Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af det gamle testamentes skabelsesberetning fremgår det tydeligt, at "mennesket i Guds billede" var Adam, og den gamle myte skildrer, hvorledes Adams organisme på et vist tidspunkt blev delt i to, således at Eva, det feminine, blev et selvstændigt levende væsen i sin egen organisme. Hendes selvstændighed var det dog så som så med, idet hun skulle være Adams "medhjælp", hvilket han selv senere har tolket sådan, at hun skulle være ham underdanig. Det har hun vel også været udadtil, til tider endda meget underdanig, men i sit indre har hun været den selvstændige, der vidste, hvad hun ville. Det har den vise og humørfyldte forfatter af "Genesis", det gamle testamentes skabelsesberetning, udtrykt på en genial måde ved at lade det være hende, der via slangen tager initiativet til at æde af frugten på kundskabens træ. Man kan næsten forestille sig, hvordan hun med ægte kvindelighed har ladet ham tro, at det egentlig var hans idé, sådan har kvinder jo gennem årtusinder fået gennemført deres vilje. Senere, da det "gik galt", har Adam nok vidst, hvor skylden skulle placeres.

Men hvad fortæller videnskaben i dag om Adam og Eva, altså om mand og kvinde? Jeg citerer fra radioens grundbog "Hverdagens psykologi" om en maskulinitets- og femininitetsprøve med 1300 personer, s. 144:" - Vi er alle blandinger af mandlige og kvindelige elementer, mellem de undersøgte mænd fandtes flere personer, der var mere feminine end adskillige kvinder, ligesom der blandt kvinderne var flere, der havde en højere mental maskulinitetsgrad end adskillige mænd. Værd at lægge mærke til er følgende resultat: de mest fremragende inden for kønnene var ikke de mest udpræget feminine eller maskuline personer; jo større kultur, jo bredere interesseområde og jo rigere følelsesliv et menneske har, desto mere vil den pågældende nærme sig det andet køns indstilling, d. v. s. der sker en tilnærmelse til mellemstandpunktet." Afsnittet slutter således: "Den rigeste personlighedsudfoldelse nås fortrinsvis af dem, der i deres personlighed er i stand til at optage træk, der er typiske for begge køn."

Mon videnskab og religion egentlig er så store kontraster, som nogle mennesker mener, mon man ikke snarere kan karakterisere dem som komplementære kræfter, der kun tilsyneladende udelukker hinanden og i virkeligheden supplerer hinanden som to sider af samme sag, rodfæstet i samme virkelighed? Der er både religionsforskere og fysiske forskere, der begynder at nære den anskuelse. Genesis' forfatter fortæller på sin måde (og på den måde som dengang var den eneste rigtige) om den udvikling (skabelse), som senere tiders videnskab har skildret på sin måde. Evas skabelse bliver, set i et udviklingsperspektiv, til foreteelser, der finder sted i overgange fra plante- til dyretilstand, hvor der begynder at optræde selvstændige han- og hunorganismer af de tidligere dobbeltkønnede organismer, og "de blev klædt i dyrenes skind", ja, de blev dyr, og de har ædt af kundskabens træ, de er blevet til "homo sapiens", det videnskabelige menneske, så videnskabelige, at de nu frygter, hele menneskeheden skal "dø døden" på grund af fremragende videnskab.

Set i dette perspektiv er vi alle kosmiske lærlinge, elever, som er ved at lære at mestre de universelle energier og gøre os jorden underdanig for engang at blive guddommelige medarbejdere i universets psykiske områder. Vi er Adam og Eva, der for længst har tilbagelagt det udviklingsstadium, som var "Evas fødsel af Adams ribben". Det er noget, der findes langt bag fortidens horisont. En fremtidens horisont rykker nærmere, den repræsenterer kontrasten til "Evas fødsel", Martinus kalder det "Evas død". Det betyder, at det enpolede væsen efterhånden forsvinder, ligesom "Evas fødsel" symboliserer det enpolede væsens fremkomst. I Adam udvikles igen et "ribben", hans feminine pol, og i "ribbenet Eva" udvikles igen en Adam, en maskulin pol, de bliver det, Martinus kalder "rigtige mennesker", væsener, der har balance mellem deres to poler.

Vi lever i en verden, hvor ulykkelige ægteskaber er langt mere almindelige end lykkelige ægteskaber, hvor skilsmisser hører til dagens orden, hvor "ægteskabsvandrere" tror, at en stadig fornyelse af partner i ægteskabet vil være ensbetydende med lykken, for efter nogen tids forløb at erfare, at han eller hun er lige så ulykkelig som før, blot i en lidt anden variation. Der er mennesker, der skifter seksuelle partnere næsten lige så tit, som de skifter tøj, og det bringer dem i virkeligheden ingen glæde. Det er blot en af de mildere former for seksuelle afsporinger, hvoraf der findes så mange i vor tid. Aviserne bringer næsten daglig referater om kvælerdramaer, voldtægtsforsøg, pengeafpresning eller vold inden for homoseksuel prostitution, voldtægt mod børn, ildspåsættelse, der skyldes seksuel afsporing, og meget andet. Pæne mennesker er dybt rystede og forargede over al den mangel på moral. De fordømmer de ansvarlige, og domstolene dømmer dem, og så tror man, sagen er ude af verden, men det er den ikke. Ikke engang selv om forbryderen bliver dømt til døden. Verden er et skæbnemønster, et levende mønster, hvori fødsel og død kun er forvandlinger. Et kollektivt fællesmønster eksisterer i stater og samfund og et individuelt mønster for hvert eneste menneske. Vore skæbnetråde fletter sig ind i hverandre, og vort individuelle mønster danner en del af helheden, hvad enten vore tråde i øjeblikket er fremme og kan opleves af fysiske sanser, eller de er på den anden side, den usynlige side, der er lige så vigtig som den synlige.

Det skema, der ledsager denne artikel, er et forsøg på at gøre dette stof lettere tilgængeligt for læseren og give et overblik over alle de mentale områders og kategoriers indbyrdes forhold. Fra A- til K-menneske kalder Martinus denne forvandling, og det er vigtigt, at læseren straks gør sig klart, at han eller hun ikke gennemløber alle disse stadier i alfabetisk orden, A, B, C, D o.s.v., men at de repræsenterer MULIGHEDER inden for de jordiske menneskers polforvandling. Nogle mennesker glider efter en række inkarnationer inden for A-området ind i B-området, andre glider fra A-området direkte ind i C-området, nogle glider, når de har gennemlevet B-området, derfra til C-området, medens andre glider derfra ind i D-området o.s.v. Lad os sammenligne hele området fra A til K med et rør, hvorigennem der sendes partikler, ALLE partiklerne vil have den fælles bevægelse (skæbne), at de bevæger sig fra A til K, men ikke to partikler vil bevæge sig fra A til K ad samme bane. Der vil være lige så mange variationer af bevægelsesbaner, som der er partikler, der bevæger sig igennem røret. Kan man da sammenligne mennesker med partikler? Ja, i forhold til jordkloden, solsystemet og mælkevejssystemet er vi mikropartikler, og selve vor udvikling fra A- til K-menneske forløber i det, vi kalder TIDEN, som Martinus har kaldt ET ÅNDELIGT RUM. Røret symboliserer dette åndelige rum, et langt tids-rum, igennem hvilket vi forvandler os fra et enpolet til et dobbeltpolet væsen. Den lodrette linje, som gennemløber dette rum, og som er inddelt i mange afsnit af små tværstreger, er udtryk for reinkarnationsprincippet eller organismefornyelsen, som er nødvendig, da begrebet slitage er uundgåeligt, når det drejer sig om fysisk materie. I denne artikel er det netop os selv som fysiske partikler, det drejer sig om. Her skal vi kun beskæftige os med de fysiske inkarnationer. Blot så meget om tilstandene i mellemrummene mellem de fysiske inkarnationer, hvor væsenerne er stråleformige partikler i det åndelige rum: I de åndelige verdener, der er psykiske bølgelængder, oplever ethvert væsen, hvad det med sin bevidsthed kan komme på bølgelængde med. Det fører sin interessesfære med sig, den er kontaktorganet så at sige. Her spiller det også en stor rolle, hvorledes polkonstellationen er, især når det drejer sig om evnen til at opleve de højeste verdener eller tilstande, som vi alle passerer mellem to inkarnationer, men oplever i ulige grad.

Vi begynder nu vor gennemgang af "menneske-partiklernes" bevægelser gennem det "rør", som repræsenterer et tids-rum, et åndeligt rum, der strækker sig over mange inkarnationer. Vi begynder ved A-menneskene, men vi må forudsætte, at dette kun er en begyndelse i den forstand, at det er begyndelsen på en periode i udviklingen og samtidig afslutningen af en anden periode. "Røret" må vi i fantasien tænke os fortsætte nedefter, hvor det repræsenterer fortidens mere primitive menneskestadier, dyrestadier o.s.v. De enkelte væseners mentale rytme eller kurs gennem disse fortidige stadier er netop det, der har bestemt, hvorledes deres rytme er, når de kommer ind i det område, vi her skal beskæftige os med.

Igennem en række inkarnationer inden for A-området kan det ikke undgås, at en form for mættelse begynder at gøre sig gældende. Da er der to muligheder, enten at vedkommende væsen glider over mod B-området, som er det mentale mørke-område, der er jordbund for så mange af de seksuelle afsporinger, som kan spire frem i det jordiske menneskes sind, eller at mættelsen af at leve for kun at være ægtefælle og familiemenneske får nye intellektuelle, sociale, kunstneriske, religiøse, pædagogiske og andre menneskelige interesser til at vokse frem, da bliver der ikke tale om afsporing, men om udvikling, og væsenet glider opad mod C-området.

Når B-området er skraveret knapt så mørkt i nærheden af midterlinjen, og mørkere og mørkere, jo nærmere vi kommer "rørets ydervæg" til venstre, er det for at understrege, at der i dette miljø er grader af mentalt mørke. Der er nogle væsener, der ikke kommer så langt ind i dette mørke som andre, ja, som måske forholdsvis hurtigt glider fra B- op imod C-området eller med en større eller mindre passage gennem D-området, mod E-området. Skæbnens hårde slag har mildnet dem og udviklet deres menneskelige følelser, som nu er kommet mere på højde med den intelligens, der i forbindelse med egoisme bragte dem den hårde skæbne. De længes nu efter humanitet, men da de er blevet mætte, ja, nogle måske overmætte af forhold til det modsatte køn, føler de sig ikke mere erotisk tiltrukket af det. Men derfor er deres forelskelsesevne ikke forsvundet, og det hænder, at de forelsker sig i væsener af deres eget køn. Denne udviklingslinje vil vi atter møde i omtalen af D-, E- og F-menneskene.

Til venstre på skemaet ses også en ydervæg, som de levende væsener kan ramle imod i deres skæbnebane, vi kan kalde den "det yderste mørke". Også den er en grænse, hvorfra livets regulerende magt vil føre væsenerne bort i en rytme, der fører dem mod næstekærlighedens og intellektualitetens områder. Dette "yderste mørke" er åndssvaghedens mørke, den eneste form for "fortabelse", der eksisterer. Den er kun midlertidig, selv om den kan strække sig over flere inkarnationer; begrebet "evig fortabelse" eksisterer kun i menneskenes fantasi. Martinus karakteriserer B-området som de "kosmiske lig"s verden, en verden af mænd og kvinder, som er fuldkommen blottet for gudstro og for etiske og moralske begreber. De spiller livets spil efter devisen: "Jeg gør, hvad der passer mig, hvad der beriger, forlyster og adspreder mig, ganske uanset om det er til gene, ulykke eller lidelse for nogen eller noget. Alt er tilladt." Deres indsats i spillet er deres krop (og til dels deres sjæl, som de ikke tror på), og da deres spilleregler er fuldkommen i strid med selve livets regler eller love, taber de deres indsats. Det sker på den måde, at de gennem narkotika, alkohol i store mængder og voldsomme seksuelle udskejelser så at sige forlader den fysiske verden i en fysisk nedbrudt og åndssløv tilstand, hvis virkninger går gennem de psykiske legemer, hvor vibrationerne forstyrres af en slags kortslutning, helt til grænsen af deres overbevidsthed i deres skæbneelement, hvor talentkernerne for opbygningen af en ny fysisk organisme bliver ødelagt. De vil fødes igen som mere eller mindre åndssvage mennesker, og der vil gå nogle inkarnationer, flere eller færre i forhold til, hvor meget der er ødelagt, inden de bliver i stand til at genopbygge det ødelagte. Men de VIL få det genopbygget, eftersom deres overbevidstheds evigt virkende kræfter aldrig kan ødelægges, og selve genopbygningen vil efterhånden føre dem ad nye tankebaner mod mentale områder, hvor mennesker ofrer deres liv og al deres energi på at hjælpe ulykkelige væsener, der befinder sig i den åndssvage tilstand, de selv uden endnu at være bevidst i det har været igennem.

C-området er det mentale klima, de jordiske mennesker glider ind i, når de har udlevet A-områdets ægteskabelige himmerige, hvor de to ægtefæller passer sammen som to halvkugler. Det betyder ikke, at de ophører med at gifte sig, tværtimod, de er netop tilbøjelige til at gifte sig mange gange, da deres forelskelsesevne og erotiske trang ikke er blevet mindre, men snarere vokset. Årsagen til, at de har undgået B-området, er den, at de er begyndt at udvikle en moral og intellektualitet i forhold til samfundet, til sociale spørgsmål, til kunst, videnskab, filosofi og religion. Disse rent menneskelige interesser er ikke baseret på mandens maskulinitet eller på kvindens femininitet, de kan være forbundet dermed, men de er først og fremmest baseret på den gradvise vækst af mandens feminine og kvindens maskuline pol. Den ægteskabelige interessesfære findes endnu i deres sind, men der er så meget andet, der optager dem, og som de går op i med liv og sjæl, og som tager deres tid og deres kræfter. C-menneskene er ikke mere som A-menneskene halvkugler, men både kvinden og manden er lidt mere end en halvkugle, og derfor passer de ikke mere så godt sammen som før, med mindre det i deres sind, som er mere end halvkuglen, altså deres ikke-ægteskabelige interessesfære, er fælles interesser eller interesser, de respekterer hos hinanden. Et ægteskab mellem et A-menneske og et C-menneske, hvilket ikke sjældent forekommer, vil medføre A-menneskets store jalousi over for den andens interesser, en form for "rivalitet", der ikke repræsenteres af en tredie person, men af noget uhåndgribeligt, som A-mennesket synes stjæler ægtefællens tid og opmærksomhed, som udelukkende burde (for sådan har A-mennesket det selv) være koncentreret om ægteskabets og familiens lykke og velfærd. Hvis det er to C-mennesker, der lever sammen, vil det vel gå bedre? Det er højst usandsynligt, men det vil i alt fald gå anderledes. Begge parters evne til at være ægtemage i A-områdets betydning er stærkt degenereret. Det betyder, at når hvedebrødsdagene er overstået og forelskelsen dalende, så kommer vanskelighederne. De opdager, at selv om de begge to har interesser, har de ingen fælles interesser, og ægteskabet vil enten slutte med skilsmisse eller blive et skinægteskab, der opretholdes for børnenes skyld eller på grund af økonomiske forhold, forholdet til omverdenen eller andre ting, der gør, at man opfatter skinægteskabet som et mindre onde, end skilsmissen ville være. C-menneskene befinder sig i de ulykkelige ægteskabers zone, og mange af dem bliver ægteskabsvandrere, der forelsker sig den ene gang efter den anden og mener, at nu er det "den rigtige", de har fundet, indtil de lærer vedkommende nærmere at kende (og omvendt) og siger de berømte ord: "Havde jeg vidst, at du var sådan, havde jeg aldrig giftet mig med dig". De tror, at årsagen til dette mislykkede ægteskab ligger i, at partneren er forkert, medens de ikke tænker på, at den væsentligste årsag er deres egen svigtende evne (eller begge parters) til på mange forskellige måder at være afhængig af en ægtemage.

Medens B-området var de seksuelle afsporingers spireområde, hvor afsporingerne var en blanding af forbrydermentalitet og seksuelle perversiteter af heteroseksuel karakter (dragning mod det modsatte køn), er de seksuelle afsporinger i D-, F- og G-områderne af homoseksuel karakter (dragning mod eget køn), fordi disse væseners modsatte pol er kommet under temmelig stærk udvikling.

D-områdets mennesker er væsener, der i deres skæbnebane er kommet ud for, hvad Martinus karakteriserer som "mental invaliditet". De er i besiddelse af normale hankøns- eller hunkønsorganismer, men da en livsvigtig organfunktion er sat alt for meget ud af kraft, er de blevet unddraget den kontakt med deres egen naturlige bærende pols regulerende indflydelse, som der er brug for på deres nuværende intellektuelle og moralske udviklingstrin og i forbindelse med deres forelskelsesevne. I stedet for den normale pol, der har været den dirigerende faktor i utallige inkarnationer helt fra den tid, hvor de hørte hjemme i det egentlige dyrerige, og som nu gradvis skulle suppleres af den modsatte pol derved, at dennes vækst udelukkende kom til udfoldelse gennem større næstekærlighed og intellektuel skabelse, har den modsatte pol nu overtaget styringen med det resultat, at disse væsener fremtræder som meget feminine mænd og meget maskuline kvinder.

Inden vi går videre, er der en ting af stor vigtighed, der må omtales, en af de skæbnesvangre årsager til den oven for omtalte D-tilstand. Den kan som nævnt være et resultat af et overeksponeret heteroseksuelt liv, der har ført til en for tidlig mættelse af den normale pol og udvikling af den modsatte pol, men den kan også være et resultat af homoseksuel forførelse. Det kan hænde, at et homoseksuelt menneske forfører et barn, ligesom det også kan hænde, at et afsporet heteroseksuelt menneske fra B-området gør det. Men hvor B-mennesket voldtager et barn af modsat køn, forfører det homoseksuelt afsporede menneske et barn af samme køn som det selv. Forføreren vil oftest være - ikke D-menneske men F- eller G-menneske, medens barnet, der bliver forført, har mulighed for at blive et D-menneske. Nu må man ikke tro, at noget sådant kan ske tilfældigt, at et barn tilfældigvis forføres ind på en livsbane, der kan blive meget lidelsesfuld. Det kan kun ske, hvis væsenet selv i tidligere liv har gjort sig ubeskyttet mod denne skæbne. Hvordan? Jeg skal kun nævne én mulighed. Det kan have været en af de værste og mest skånselsløse forfølgere af mennesker, der fulgte den skæbnebane, som det nu selv får lov at kende til bunds. Loven om sæd og høst udfolder sig i utallige variationer, men den er aldrig, som nogle tror, en straf for onde gerninger (eller en belønning for gode), den er en belæring, som dels gennem "det ubehagelige gode", dels gennem "det behagelige gode" fører frem mod den tilstand, hvor man ikke mere nænner at gøre fortræd.

E-menneskene er væsener, hvis modsatte pol efterhånden er ret stærkt udviklet, men på en sådan måde, at deres intellektualitet, moral og guddomsforhold er situationen overlegen. De vil som oftest være stærkt engageret inden for mentale interessesfærer som kunst, videnskab, filosofi og religion, eller de har stærke pædagogiske, sociale eller idealistisk betonede politiske interesser. Selv om deres seksuelle indstilling kan være svingende mellem deres eget køn og det modsatte køn, således at de i perioder kan have den ene, i andre perioder den anden indstilling, vilde i almindelighed ikke komme til at forarge deres medmennesker med deres særlige natur. Oftest vil de undlade at gifte sig, gør de det, vil ægteskabets udfald være stærkt afhængigt af, om det er resultatet af en midlertidig forelskelse, der især kan finde sted, medens væsenet inden det ca. tredivte år repeterer tidligere inkarnationer, eller om valget af partner er gjort ud fra mere menneskeligt betonede ønsker og med forståelse af, at det i et sådant forhold ikke blot betyder noget, hvordan mandens maskuline pol og kvindens feminine pol passer sammen, men i det lange løb mindst lige så meget - og måske mere - hvordan mandens feminine pol og kvindens maskuline pol, der begge er under udvikling, passer sammen. Hvis et forelskelsens tågeslør på et vist tidspunkt skjulte den mentale afgrund, der senere viste sig at være mellem parterne, vil E-menneskets kærlige og uselviske natur (hvad enten det er mand eller kvinde) gøre det til den eftergivende part, som ofte tolererer utrolig meget for at undgå splid og stridigheder, ikke mindst hvis der er børn i ægteskabet.

Den type mennesker, Martinus karakteriserer som F-mennesker, har ligesom E-menneskene den modsatte pol temmelig stærkt udviklet, så deres seksuelle indstilling kan være svingende. Men der er den væsentlige forskel på de to typer, at F-menneskenes moral og gudsforhold ikke - som hos E-menneskene - er deres seksuelle drift overlegen. De er derfor udsat for forskellige slags afsporinger, hvoraf nogle kan lede dem dybt ind i det mentale mørke, medens andre må karakteriseres som mindre afvigelser, hvorfra væsenerne forholdsvis hurtigt igen glider mod de områder, hvor den menneskelige skabeevne udfolder sig til gavn og glæde for helheden.

Ingen væsener kan komme længere ud i abnormitet og mørke end den tilstand, G-menneskene repræsenterer. Når et menneske har omdannet sin psyke til at fornemme tortur, lidelse og drab som den højeste nydelse, hvad enten det selv er objektet, eller det gør andre til offer for sadisme, da er det i selve "helvede"s kulmination. Men det er ikke som i "Dantes helvede" et sted, om hvilket man kan sige: "Her lades alt håb ude", et sådant sted findes ikke. Det levende væsen vil aldrig kunne nå til en grænse, hvor der ikke er noget "på den anden side", og hinsides denne kulmination af mørke kan kun kærlighedens zone eksistere. De væsener, som på deres skæbnevej gennem det åndelige rum, vi kalder "tiden", forvilder sig ud i denne "mudderpøl", vil efterhånden føle begæret efter en anden mental kurs, og menneskehedens værste bødler vil engang blive lige så store velgørere for deres omgivelser, som de har været forfølgere og djævelske sadister. De må naturligvis høste, hvad de har sået, ikke som en straf, der skal vare umindelige tider, men som den skæbne, der belærer dem om livets evige love. Når Forsynet stiller afsporede mennesker af G-typen som f.eks. Hitler og hans værste håndlangere på en offentlig piedestal og lader dem gå nedenom og hjem for åbent tæppe, er det en af de måder, hvorpå det vises menneskeheden, at man må høste, som man har sået. "Det, disse sadister har begået, kan aldrig sones", siger nogle uforsonlige mennesker uden at vide, at de dermed giver den skjulte Hitler i dem selv ordet. Nej, det kan ikke "sones", og det skal det heller ikke, selve livet udfolder sig ikke ad straffens, men ad belæringens vej, og det vil sige, at hver eneste bøddel, stor eller lille, må gennemgå de erfaringer igennem nogle inkarnationer, som ikke blot vil forårsage, at han (eller hun) ikke mere kan nænne at være bøddel, men længes efter at blive kontrasten dertil, et kristusvæsen, og vil blive det, selvom det tager sin tid.

Når mennesker begynder at lære Martinus analyser af polprincippet at kende, stiller de ofte det spørgsmål: "Skal alle mennesker blive homoseksuelle, inden de når frem til "det rigtige menneskerige"?" Og ofte mærker man på den tone, hvori spørgsmålet stilles, at spørgeren i sit stille sind og udfra sin naturlige heteroseksualisme gyser ved tanken. Ovenstående skildringer af muligheder inden for D-, F- og G-områderne kan naturligvis kun forstærke en sådan eventuel gysen. Men samtidig er det blevet understreget, og kan ikke understreges nok, at begrebet homoseksualisme ikke behøver at være ensbetydende med seksuel afsporing. E-områdets mennesker er som omtalt svingende, hvilket både kan betyde, at den enkelte person kan svinge periodevis mellem tilbøjelighed for det modsatte og for dets eget køn, men også at nogle svinger over i den homoseksuelle tilstand og bliver der, medens andre bliver i den heteroseksuelle. Begge typer E-mennesker er af en sådan åndelig støbning, at de ikke blotter deres psyke over for flokken, som ikke får indblik i deres privatliv, enten det så har den ene eller den anden karakter, medens afsporingerne og de seksuelle forvirringer altid blottes og i den offentlige mening let kommer til at stå som "typiske homoseksuelle karaktertræk", medens de i virkeligheden kun kan stå som "typiske seksuelt afsporede karaktertræk". De ikke-afsporede homoseksuelle mennesker kan ikke karakteriseres som en ensartet gruppe afvigende væsener med letkendelige træk, de er netop gennem deres individualitet store personligheder, og da de samtidig er beskedne, tilbageholdende og stilfærdige mennesker, foregår denne normale seksuelle forvandling i en atmosfære, der ikke tiltrækker sig offentlighedens interesse. Måske lider de under deres tilstand, men de gør det i stilhed, og efterhånden som de vokser i indsigt og viden om den proces, der foregår i dem, vil de vinde indre balance.

H-menneskene er de videre udviklede E-mennesker, som forblev heteroseksuelle, og som gennem en række inkarnationer i H-zonen stadig forbliver heteroseksuelle, idet disse væsener aldrig har været udsat for eller påvirket af seksuel forførelse eller foreteelser, der har kunnet sætte deres modsatte pols udvikling i et forceret tempo. Om et H-menneske skriver Martinus: "Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser denne side i dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel". Altså siger Martinus ikke, som nogle måske vil tro, at vi alle skal blive homoseksuelle i den gængse betydning af ordet. NOGLE bliver homoseksuelt afsporede (og gør det som regel, fordi de først har været inde i en tilstand (B-tilstanden), der kan karakteriseres som en heteroseksuel afsporing), NOGLE bliver efterhånden homoseksuelt indstillet uden at være afsporede, de begynder at blive dagsbevidst i den modsatte pol, men de er i besiddelse af en høj menneskelig moral og skabeevne og vil hellere lide afsavn, end de vil skade nogen med deres indstilling eller blotte sig for en uvidende hob; og endelig forbliver NOGLE heteroseksuelle lige indtil de sidste inkarnationer før den store fødsel. De sidstnævnte er altså H-menneskene, der repræsenterer en høj menneskelig standard af etisk og intellektuel kvalitet. De er - ligesom de mennesker, der gled uden om H-stadiet ind i I-området - selvskrevne åndsforskere, da de har udlevet både trosreligiøsitet og materialisme. Den modsatte pols stærke udvikling i forbindelse med intellektuel skaberkraft og naturlig charme gør dem let til forgrundsfigurer og ledere. Men alt dette kan også skabe dem fjender og misundere, så deres liv ikke just bliver succes og dans på roser, men heller ingen tragedie, da de har en fantastisk evne til at løse problemer og overvinde konflikter. H-menneskets naturlige dragning mod det modsatte køn kan let skabe problemer og konflikter, hvis det gifter sig, især hvis det sker, medens det i ungdommens forelskelsesrus endnu repeterer tidligere livs større ægteskabelige talenter. Bliver det gift med en A- eller C-type, vil der let opstå store vanskeligheder, medens det vil gå lettere, hvis dets skæbne forener det med et E-menneske af heteroseksuel karakter, for ikke at tale om et andet H-menneske, da kan man virkelig tale om et "lykkeligt ægteskab" uden for de lykkelige ægteskabers zone, men ganske vist af en sådan karakter, at det ikke først og fremmest er det ægteskabelige, men derimod det menneskelige element, som præger dette forhold. Noget sådant vil dog nok høre til sjældenhederne - endnu da - ligesom H-mennesker af den højere åndelige standard endnu er meget sjældne på jorden. Men mange nulevende mennesker vil udvikle sig ad den bane, og det er også let forståeligt, hvorfor det for helhedens skyld ligefrem er nødvendigt. For inkarnationens skyld. Fremtidens mennesker af de mere udviklede kategorier må have forældre, og da hverken E-, H-, I- eller J-menneskene har nået det stadium, hvor de inkarnerer ved at materialisere sig, og naturligt vil tiltrækkes af forældre af en vis åndeligt udviklet kategori, vil H-menneskene altså også i fremtiden komme til at spille en rolle som forældre eller "fysiske skytsånder" for dem, der skal inkarnere.

Vi er nu nået til det område på skemaet, hvor der står "Den kosmiske fødselsports normale åbning". Nogle glider mod denne tilstand udenom, og andre gennem H-området, og begrebet afsporing er for disse væsener totalt umulig. De vil nemlig hellere selv lide, end de vil være årsag til andres lidelser, og de resignerer gerne, hvis de derved kan gøre andre lykkelige. De har ikke mere evnen til at blive forelsket, men de har evnen til at elske alt og alle, og de har en intuitiv fornemmelse af en guddoms eksistens, ja, de fører denne fornemmelse med i alt, hvad de foretager sig, og bøn og koncentration på "du, som er i himlene", som de fornemmer både overalt og over alt, er forbundet så at sige med alle deres handlinger. Deres mentale polbalance gør, at de ikke fremtræder som en feminin mand eller maskulin kvinde, men de kan optræde med maskulin betoning, hvor situationen kræver det, og de kan gøre det bedre end nogen nok så maskulin mand. Kræver situationen en følsom, blid og nænsom handlemåde, vil de til gengæld i hjertevarme undertiden overstråle en moders kærlighed. Denne tilstand fører gennem "kosmiske glimt" ind i "den store fødsels forgård", som er det sidste område af I-tilstanden. Nu er vibrationerne i disse væseners bevidsthed af en sådan art, at de ikke blot kan modtage visionære og intuitive kosmiske glimt, gennem hvilke de føler sig ét med Faderen, I-mennesket bliver et J-menneske, et væsen, Martinus karakteriserer som et "organisk, kosmisk indviet væsen", som har oplevet "den store fødsel" og er blevet "det fuldkomne menneske eller mennesket i Guds billede". Denne "fødsel" kommer ikke på noget menneskeligt bud eller ved en kunstig ceremoniel indvielse, den er ligesom den fysiske fødsel en proces, der indtræder, når fosteret har nået den dertil egnede modenhed. Og i forhold til den kosmiske eller "store fødsel" er vi alle sammen endnu mere eller mindre umodne fostre. Men vi ER kosmiske fostre, og "den store fødsel" er en proces, vi lige så naturligt glider imod som dette, at vi ved begyndelsen til hver fysisk inkarnation må gennemgå den fysiske fostertilstand og fødselsproces.

Ligesom de højt udviklede H-mennesker endnu er få på denne klode, er naturligvis også I-menneskene få, og hvad J-menneskene angår, behøver vi nok kun at tælle på fingrene. Hvad H-menneskene angår findes der vel nogle både blandt kendte og ukendte mennesker i fortid og nutid, mest repræsenterende de lavere udviklingsgrader inden for H-området, hvilket dog også set i et gennemsnits-jordmenneskeligt perspektiv vil sige en høj etisk og intellektuel standard. De kan være kendte personligheder af den uselviske slags, men de kan også være ukendt af offentligheden og udføre deres menneskelige hverv i det stille. I-menneskene, som sanser bevidst i deres modsatte pols domæne, er vel endnu færre, i østen findes de blandt de ægte vismænd og eneboere, men de findes også i vesten, ofte i ganske ubetydelige stillinger og med deres virkelige høje åndelige standard i det skjulte. Undertiden fremtræder de som kunstnere, men de er imod enhver form for smiger eller dyrkelse fra offentlighedens side. De er selvskrevne hjælpere, hvor det drejer sig om menneskehedens humane og kulturelle udvikling, men helst ikke i stillinger, der kræver offentlighedens projektørlys.

J-mennesket er endnu et menneske, der ligesom Jesus måtte - må fødes af en kvinde og undfanges af en mand, selv om det er et væsen med kosmisk bevidsthed. K-mennesket derimod, er det J-menneske, som nu ikke mere kun er et psykisk færdigudviklet menneske, men også er fysisk færdigudviklet. Det er blevet "Guds enbårne søn, undfanget af den hellige ånd", det lyder meget salvelsesfuldt, fordi vi kun er vant til at høre det som ritual, rent teknisk (og al organismedannelse har med teknik at gøre) vil det sige den mentale tilstand, hvis vibrationer behersker og gennemtrænger alle fysiske energier og derfor med viljens kraft og sin geniale skabeevne kan materialisere sig en fysisk organisme af det materiale, der står til rådighed. Endnu er denne form for inkarnation ikke mulig på jorden, men den vil blive det. DET er kristusvæsenet i al sin herlighed, mennesket, der virkeliggør Jesu udsagn om hans riges komme: "Når I ikke mere skal fødes af kvinder, og det mandlige i forening med det kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt".

Ovenstående forsøg på at skabe en oversigt over "fra A- til K-menneske" må kun betragtes som en midlertidig "guide", en slags kosmisk "Virgiltjeneste" ligesom den, Virgil i "Dantes guddommelige komedie" udførte for Dante gennem de mange helveder. Senere vil der sikkert skabes en bedre og mere fuldkommen oversigt over disse for os så vigtige områder. Indtil da kan dette forhåbentlig tjene, dels som ansporer til at gå i gang med selve analyserne i "Livets Bog", dels være til hjælp for dem, der synes, at de ikke på nuværende tidspunkt kan overkomme at studere Martinus hovedværk.