Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Helvede er der da ingen, der tror på mere i vor oplyste tidsalder, i alt fald ikke mange. Og heller ikke på himmerig. Eller er der alligevel en del, der tror - i alt fald på helvede? Der er mange, der til stadighed omtaler dette efter sigende så ubehagelige opholdssted. De siger: "Skrup ad helvede til" til personer, hvis nærværelse ikke behager dem, og de siger: "For helvede" og "helvedes osse", når livet går dem imod, når det hele, som man så ofte hører, er "ad helvede til". En fremmed, som gæstede vort vesterlandske kulturområde, måtte, hvis han var i stand til at lære ikke blot vore sprog, men også vore sprogs eder, få den opfattelse, at der var en udbredt tro på helvede, satan og fanden blandt vestens kulturfolk. Måske mest blandt mændene, medens kvinderne mere tror på Gud - eller rettere på gu-ud. De siger ofte, når de kommer ind i en stue: "Men gu-ud, sidder du her!"

Hvorfra stammer forestillingen om helvede? Fra kristendommen vil mange mene, fordi præster gennem århundreder har holdt prædikener derom, og visse af dem endda truet alle, der ikke havde samme opfattelse af kristentroen som de selv, med helvedes evige svovlpøl. Men forestillingen om et helvede er ikke speciel kristen, den findes så at sige inden for alle religioner, og den menneskelige fantasi har udstyret dette enten meget varme eller meget kolde sted med grusomheder, der tydeligt er inspireret af livet på jorden, men blot forstørret og overdimensioneret indtil det perverse. Djævle med torturinstrumenter var denne straffeanstalts funktionærer, og selve satan (som naturligvis også har forskellige navne i forskellige religioner) var regerende fyrste over al elendigheden og sadismen. Digtere og malere har gennem tiden hjulpet folk på gled, når det gjaldt om at forestille sig helvedes forfærdelige rædsler, og fortiden tæller mange store kunstnere, hvis helvedesvisioner langt overgår de surrealistiske frembringelser inden for moderne kunst.

Lad os i øjeblikket se bort fra forestillinger om himmel og helvede efter døden og koncentrere os om det herværende. Det er jo også det, mennesker gør, når de siger, at noget er ad helvede til. Det er den øjeblikkelige situation, der tales om, det er her og nu, man er i helvede. Vi behøver slet ikke de gamle forestillinger om himmel og helvede for at forstå, hvad disse ord betyder. De er i virkeligheden betegnelser for tilstande i vor daglige tilværelse.

Mon der er nogen af os, der ikke har lidt helvedes kvaler? Jeg tror det ikke, men det har været vidt forskellige helveder, vi har været i, vi har nemlig alle været i det private helvede, som vor egen bevidsthed til tider har udgjort. Og mon ikke vi kan skrive under på, at betegnelsen "det indhyllende rum" er et udmærket udtryk for, hvordan vi har det, når vi er vrede, skuffede, sure, irriterede eller dybt deprimerede. Solen kan skinne, fuglene synge, og træer og blomster kan dufte og udstråle al deres skønhed omkring os; et dejligere himmerige end naturen ved forårstid og sommer kan man dårligt tænke sig. Det skulle da være naturen en rigtig skøn efterårsdag, hvor træerne har pyntet sig til afskedsfest, eller en vinterdag med glitrende frost og sne. Alligevel kan man gå midt i alt dette herlige og ligesom være afskåret fra det, fordi man er lukket inde i sin egen tankeverden, der i øjeblikket har en helt anden karakter. Et menneske kan leve i omgivelser, som tusinder af andre ville misunde ham eller hende og synes, at det var da et rent paradis, og så vandrer den af så mange misundte omkring i triste eller bitre og hadefulde tanker uden at se sit paradis, som altså ikke er noget paradis for vedkommende i øjeblikket. Man tror måske, det hjælper at flytte et andet sted hen og få nye omgivelser, men det vil næsten altid vise sig, at "nissen" flytter med, og "nissen" er i dette tilfælde den "djævel", der bor i menneskets eget ufærdige sind, resterne af vor dyrebevidsthed, der gerne vil dirigere vore spirende menneskelige evner og talenter.

Vi kan gå midt i en skøn natur, der er som et paradis, og alligevel være i helvede. Det modsatte kan heldigvis også lade sig gøre. Der er mennesker, som befinder sig i et ydre helvede, enten dette så har formet sig som en krigsskueplads, en fangelejr, en flygtningelejr, et fængsel, et fattigt og elendigt miljø, et hospital, en dårlig arbejdsplads eller en af de utallige andre muligheder, der findes, men som alligevel ikke er i helvede, fordi deres sind har en helt anden karakter og bliver en beskyttelse for dem. De har ikke selvmedlidenhed, men de har måske ondt af andre, som befinder sig i de samme omstændigheder, og de gør alt, hvad de kan, for at mildne de andres skæbne. Sådanne mennesker findes overalt, selv om der måske ikke er mange af dem, og de behøver naturligvis ikke at have noget ydre helvede omkring sig, selv om de ofte har det, fordi de netop i særlig grad kan gøre gavn sådanne steder. Det er ikke sikkert, at de er i stand til at lave om på de ydre forhold, men de kan med deres kærlige sind hjælpe andre til ikke at tabe modet. Nu må man ikke tro, at jeg med dette mener noget sentimentalt. Sådanne mennesker, der lyser op i den grå hverdag, kan godt bande og fortælle vovede historier, de kan lige så godt have en robust facon i deres væremåde, som de kan være stille og blide, men i begge tilfælde banker der et varmt og kærligt hjerte i deres bryst, og deres livsmod og ukuelige humør kan til tider smitte af på de mest deprimerede og livstrætte medmennesker. Ofte viser disse livskunstens virkelige apostle, at de er i besiddelse af stor menneskekundskab og viden om tilsyneladende små ting, som kan betyde mere, end mange tror. Meget intelligente mennesker vil til tider tro om dem, at de er naive, indtil en eller anden lille begivenhed afslører det modsatte, og hvis den meget intelligente tillige er klog nok, vil han i sit stille sind bøje sig for den anden og begynde at lære af hans eksempel.

Det hænder, at man møder mennesker af ovennævnte type, som gør livet lysere og lettere, og som hjælper en med ord eller handling eller måske blot med sin væremåde. En kraft, der stråler ud fra dem, bevirker, at man, når man forlader dem, føler sit sind opladet med nyt livsmod. "Den slags mennesker skulle der være nogle flere af", siger man, "så ville det være lettere at leve på jorden". Og det er jo rigtigt nok. Men de vokser som sagt ikke på træerne, der er langt flere af de storsnudede, gnavne, vrede og bedrøvede, af dem, der gør livet surt, gråt og trist for andre, og dem kan man jo ikke pludselig lave om, hvor gerne man end ville. Altså må jorden vel fortsætte med at være det helvede, den så længe har været? Hertil er der en, der svarer: "Nej", og det er Martinus. Mennesker, der blot hører om hans kosmologi eller stifter et meget overfladisk bekendtskab med den, tror måske, at det er en religiøs sekt, Martinus har skabt, en ny tro, der kan frelse mennesker, en opfattelse, hvor man skelner mellem de mennesker, som er tilhængere af bevægelsen og dem, der ikke er det. Men har man en sådan opfattelse, viser det blot, at man ikke kender noget til Martinus kosmologi. I Martinus kosmiske analyser kan man finde oplysning om hele den kosmiske udviklingsproces fra jordklodens "fødsel" til vort moderne samfund og meget, meget mere. Men analyserne af disse fortidige forvandlinger og evolutioner har kun betydning derigennem, at man ud fra dem bedre kan forstå nutiden og se, hvilke strålende muligheder, fremtiden indebærer, muligheder, som har sine rødder i hvert eneste menneskes sind.

Hvad er et sind, og hvordan kan man lære at beherske sit sind? Disse spørgsmål besvarer Martinus gennem sine analyser af kosmisk kemi. Gennem disse analyser lærer man også at forstå, at intet folkeslag eller enkelt væsen i øjeblikket kan være anderledes, end de er. De tænker og handler ud fra de erfaringer, de har gjort i fortiden, og de kan ikke hverken tænke, føle eller handle ud fra erfaringer, andre har gjort. Men deres skæbne bliver, som deres tanker, følelser og handlinger er. Er de et helvede, bliver den et helvede. Der kan være lige så mange helveder på denne klode, som der er jordiske mennesker, og de vil alle være forskellige i detaljer, men de vil alle være opbygget efter det samme princip: selvoptagethedens indhyllende rum, som er afsondret eller afskåret fra - kærligheden. Intet menneske vil i længden kunne undvære kærlighed, det inderste og oprindeligste behov i ethvert menneske. Man kan glemme den en tid, og man kan forveksle den med forskellige former for seksuel tilfredsstillelse, men undvære den kan man ikke, uden at man er i helvede. Men kærlighed er da ikke noget, der kan LÆRES? Jo, alt det, der er et behov hos mennesket, er noget, det kan lære. Ud af længselen spirer evner og talenter, og fordi mennesket længes efter fred og kærlighed, kan det også lære at udfolde disse menneskelige kvaliteter i den daglige tilværelse. "At tro på kærlighedens muligheder som et socialt og ikke blot som et undtagelsesvis individuelt fænomen er en rationel tro, der bygger på indsigt i selve den menneskelige natur", således slutter den store tysk-amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm sin bog "Kunsten at elske", og disse ord kan stå som en karakteristik af det forhold, enhver af os kan få til Martinus kosmologi.

Martinus har selv givet udtryk for, at det, han ønsker med sin kosmologi, er at gengive mennesket det perspektiv, hvori Gud er en realitet. Det er ikke gennem nogen som helst form for autoritetstro, Martinus vil gøre dette. Det bevidsthedsperspektiv, der er tale om, er som en vinkel, hvis ene vinkelben vi kan kalde logikken og det andet erkendelsen. De mødes i oplevelsens punkt, hvor de er forenet i tillid. Hvor tilliden til Guds eller Forsynets skabervilje og kærlige udviklingsplan er til stede, overvindes trangen til at dømme andre tillige med angsten for krig, for mennesker og for naturkræfter. Gennem bønnen og meditationen på Gud drager man Guds kraft ind i sin bevidsthed - ikke gennem en egoistisk bøn, men gennem "Fader ske ikke min, men din vilje" og ønsket om at måtte kunne blive et redskab derfor, ikke som et blindt medium, men gennem sin dagsbevidste vilje. Guds vilje er dog ikke altid det, der er behageligt for os, ellers lærte vi intet, men beder vi om hjælp, vil vi også få den livskraft, den tålmodighed, den viljestyrke, den livsglæde og kærlighed, hvormed vanskeligheder kan overvindes uden frygt. Den tilstand, som ikke er helvede, er netop den, hvor mennesket konstant i sin bevidstheds inderste har kontakt med "Du, som er i himlene", og "himlene" eller Guddommens evige skaberkraft og kærlighed til levende væsener findes overalt, hvor disse væsener ikke selv stænger sig ude fra den.