Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/14-15 side 157
1:2  >>
Martinus:
LIVSKRAFTENS OPRINDELSE   I
Den jordiske menneskehed er mere eller mindre afsporet
Der eksisterer blandt vor tids mennesker en masse afsporinger, både seksuelle afsporinger og afsporinger, der består af overdreven brug af narkotika og alkohol. Sådanne afsporinger vil i kommende inkarnationer kunne bringe mennesker ud i større eller mindre åndssvaghed eller føre til medfødte fysiske defekter, som de afsporede væsener efter nogle inkarnationers forløb vil have overvundet. Disse væsener, som har været igennem en afsporings mørke tilstand, vil være særligt rustet med erfaringer og medlidenhedsevne, således at de, når de atter har vundet deres sundhed tilbage, vil være de allerbedste hjælpere og vejledere for medmennesker, der befinder sig i en lignende afsporet tilstand, som de selv har været igennem.
Det er således rigtigt, at "intet er så galt, uden at det er godt for noget", som ordsproget siger. Det betyder dog ikke, at jeg dermed vil anbefale mine medmennesker at blive afsporede inden for førnævnte områder, det er muligt at komme frem til de nødvendige livserfaringer uden at gå den vej. Ganske vist kan intet jordisk menneske nå frem til kosmisk bevidsthed uden gennem erfaringer og deriblandt ubehagelige erfaringer, der i sig selv er en slags afsporinger. Kosmisk set er det faktisk sådan, at så at sige hele den jordiske menneskehed af i dag på en masse felter er afsporet. Det siger jeg naturligvis ikke som kritik eller som udtryk for, at jeg er forarget over tilstandene. Den jordiske menneskehed kan ikke være anderledes i øjeblikket, da den er på vej fra en dyrisk tilstand til en rigtig mennesketilstand. Men den kan blive anderledes, og den vil blive anderledes.
Den falske livsoplevelse
Når jeg bruger udtrykket "afsporet" om den jordiske menneskeheds nuværende tilstand, mener jeg dermed, at umådeligt mange jordiske mennesker er kommet bort fra den væremåde, der er en betingelse, hvis man vil frigøre sig fra besværlighederne og lidelserne i det daglige liv. Mange repræsenterer tværtimod en væremåde, som bevirker, at de får en falsk livsoplevelse. Livet former sig for dem som "ondt", hvilket er den største illusion, der eksisterer. Livet i sig selv er ikke ondt, det er strålende kærlighed. Men det er baseret på logik, hvilket vil sige, at det ikke på nogen måde tillader, at nogen ustraffet kan påføre andre levende væsener lidelse eller smerte. "Ustraffet" er endda ikke det rigtige udtryk, da det kan få folk til at tro på en "vred" gud. Det vi kalder det "onde" er ikke en straf i ordets virkelige forstand, det er en foreteelse baseret på loven for årsag og virkning. Og det er en absolut nødvendig foreteelse, thi uden den ville intet levende væsen kunne få bevidsthed og blive et frit skabende væsen, der vil blive i stand til at gøre sig til herre over livet og døden og blive til "mennesket i Guds billede". Hvert eneste jordisk menneske befinder sig i øjeblikket på et udviklingsstadium, hvor det i fortiden har skabt en mængde årsager, hvis virkninger nu og i den nærmeste fremtid udløser sig som en på forskellige måder ulykkelig skæbne. Verden kommer derved til at se ud som en "jammerdal", som nogle troende mennesker kalder det, eller som værende "af helvede til", som andre foretrækker at kalde det. Begge udtryk er langt mere udtryk for deres ophavs sindstilstand, end for den verden, de med deres udtryk vil beskrive. Hvis man vil kalde verden en "jammerdal" eller et "helvede", kan det kun blive udtryk for et absolut falsk verdensbillede, men det kan derimod karakterisere en mere eller mindre syg livsoplevelsesevne.
Menneskenes "defekte" instrumenter
Det vigtigste i verden for alle mennesker er at finde vejen ud af sygdommene, ud af lidelserne og bort fra den falske livsoplevelse. Men hvordan kommer man bort fra den? Om det levende væsens "Jeg" kan man, som jeg så ofte har skrevet og sagt, ikke sige andet, end at det er "noget, som er". Altså kan man ikke sige, at Jeg'et er falsk og er årsag til en falsk livsoplevelse. Livet i sig selv, hele det levende univers, som udfolder sin livskraft baseret på evige love, er heller ikke noget falsk. Mineralerne har deres livsudfoldelse, selv om menneskene ikke fornemmer den. Planterne har deres, og dyrene har deres. I mikro- og makrokosmos med deres "partikler og tomrum" eksisterer også en livsudfoldelse, som mennesket begynder at få en anelse om. Intet af dette er udtryk for falskhed. Det eneste, som kan være falsk, er menneskenes forestillinger om verden, og det kan de udelukkende, fordi de instrumenter eller redskaber, menneskene bruger, enten er for uudviklede eller for defekte, fordi de er blevet misbrugt.
Med menneskenes "instrumenter" mener jeg ikke her teleskoper, mikroskoper og andre former for teknisk forlængelse af menneskenes fysiske sanseevne. Jeg mener menneskets eget defekte eller mangelfulde livsoplevelsesredskab, dets organisme. Når jeg har sagt det, vil mange mene, at jeg specielt mener menneskets fysiske organisme. Men det gør jeg ikke, for menneskets fysiske organisme er i virkeligheden kun et organ i en meget større organisme, som ikke består af fysisk materie og derfor unddrager sig eller ikke er tilgængelig for fysisk sansning. Det er denne kosmiske organisme, der i øjeblikket ikke kan give mennesket den sande livsoplevelse eller den fuldkomne oplevelse af livet i universet eller den evige Guddom. Mangler eller noget defekt i menneskers fysiske organismer er udelukkende en virkning af noget manglende eller defekt i deres kosmiske organismer. Vejen bort fra den falske livsoplevelse og dermed fra sygdomme og lidelser, vejen til livet eller den fuldkomne livsoplevelse kan kun etableres gennem at skabe sig selv et fuldkomment livsoplevelsesredskab. For at kunne gøre det, må man kende lovene for skabelse og vide, hvad det er for materier, man har med at gøre. Og det er blevet min opgave at analysere disse ting ud for den søgende forsker, at vise ham eller hende en verden, der ikke er falsk, og et verdensbillede, hvori det såkaldte onde er "det ubehagelige gode" og derved bliver en del af det store slutfacit: "Alt er såre godt".
Det levende væsens evighedslegeme og dets udskiftningsorganer
Foruden det organ i den kosmiske organisme, som mennesket kender som sit fysiske legeme, besidder samme menneske fem andre kosmiske organer eller legemer, der også er dele af den kosmiske organisme. Alle disse seks organer eller legemer kan udskiftes og fornyes og er altså tidsdimensionelle eller underkastet begreberne begyndelse og afslutning. Det gælder derimod ikke for det levende væsens kosmiske organisme, hvori de nævnte legemer er udskiftningsorganer. Den kosmiske organisme er evig, hvorfor jeg i mine analyser også benævner den som det levende væsens evighedslegeme.
Jeg'et eller skaberen med sin skabeevne og sit evighedslegeme er en treenig realitet uden begyndelse og afslutning, og derfor er alle levende væsener evige væsener. Men selve deres livsoplevelse er baseret på, at "noget", der er evigt, skaber og oplever gennem "noget", der rummer begyndelser og afslutninger, og som dog alligevel er evigt i sin substans. Denne egenskab repræsenterer det levende væsens evighedslegeme, der er evigt og permanent som instrument for det levende væsens skabe- og oplevelsesevne, men dets seks organer, dets instinktorgan, dets tyngdeorgan, dets følelsesorgan, dets intelligensorgan, dets intuitionsorgan og dets hukommelsesorgan er underkastet forvandling og dermed begyndelse og afslutning, der altid efterfølges af en ny begyndelse.
Den fysiske del af et levende væsen, dets tyngdeorgan, er altså kun et enkelt organ i samme væsens evighedslegeme, og den er et organ, der kan udskiftes. Det sker gennem den proces, man kalder "døden". Inden væsenet igen skaber sig et nyt fysisk organ i sit evighedslegeme, altså en ny fysisk organisme, er der en pause, i hvilken dets dagsbevidsthed bæres af dets følelseslegeme, dets intelligenslegeme, dets intuitionslegeme og hukommelseslegeme efter tur, hvilket er ensbetydende med, at samme væsen oplever et kredsløb gennem de åndelige verdener, der kan opleves gennem sådanne legemer. Hvor meget eller hvor lidt et menneske oplever i disse åndelige eller stråleformige verdener mellem to fysiske inkarnationer, er afhængigt af, hvor meget dets respektive åndelige legemer eller organer er udviklet. Da disse stråleformige sfærer ikke er sæde for smerteoplevelser og lidelsestilstande, er det altså en lysets verden, et menneske går ind til, når det "dør", som man kalder det. Det kan ikke pointeres nok, at der ingen mening er i at være bange for døden. Den første overgang kan for visse mennesker være lidt vanskelig, hvis de har mange mørke tanker, angst eller dårlig samvittighed. Men det er jo netop alt det, et menneske må se at overvinde, medens det oplever gennem sin fysiske organisme. Det er derfor, det inkarnerer i fysisk materie for at lære at overvinde modstand - først med vold og magt - det hører de primitive stadier til - og så med indsigt og næstekærlighed. Det er det, der fører væsenet ud af den falske livsoplevelse.
Oplevelsen af "jeg" og "det"
Eftersom det fysiske legeme er organ i en stor åndelig organisme, er det altså ikke fysisk i renkultur. Åndelige kræfter virker igennem dette legeme, og hvis ikke de gjorde det, ville selve de fysiske processer gå i stå. Igennem det fysiske legemes funktioner afsløres oplevelse og skabelse; der er "noget", der oplever og skaber igennem det. Det er ikke øjnene, der ser, og det er ikke ørerne, som hører, disse sanseapparaturer registrerer bare.
Dette bliver yderligere til kendsgerning gennem vor livsfornemmelse, som opleves i to væsensforskellige detaljer. Vi fornemmer noget, som er os selv, og noget, der ikke er det. Vi fornemmer noget, vi kan knytte os til og slippe igen, noget, vi kan være bundet af og frigøre os for. Hvor går grænsen mellem det, der er os selv og det, der ikke er det?
Det er ikke så svært at se, at vi ikke er vore omgivelser; vi er ikke de andre væsner, og vi er ikke tingene omkring os. Men er vi da vort fysiske legeme? Nej, vi siger: "Mit legeme, mine øjne, mine ører, mine lemmer o.s.v." "Min" og "mit" udtrykker her Jeg'et, der er noget andet end legemet og dets organer. Vi fornemmer, at der er noget "bagved", Men Jeg'et kan vi ikke komme bagved. Alt, hvad vi kan sanse og opleve, er adskilt fra dette Jeg, og det sansede kan alt sammen sammenfattes i ordet "det". "Det" er noget, vi kan knytte os til eller frigøre os fra, men ingen kan frigøre sig fra sit eget Jeg, der ikke er noget, man har eller ikke har, men noget, man ER. JEG'ET ER EVIGT og kan knytte sig til og frigøre sig fra "det", hvor "det" fremtræder i en uendelig masse variationer og energikombinationer, som dels er skabt, dvs. blandet, af andre levende væseners Jeg og skabeevne, dels af os selv og vor skabeevne. Selve vor livsoplevelse er en vekselvirkning mellem de materiekombinationer eller "det", vi selv har sat i gang, og naturens og andre levende væseners eller Jeg'ers materiekombinationer, som er en anden variation af "det". Sidstnævnte variation af "det" er jo i virkeligheden hele universet, det er en stor sammenhængende, levende kosmisk organisme for det levende væsen, hvori vi alle "lever, røres og er", det er den evige Guddom. Derfor er det levende væsens livsoplevelse en evig vekselvirkning med Gud, med "du, som er i himlene".
Over- og underbevidsthed
Gennem sin evige skabe- og oplevelsesevne og sine stadigt skiftende instrumenter, organer eller legemer oplever det evige Jeg en kæde af årsager og virkninger i vekselvirkning med "det", som altså i virkeligheden er det evige Du's eller Guddommens manifestationer eller svar på det levende væsens tanker og handlinger. Væsenet sår og må høste, som det har sået og danner derved sin skæbne fra inkarnation til inkarnation. Den jordiske menneskehed af i dag har selv sået sin "afsporede" tilstand eller falske livsoplevelse. Den er hverken resultat af en vred guds straffeforanstaltninger eller af tilfældigheder, men udelukkende en virkning af de mangelfulde eller til dels ødelagte psykiske og fysiske organer, menneskene oplever og skaber igennem. Altså må de jordiske mennesker skabe sig nogle bedre psykiske og fysiske legemer til at opleve og skabe med.
Ethvert levende væsen har som omtalt seks legemer, der alle er organer i dets evighedslegeme, og når væsenet er inkarneret bæres dets dagsbevidsthed af dets fysiske legeme, som jeg kalder tyngdelegemet. I øjeblikket er masser af mennesker hyllet i den illusion, at dette fysiske legeme er deres eneste legeme, ja, mange tilmed i den fejltagelse, at dette legeme er identisk med dem selv. I virkeligheden er det en kombination af energier, Jeg'et har knyttet til sig, og som samme Jeg før eller senere gennem "døden" vil frigøre sig fra. Vi frigører os dog i nogen grad fra vort fysiske legeme, inden vi "dør", det gør vi hver gang, vi sover. Når vi er fysisk inkarneret, har vi nemlig både en "dagsbevidsthed" og en "natbevidsthed", og medens dagsbevidstheden bæres af det fysiske legeme, bæres natbevidstheden af de øvrige fem legemer. Tilsammen repræsenterer de seks legemer og dags- og natbevidstheden, hvad jeg i "Livets Bog" karakteriserer som det levende væsens "underbevidsthed". Denne underbevidsthed, som bæres af legemer, der er underkastet forvandling, begyndelse og afslutning, må naturligvis også være underkastet de samme principper og altså være tids- og rumdimensionel. Men ligesom de seks tids- og rumdimensionelle legemer kun kan eksistere, fordi deres forvandlinger finder sted inden for det levende væsens evighedslegeme, der ikke er tids- og rumdimensionelt, kan den tids- og rumdimensionelle underbevidsthed også kun eksistere, fordi den er rodfæstet i og bæres af noget ikke-tids- og rumdimensionelt, nemlig den evighedsfaktor, jeg kalder det levende væsens "overbevidsthed". Overbevidstheden er det evige organ, ved hjælp af hvilket det levende væsens bevidsthedsværdier overføres fra det ene underbevidste legeme til det andet, samtidig med at samme overbevidsthed er "lager" og "kartotek" for bevidsthedsenergier, der ikke i øjeblikket benyttes gennem de underbevidste legemer.
 
(Afsluttes i næste nummer af "Kosmos").
  >>