Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1967/17 side 7
Mogens Møller:
DE ANDRE
Mennesket og dets verden
"Dampskibet derude, det er en hel lille verden, hvor hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget der fylder ham helt. Fri går hver om derude og er dog sin verdens fange, kun inden for disse planker er hans menneskefrihed. Og skibet går og forsvinder, kølvandet lukker sig, røgen selv forsvinder". Sådan skrev H. C. Andersen i en lille optegnelsesbog, og da jeg læste disse linjer, kom jeg til at tænke på en af Martinus jule- og nytårshilsener fra en del år tilbage, hvor han sammenligner vor klode med et lille fartøj, der er på rejse hen over evighedens umådelige hav. Set i dette perspektiv er vor verden også "en lille verden, hvor hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget der fylder ham helt". Enhver er tilsyneladende fri og er dog "sin verdens fange".
Ganske vist spræller menneskene i nettet, de vil prøve at gøre sig fri af "deres verden" og gøre erobringer i verdensrummet, som de har gjort erobringer på denne jord. De vil til månen og videre til vort solsystems andre planeter, de vil være rumrejsende befriet fra fartøjet "jorden". De vil selv lave de fartøjer, hvormed de håber at kunne flyve til Mars eller Venus og længere bort, de vil "ud i den vide verden" i universel forstand, de tror, at fremskridt og udvikling ligger et sted "derude", ligesom mennesket altid har ment, at lykken ligger på den anden side af de blå bjerge.
Civilisationens triumf og forbandelse
Menneskets udlængsel og rejselyst, dets trang til spændende eventyr og nye oplevelser har været en væsentlig drivkraft i civilisationens udvikling og kulturens forandring på denne klode, uden disse egenskaber hos menneskene vil det aldrig blive muligt at gøre jorden til "én verden". Men det er jo ikke just en sådan tilstand, man koncentrerer sig om at skabe i øjeblikket, hvor krigsbegivenheder flere steder får os til at frygte, at en verdensbrand endnu værre end de to, der allerede har hærget vor jord i dette århundrede, skal blusse op antændt af aggressionens gnister. Det er virkelig lykkedes i ikke ringe grad for det erobringslystne og handlingsdygtige jordmenneske at gøre sig jorden underdanig - og samtidig at gøre den til et sted, hvor det kan være et rent helvede at eksistere. Det gamle testamentes udsagn om, at jorden skal blive forbandet for din skyld, er også kommet til at passe.
Men hvorfor er jorden forbandet? "For din skyld", og dette "din" udtrykker ikke en i en fjern fortid eksisterende Adam, men Adam i det hele taget i fortid, nutid og til dels i fremtid, indtil samme Adam eller det jordiske menneske har gennemgået den skabende udviklingsproces fra mineral til menneske og er blevet "mennesket i Guds billede". At æde af frugterne på kundskabens træ - på godt og ondt - er det samme som at gøre sig jorden underdanig med sin intelligens, sit opfindersnilde, sin trang til at gå på opdagelser, sin organisationsevne, kort sagt at gøre jorden til det, vi selv kalder en "civiliseret" klode. Men det er også at lide under følgerne af manglende overblik og viden, f. eks. om det, der er godt for noget i øjeblikket, måske på længere sigt er til mere skade end gavn. Og det er at lide under følgerne af modstridende følelser, ideer og meninger blandt de personer og grupper, der føler det som et kald at gøre sig jorden underdanig. Civilisationen har sine store goder, sine triumfer og sejre, men den har også sine nederlag og sin forbandelse, hvor kundskabens frugter er "onde" og giftige, og hvor nydelsen af dem bliver alt andet end nydelse, men tværtimod lidelse, smerte, lemlæstelse og død.
Det væsentligste i livet
I kampen for at beherske naturkræfterne har menneskene vundet mange sejre. Og dog kan jordskælv, tyfoner, oversvømmelser og andre naturkatastrofer stadig blive årsag til, at hundreder af mennesker dræbes og lemlæstes, og tusinder gøres hjemløse. Det er en anden sag at gøre sig universets kræfter underdanige, end det er at gøre sig jorden underdanig. Det vil mennesket også komme til at erfare, når det gælder dets ekspansionstrang i verdensrummet. Engang skal det dog virkelig blive i stand til at gøre sig universet underdanigt, men det bliver ikke med rumraketter og astronauter. Det skal engang blive i stand til at skabe blot ved at tænke og materialisere sin tanke, men først må det lære at tænke, og det er derfor, vi befinder os på denne fysiske jord, hvor det gør ondt at tænke forkert, dvs. at tænke og handle i uoverensstemmelse med livets love.
Det er absolut beundringsværdigt, at dygtige teknikere nu har gjort det muligt at fotografere på månen, selvom det kun er et raketben og nogle skærver man ser. Det kræver stor intelligens - såvel som det kræver intelligens og tålmodighed at undersøge mange tusinde stykker rav for at finde ét med en indkapslet bladlus og på basis af 138 sådanne at nå frem til 30 forskellige arter bladlus, der er ukendte for videnskaben af i dag, og, som det nylig er sket, holde doktordisputats derom og diskutere, hvorvidt disse bladlus er 40 eller 50 millioner år gamle. Uden på nogen måde at ville kritisere hverken teknikernes eller naturforskernes arbejde, som har betydning hver på sin vis, og som også hver på sin vis er frugter på kundskabens træ, må det alligevel set i et kosmisk perspektiv understreges, at enhver af os, ligegyldigt hvad vort arbejde er og hvilke specielle interessesfærer der især optager os, først og fremmest befinder os på denne jord for at lære de kosmiske tankebaner at kende i ét bestemt forhold, forholdet til - de andre.
Jeg og de andre
Hvert eneste menneskes daglige verden er i princippet ligesom skibet i H. C. Andersens optegnelsesbog. Inden for denne hverdagsverdens "planker" har han eller hun sin tilsyneladende frihed og er dog sin verdens fange. Denne af vor egen bevidsthed begrænsede verden har sine nuancer og variationer: hjemmets verden, arbejdspladsens verden, den verden, man har fælles med en gruppe venner, en lille hobby-verden, man til tider kan flygte ind i og måske enkelte andre afdelinger, som alle er på "skibet", der har sin kurs mod et ukendt mål, det mål, mange slet ikke tør tænke på, fordi de blot tror, det er døden.
I alle disse verdener er hver eneste af os afhængig af én væsentlig faktor, vore menneskelige omgivelser: de andre. "Helvede er de andre" siger Sartre, og sådan er vel også den almene opfattelse, fordi vi er tilbøjelige til at føle, at en masse ubehageligheder er "hans", "hendes" eller "deres" skyld. Denne indstilling er årsag til megen angst, bitterhed, irritation, vrede, had og forfølgelse. Vi føler, at andre menneskers adfærd er en så bestemmende faktor i vor tilværelse, at vi lægger "skylden" der, ikke blot når en anden eller andre føles som årsag til, at det hele er "ad helvede til", men også det modsatte. Det ligger i ordene: "Ham (eller hende) skylder jeg alt". Der er mennesker, vi beundrer, mennesker vi foragter, og mennesker, der er os ligegyldige, men hvor meget forstår vi hinanden? Og dermed når vi også frem til spørgsmålet: hvor meget elsker vi hinanden?
Der er vel ikke meget, der er i den grad devalueret blandt mennesker, som ordet "elske". Det forbindes med erotik og sex, ja, endda med pornografi. Det udtales vanemæssigt, og i visse tilfælde provokeres det frem: "Elsker du mig nu også?" - "Javist elsker jeg dig, det ved du da godt". Kærlighed kan naturligt forbindes med erotik og sex som en baggrund derfor, selvom disse foreteelser også kan eksistere uden kærlighed. Men kærlighed kan også eksistere uden erotik og sex. Den kan blot aldrig provokeres frem. "Kunsten at elske" er som et stort orkester, hvori erotik og sex kun udgør nogle få instrumenter, og meningen med menneskets liv er, at det engang som dirigent skal beherske hele dette instrumentalensemble. Det er det, vi er her for at lære.
Udvikling og reinkarnation
Lad os vende tilbage til "skibet", hvor "hver har sin glæde, sin smerte, sit Noget, der fylder ham helt". "Skibet" er vort daglige liv, og vore "medpassagerer" - eller måske "det øvrige mandskab" - er vore medmennesker i hjemmet og på arbejdspladsen, som jo netop er tilsyneladende årsager til vore glæder og sorger og det, der fylder os helt. Tilsyneladende årsager - ja. Her kommer kosmologien ind i billedet. Her taler Martinus i "Livets Bog" og sine andre skrifter til den, "der har øren at høre med". Og han fortæller på sin måde, tilpasset nutidens og navnlig fremtidens mennesker, hvad fortidens vise har sagt på deres måde, også til dem, der havde øren at høre med. Men "øren" har vi jo alle sammen, hvis ikke vi gennem invaliditet eller sygdom har mistet hørelsen. Det var dog ikke fysisk hørelse, men forståelsen bag hørelsen, Kristus talte om, da han om Johannes Døberen sagde: "Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. Hvo som haver øren at høre med, han høre". For den, der forstår det og derfor virkelig hører det, var Johannes Døberen en reinkarnation af Elias, dvs. at det evige væsen, der engang var bag personligheden Elias, senere var bag personlighedens Johannes Døberen. Men "for den, der har øren at høre med" er dette ikke en undtagelse eller et særtilfælde, men et udtryk for livslovene, at det levende væsen igen og igen inkarnerer som en ny personlighed, ny, fordi de erfaringer, evner og talenter, der er udviklet i tidligere inkarnationer, følger med som medfødte evner og talenter. Det gælder hver eneste personlighed på "fartøjet jorden", hver eneste af os, at vor personlighed i dag på godt og ondt er et resultat af tidligere inkarnationers erfaringer og oplevelser. Det gælder vor intelligens og vor skabeevne, men det gælder også vort forhold til "de andre" og hvad vi i vekselvirkning med dem kan nænne at gøre og ikke kan nænne at gøre. Her drejer det sig om den menneskelige forståelse og kærlighedsevne. Om et menneske besidder mere eller mindre deraf, er ikke noget man kan bebrejde ham eller hende, men det fortæller den, der har øren at høre med, hvor meget eller hvor lidt dette menneske har lidt sig til og grædt sig til i tidligere inkarnationer.
Livets spil og livets regler
"Fri går hver omkring og er dog sin verdens fange". Det gælder i fysisk forstand, idet vor fysiske organisme kun kan leve inden for en vis radius af jordens tiltrækningskraft. Men det er dog ikke den fysiske verden, vi først og fremmest er fanger i, det er vor egen bevidstheds verden. Den kan være et mentalt fængsel, og den ER det i forhold til, hvordan vi binder os selv i snæversyn, vanetænkning, fordomme og konventioner, og i forhold til som vi tillader os selv at blive irriterede, vrede, bitre, sure og hadefulde mod andre og tænke, føle og handle over for dem, så VI fylder DERES sind med smerte, angst eller sorg. Thi hvad et menneske sår, skal det høste, ikke som straf, men som lærdom og erfaring. Mennesket kan kun fanges i et net, det selv har spundet, vi kalder det "skæbne". Og hver og en af os spinder sin skæbnes net for fremtidige liv gennem sine tanker, følelser og handlinger i dag, som han eller hun har spundet sin skæbne af i dag gennem tidligere inkarnationers tanker, følelser og handlinger. Nogle menneskers "net" har store masker, stor åndelig frihed, andres kan være som "fluenet".
Hvad er da "de andre" i forhold til os? Dels er de de redskaber, gennem hvilke vor fortids adfærdsmønster forvandles til skæbne for os, skæbne på godt og ondt, nu og i fremtiden. Alt hvad vi oplever gennem "de andre" er virkninger af vor egen bevidsthed, vor egen mentale verden. Kosmisk set er det aldrig de andres skyld. Men de andre er ikke blot en faktor, der knytter os til fortiden. De er lige så meget en faktor, der knytter os til fremtiden, thi gennem de tanker, følelser og handlinger, der udgår fra os mod vor næste, sår vi det, vi engang skal komme til at høste. Det er livets love, livets regler, og som Henry Miller skrev det engang i en artikel i "Perspektiv" nr. 8, 1962: "Livets spil bliver ved med at være et spil, og de, der kender reglerne og følger dem, går det bedst. Men hvad det er, der opstiller reglerne, det kan kun læres ved at spille spillet. Nogle lærer det (tilsyneladende) aldrig trods alle anstrengelser. Nogle kommer igennem det hele uden besvær, de har lært reglerne i en tidligere Inkarnation, må man tro. Men anstrengelser eller ikke anstrengelser, kamp eller ikke kamp, spillet har kun ét formål, og det er at kende meningen med kærligheden. For kærligheden er alt, så kan man sige, hvad man vil."