Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra vor børnelærdom kan vi huske, at Kristus sagde: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund". Et sådant symbolsk udtryk "ord, som udgår af Guds mund" kan være lidt vanskeligt at forstå for nutidens mennesker, som er vant til at tage alting bogstaveligt. Hvad mente Kristus med det? Og kan det have nogen betydning for nutidens mennesker? Det kan have endnu større betydning at forstå meningen med disse ord for mennesket af i dag, end for mennesker på Kristi tid, idet et stort antal af nutidens mennesker er ved at være mætte af det, Kristus symboliserede ved ordet brød, og længes efter det, han kaldte ord, som udgår af Guds mund. De ved blot ikke, hvad det sidstnævnte er, og de ved heller ikke, hvordan de skal få denne længsel eller sult stillet.

Den ældste, mest kendte og livsvigtigste form for sult er naturligvis den rent kropslige, begæret efter mad. Og når vi ser på de levende væseners udviklingsstige, ser vi, at der på denne er en meget lang epoke, i hvilken ernæringsspørgsmålet er det altomfattende problem i væsenernes liv. Jo vanskeligere det er at tilegne sig føden, desto mere er væsenerne optaget af at tilegne sig den; og de må ofte befinde sig i livsfarlig kamp for at kunne tilfredsstille deres sult. Det er de væsener, vi kalder dyr. Deres fysiske organismer er ligefrem gennem lange epoker blevet udviklet til at være specialorganer i denne kamp for tilfredsstillelsen af den fysiske sult. Se på rovdyrenes spænstige, muskuløse kroppe og på deres skarpe tænder og kløer. Gennem mange inkarnationer har deres længsler og begær udviklet talentet til at skabe en krop, der er et fuldkomment dræbende redskab, og dermed evnen til at tilfredsstille deres hunger efter andre væseners kød og blod. Man kan også nævne giraffens lange hals, kamæleonens lange, klæbrige tunge og utallige andre eksempler inden for alle dyrearter, som viser, hvorledes disse væsener gennem lang tid har udviklet en organisme, der er formet og udstyret sådan, at den er det mest hensigtsmæssige og fuldkomne redskab, når det gælder tilfredsstillelsen af begæret efter fysisk føde i netop de omgivelser, hvor dyret befinder sig.

Længere oppe på udviklingsstigen finder vi det jordiske menneske. Det adskiller sig fra de egentlige dyr derved, at dets fysiske organisme ikke er et specialredskab til overvindelse af ernæringsproblemet, men er blevet et redskab, ved hvilket alle materielle foreteelser kan overvindes. Det jordiske menneske har gennem lange tidsepoker udviklet en fysisk organisme, hvorigennem det efterhånden har gjort sig jorden underdanig. Det er begyndt at beherske elementerne. Det skal ikke besidde en specialorganisme som fuglene for at kunne flyve. Det bygger flyvemaskiner. Det skal ikke have en specialorganisme for at kunne flyde på vandet eller bevæge sig under vandet. Også i disse tilfælde kan det ved hjælp af sin organisme bygge de nødvendige redskaber. Det kan bygge maskiner, huse, brugs- og nyttegenstande. Det er fabelagtigt, hvad menneskets fysiske organisme kan bruges til. Og det er jo ikke blot praktiske brugsgenstande, men også luksus, menneskene har skabt. Det kom til at betyde noget, hvordan tingene så ud. En æstetisk sans, en skønhedshunger var også opstået, og man skabte kunst, litteratur og musik. Det gjorde man udfra en hunger i menneskesindet, som ikke blot var koncentreret på føde og magt, mennesket var begyndt at opdage, at det ikke levede af "brød" alene. Selv om det havde sin mave fuld af føde, og selv om det havde gods, guld og magt, var der også andre ønsker, det gerne ville have opfyldt.

Men selv om de jordiske mennesker er begyndt at udvikle nye længsler og begær, har længslen efter "brød" ikke ophørt at være den dominerende i deres sind. Hos jordmennesket er som nævnt den materielle sult blevet udvidet til at omfatte begæret efter at eje fysisk materie, at opnå magt og ære, berømmelse og beundring, at være andre væsener overlegne og at nyde denne overlegenhed, også selv om det sker på andres bekostning. Vi står her over for den form for sult, der har gjort de jordiske menneskers verden til en intellektuel jungle. Den er skabt af dødbringende længsler, som ikke fører til drab på grund af, at man vil nyde et andet væsens kød og blod, men fordi man revaliserer med det og ønsker at tilfredsstille sin hunger efter magt og ære, gods og guld.

Rent teoretisk eksisterer der allerede en fornemmelse af, at aggression og magtudfoldelse er noget negativt. Men stort set kun teoretisk. Det medfører dog, at man camouflerer sine krigshandlinger og sine begær. Det gælder om i den ydre fremtræden at få det til at se ud, som om det er helt andre ønsker, der ligger bagved, ønsker, som er uselviske og baseret på næstekærlighed. Gennem verdensgenløsningsprincippets udfoldelse i årtusinder, specielt gennem de højere eller humane religioners læresætninger, har det ikke kunnet undgås, at store dele af menneskeheden er blevet påvirket til at se humanitet og næstekærlighed som noget ønskværdigt og ideelt, som et mål for menneskets stræben. Det har været en smuk teori, som skulle holdes i ære, en anden sag har det så været at prøve at leve op til disse idealer i praksis. Det er der ikke mange, der har kunnet. Men idealerne har alligevel haft en sådan magt over sindene, at de selviske magtbegær kun er kommet frem i camoufleret tilstand. I mange tilfælde vil man absolut ikke have den offentlige mening bag sig, når det gælder krigerigske angreb. Gennem propaganda blev krigen så til forsvarskrig, militærmagten til værnemagt, og krigsministeren til forsvarsminister. Folk skal suggereres til at tro, at krigshandlingerne er forsvar for humanitet, moral og menneskelighed. Propaganda er løgnens triumf, det er autoriseret anvendelse af camouflage, bagtalelse og demoralisering. Men trods alt afslører propagandaen, at en ny og større kraft er ved at bryde frem i menneskenes sind, ellers behøvede man ikke at camouflere krig og magtmisbrug. Det man ønsker at ligne, det man camouflerer sig som, må jo være en faktor, der ikke er uden interesse. Og det er denne side ved menneskene, de krigshungrende væsener frygter.

Hvad nu med de mennesker, der sidder i magtposition og udnytter andre menneskers arbejde og godtroenhed? Af mange misundes de, og man opfatter det, som om de har en lykkelig skæbne, fordi de sidder i stor økonomisk velstand og har magt og berømmelse. Men i virkeligheden sidder disse mennesker på en "sæbeboble", hvis de har deres position på bekostning af andre menneskers slid og trældom. Da er deres "lykke" kun som en "sukkersmag", der er om en giftig pille. Og hvad er der ved at nyde et øjebliks behagelighed, når den er vejen til den dødbringende gift? Det ved disse mennesker naturligvis ikke, men de vil erfare det, når giften virker, og det gør den, når de må høste, hvad de har sået for at erhverve deres magtposition på andres bekostning. De vil selv blive udnyttet, franarret deres ejendom, måske jaget i landflygtighed og blive sat til slidsomt arbejde, der er som den trældom, de satte andre i, da de var i deres velmagtsdage. Det er ingen straf, det er en undervisning, og det er netop en undervisning, der skal få verdensgenløserens ord til at vise sig som andet end smuk teori. Mennesket lever ikke af brød alene, det kan ikke leve og i længden være lykkelig blot ved at tilfredsstille egoistiske begær, og det kan ikke blive mættet blot ved at begære døde ting. Det kan ikke blive lykkeligt, hvilket vil sige opnå sindets ligevægt og befrielse for al slags frygt, så længe det søger at tilfredsstille begær, hvis tilfredsstillelse ikke kan finde sted uden at det er ensbetydende med andre menneskers savn, smerte, nervesammenbrud eller anden elendighed.

Hvad er det, mennesker længes efter, når de begynder at blive mæt af materielle goder, som netop, når de er i overflod, vil vise sig at være af det onde? De materielle ting kan ikke skabe den nødvendige tryghed i livet, den lykke, som er en indre fred og stabilitet. Man længes efter at leve i fred med sin næste. Man længes efter harmoni og kærlighed på samme måde som man før længtes efter rigdom og materielle goder. Denne længsel er i virkeligheden er åndelig sult, og derfor har verdensgenløseren ret, når han siger, at mennesket - jo mere menneske det er - ikke lever af brød alene. Men hvad betyder så udtrykket: "Hvert ord, som udgår af Guds mund"? Guds ord er selve det levende liv, det er ikke blot nogle sætninger fra Bibelen eller andre hellige bøger. Gud taler igennem de levende væsener, som er hans organer, og Guds "ord" er ikke blot tale, men også begivenheder og hændelser. Alt hvad et menneske oplever, er faktisk Guds tale til ham eller hende. Det er der masser af mennesker, som endnu ikke forstår, men livet eller Gud vil efterhånden lære dem det. I almindelighed tror man, at et medmenneske er et isoleret fænomen, et fuldstændig selvstændigt individ. Men gennem den kosmiske undervisning vil man kunne erhverve viden om, at hvert eneste menneske samtidig med, at det er et individuelt væsen, også er et redskab for Guddommen, hvorigennem samme Guddom taler til andre væsener. Guddommen må til tider bruge løgnere for at tale til løgnere og forbrydere til at tale til forbrydere. Han må jo bruge et sprog, der kan forstås. Men han har jo også brugt en Buddha og en Kristus og adskillige andre redskaber, gennem hvilke han kunne tale et helt andet sprog. Og han har brugt kunstnere, filosoffer, videnskabsmænd og teknikere og talt til menneskene gennem dem. Det jordiske menneske, som efterhånden "ikke kan leve af brød alene", men længes efter en levende og kærlig vekselvirkning med sine medvæsener til gensidig gavn, glæde og inspiration, er et menneske, som har mulighed for at blive et redskab for "Guds ord" på en særlig måde. Ikke at forstå sådan, at det skal missionere eller tale bibelsprog og bruge Guds navn tidlig og silde. Men det kan med sin væremåde, sin næstekærlighedsevne, sit gode humør og sine skabende evner inden for praktiske, intellektuelle eller kunstneriske områder gøre livet lysere og bedre for omgivelserne.