intelligens og dets næstekærlighedsevne. Vejen til livsmodet går gennem næstekærligheden, men naturligvis må mennesket lære at bruge denne kærlighed med fornuft og intelligens. Mange mennesker vil mene, at det i masser af tilfælde ikke vil være logisk at være kærlig, men tværtimod højst ulogisk og dumt. Men disse mennesker ved hverken hvad kærlighed er, eller hvad logik er. Vist er det svært at elske sin næste som sig selv, når denne næste er ubehagelig imod os, måske ligefrem forfølger os. Men Kristus understregede jo netop: "I skal elske dem, der hader og forfølger jer". Det er let nok at elske dem, der er flinke, kærlige og hjælpsomme imod os, det er ingen overvindelse. Men alle dem, der ikke kan lide os, er det svært at elske, nogle vil synes, det er umuligt. Mange vil også mene, at det er hykleri, for man kan da ikke elske onde og ubehagelige mennesker. Men vi kom jo før frem til, at der ikke er noget, der er ondt i sig selv. Der er noget, der er ubehageligt, men der er ikke noget, der er ondt. Og det ubehagelige er oven i købet - kosmisk set - et ubehageligt gode, fordi det er på grund af det, væsenerne udvikles, ja, det er på grund af det, at de overhovedet har fået bevidsthed til at skelne mellem godt og ondt, som det hedder i syndefaldsberetningen. Ved at opleve det ubehagelige godes virkninger på sin egen krop og i sin egen bevidsthed igennem mange liv eller inkarnationer har vi forandret os fra primitive dyremennesker til det civiliserede menneske af i dag, der kan have megen medfølelse med andres lidelse og vanskeligheder, og som også er i besiddelse af en ret udviklet intelligens til at slutte fra årsag til virkning inden for mange områder.
Mange af disse civiliserede mennesker, der har stor medfølelse og medlidenhedsevne, og som også har en udviklet intelligens, som de bruger til logisk tænkning og handlemåde i deres arbejde og på andre lokale felter, er netop sådanne mennesker, der i visse situationer på grund af "al verdens ondskab" taber livsmodet og bliver deprimerede, skuffede og måske ligefrem syge på grund af deres negative mentale tilstand. De synes, alting er håbløst, deres egen situation og verdenssituationen, og de kan ikke se nogen udvej eller mulighed for forbedring. De bliver pessimister eller sortseere, hvis ikke de går den modsatte vej og bliver ligeglade, fordi de synes alt er meningsløst. Det er for sådanne mennesker, jeg har skabt mine analyser, for at hjælpe dem til at bruge deres kærlighedsevne og medfølelse og deres intelligens på en anden og mere positiv måde, der vil give dem livsmodet tilbage.
Jordmenneskets livsmønster
Før menneskene lærer livets sandhed at kende, er de ikke blevet rigtige mennesker. Det vil få overordentlig stor betydning for den enkelte, hvis han eller hun - bag om alle de mennesker man har med at gøre - kan se dem som Guds redskaber. De er alle at ligne ved Guds fingre, der er ved at modellere os. Og det er kun godt, at Guddommen ligesom billedhuggeren fjerner noget der, hvor vi ikke er fuldkomne. Mange mennesker er absolut ikke tilfredse med dem selv, hvis de skal være ganske ærlige. De nærer længsler og ønsker om at blive anderledes, at blive bedre, klogere og kærligere. De føler godt, at de er ufuldkomne. Men så må man også lære at være glad for, at Guddommen arbejder med en og viser en den vej, man kan følge. Gud underviser hvert eneste menneske gennem det, der sker i vedkommendes daglige liv. Alt i livet, som for det menneske, der kun bruger en lille lokal logik, kan se ud som tilfældigt sammenfiltrede tråde, bliver for den, der begynder at bruge den kosmiske logik, til et livsmønster, hvor intet er tilfældigt, og intet er uretfærdigt. Når vi har martyrfølelse lever vi på overtro, og intet væsen kan blive lykkeligt ved fortsat at leve på overtro.
Selvfølgelig kommer jeg ud for både behagelige og ubehagelige ting, men jeg ved, at der er noget, der hedder det behagelige gode og det ubehagelige gode, jeg ved, at alt hvad der sker er en henvendelse til mig fra Guddommen, lige meget gennem hvem det sker. Guddommen kan ikke tale til os gennem et enkelt væsen, alle andre væsener er redskaber, som Guddommen kan bruge, når han skal henvende sig til et væsen. Når man da irriteres på disse væsener, er det i virkeligheden Guddommen man irriteres på. Lige så længe man irriteres af visse fortrædeligheder, vil de komme igen. Slibningen hører ikke op, før man er pudset færdig. Det er slibningen af alle de ufærdige sider af et jordmenneskes bevidsthed. Hvorfor lader man sig irritere over mennesker? Fordi man synes, de skulle være anderledes, end de er. Menneskene er så forskellige, og selvfølgelig må hver eneste af dem være nøjagtig, som han eller hun er i dette øjeblik. Ligesom dyrene er, som de er, og planterne er, som de er. Menneskene begår den fejl at kræve de samme handlinger af de lavere udviklede væsener som af de højere udviklede. Og de ser ned på væsener, som de synes er lavere udviklet og er måske snobbede indtil persondyrkelse og afguderi over for dem, de ser op til. Ingen af delene er at elske sin næste som sig selv, det er at elske alle væsener, alle Guddommens redskaber og organer og prøve at se Guddommen i dem. Står man over for et menneske, som er ubehageligt, må man dels tænke på, at det er ens egen karma, der har bragt en i berøring med dette menneske. Det er en prøvelse i tolerance og åndelig ligevægt. Dels må man forsøge at se ud over, hvad dette væsen er i dette øjeblik, og se, hvad det vil blive i fremtiden. Det står på sin tilværelses midlertidige højeste punkt, og man kan ikke bebrejde det, at det ikke besidder erfaringer, det endnu ikke har gjort, men vil komme til at gøre i fremtiden, hvor det vil få kosmisk bevidsthed og måske møde en selv under helt andre omstændigheder end nu. Det skal man naturligvis ikke sige til vedkommende, så vil han eller hun måske tro, at man ikke er rigtig klog. Men man kan tænke inden i sig selv: "Også du er et guddommeligt væsen, og et guddommeligt væsen er det naturligt at vise kærlighed". Nu er kærlighed jo ikke blot klap på kinden. Det det gælder om, er at gøre det, der i den givne situation er det kærligste at gøre Uden nogen form for vrede, bitterhed, skuffelse eller irritation. Man kan da godt være bestemt uden at være arrig, og man kan også irettesætte et andet menneske på en venlig og kærlig måde uden at slå i bordet.
Mennesket kan blive redskab for lysets væsen
Ingen af os kan lave et andet menneske om, og ingen kan komme ud for noget som helst andet end det, vedkommende selv er den inderste årsag til. Derfor betyder det noget, at man bruger sin følelse og sin intelligens i de givne situationer i hverdagen til at forsøge at tilgive og forstå andre mennesker. Vi har jo ikke noget bedre forbillede til dette end Kristus, der på korset kunne sige: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". Er man nået frem til den tilstand, hvor man hundrede procent har en sådan indtilling, er man uovervindelig, man er fuldkommen fri, selv om man bliver bundet i slavelænker. Mennesker kan binde legemet, som man binder andet fysisk stof. Men når man er kommet til kundskab om sin guddommelige identitet, ved man, at de ikke kan binde Jeg'et. Et væsen, der er i besiddelse af det livsmod, der er vundet gennem kærlighed til alt levende, kan ikke bindes, hvor meget man end vil gøre ham til slave. Vi er således stillet, at ingen kan bestemme over andre end sig selv. Det er rigtigt, at der er nogle der føler sig afhængige, ja, ligefrem slavebundne af andre, men det skyldes ikke de andre. Det skyldes, at vedkommende selv har indviklet sig i et følelsesbetonet forhold, som det også kun selv kan gøre sig fri af. Det er aldrig de andres skyld, jo mere man bliver klar over det, desto mere befrier man sig fra vredens og bitterhedens lænker, som man har bundet sig selv med.
Målet med verdensgenløsningen er, at menneskene skal komme til at forstå denne tilværelse og tage imod den undervisning i livslovene, de kan få her. Tænk, hvad det vil betyde, hvis man i stedet for at irriteres over det, der sker, bruger sin energi til at prøve på at forstå, hvorfor det, der sker, er det rigtige netop i den nuværende situation baseret på fortiden og med henblik på den gavn vi erfaringsmæssigt kan have deraf i fremtiden. Man skal ikke lade sig irritere eller skuffe på grund af andre menneskers opførsel, ligesom man jo heller ikke er skuffet over, at en tidsel eller en mælkebøtte ikke er en rose eller en lilje. Kristus sagde til sine disciple: "Gå ud i verden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i faderens, sønnens og den hellige ånds navn". Hvad er det for en dåb? Den virkelige dåb, den eneste som har betydning, er den kærlige vekselvirkning med vor næste i hverdagen. At smitte andre med lysets væsen ved sin væremåde, det er den virkelige dåb. Man kan ikke lave dem om, men man kan vise dem et eksempel, som virker på længere sigt. Og dette lysets væsen kommer i virkeligheden ikke fra en selv, det kommer fra Gud gennem én til næsten. Så er man et væsen, som gennem livsmod og kærlighed får Guddommen til at være nærværende i sin vekselvirkning med næsten. Da er der ingen martyrbevidsthed, da lyser og stråler freden gennem mennesket, selv om det befinder sig på en slagmark.
(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus den 1. april 1941. Det er bearbejdet til Kosmos af Mogens Møller).
Tilbage til forfatterregister
Forrige