Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Bøger er således ikke blot papir og bogstaver, men er udgørende "batterier" fyldt med noget, som er mere eller mindre eftertragtet og livsvigtig næring for læsernes liv. Hver gang læseren studerer en bog, overfører han altså til sin bevidsthed noget, der er usynligt, noger der ikke er fysisk og derfor heller ikke direkte kan sanses med fysiske sanser. Dette noget er intet mindre end nyt liv. Dette "nye liv" er "påfyldt batteriet" eller bogen af dens ophav og er noget af det samme væsens eget liv. Liv er således noget, der kan overføres fra et levende væsen og opsummeres i en fysisk foreteelse, hvorfra det atter kan overføres til et levende væsen. Det har noget tilfælles med elektriciteten. Denne er også noget usynligt, der kan overføres til en fysisk foreteelse (akkumulatorbatteriet) og herfra igen føres videre. Men medens akkumulatorbatteriet kan udtømmes, kan "livsbatteriet", hvilket i dette tilfælde vil sige en bog, ikke udtømmes.

Hvad vil det da sige, at være åndsforsker? Det vil, som det netop fremgår af ordet, være en, der forsker efter ånd. I stedet for at benægte ånds eller livs tilstedeværelse bag alle naturens foreteelser, må han absolut begynde at indstille sig sympatisk på den tanke eller forestilling, at der er liv og ånd bag alle naturens "bogstaver", lige såvel som der er liv og ånd bag en almindelig bogs ord eller tekst. Forskeren må således begynde at lægge mærke til de fysiske eller materielle foreteelsers indbyrdes kombinationer for at finde ud af, at de fremtræder logiske, hvilket vil sige, at de udfylder et nyttigt formål. Da de er bygget eller kombineret på en sådan måde, at de udløser et nyttigt formål, afslører de derved en plan eller hensigtsmæssighed. Men da en plan eller hensigtsmæssighed igen er det samme som udløsningen af en tankerække, der er kombineret på en sådan måde, at samme udløsning opfylder et formål, afslører samme udløsning dermed "noget levende", thi et formål er nemlig det samme som en attrå eller et ønske. Og kun noget levende kan have en attrå eller nære et ønske. Da dette at kombinere en tankerække på en sådan måde, at dens udløsning skaber opfyldelsen af en attrå eller et ønske, er det samme som udløsningen af intelligens, bliver det levende Noget bag enhver logisk skabelse her ligeledes til kendsgerning. Thi kun det levende Noget kan være intelligent. Det bevidstløse eller døde, hvilket vil sige: selve materien, kan kun udløse tilfældighed. Men da enhver udløsning af en energiform eller funktion, der udgør modsætningen til tilfældighed, er identisk med udløsningen af vilje eller er en viljesfunktion (enten som A-, B- eller C-viden), og en sådan funktion igen kun kan eksistere som en egenskab ved et levende Noget, bliver samme Noget også her stadfæstet som kendsgerning.

Som det her er påpeget kan man altså i naturens foreteelser eller detaljer finde helt andre facitter end dem, der udtrykker mål, vægt eller virkningsgrader. Disse facitter udtrykker eller åbenbarer intelligens, vilje og dermed tanke og bevidsthed eller selve livet. Nævnte facitter afslører og udtrykker således selve det levende eller livet og udtrykkes derfor i "Livets Bog" som livsytringsfacitter. Det er disse facitter, der udgør kosmiske tanker og dermed kosmisk bevidsthed. Uden disse ville livets opfattelse kun kunne eksistere som mål- og vægtfacitter eller rene talbegreber. Disse facitter er således uundværlige for at forstå det virkelige liv bag alle former. Uden disse facitter ville livsmysteriets løsning aldrig nogen sinde blive tilgængeligt for noget levende væsen. Ligesom mål- og vægtfacitterne vil livsfacitterne også være at udtrykke som en sammenhængende række af detaljer, for hvilken en streg vil være et tilstrækkeligt symbol. Men at lade denne streg gå parallelt med den streg, ved hvilken mål- og vægtfacitterne kan symboliseres, ville være ganske misvisende på et symbol, idet man da måtte tro, at de to rækker facitter var identiske eller havde samme mission. Da dette ikke er tilfældet, må dette på et symbol antydes, hvis symbolet skal være korrekt. Hvorledes skal vi da anbringe den streg, der udtrykker livsfacitterne i forhold til den streg, der udtrykker mål- og vægtfacitterne?

Der er kun en eneste måde, dette kan gøres på for at være fuldstændig korrekt, nemlig ved at sætte dem på tværs af hinanden, så krydset eller korset opstår. Jeg nævnte før, at mål- og vægtfacitterne kun strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos, og at alt, hvad der ligger der udenfor, er utilgængeligt for individets sanser og dermed bliver lig intet for de samme sanser. Materien udgør således et legeme, der for sanserne har en "bredde". Denne bredde strækker sig altså fra mikrokosmos til makrokosmos. Da alt her udenfor, som nævnt, for sanserne forekommer at være lig intet, vil den materielle forskning aldrig kunne blive andet end en vandring fra et "intet" hinsides mikrokosmos til et "intet" hinsides makrokosmos. Det første og sidste facit, frembragt af den rent materielle forskning, bliver således lig intet. I sandhed, det er ikke så mærkeligt, at den hundrede procent materielle forsker fremhæver eller påstår, at der bag materien kun eksisterer et absolut "intet", og at han som følge af denne opfattelse er total gudsfornægter og modstander af al opfattelse af "et åndeligt, udødeligt Noget" bag materien, ja endog bag de levende væsener. Ud over talbegreber, mål- og vægtfacitter ser han i kraft af sansernes særlige struktur jo kun et intet tone frem. Men dermed har han ikke fundet livets løsning. Som første årsag til den kolossale planmæssighed og logik, hvormed jorden er omskabt fra ildtilstand til dens nuværende fuldkomne beboelighed for animalske væsener, må han sætte tilfældighed. De døde kræfters tilfældige sammenspil har altså frembragt kulminationen af planmæssig eller logisk skabelse. Men da et sådant postulat eller dogme jo igen er hundrede procent inkonsekvent i forhold til den energiudfoldelse, der finder sted indenfor hans egen viljeføring, kan nævnte postulat ikke i længden være et tilfredsstillende svar på naturens højintellektuelle eller logiske skabelsesproces. Indenfor hans egen viljeføring bliver det nemlig en stedse tiltagende kendsgerning, at ingen logisk skabelse opstår uden i kraft af en intelligensmæssig eller intellektuel viljeføring, og at kaos derimod uundgåeligt opstår, hvor han hundrede procent overgiver sit daglige liv i tilfældighedernes vold. Hvorfor skaber tilfældighed kaos og planløshed indenfor hans eget område, når den udenfor i naturens område ligefrem kulminerer i hundrede procent intellektuel eller logisk skabelse? Hvorfor skal det levende væsen have intelligens eller intellektuelle evner for at kunne hamle op med naturens skabelsesprocesser, der jo dog ifølge materialistens opfattelse udelukkende beherskes af tilfældighed?

Det er sådanne spørgsmål, det er umuligt at besvare ved blot og bar mål- og vægtfacitter, Og de nævnte spørgsmåls besvarelse vil derfor før eller senere blive aktuel hos enhver nok så kold materialist, alt eftersom den førnævnte inkonsekvens bliver til større og større kendsgerning for ham. Og her er det, han begynder at blive åndsforsker, hvilket altså vil sige: forsker efter liv, og resultatet af denne forskning bliver livsytringsfacitter. Åndsforskeren adskiller sig fra materialisten derved, at han bag alle materiefacitterne eller materiekonstellationerne søger hensigter eller de formål, de nævnte konstellationer skal udløse. Hans viden bliver derved beriget med hensigts- eller formålsfacitter. Han ser efterhånden, at alle naturens foreteelser og detaljer hver især opfylder en logisk hensigt og derved bliver led i en større logisk plan. Det kan således ikke undgå at blive til kendsgerning for ham, at de afslører tanke og vilje. Thi hvad er en logisk plan andet end en intelligensledet tankerække? Er logisk skabelse ikke det samme som overførelse af denne intelligensledede tankerække til materien? Og er denne overførelse ikke det samme som vilje? Åndsforskeren finder altså både intelligens, tanke og vilje bag naturens foreteelser eller detaljer. Disse bliver det samme som åbenbaringen af bevidsthed eller liv bag naturen. Naturen er således et levende væsens manifestationer. Alle dens detaljer, nuancer eller foreteelser udgør tilkendegivelsen af et levende væsens tanker, hensigter eller ønsker. Og åndsforskeren finder her Guddommen. Den fortabte søn finder her sin fader. Og man vil således forstå, at materiens mange nuancer eller detaljer nu ikke mere blot udgør kolde virkningsfacitter, men er udtryksmidler, ved hvilke Guddommen overfører sine tanker til de levende væsener på samme måde, som bogstaver og tegn i sproget er udtryksmidler, ved hvilke de levende væsener gensidigt overfører deres tanker til hverandre. Naturen er således det sprog eller den tale, ved hvilken Guddommen overfører sine tanker og hensigter, sin vilje og følelse til de levende væsener. Og i samme grad som dette efterhånden bliver til kendsgerning for åndsforskeren, bliver denne således indviet i Guds bevidsthed, Guds tanker og vilje. Gud bliver til kendsgerning, bliver til et levende væsen, som han kan tale med, som en mand taler med sin næste. Det er en sådan oplevelse af naturen og livet, der i mit hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som kosmisk bevidsthed.

For det indviede væsen bliver oplevelsen af materien således ikke blot kilogram eller kilometer, volumen eller konsistens, bølgelængder eller bevægelser, men til levende ord eller udtryk for Guds tanker, tilkendegivelse eller henvendelse til det levende væsen. Materien er således Guddommens livsudtryk. At opleve materiens eller naturens detaljer på denne måde er at opleve disse som "livsytringsfacitter".