Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som det fremgaar af "Livets Bog" og foranstaaende i nærværende Artikelserie, eksisterer ethvert levende Væsen i dette Øjeblik midt i sin evige Tilværelse. Det har aldrig nogen Sinde begyndt og kan aldrig nogen Sinde komme til at ophøre. Og det, vi kalder "Døden", er saaledes, som "Død" betragtet, blot og bar Illusion, idet dets virkelige Analyse er en Ombyggelsesproces, en Redskabsfornyelse. Ingen Udløsning, ingen Manifestation eller Bevægelse, ingen Oplevelse kan erfares uden ved Hjælp af Redskaber. Verdensaltet er en "Fabrik" i sin højeste Face, hvilket igen vil sige en "Organisme".

Naar en Fabrik eller Maskinkombination har fuldendt sit Kredsløb i Udviklingen, hvilket vil sige, dens Ide har udviklet sig frem til Manifestation i mere kompliceret Materie end den rent fysiske Mineralmaterie: Jern, Staal, Zink, Nikkel, Messing, Kobber o. s. v., er naaet frem til Manifestation i vegetabilske og animalske Materier, fremtræder i Kød og Blod, kalder vi den ikke mere en "Fabrik", en "Maskine" eller "Maskinkombination", men erkender den som en "Organisme".

En "Organisme" og en "Maskine" er saaledes i Virkeligheden den samme Ting, men hver for sig blot fremtrædende paa forskelligt Stadium i Udviklingens Kredsløb. I Kraft af sit fremskredne Stadium og sin Opbyggelse i vegetabilske og animalske Materier kan en "Organisme" benyttes direkte af det i "Livets Bog" omtalte "Guddommelige Noget" eller "Jeget" og er knyttet umiddelbart til dette ved Hjælp af Livets andet Princip "X 2".

Da disse Problemer vil blive specielt belyst i "Livets Bog", kan jeg ikke uddybe dem nærmere her, men blot antyde, at denne Tilknytning derimod med Undtagelse af Skelettet ikke er muligt for Maskiner eller Apparater, der endnu kun er i deres fysiske Mineralform. De teknisk, fysiske Apparater og Maskiner her paa Jorden kan altsaa i deres nuværende Tilstand kun anvendes indirekte af Jeget. Dette vil altsaa igen sige, at Jeget kun kan arbejde med Mineralmaterie ved Hjælp af sin fysiske eller animalske Del af sin Organisme. Det levende Væsens samlede Organisme er, som Læserne allerede ved, bestaaende af seks forskelligartede Dele. Den fysiske Del er altsaa bygget op af mineralsk, animalsk Materie og udgør igen den Del af det levende Væsen, der er kendt af det store Flertal som dets "fysiske Legeme". Derimod er de fem andre Dele af samme Organisme, der netop er bygget op af Materier paa helt andre Stadier i Kredsløbet, endnu ikke, i deres oprindelige Natur, kendt af Videnskaben eller Masserne. Disse andre Dele er hver især ligesom den fysiske Del udgørende et Legeme, men er det levende Væsens Redskaber til Manifestation og Oplevelse af Livets Udfoldelse i overfysisk Tilstand. Disse Materier er hverken vegetabilske eller animalske, men er derimod at betragte som elektrisk vibrerende "Tankestoffer" og spiller gennem Hjerne og Nerver som identisk med det, der sammen med Jeget giver det fysiske Legeme Liv og Bevidsthed, skaber dets Vækst, Udformning og Kvalitet.

Selvom disse fem andre Dele eller Legemer af Individets samlede Organisme endnu ikke er opdaget af den moderne Videnskab og endnu ikke er kendt af Offentligheden, har deres Tilstedeværelse i Verdensaltet ikke kunnet skjules eller været uden Virkninger. Disse Virkningers Tilstedeværelse som Kendsgerning for alle samtidig med deres for den moderne Verden ganske ukendte Aarsagsanalyser eller Identitet har bevirket, at de alle kommer ind under Betegnelsen "Mystik". Under "Mystik" vil saaledes alle Virkninger af Individets fem ukendte Dele af sin egen højere Væsensnatur være henhørende. Og disse Virkninger er i Dag Kendsgerninger, men uanalyseret under Begreberne: Religion, Trosopfattelse, religiøse Læresætninger, "Mirakler", "Undere", Spiritisme eller "Korrespondance med de Døde" o. l. Alt er her indhyllet i Mystikens Taage. At denne hist og her, ved Seancer, Trance- og Ekstasetilstande, kan lette et Øjeblik og visse faste Punkter fra den overfysiske Verden i Form af blandt andet "religiøse Læresætninger", "Meddelelser fra de Døde", "Visioner" og "Telepati" derved gennem de fremkomne Huller i Taagen kan komme til Syne et Øjeblik, tilintetgør eller ophæver jo ikke Mystiken, idet "Taagehullerne" som Regel igen er forsvundne, inden nye Tilskuere kan komme til Stede, og inden en videnskabelig Undersøgelse kan forberedes. Disse Fænomener vil derfor altid til en vis Grad forblive Mystik for de ikke Tilstedeværende, og kan ikke for dem give nogen matematisk Vished, blive en Modvægt, et Fundament mod Angsten for Døden, for det Ukendte, giver ikke den endelige fundamentale Opdagelse eller Oplevelse af det evige Liv og dets Kærlighedslove. Kun den hellige Aand alene kan faa Taagen til at forsvinde og dermed skabe Adgang for Individet til den absolutte og sande Vished i permanent vaagen, bevidst Tilstand og gennem dets egne Sanser, gennem dets egen Organisme, saa det ikke mere behøver andres Udtalelser, behøver ikke mere Hjælp fra Foredragsholdere, Prædikanter eller Medier, om end disse Realiteter indtil en vis Grad, hvor den absolutte Ærlighed og Kyndighed er til Stede, kan virke i Retning af Støttepunkter for den Søgende. Med den hellige Aand har Gudesønnen fundet sin Fader, og Faderen er direkte blevet Sønnens Lærer, Liv og Forsyn.

Ethvert levende Væsens Oplevelse af Livet betinges altsaa af et Sammenspil af dets seks forskellige Legemer. Dette Sammenspil koncentrerer sig for de fysiske Væseners Vedkommende i overvejende Grad i det fysiske Legeme. Men ligesom det kan koncentrere sig i det fysiske Legeme og giver Individet Fornemmelsen af den fysiske Verden som det eneste realistiske, saaledes kan Sammenspillet ogsaa koncentrere sig i ethvert af de andre Legemer, hvorved den fysiske Verden næsten forsvinder ud af Individets Fornemmelse og den "elektriske" eller overfysiske Tilværelsesform dermed bliver den mest fundamentale. Koncentrationen af Sammenspillet mellem Legemerne kan altsaa skifte, og Individets Tilstedeværelse og Manifestation skifter saaledes Karakter. Hvis nævnte Sammenspil hos et Individ er permanent koncentreret i et af dets overfysiske Legemer, er samme Individ ikke direkte bevidst paa det fysiske Plan, har ingen Tilknytning til de grovere fysiske Materier, og har derfor ikke noget synligt fysisk Legeme. Det er et "diskarneret" Væsen. Men i Henhold til de evige Love eller selve Verdensplanens Logik kan intet Individs Legemssammenspil evigt være koncentreret i det samme Legeme, men er under en evig vedvarende Skiftning fra Legeme til Legeme. Og før eller senere vil det diskarnerede Væsen være moden for en Skiftning af Koncentrationen af sit Legemssammenspil. Og det er denne Skiftning, vi bliver Vidne til her paa det fysiske Plan som identisk med det, vi kalder "Fødsel".

Ved Fødslen begynder et Individs Koncentration af sit Legemssammenspil i særlig Grad at gøre sig gældende i den fysiske Del af dets Organisme, om end denne ganske vist har sin særlige Begyndelse under den seksuelle Forbindelse mellem Individets Forældre, som udløste dens Undfangelse. Efter Undfangelsen og Fødslen gaar Koncentrationen af Legemssammenspillet mere og mere over paa Individets fysiske Del, dets fysiske Evner, Talenter eller Anlæg. Og det nye fysiske Legeme udvikler sig i Forhold hertil. Men som før nævnt kan Koncentrationen af Sammenspillet ikke vare evigt. Materien, Legemet er bygget op af, er levende Væsener, er Mikroindivider under stadig Udvikling. Denne Udvikling vil tilsidst sprænge Legemskombinationen. Derfor kan intet Legeme bestaa evigt af den samme Materie. Da al Materie, alt Stof, mineralsk saavel som animalsk, saaledes er levende, arbejder det sammen i en Vekselvirkning med al ydre Paavirkning, ganske uafhængigt af hvilken Form eller Kombination det saa end maatte udgøre Stoffet til. Og det er denne Omstændighed, der bevirker, at Formen, Kombinationen, tilsidst maa gaa til Grunde, og at enhver Ting, enhver Genstand, der jo i Realiteten kun eksisterer i Kraft af sin særlige Form eller Kombination, maa "ældes", "forvitre" og forgaa, medens Stoffet stadigt er lige aktivt, kun overgaaet, bundet og fastholdt i nye Former, i nye Kombinationer.

Ligesom ethvert Redskab, enhver Ting eller Genstand saaledes ikke kan bestaa evigt, saaledes ogsaa med Individets fysiske Legeme. Efter at dette er bygget færdigt op, har naaet sin Kulmination, begynder dette ogsaa at ældes. Og en skønne Dag kan det ikke mere holdes i Funktion. Koncentrationen af Legemssammenspillet glider over paa et af de andre Legemer, her i dette Tilfælde "Følelseslegemet". Og Individet "fødes" til Verden i dette Legemes Hjemstavn eller Tilværelsesplan paa samme Maade, som det før fødtes til det fysiske Plan eller det fysiske Legemes Hjemstavn.

Men her i dette Tilfælde ser de "overlevende" Mennesker ikke "Fødslen" eller Individets Indgang til det overfysiske Tilværelsesplan. De bliver derimod kun Vidne til Afsjælingen af Individets fysiske Legeme. De ser saaledes kun det fysiske Legemes tilsyneladende Livløshed og begyndende Opløsning. Da det fysiske Menneske ikke kan se den aandelige eller overfysiske Del af Individet, tiltror det det afsjælede Legeme identisk med Individet, og siger derfor om samme Individ, at det er "død". Og saaledes er Troen paa Døden kommen ind i Verden, skønt det, vi kalder "Fødsel", og det, vi kalder "Død", i Virkeligheden er nøjagtig et og samme Princip, nemlig en Omskiftning af Koncentrationen af Legemssammenspillet.

Da denne Koncentration er det samme som "Dagsbevidstheden", vil det, vi sædvanligvis kalder "Fødsel", være Dagsbevidsthedens Overførelse fra det aandelige eller overfysiske til det fysiske Tilværelsesplan, og det, vi kalder "Døden", være Dagsbevidsthedens Overførelse fra det fysiske til det aandelige Tilværelsesplan. I Kraft af de evige Kærlighedslove vil enhver Død saaledes ikke kunne eksistere uden at være en ny "Fødsel". Og denne evige Omskiften af Dagsbevidsthed fra Legeme til Legeme, fra Tilværelsesplan til Tilværelsesplan, er netop den Basis, paa hvilken Jeget absolut alene gennem forgængelige Ting kan opleve sin egen Uforgængelighed, kan besidde "Det evige Liv".

Naar Jeget eller Individets virkelige Væsenskerne har skiftet sin Koncentration eller Dagsbevidsthed fra det fysiske til det overfysiske eller aandelige Legeme, bliver der tilbage paa det fysiske Plan dets fysiske Legeme, dets kasserede Redskab for fysisk Oplevelse. Dette Redskab eller "Liget", som det jo ogsaa betegnes, bliver altsaa af Almenheden opfattet som en Slags ligegyldig Materie, som det er bedst at skille sig af med paa den mest fordelagtige og hurtigste Maade. Og Grunden hertil er jo netop den, at "Liget" ikke er noget "Lig" i virkelig Forstand. Det rummer i sig selv en meget stor Kraftkoncentrering, der i Form af Forraadnelse kan komme til Udløsning fra det Øjeblik, da det paagældende Legeme blev til et "Lig". Denne Udløsning stammer saaledes ikke fra Legemets eller Ligets Ophav. Fra det Øjeblik "Døden" indtraadte er Legemet en blot og bar ydre Ting for dets oprindelige Besidder. Men dette forandrer ikke, at denne tidligere Besidder stadigt fra sin overfysiske Tilværelse kan nære overordentlige store Følelser for dette. Det rummer saa mange Minder. Det har været hans "Fartøj" gennem baade Medgang og Modgang, gennem Sorg og Glæde. Disse Følelser kan altsaa være meget stærke og som Følge heraf holde sig meget længe. Man maa derfor ikke tro, at den "Afdøde" er helt uberørt af, hvad der sker med dennes Lig. Denne kan nemlig, hvis han eller hun er "aandelig clairvoyant" (hvilket vil sige fra det aandelige Plan at kunne se fysiske Foreteelser ligesom man ved "fysisk Clairvoyance" fra det fysiske Plan kan se aandelige Foreteelser), fuldstændig følge enhver Foreteelse vedrørende sit Lig. Og selvom Vedkommende ikke er udstyret med nævnte Evne, saa kan han eller hun dog gennem Ligets Mikroverdens samlede astrale eller overfysiske Liv indirekte følge enhver Proces med Liget.

Den uhyggeligste Oplevelse en saadan "Afdød" kan have med Henblik paa sit Lig, er dette Ligs forhastede, pludselige og unaturlige Tilintetgørelse. Da den "Afdøde", fra den Del af den aandelige Verden, hvor han eller hun i den første Tid efter Døden befinder sig, har en langt klarere Horisont over de "Levende" Væsener i Liget og deres Kamp for Tilværelsen, end han eller hun havde paa det fysiske Plan, kan enhver unaturlig Proces med Liget virke i Retning af en Katastrofe for nævnte Væsen.

Det maa naturligvis indrømmes, at det primitive og robuste Naturmenneske ikke i samme Grad bliver anfægtet af sit Ligs Skæbne, som det højtudviklede Kulturmenneske. Da det er "Følelseslegemet", der bærer Dagsbevidstheden efter Døden, vil al Oplevelse efter Døden jo netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte Legeme er. Ligeledes vil Indtrykket af sit Ligs unaturlige Skæbne naturligvis ogsaa være afhængig af, hvor stor og udviklet et Kendskab, man i Forvejen har til Mikroindividernes Tilværelsesplaner.

Med enhver unaturlig Proces med et Lig vil der saaledes altid være forbundet et Faremoment for dets Ophav. Det store Spørgsmaal bliver saa for det udviklede Menneske, hvorledes det skal forholde sig for at kunne gavne det naturlige levende Liv i dets tilkommende afsjælede Legeme.

Som Læseren gennem nærværende Artikelserie er gjort bekendt med, har en Ligbrænding absolut intet med en naturlig Behandling af Liget at gøre.

Med Hensyn til den almindelige Begravelsesform vil den, selvom den i sin nuværende traditionelle Form ikke kan siges helt at være Hundrede Procent i Kontakt med den højeste Moral og absolut naturlige Handlemaade, være langt at foretrække frem for Ligbrænding. Men af to uundgaaelige Onder maa man vælge det mindste. Og i Henhold til Verdens endnu fremtrædende, ufuldkomne og forvirrede Begreber om Økonomi og Samfundsadministration vil den fuldkomne naturlige Bisættelse, der vil komme til at gøre sig gældende i det kommende internationale Verdensrige (Livets Bogs fjerde Kapitel), hvilken Bisættelse vi senere skal komme tilbage til, faa Vanskelighed ved at blive praktiseret af det store Flertal for Tiden. Rent privat vil kun de mest velstillede i Samfundet kunne praktisere denne kommende Begravelsesform. Naturligvis vil man kunne overvinde Vanskelighederne ved en Sammenslutning. Og Venner af den ny Verdensimpuls og det hermed forbundne aandsvidenskabelige Arbejde vil naturligvis tage Sagen op. Men foreløbig vil kun den almindelige Begravelsesform staa de fleste udviklede Mennesker aaben. Det vil derfor ikke være uden Betydning, hvis man reviderede den lidt.

Ethvert Lig bør naturligvis, naar Døden er absolut konstateret, straks føres til et køligt Kapel. Kisten bør, selvom den i dette Tilfælde ikke ligefrem er hermetisk, dog være saa tæt, at ingen Stank, Vædsker eller Materier fra Liget kan sive gennem dens Sprækker eller Sammenføjninger og forpeste Luften for Omgivelserne.

Med Hensyn til Udsmykning ved den udviklede Læser allerede her fra Bladet, at Anvendelsen af afskaarne Blomster er imod Naturens Love og som Følge heraf ikke kan anvendes af Mennesker med en forfinet Samvittighed. Derimod kan man gaa over til, under Højtideligheden, at overdække Kisten med et stort hvidt Klæde eller Tæppe. Naar dette er hensigtmæssigt forarbejdet med Guldbroderi og Guldfrynser, vil man ikke kunne blive Vidne til en smukkere og mere højtidelig og passende Dekoration. Indenfor Sagen her vil man gaa over til at dekorere nævnte Klæde med Hovedsymbolet fra Livets Bog, der jo netop udtrykker: Individets Udødelighed, Verdensaltets Uforgængelighed og Guddommens Eksistens. Renere, højere og ædlere Tanker kan en Baare ikke indhylles i. Forøvrigt har Sagens Venner da ogsaa allerede begyndt at anvende nævnte Symbol paa deres Gravmonumenter og Gravstene. (Se Billederne Side 103.)

Med Hensyn til det førnævnte Tæppe vil man maaske indvende, at et saadant for de fleste vil blive for kostbart at anskaffe. Men hertil er der at svare, at Tæppet naturligvis ikke skal begraves sammen med Kisten, men kan anvendes flere Gange, ligesom der senere hen vil blive dannet Adgang til at kunne leje saadanne Tæpper.

Med Hensyn til selve Begravelsen er der noget utiltalende i dette, at Deltagerne henvises til at staa ved det aabne Hul i Jorden, den aabne Grav med den opkastede Jordbunke, med dens Rebe, Brædder og andre Remedier, afhængigt af Vejr og Vind, i Regn og Slud saavelsom i Frost og Sne. Det kan ikke nægtes, at en Højtidelighed under saadanne Forhold meget vanskeligt kan afføde den guddommelige Stemning, den i Forvejen dog maa være beregnet paa at tilsigte, rent bortset fra alle de Forkølelses- og Sygdomsspirer, der under de samme primitive Forhold faar rig og gunstig Lejlighed til at forplante sig.

Betydelig sundere, skønnere og derfor mere tiltalende vilde det derimod være, hvis Højtideligheden kunde afsluttes i Kapellet, og den ellers saa smukke og kærlige Sammenkomst dermed blev fritaget for at blive skæmmet af den førnævnte udendørs Tradition ved Graven.

Jeg overværede engang en Bisættelse. Denne Højtidelighed afsluttedes netop i Kapellet paa den Maade, at Kisten, til en smuk Sang fra et skjult Kor, langsomt og automatisk dalede ned i en dertil indrettet Skakt i Gulvet og forsvandt foran Forsamlingen. Denne symbolske Foranstaltning var af overordentlig betagende Virkning og i fuld Samklang med Begivenhedens særlige ophøjede og alvorlige Natur. Dermed var Højtideligheden forbi, og Deltagerne kunde gaa hver til sit.

At Kisten fra Rummet under Gulvet blev ført videre til en Ligbrændingsovn, hvor Helvedes Død og Rædsel i blind Uvidenhed blev sluppet løs paa Millioner og atter Millioner af organisk, animalske Mikroindivider i det afsjælede Legeme, kan vi, i Henhold til alt det, vi har faaet at vide om nævnte Proces, naturligvis ikke tage til Forbillede. Men der er derimod ikke noget som helst til Hindring for, at ethvert Kapel kunde være indrettet paa den ovenfor anførte Maade med en Elevator, hvorpaa Kisten med sit hvide guldindvirkede Symboltæppe kunde staa under Højtideligheden og saa, naar Tiden var inde, automatisk sænkes ned til et Rum under Gulvet og denne Foranstaltning dermed være den officielle Afslutning paa Ceremonien.

Fra nævnte Rum kunde saa Begravelsesvæsenet selv besørge det efterfølgende fornødne, saaledes at Kistens Anbringelse i Graven og de hermed forbundne Omstændigheder blev selve Ceremonien uvedkommende.

Ligesom man ikke behøver at være tvungen til at se Liget blive placeret i Ilden ved en Ligbrændingshøjtidelighed, saaledes behøver man jo heller ikke at være tvungen til at se Kistens Anbringelse i Graven og være Genstand for de med denne Anbringelse førnævnte ubehagelige Omstændigheder.

I Henhold til den Hensyntagen til Mikroindividernes Liv, som den nu begyndende aandsvidenskabelige Udvikling vil afføde, er det en Selvfølge, at det fremskredne Menneske indenfor denne Udvikling ikke kan anvende animalske Lyskilder: Vokslys, Tællelys, Stearinlys o. s. v., idet en saadan Anvendelse i sig selv jo vilde være en Ligbrænding for de animalske Mikroindivider eller Livsenheder, som udgør Stoffet i de paagældende Lys. (Ogsaa berørt i Juleartiklen i "Kosmos", Nr. 9, Aarg. 1933.) Det elektriske Lys vil derimod være det reneste og fuldkomneste og bør anvendes overalt, hvor det overhovedet er muligt.

Ved at tage Hensyn til de her paapegede Ting ved en Jordefærd er man saaledes med til at hæve sin sidste Hilsen til den "afdøde" Slægtning eller Paarørende, Ven eller Veninde op i et Plan, hvor der ikke ved den klæber Lemlæstelse, Død, Sorg og Lidelse for noget levende Væsen. Den er blevet en Velsignelse i Kontakt med Kærligheden og Livets evige Love.