Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Du er. Og dog bliver du til". Disse få ord fra Paul la Cours "Fragmenter af en Dagbog" har fæstnet sig i mit sind, som var de mejslet i sten, selv om det er længe siden, jeg læste bogen. De fortalte mig i og for sig ikke noget, som jeg ikke vidste, den gang jeg læste dem, men de satte noget i gang, en ny livsrytme. Det var, som om noget svævende og fjernt, noget drømmeagtigt blev nærværende og fik ben at gå på eller inkarnerede gennem disse ord og blev en vidunderlig virkelighed, som jeg har båret med mig siden. De har haft den betydning, at de har væltet mure og fjernet skranker, og det er dog ikke så lidt, når det kun drejer sig om syv små ord. Ganske vist er det ikke fysiske mure og skranker, de har bortfjernet, men de har været som en nøgle, der kunne åbne mentale fængslers døre og også passede til porte, der førte til nye mentale rum og nye veje. De har ført imod større friheder og vil stadig kunne gøre det, fordi de er en i ord inkarneret sandhed om livet og livets kunst.

Den store russiske maler, en af den abstrakte malerkunsts første og største pionerer, Wassily Kandinsky, skrev i slutningen af sin afhandling "Formens problem" de ord om liv og død, jeg har sat som motto over denne artikel: "Det er bedre at anse døden for at være livet end at anse livet for at være døden". Og han slutter med at sige: "Kun i frihed kan det kommende modtages. Og man skal ikke holde sig afsides, som det tørre træ for hvis fod Kristus allerede så øksen lagt". Men hvem anser dog livet for at være døden? Det gør de fleste af vesterlandets mennesker, deres livsanskuelse er en dødsanskuelse. Deres liv leves i dødens skygge i angst for og flugt fra tilintetgørelse. Både dogmatisk kristne mennesker, ateister og materialister anser døden for at være livets fjende nr. 1, som man skal stride imod og holde ude så længe som muligt, selv om det er håbløst, da den til syvende og sidst vil få bugt med os. Derved fyldes tilværelsen med angst og gru eller med hæsblæsende jageri for at nå så meget som muligt, inden det hele er forbi; eller man "slår tiden ihjel", den tid, der ikke er optaget af arbejdet for det daglige brød, med underholdning, der ikke har andet formål end at hjælpe mennesker til at undgå at kede sig ihjel. "Man lever kun én gang, så det gælder om at få så meget som muligt ud af det - selv om det eventuelt må ske på andres bekostning", er et almindeligt valgsprog, der netop resulterer i den alles krig imod alle, som vi oplever i vor tid, der ganske vist har teorier om "frihed og lighed og broderskab", men i praksis består af mentale fængsler, racehad, krig og intolerance. Er det mærkeligt, at menneskene anser livet for at være døden, når de selv med deres dødsudfoldelse og dræbende og hadefulde energier gør tilværelsen her til "de dødes rige"? Nej, hvordan skal de kunne andet. Der har dog gennem tiderne været mennesker, som ved deres måde at leve på og deres skabende livsudfoldelse har lyst op i denne mørkets verden, mennesker uden angst, mennesker som ikke lod deres liv indsnævre af vedtagne dogmer, enten de var af religiøs eller materialistisk art. Og det har altid været mennesker, der vidste, at døden var livet, og som viste det i deres ord og gerning. Disse mennesker har ikke levet forgæves, og vi vil alle med tiden komme til at vandre i deres fodspor.

Lige siden mennesket adskilte sig fra det egentlige dyrerige og blev, hvad Aristoteles kaldte et Zoon Politikon, et samfundsdyr, har menneskeflokken haft førere og ledere, der var både religiøse og verdslige autoriteter for dem. Disse ledere skabte en ramme om menneskenes liv, og det vi kalder kultur og civilisation, fremstod på jorden i varierende former og størrelse. Familier blev til stammer, stammegrupper til bysamfund, der også udøvede magt over omliggende landområder. Flere bysamfund blev på krigerisk vis eller efter fredelig overenskomst (det første var nok det almindeligste) sammensluttet til småstater, der senere kunne forenes til riger. Og adskillige gange i menneskehedens historie er der opstået verdensriger, der vel ikke omfattede hele jordens befolkning, men dog så udstrakte områder og så mange folkeslag, at rigets hersker med rette følte sig som imperator, som verdens herre.

Vi bruger ordet "kultur" om mange ting lige fra bakterier til kunst. Men hvad er egentlig kultur, og hvorledes forholder den sig til begrebet civilisation? Man bruger udtrykket "kultur" om bakterier, specielt når man dyrker dem, og man taler om at kultivere jorden. Det får nogle til at tro, at kultur egentlig kun har med biologi at gøre, hvilket er et temmelig yderliggående standpunkt. Men der er andre, der går lige så langt til den modsatte side og giver udtryk for, at kultur blot er noget akademisk, noget litterært og kunstnerisk, nærmest synonymt med det, man kalder "dannelse". Sådanne yderliggående standpunkter er udsving fra en akse, og hvad er da selve kulturaksen, som disse yderpunkter har forbindelse med og vil vende tilbage til?

Der er ikke én af de gamle kulturer, hvor ikke en eller flere af ovennævnte kunstarter har spillet en væsentlig rolle, og i de største kulturer har de alle gjort det. Men hvilken plads har de haft i kulturens tjeneste, hvilken rolle har de spillet? Som før nævnt har de ikke været "kunst" i den forstand, vi nu kender til den, hvor mange mennesker betragter den som luksus eller som noget, der ikke kommer dem ved. Den har været en naturlig og meget vigtig samfundsfunktion først og fremmest i det religiøse diktaturs tjeneste.

Naturfolkenes magiske besværgelser fik udtryk og form gennem trommerytmen, maskerne, fetichfigurerne og gennem de malede eller ridsede arabesker, tegn og symboler, der prydede såvel danserne som deres våben og redskaber. Vi kalder det primitiv kunst, for dem var det magisk virkelighed, der var medvirkende til at give livet kolorit, spænding, indhold og mening. Efterhånden som de højere religioner udvikledes, betød det ikke, at magien forsvandt, blot at den blev anderledes og krævede nye udtryksformer og en ny ramme, og kunstnerne blev religionernes ydmyge tjenere. De skabte de gudestatuer, templer, moskeer, pagoder og kirker, der var behov for, så folket gennem disse former kunne fornemme de guddommelige kræfters nærværelse og forbinde gudeverdenen med hverdagen. Kunstnerne var stadig ikke "kunstnere" i nutidig forstand, de var en særlig slags håndværkere, som kunne blive mestre i deres fag, hvis de var dygtige, de dannede en særlig stand, en særlig kaste, som ikke på nogen måde repræsenterede noget eksklusivt eller som satte sig uden for de øvrige stænder eller kaster i en bohemetilværelse. Derfor kan de godt have "levet stærkt" uden i den almene opfattelse at skille sig ud fra helheden, for det var der så mange, der gjorde. Men de har i alt fald haft den rigtige håndværkers ydmyge sind over for deres arbejde, der føltes som noget, der var større end dem selv.

I Europa og dermed i hele den vesterlandske kultur har kunsten gennemgået en særlig udvikling. Fra hedenskabet til kristendommens første faser som kulturdiktatur skulle man måske tro, der var et mægtigt spring. Men de former og den ramme, én kultur har skabt, forandres ikke pludseligt, selv om gudebilleder brændes, og et nyt evangelium prædikes. Folket skal tage imod det, det skal blive ét med folkeånden, de kunstnerisk begavede, de visionært skabende skal tage det til sig og give det udtryk på en måde, der taler til folket, så den nye ånd kan inkarnere i former, der bliver virkelighed for det, samtidig med at den forbinder det med en højere virkelighed, som formen er udtryk for. Et tydeligt eksempel på det er Jellingestenens ornamentik, hvor Kristusfiguren omgives og omslynges af det gamle hedenskabs dyreornamenter, der nu bliver symbol på djævelske magter. De mennesker, der havde skabende fantasi og evne til at give dem udtryk, blev glimrende redskaber for magthaverne (i dette tilfælde den romerske kirke), og overalt i de kristne lande udvikledes en kirkelig billedkunst og arkitektur, som vel overvågedes nøje af moderkirkens "kommissærer", men alligevel prægedes af hjemligt miljø og folkeånd. Musikken og sangen udvikledes til store højder i katolsk miljø i modsætning til dansen, som forvistes helt til det profane område, ja, i visse tilfælde betragtedes som direkte syndig. Her står kristendommen i modsætning til de andre store verdensreligioner og de primitive religioner, hvor dansen næsten altid er en hellig kunst. I den kristne oldtid og middelalder var den smule litteratur, der fandtes, forbeholdt de få, der kunne læse og skrive latin, og den må betegnes som en ret snæver faglitteratur for prælater mere end som kunst. Det, der senere udviklede sig til det, vi kalder skønlitteratur, og som havde sin første blomstring her i Europa i oldtidens Grækenland, var midlertidigt indkapslet, men såedes som frø, der spirede i den tidsalder, vi kalder renæssancen, genfødelsen og genopblomstringen af en tænkemåde og oplevelsesmåde, som i de efterfølgende århundreder fuldkommen skulle forandre det europæiske kulturmønster.

Side om side med den kunst, som direkte var i religionens tjeneste, og som var det redskab, religionen brugte for at hjælpe menneskene til at fornemme en højere sfære end den jordiske, eksisterede der, hvad vi i dag kalder en folkekunst eller profan kunst, der lige så lidt som kunsten i religionens tjeneste blev kaldt "kunst", men var en naturlig og nødvendig faktor i folkenes livsudfoldelse. Profan betyder ikke syndig, det betyder blot, at dét var en kunst, som mere var koncentreret på den fysiske verden og på sansernes glæde. Derfor kunne den godt beskæftige sig med det oversanselige, men da var det i eventyrets og mytens form i et billedsprog, der talte til sanserne såvel som til fantasien.

Hvad var det for en gennemgribende forvandling, der skete med renæssancen? Det var som om en ny åndelig "nordpol" fik den vesterlandske del af menneskeheden til at ændre sin udviklings kurs. Og hvem var styrmændene? Det var kunstnerne, filosofferne og forskerne, og kursen gik mod nye opdagelser, først og fremmest opdagelsen af naturen og mennesket; og efterhånden opdagedes detalje efter detalje af den fysiske virkelighed og de love og principper, der virker blandt disse fysiske detaljer. Renæssancemennesket åd af frugterne på kundskabens træ, som vesterlandets folk aldrig havde gjort det før. Det var en ny orientering, og kunstnerne, de før så ivrige og ydmyge kirkens tjenere, hvis specielle opgave det havde været gennem deres værker at give KIRKEN dens mystiske ophøjethed og atmosfære af gudhengivenhed, vendte sig nu mod det mysterium, som hedder mennesket i naturen. Mennesket opdagede sig selv som centrum i en underskøn verden, der samtidig var en spændende verden at gå på opdagelse i, det fik mod på livet på en helt ny måde, ja, overmod fyldte til tider dets sind, så Gud og hans engle svandt bort i en tågesky og efterlod en fast, fysisk, organisk verden, som mennesket lidt efter lidt opfattede som en mekanisk verden.

Naturligvis forsvandt religiøsiteten ikke ud af kunsten, fordi kirken ikke mere var dens herre. Men den blev omformet og fik en mere fri udfoldelse, samtidig med at så meget andet fik udtryk i kunstnerisk form. Fra at have været et led i en kult, en gudsdyrkelse, blev kunsten en skildring af sanseoplevelser og individuelle følelser og tanker, fra at have været domineret af abstrakte elementer (et før-renæssance-madonnabillede er abstrakt) blev det nu naturalistiske og realistiske elementer, der blev de fremherskende. Malerkunsten og billedhuggerkunsten blev efterligning af naturen, i musikken kom naturelementerne med i rytmen, og helt nye musikformer fremstod i det 16., 17. og 18. århundrede for at føre til endnu friere former for musik i det 19. og 20. århundrede. Fra at have været et primitivt stillads, der stilledes op ad kirkemuren, når der var marked, og hvorpå der spilledes naive maskekomedier, udviklede teatret og dets kunst sig til at blive et hofteater, hvor både drama, komedie, opera og ballet udvikledes, en genfødelse af det gamle græske teater fra oldtiden. Og hofteatret forvandledes til et folkeligt teater, hvor den borgerlige dagligstue efterhånden flyttedes op på scenen, så folk kunne kigge ind og opleve noget af den spænding, som ikke altid fandtes bag deres egne vinduer, så de fik kompensation for et efterhånden lidt kedeligt borgerligt liv. Digtningen fik efter bogtrykkerkunstens opfindelse og efter reformationen mulighed for stor popularisering. Det trykte ord måtte medføre en revolution i verden af åndelig art - og forøvrigt har det jo også en væsentlig andel i de fysiske revolutioner, som er en følge af åndelig revolution. Men her er det specielt den kunstneriske side af sagen, vi skal se på. Tidligere måtte en digter drage omkring som skjald og kunne højst opnå at blive hofpoet, men i alt fald måtte han foredrage sine værker mundtligt. I vor tid har han gennem det trykte ord og senere oversættelser mulighed for at få den læsende del af en hel menneskehed i tale. Det vil sige, at han (eller hun) har mulighed for at opmagnetisere masser af mennesker med sin egen livskraft og tankeverden. Det kan være en rent fortællende stil, der benyttes, men bag den ligger måske den dybe tanke og den rige følelse, der meddeler sig til læseren og åbner noget i hans eller hendes sind. Utrolige muligheder er opnået, muligheder, som dog også kan misbruges og er blevet misbrugt. Det menneske, der behersker sproget og kan udtrykke sine tanker, har et kolossalt ansvar. En bog (en avis eller et tidsskrift) er et redskab for magi, som medicinmandens remedier og udtryksform var det. Den kan påvirke og forvandle mennesker, den er medansvarlig i, hvad der sker i læserens sind, hvad det menneske, som ER, BLIVER TIL derigennem. Vi er alle i forhold til vor evne til at udtrykke det sansede, det følte og det tænkte, hvilken måde vi så end vælger at udtrykke os på, medansvarlige for de forvandlinger, der sker blandt vore omgivelser. Jo mere vi har på hjerte, og desto bedre vi kan udtrykke os, desto større er også ansvaret - og følgerne. Kunsten er fra renæssancen til vor tid kommet ind i en ny udviklingsfase, hvor den skal være med til at forvandle "mennesket i centrum", det intellektuelle rovdyr, til det gudelignende væsen, der gør selve sit liv i denne verden til et genialt kunstværk.

Det vi kalder kunst, var altså oprindelig en magisk og religiøst betinget funktion i samfundet med forholdsvis få udøvere, men så at sige med alle samfundets medlemmer som modtagere og medlevere. Så forvandledes den til de frie kunstarter, som hovedsagelig gav udtryk for oplevelser i den ydre verden, siet gennem den individuelle kunstners temperament. Modtagerne var her først og fremmest de mennesker, som havde råd til den luksus, kunsten da var blevet. Foruden medleven, som den ægte kunstinteresserede havde, opstod der, fordi det var et pengespørgsmål, også muligheden for kunstsnobberi, hvor fyrster såvel som pengestærke borgere "smykkede" sig med at eje kunstværker, hvis egentlige værdi de ikke havde mulighed for at bedømme, eftersom kunstnerisk værdi og pengeværdi i realiteten intet har med hinanden at gøre. Men kunstværkerne blev i alt fald skabt, fordi der skete noget i kunstnernes bevidsthed, og var værkerne måske en periode afskåret fra at udøve deres indflydelse på modtagelige sind, fordi de var købt af en person, der blot havde dem af forfængelighed, så ændrede den sociale udvikling meget ved dette forhold. Størstedelen af de kunstværker, som har prydet væggene hos de store samlere (hvoraf mange da også virkelig VAR kunstelskere), er i dag tilgængelige for offentligheden, så alle og enhver, der har lyst, kan glæde sig over dem. I vor tid er der altså langt flere modtagere og blandt dem også medlevere i kunsten. Der er i alt fald mulighed for det, hvis folk vil være modtagelige og åbne. Men der er også langt flere kunstnere i vor tid, og kunstarterne er ved at undergå en mærkbar forandring, som forvirrer mange og forarger nogle. Det abstrakte element er igen ved at blive dominerende, som det var det i den primitive magiske og den ældre religiøse kunst, og ligeledes det naive, som var en væsentlig side ved folkekunsten, der længe nærmest blev ringeagtet af akademisk-kunstneriske kredse, fordi den ikke var fin nok. I vor tid er den atter kommet til ære og værdighed, fordi man kan se de værdier af spontanitet og ægte udtryk for både glæde og smerte, den rummer, og også dekorative og koloristiske værdier. Mange og tilsyneladende mærkelige ting sker for øjeblikket i kunstens verden. For nogle er det tegn på degeneration og opløsning, for andre på en stor fornyelse, men hvad er rigtigt, og er det noget, som kommer andre end kunstnerne ved?

Jeg har kaldt denne artikel "Kunstens plads i livskunstens tjeneste" og skrevet om kunstens udvikling og forvandling gennem tiderne, men hvordan kommer da begrebet livskunst ind i billedet? Det har i og for sig været der hele tiden, thi livskunst er livsfornyelse, og den udvikling, som jeg her kun har forsøgt at skildre i grove træk, af kunstens plads under kulturens forvandling, er en livsfornyelse. Det har den været, både da kunsten ikke blev betragtet som "kunst", men taget som noget selvfølgeligt i magiens og religionens tjeneste, og da den under renæssancen skiltes ud som en fri kulturfaktor. Dens udøvere blev menneskehedens skærpede sansesæt, ved hjælp af hvilke den lærte den verden, den levede i, at kende på en helt ny måde. Verden "blev til" for den på ny, og derved blev menneskeheden også fornyet. Men hvad så i dag med alt det nye, der er ved at gå for sig i kunstens verden? I vor tid er der begyndt en ny fase i kunstens og menneskehedens forvandling, som de færreste også inden for kunstverdenen virkelig forstår, selv om enkelte har anet og aner det. Disse anelser går dels ud på, at kunsten må ophøre at være "kunst" og dels på, at alle må blive kunstnere, og det er jo blot at se den samme sag fra to sider. Bliver alle mennesker efterhånden kunstnere, så ophører kunsten med at være "kunst" og bliver en almen livsform. Man kan da virkelig tale om "kunstens kredsløb". Først var den en abstrakt betonet magisk og religiøs samfundsstøtte, en del af livet for alle, indtil den rev sig løs fra religionens diktatur og blev til "kunst" og dermed til en måde at leve på for enkelte mennesker, nemlig "kunstnerne", der dannede en særlig samfundsgruppe med egne "fyrster" og "proletarer" (og alle mellemstadierne, naturligvis!). Det betød ikke, at "kunstnerne" blev livskunstnere (selv om enkelte måske var det), de levede for "kunsten", til tider så stærkt, at selve deres liv blev alt andet end et kunstværk. Men alle de værker inden for alle kunstarterne, som tilsammen danner "kunstens historie", vidner om menneskets evne til at genskabe verden og at skabe nye verdener. Det der skete i "kunstnernes" bevidsthed, medens de skabte, og det der er sket i de menneskers sind, der oplevede kunstværkerne, er noget, der har betydning på langt længere sigt, end man i almindelighed tænker sig. I vor tid, hvor "det primitive", "det naive" og "det spontane" såvel som "det konstruktive" optager kunstnersindet på en sådan måde, at det abstrakte element atter begynder at dominere, og hvor der bliver flere og flere mennesker med kunstnerisk begavelse og flere, der i studiekredse og som amatører beskæftiger sig med en eller flere kunstgrene, har vi de første symptomer på, at kunsten og menneskene sammen er ved at glide ind i en ny udviklingsfase, hvor kunsten bliver en almen livsform. For virkelig at forstå dette må man have et overblik, som hverken nogen form for fysisk videnskab eller kunsthistorie kan give os i Øjeblikket. Men Martinus Kosmologi kan give dette overblik. I hans verdensbillede glider kunstens forvandlinger og menneskenes forvandlinger ind i en stor fælles rytme i forbindelse med de kosmiske eller universelle forvandlinger i både makro- og mikrokosmos. I kosmologien forenes den religiøse følelse med den videnskabelige tanke til en vidunderlig klarhed, fordi intuitionens lys er resultatet af denne forening af følelse og intelligens.

I symbolet over "Menneskets tankeklimaer", som de udfolder sig og degenererer gennem en række inkarnationer, som vi alle gennemgår i forvandlingen fra dyr til menneske, viser Martinus tydeligt, hvordan kunstens tankeklima har sit udspring i det primitive menneskes verden side om side med den primitive religion. Begge tankeklimaer vokser gennem lange tidsrum, d. v. s. gennem jordmenneskenes mange skiftende inkarnationer, hvor disse i deres VÆREN mere og mere BLIVER TIL som mennesker, frem mod en kulmination. Dog således, at den figur, som symboliserer kunstens tankeklima, kulminerer lidt senere end religionens, altså medens religionen er begyndt at degenerere. Det er også, hvad der er sket. Gennem de store kunstnere inden for alle kunstarter fra renæssancen frem til den nyere og nyeste tid er i visse situationer højintellektuelle energier (følelse, intelligens og intuition i balance) inkarneret i vor verden og har bragt den virkelig åndelig fornyelse, medens kirkens åndsliv er stivnet i dogmatik og vanefunktion. Men så ser man på symbolet, at også kunstens tankeklima begynder at degenerere, og at det ved tærskelen til den tilstand, Martinus karakteriserer som "Det rigtige Menneskerige", den tilstand, hvor mennesket virkelig er blevet menneske ved at have opnået "kosmisk bevidsthed", har nået den latente tilstand! Skal kunsten da forsvinde, medens mennesket udvikles som menneske? Ja, det er jo netop det, vi berørte før, at adskillige kunstnere og tænkere har anet. F.eks.: "Formålet med at skrive er at udvikle en personlighed, der til sidst vil sætte mennesket i stand til at vokse ud over kunsten". (Lawrence Durrell i "Alexandriakvartetten".) "Du skal først og fremmest være menneske, og så kunstner. - Kunstneren skal være et forbillede. Han elsker sit arbejde: hans største belønning er glæden ved at gøre det godt. Verden bliver aldrig lykkelig, før alle mennesker får kunstnerens sind, det vil sige, før de kan glæde sig over deres arbejde. Kunsten er en skole i oprigtighed". (Auguste Rodin i sit "Testamente til unge kunstnere".) Og Rodins udtalelse passer godt sammen med den internationalt berømte indisk-amerikanske forfatter og kunsthistoriker Ananda Coomaraswamys ord: "Grundfejlen ved det, vi har kaldt illusionen om kultur, er den antagelse, at kunst er noget, der skal udføres af en særlig slags menneske, specielt af den slags menneske, som vi kalder et geni. Direkte modsat er det normale og almenmenneskelige synspunkt, at kunst simpelt hen betyder den rigtige måde at lave tingene på, hvad enten det er symfonier eller flyvemaskiner. - Kunst er det, hvorved og hvormed et menneske arbejder, forudsat at det behersker sin kunst og er indlevet i den, ligesom klogskab og samvittighed er det, hvorved det handler ret. Kunsten er lige så lidt formålet for dets arbejde, som klogskaben er formålet for dets adfærd". Og lad os slutte citaterne med Aristoteles' berømte ord: "Kunstens endelige formål er mennesket".

Sådan følte Sophus Claussen det. Og det han og Rilke har anet og andre med dem, selv om de ikke vidste, hvad det var; det de har fået lov at udtrykke gennem deres kunst og en gang bevidst vil opleve, er det, Martinus kalder "den store fødsel", begyndelsen til "kosmisk bevidsthed", livskunstens psykiske og fysiske tilstand, eller "Kristi fødsel" i det enkelte menneskes sind. Martinus viser i sin Kosmologi, at det er afslutningen på den udviklingsfase fra dyr til menneske, vi jordiske mennesker gennemlever i øjeblikket, men samtidig er det begyndelsen til en ny og strålende tilværelse som guddommelig medskaber.