Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tanken om, at der kræves en sindelagsændring, for at forholdene på jorden kan blive anderledes, er absolut ikke ny. Den har eksisteret i årtusinder i de jordiske menneskers åndelige atmosfære, bl. a. har man inden for de store verdensreligioner søgt at give udtryk for den i ord og billeder, som var tilpasset forskellige tiders miljø og folkeslag. Det er det, Martinus kalder "den gamle verdensimpuls". Det vil altså sige, at denne kosmiske impuls har kunnet få indpas på jorden til trods for intolerancens og krigens "jerntæppe"? Det har den. Martinus udtrykker da også om sit symbol "Intolerance", at "hvis de to intoleranceudstrålinger fik lov til at få frit løb, ville de, som vist på billedet, være i stand til at lukke verdensimpulserne eller al højere åndelig energi eller kærlighedskraft ude fra jorden. Denne ville blive behersket af realiteter, der hurtigt ville have dens fuldstændige undergang til følge (udtrykt ved den brændende klode). Men takket være den guddommelige verdensplan er kærlighedsimpulserne nu så stærke og jordkloden så langt fremskreden i sin udvikling, at en så drastisk udløsning absolut ikke kan finde sted". Den brændende jordklode udtrykker dog en realitet, som hvert eneste individ er med at bære ved til og vedligeholde med sin intolerance, vrede, indignation og andre lignende tendenser, der modarbejder uselviskhed og internationalisme. "Branden" er alle slags former for lidelse, og hver enkelt af os kan være med at slukke dette bål i forhold til, som vi udfører de handlinger, bag hvilke samvittighedsfølelse, samfølelse, medfølelse og kærlighedsfølelse er forbundet med intelligensens logiske overblik over årsager og virkninger.

Martinus udtrykker gennem sit symbol "Intolerance", at hvert eneste menneske med sin bevidstheds kræfter og sin viljekraft enten er med til at danne det mentale jerntæppe, der i stærk grad forhindrer det guddommelige skabeprincips lyse udstråling i at få indpas på denne klode, eller også at det på grund af en gradvis sindelagsændring udgør et større eller mindre "hul" i jerntæppet, gennem hvilket den nye verdensimpuls (og i visse tilfælde den gamle) kan stråle, således at dette lys via menneskets evner og talenter kommer til at udfolde sig som væremåde i hverdagen, den eneste vej til freden.

Når Malraux taler om kristendommens lys, tænker han uden tvivl på, hvad Kristus selv har bragt menneskene gennem bjergprædikenen og lignelserne og gennem sin væremåde lige fra han som tolvårig i templet gjorde indtryk på de skriftkloge, og til han på korset formede de sidste ord gennem sit forpinte legeme: "Det er fuldbragt ". Hvad var det, der var fuldbragt? Et eksempel, et forbillede på, hvad det virkeligt vil sige at være menneske. Han tog sit kors med ordene: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". Og han havde tidligere sagt: "Den, der ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel". Hvad Malraux måske har svært ved at tro - og mange med ham - er forsonings- og nådelæren, utallige dogmer og læren om tre guder som er én og dog tre. Set i historiens perspektiv og med en bevidsthed, hvori vor tids intellektualitet spiller ind, er der mange, der må sige, eller nøjes med at tænke, som Malraux. Det, der engang var levende ånd, er i dag som arkæologiske potteskår, dødt og usammenhængende. Man må stadig tilføje, at det ikke kan bebrejdes nogen, men også, at det er værd at tænke over, hvorfor det er sådan.

Gandhi og Tolstoi var jo også genier - undtagelser, vil man sige. De var genier, og den slags mennesker har der ikke været så mange af på vor klode. Men hvad er egentlig et geni? Det er et væsen, som repræsenterer en udvidet bevidsthedstilstand, en større og mere intens skabe- og oplevelsesevne end folk i almindelighed. De kan være specialister inden for forskellige områder, men de to nævnte - for ikke at tale om deres fælles forbillede, Kristus, isolerede sig ikke ved deres geni, tværtimod, de gjorde hver for sig, hvad der stod i deres magt for at være en inspirerende faktor for deres medmennesker til medmenneskelighed, næstekærlighed og modstand mod krigens, hadets, vredens og det såkaldte onde"s kræfter. De lærte mennesker at møde dette "onde" med en kombination af kræfter i sindet, der var lige så forskellig fra krigskræfterne, som vand er forskellig fra ild. Ingen af dem havde i deres fysiske levetid stor ydre "succes", selvom de opnåede sympati og forståelse hos en kreds af mennesker. Og deres liv endte på hver sin måde tragisk. Men deres åndelige virksomhed har spredt sig som ringe i vandet, og deres eksempel har smittet, selv om størstedelen af menneskene endnu ikke fatter dets virkelige betydning som eksempel for deres eget liv i hverdagen. Dette, at hvad geniet har udstrålet i en stor radius af rum og tid, kan det almindelige menneske gøre i en mindre radius, nutiden og hverdagen. Det er det, Martinus med sin kosmologi forsøger at vise de mennesker, der ikke mere er i stand til at blive inspireret af den gamle verdensimpuls på grund af dens dogmer og dens historiske perspektiver, der egentlig blot beretter om de jordiske menneskers manglende evne til at lade den trænge ind til sindets dybder og blive væremåde. Historien kan dog også berette om mennesker, i hvis sind "jerntæppet" var nedbrudt. Kætterbålet eller en anden form for tragisk endeligt på dette liv blev måske den ydre verdens svar på deres handlemåde, men de besad en indre sikkerhed, som gjorde, at det, der udefra måtte ses som en tragedie, i deres eget sind blev til en sejr. Og hvad så med de millioner af mennesker, historien intet beretter om, dens bipersoner og statister, der hver for sig har oplevet sig selv som en hovedperson i dens forløb? Blandt disse millioner har der også været et mindretal, der som jævne almindelige mennesker har gjort kernen i deres religion til en måde at leve på i hverdagen, og det er disse mennesker, der er medvirkende årsag til, at jordens og menneskehedens situation i dag - til trods for det truende i situationen - ikke er håbløs. Som Martinus skriver: "Jordkloden er nu så langt fremme i sin udvikling, at en så drastisk udløsning (dens undergang) ikke kan finde sted ". Denne udvikling er baseret på udviklingen af de højest udviklede fysiske "hjerneceller" i dens organisme, og det er de mennesker, som gennem tiderne har åbnet deres sind for det guddommelige skabeprincips lyse udstråling, så den er blevet til væremåde og derved til "huller" i det mentale jerntæppe.

Nu er der i denne artikel adskillige gange blevet talt om den gamle og den nye verdensimpuls, der begge er udstrålinger fra det guddommelige skabeprincips lyse udstråling, uden at forskellen mellem disse to impulser er blevet fremhævet. Årsagen dertil er, at det har været væsentligt at fremhæve, hvorfor menneskene - ikke mindst inden for den gamle verdensimpuls - har forbundet religionerne med intolerance og småligt snæversyn. "De vidste ikke, hvad de gjorde", intolerancens evner og talenter, der var udviklet til genialitet i deres bevidsthed, havde overtaget, så der blev tale om tro og håb, men ingen plads til kærlighed. Med undtagelser naturligvis, og det er disse undtagelser, der har båret menneskeheden oppe, ikke gennem kvantitet, men gennem kvalitet. Men hvad med den nye verdensimpuls og de mennesker, der kan lade sig inspirere af den? Ja, det er jo først og fremmest for sådanne mennesker, Martinus skaber sin kosmologi og sine symboler. Mennesker, der som Malraux kan se værdien af kristendommens budskab, men ikke kan tro på det, og som Vercors, der kan se, at mennesket gør oprør mod sin naturbestemte dyriske skæbne, uden at han - måske - helt fornemmer, at hver eneste af os med sin menneskelige natur kan begynde at skabe en menneskelig skæbne for menneskeheden. Man behøver ikke at være en berømt forfatter for at besidde en indstilling som de to nævnte; masser af mennesker er indstillet på den bølgelængde, men føler sig i et åndeligt tomrum. De begynder at se, at aggression ikke er vejen, og de fortryder det bagefter, hvis de er kommet til at eksplodere i vrede. De ser også klart, at flugten ind i en eller anden religions "frelse" med håb om hinsidig belønning for blind tro heller ikke er nogen mulig løsning for dem. En tid kan de måske nøjes med et materialistisk livssyn og den praktiske indstilling til hverdagens problemer. Men de føler før eller senere et savn og en længsel efter at forstå, der får dem til at søge. En del mennesker har fundet, og langt flere vil i kommende år og århundreder finde kosmologien; og kommer den til at betyde mere for dem end et interessant syn på verden, vil den efterhånden forbinde sig med deres tankeverden og følelsesliv. Og så kommer prøverne! Hvilke prøver - skal man gennemgå indvielser eller lignende? Nej, mystiske indvielser hører fortiden til. Prøverne er ganske simpelt, at den studerende kommer ud for begivenheder, der skal vise ham eller hende, dels om åndsvidenskaben eller kosmologien er så stærk en realitet i sindet, at den forlener vedkommende med kræfter, og tålmodighed til at komme igennem livets besværligheder uden at synke dybere ned i sit mentale kælderdyb, end man kan komme op igen ved at forbinde sin egen kraft med skabeprincippets kræfter (bøn). Dels vil særlige situationer vise vedkommende, om han (eller hun) er stærk nok til at følge det, der er logisk i teorien for ham (eller hende), men måske knapt så virkeligt, at han (eller hun) reagerer derefter, når der virkelig er brug for det i hverdagen. De, som ikke består prøven, og det oplever vi alle, vil måske ophøre med at have noget med kosmologi at gøre ("for den duer jo alligevel ikke!"), eller de vil blive dybt deprimerede over, at de ikke viste sig at være stærke nok. Denne sidste indstilling er positiv, hvis den fører videre til næste stadium, hvor man siger til sig selv: "Næste gang skal det gå bedre!" Og næste gang består man måske prøven og forstærkes i bevidstheden om, at den eneste form for sikkerhed: den menneskelige skæbne, vokser frem ved, at man ikke kan nænne andet end at gøre alt for at give andre mennesker en god skæbne i sin vekselvirkning med dem. Gør man ikke det, er man sin egen fjende.