Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Dampskibet derude, det er en hel lille verden, hvor hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget der fylder ham helt. Fri går hver om derude og er dog sin verdens fange, kun inden for disse planker er hans menneskefrihed. Og skibet går og forsvinder, kølvandet lukker sig, røgen selv forsvinder". Sådan skrev H. C. Andersen i en lille optegnelsesbog, og da jeg læste disse linjer, kom jeg til at tænke på en af Martinus jule- og nytårshilsener fra en del år tilbage, hvor han sammenligner vor klode med et lille fartøj, der er på rejse hen over evighedens umådelige hav. Set i dette perspektiv er vor verden også "en lille verden, hvor hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget der fylder ham helt". Enhver er tilsyneladende fri og er dog "sin verdens fange".

Menneskets udlængsel og rejselyst, dets trang til spændende eventyr og nye oplevelser har været en væsentlig drivkraft i civilisationens udvikling og kulturens forandring på denne klode, uden disse egenskaber hos menneskene vil det aldrig blive muligt at gøre jorden til "én verden". Men det er jo ikke just en sådan tilstand, man koncentrerer sig om at skabe i øjeblikket, hvor krigsbegivenheder flere steder får os til at frygte, at en verdensbrand endnu værre end de to, der allerede har hærget vor jord i dette århundrede, skal blusse op antændt af aggressionens gnister. Det er virkelig lykkedes i ikke ringe grad for det erobringslystne og handlingsdygtige jordmenneske at gøre sig jorden underdanig - og samtidig at gøre den til et sted, hvor det kan være et rent helvede at eksistere. Det gamle testamentes udsagn om, at jorden skal blive forbandet for din skyld, er også kommet til at passe.

I kampen for at beherske naturkræfterne har menneskene vundet mange sejre. Og dog kan jordskælv, tyfoner, oversvømmelser og andre naturkatastrofer stadig blive årsag til, at hundreder af mennesker dræbes og lemlæstes, og tusinder gøres hjemløse. Det er en anden sag at gøre sig universets kræfter underdanige, end det er at gøre sig jorden underdanig. Det vil mennesket også komme til at erfare, når det gælder dets ekspansionstrang i verdensrummet. Engang skal det dog virkelig blive i stand til at gøre sig universet underdanigt, men det bliver ikke med rumraketter og astronauter. Det skal engang blive i stand til at skabe blot ved at tænke og materialisere sin tanke, men først må det lære at tænke, og det er derfor, vi befinder os på denne fysiske jord, hvor det gør ondt at tænke forkert, dvs. at tænke og handle i uoverensstemmelse med livets love.

Hvert eneste menneskes daglige verden er i princippet ligesom skibet i H. C. Andersens optegnelsesbog. Inden for denne hverdagsverdens "planker" har han eller hun sin tilsyneladende frihed og er dog sin verdens fange. Denne af vor egen bevidsthed begrænsede verden har sine nuancer og variationer: hjemmets verden, arbejdspladsens verden, den verden, man har fælles med en gruppe venner, en lille hobby-verden, man til tider kan flygte ind i og måske enkelte andre afdelinger, som alle er på "skibet", der har sin kurs mod et ukendt mål, det mål, mange slet ikke tør tænke på, fordi de blot tror, det er døden.

Lad os vende tilbage til "skibet", hvor "hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget, der fylder ham helt". "Skibet" er vort daglige liv, og vore "medpassagerer" - eller måske "det øvrige mandskab" - er vore medmennesker i hjemmet og på arbejdspladsen, som jo netop er tilsyneladende årsager til vore glæder og sorger og det, der fylder os helt. Tilsyneladende årsager - ja. Her kommer kosmologien ind i billedet. Her taler Martinus i "Livets Bog" og sine andre skrifter til den, "der har øren at høre med". Og han fortæller på sin måde, tilpasset nutidens og navnlig fremtidens mennesker, hvad fortidens vise har sagt på deres måde, også til dem, der havde øren at høre med. Men "øren" har vi jo alle sammen, hvis ikke vi gennem invaliditet eller sygdom har mistet hørelsen. Det var dog ikke fysisk hørelse, men forståelsen bag hørelsen, Kristus talte om, da han om Johannes Døberen sagde: "Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. Hvo som haver øren at høre med, han høre". For den, der forstår det og derfor virkelig hører det, var Johannes Døberen en reinkarnation af Elias, dvs. at det evige væsen, der engang var bag personligheden Elias, senere var bag personlighedens Johannes Døberen. Men "for den, der har øren at høre med" er dette ikke en undtagelse eller et særtilfælde, men et udtryk for livslovene, at det levende væsen igen og igen inkarnerer som en ny personlighed, ny, fordi de erfaringer, evner og talenter, der er udviklet i tidligere inkarnationer, følger med som medfødte evner og talenter. Det gælder hver eneste personlighed på "fartøjet jorden", hver eneste af os, at vor personlighed i dag på godt og ondt er et resultat af tidligere inkarnationers erfaringer og oplevelser. Det gælder vor intelligens og vor skabeevne, men det gælder også vort forhold til "de andre" og hvad vi i vekselvirkning med dem kan nænne at gøre og ikke kan nænne at gøre. Her drejer det sig om den menneskelige forståelse og kærlighedsevne. Om et menneske besidder mere eller mindre deraf, er ikke noget man kan bebrejde ham eller hende, men det fortæller den, der har øren at høre med, hvor meget eller hvor lidt dette menneske har lidt sig til og grædt sig til i tidligere inkarnationer.

"Fri går hver omkring og er dog sin verdens fange". Det gælder i fysisk forstand, idet vor fysiske organisme kun kan leve inden for en vis radius af jordens tiltrækningskraft. Men det er dog ikke den fysiske verden, vi først og fremmest er fanger i, det er vor egen bevidstheds verden. Den kan være et mentalt fængsel, og den ER det i forhold til, hvordan vi binder os selv i snæversyn, vanetænkning, fordomme og konventioner, og i forhold til som vi tillader os selv at blive irriterede, vrede, bitre, sure og hadefulde mod andre og tænke, føle og handle over for dem, så VI fylder DERES sind med smerte, angst eller sorg. Thi hvad et menneske sår, skal det høste, ikke som straf, men som lærdom og erfaring. Mennesket kan kun fanges i et net, det selv har spundet, vi kalder det "skæbne". Og hver og en af os spinder sin skæbnes net for fremtidige liv gennem sine tanker, følelser og handlinger i dag, som han eller hun har spundet sin skæbne af i dag gennem tidligere inkarnationers tanker, følelser og handlinger. Nogle menneskers "net" har store masker, stor åndelig frihed, andres kan være som "fluenet".