Kosmos 1957/Årsskrift side 45
Mogens Møller
Evigheden, Tiden og Mennesket
»Tiden er et åndeligt rum«.
Martinus.
Tidens tempo og »den tabte sjæl«.
Hvad er egentlig »tid« for noget? »Tid er penge«, siger nogle, »tiden er en illusion«, siger andre. Nogle mennesker »har ikke tid« og andre har travlt med »at slå tiden ihjel«, så de må jo have for meget af den. Tid er altså noget relativt, noget, mennesker oplever på forskellig vis. Selv om en halv time må være lige lang tid for Petersen og Hansen, opleves det ikke sådan, hvis Petersen sidder i tandlægens venteværelse, og Hansen skal nå en masse, inden han skal med toget. Mennesket har i dette århundrede fået et særligt forhold til tidsbegrebet, idet man med de tekniske hjælpemidler, der nu står til rådighed, kan komme fra den ene side af kloden til den anden i løbet af utrolig kort tid. Tempo er tidens løsen, siger man, større arbejdstempo, større rejsetempo; tempo er ensbetydende med fremskridt, mener man, man »bryder lydmuren«, og man sender kunstige måner ud i rummet, som i rasende fart farer omkring vor klode. De er som symboler på den menneskehed, der i løbet af forholdsvis kort tid har udvidet sit fysiske rum fra et lokalt milieu, en hjemstavn, til at omfatte først andre lande, dernæst andre verdensdele eller kontinenter med mellemliggende have, så rummet under havets overflade og selve himmelrummet omkring kloden. Men det er ikke blot det rum, man kan rejse i med sit fysiske legeme, mennesket kender til. Forskerne kan med mikroskoper og teleskoper se ind i og fortælle om endnu mindre og endnu større rum, indtil de når de grænser, vi kalder »det mindste« og »det største«, og som de aner, blot er grænsen for de fysiske sansers rækkevidde. Tid, rum og stof synes menneskeheden snart at beherske og »gøre sig underdanig«, og dog er denne tids-, rum- og stofbetvingende menneskehed ikke lykkelig, tværtimod. Den var sikkert lykkeligere engang i sit begrænsede hjemstavnsmilieu, da intet hastede, og horisonten var »verdens ende«. Men det er en »tabt barndomslykke« for menneskeheden, som vi ikke kan vende tilbage til. Vi har »ædt af kundskabens træ« og må finde en vej videre frem, ikke en vej tilbage.
Vor tidsalders kolossale tempo går allerede mange mennesker på nerverne. De må ligefrem søge rekreation under rolige forhold, hvile ud og prøve »at finde dem selv igen«. En anekdote fra Afrika illustrerer udmærket det moderne menneskes situation. Den beretter om, hvorledes en flok afrikanske bærere, som af den hvide ekspeditionsleder i flere dage i træk var blevet tvunget til et voldsomt marchtempo med deres byrder, en morgen, da han kom og ventede dem parat til at drage videre, sad i en rundkreds og ikke var til at rokke af stedet. De sagde, at de ventede på, at deres sjæle skulle indhente dem. Det moderne menneske er også »løbet fra sin sjæl«, men det har ikke givet sig tid til at vente på den, i mange tilfælde er kroppen kommet »så langt i forvejen«, at den har glemt sjælen. Det menneske, der tror, at det blot er et fysisk væsen og identificerer sig med sin krop har virkelig i sit hastværk og sin materialistiske indstilling glemt sjælen. Det tror, at tankerne blot er virkninger af nogle stoffers reaktion i organismen, og denne tro i forbindelse med hele det forjagede liv, hvor det voldsomme tempo påtvinger mennesket en masse forvirrede tankebilleder på ganske kort tid, må før eller senere føre til nervesammenbrud, livsangst og dødsangst. Tiden fra fødsel til grav er blevet menneskets eneste »livsrum«, fordi det har glemt, at det har en udødelig sjæl. Og da dette »det eneste liv« leves i en verden, hvor alles krig imod alle er den dominerende livsfaktor, og tusinde farer synes at true dette liv, deriblandt krigens fare for død eller lemlæstelse, det stigende færdselstempos fare for trafikulykker, de mange »moderne« fysiske og psykiske sygdomme, arbejdsløshed, ulykkelige ægteskaber o.s.v., er der ikke noget at sige til, at mennesker kan mene, at »det hele er ad helvede til«. Det ER virkelig et »helvede«, det moderne menneske lever i. Det har det i sig, og det sår det omkring sig. Denne »helvedestilstand« kan en kort tid være jaget på flugt af en forelskelses »salighed«, men det varer sjældent længe, før også denne tilstand forvandles ved at trækkes ned i hverdagens plan med stridigheder og slid og slæb for det daglige brød. Alt dette er malet med mørke farver, men selvfølgelig er vor tid ikke lutter mørke og lidelse. Solen kan stadig skinne, og efter vinterens mørke og kulde ved vi, at der kommer en vår og en sommer, hvor alle de livsfornyende spirer bliver til blomster og frugter og udfolder en skønhed og lovmæssighed, der kan vække glæde og beundring og en stille undren i menneskets sind. Hvis dette menneske vel at mærke har tid og tilstrækkelig ro i sit sind til at beundre og undres. Dertil kræves jo en sjæl. Vestens civiliserede menneske kan også have gavn af, ligesom de kloge sorte bærere, nu og da at sætte sig i ro, så den sjæl, de er løbet fra for at kunne holde trit med tidens tempo, kan indhente dem, og de kan finde sig selv.
To verdener.
Ser man uhildet på den moderne civilisation, må man give overlægen ved Middelfart sindssygehospital, Fr. Bom, ret i, at det moderne menneske er en slags urmenneske med en civilisations »fernis« over. I et par interessante artikler i Politiken kom dr. Bom ind på, hvordan primitiv magi og tabu-rædsel har sine paralleller i det moderne samfund. Det har de uden tvivl, og det er af stor betydning for menneskeheden, at adskillige sindssygelæger så småt begynder at ane den psykiske verdens store indflydelse på den fysiske. Det civiliserede menneske er nemlig på mange måder værre stillet end det primitive. Sidstnævnte lever trods kampe og besvær et forholdsvis lykkeligt liv i to verdener, en fysisk og en åndelig. Det har sine kampe mod andre mennesker og mod naturens kræfter, og det kæmper måske til døden, men det tror blindt på sin ånds forbindelse med en åndelig verden, hvor det fortsætter sit liv. Det tror på en åndelig styrelse bag alle fysiske kræfter, og selv om onde ånder og dæmoner spiller en rolle i dets tro, er der også gode ånder og guder, det kan komme i forbindelse med; det har et fundament for sin tilværelse. Det moderne menneske lever i en intellektualiseret jungle, hvor kampene og lidelserne og krigsmentaliteten stadig findes, men troen på en åndelig verden bag den fysiske er degenereret samtidig med intelligensens udvikling. Jo mere det civiliserede menneske har sat al sin energi ind på at udvide sit fysiske rum og med sin intelligens få herredømme over bevægelserne i rum, tid og stof, desto mindre er dets åndelige rum blevet. Det kan måske lyde som kritik over, at menneskene ikke er »åndelige« nok i religiøs betydning, men det er ikke ment sådan. Den materialismens epoke mennesket er inde i, er et midlertidigt stadium på livets vej, et stadium, som har været nødvendigt for den videre udvikling. Mennesket skal vide en hel masse om den fysiske materie og beherske den for at komme videre, og det er naturligt, at det har krævet en stærk koncentration på visse områder og en tilsvarende passivitet på andre. Et geni er som regel kun geni inden for et begrænset område, og udviklingen til genialitet er næsten altid sket på andre evners og talenters bekostning. Vor tids mennesker er geniale materialister, »homo sapiens« ved så meget om den fysiske materie helt til »detaljernes detaljer«, at det næsten ikke kan se skoven for bare træer. Men detaljernes sammenhæng, og deriblandt den detalje, det selv udgør, kender det ikke, da sammenhængen er baseret på åndelige kræfter, og ånd er noget, man har glemt, hvad er. En umådelig disharmonisk tilstand behersker menneskeheden i dag, fordi dens fysiske rum er vokset, så man endda tænker på at flyve til andre kloder, medens dens åndelige rum efterhånden er så diminutivt, at mennesket tror om sig selv, det kun er et fysisk væsen. Den videre udvikling må nu ske på basis af en udvidelse af menneskets åndelige rum, og begyndelsen til en sådan udvidelse er ved at finde sted. Mennesket skal igen finde »balancen« mellem den åndelige og den fysiske verden, dertil har det brug for al sin fysiske viden, men også for åndelig viden og for en bevidst oplevelse af »det faste punkt«, som skaber og oplever alle bevægelser.
At mennesket ved en hel del om sin fysiske krops sammensætning af forskellige materier, af organer, celler, molekyler og atomer, er ikke ensbetydende med, at det ved noget om sig selv, om den åndelige realitet, der tænker og oplever. »Materialisten ligner Münchhausen«, siger Schopenhauer, »der ikke nøjedes med at løfte sig selv op af mudderet ved sin hårpisk, men trak hesten med sig med det samme ved at klemme den fast mellem sine egne ben.« Den gamle skrydende eventyrhelt er et udmærket symbol på det menneske, der en tid ... i alt fald før nervesammenbruddet – tror at kunne klare alle vanskeligheder blot med den »faste« materie som holdepunkt, alt det, der er til at tage og føle på. Det har også været naturvidenskabens standpunkt, men dens pionerer har forlængst forladt det. Lytter man til, hvad naturforskerne har at berette, vil man snart opdage, at de for længst har »opløst« den faste materie og undergravet troen på den som tilværelsens holdepunkt. Man får at vide, at intet kun er det, det ser ud til at være, og at alt stof er underkastet en stadig forvandling. Alt er kredsløb inden i kredsløb, alt er bevægelse. Man kommer virkelig »ud at svæve« som en anden »sputnik«, al ting svæver. I dette »fartens århundrede« får vi at vide, at der eksisterer mange andre variationer af fart og tempo, end dem, mennesket oplever i tiden og rummet. Alt stof er i virkeligheden vibrationer, mere eller mindre bunden energi, men ikke mere bunden, end at den hårdeste diamant set i et andet perspektiv end det, vi bruger i hverdagen, er et himmelrum, hvori millioner af partikler bevæger sig med tomrum imellem. Vore fysiske oplevelser er bevægelser i tid, rum og stof, og uden disse bevægelser var der intet fysisk liv. Men er disse bevægelser de eneste nødvendige faktorer for en livsoplevelse? Nej, endnu en form for bevægelse må til: bevægelse i bevidsthed.
Bevægelse i bevidsthed.
På nedenstående tegning ses et forsøg på med få streger at gengive et normalt menneskeliv fra vugge til grav.
Man ser menneskets »fire årstider«. Stjernen symboliserer fødselen og lidt længere henne på »tidslinien« ser man menneskets »vinter«, barndommen, hvor de kræfter, der senere skal folde sig ud endnu ligger i svøb. Barnet har det, som hele menneskeheden har haft det i sin »barndom«, dets fysiske rum er begrænset til en lilleverden, og horisonten er »verdens ende«. Forældrene er »guder«, som vel kan blive vrede, men dog er et tilstrækkeligt fast punkt i tilværelsen til at skabe en lykkelig verden, en »paradisets have«. Men barnet vokser op, dets trygge verden bliver pludselig for lille, autoriteterne bliver gamle afgudsbilleder, der væltes, og ungdommens »sturm und drang«-periode begynder. Det er »forårets« mange kræfter, der presser på, som en fossende flod river de alle overleverede dogmer og traditioner omkuld, og at der samtidig med alt det værdiløse også går noget af værdi med i løbet, kan man ikke tænke på i den alder, alle værdier vil man selv finde frem til og vurdere efter fortjeneste. Det er en tid, hvor der rives ned og bygges op, en tid på ondt og godt med spænding, glæder og skuffelser. Den høje selvvurdering dækker vel til tider over mindreværdskomplekser, men stort set er man så optaget af livets mangfoldige muligheder, fremskridtet, teknikken og det modsatte køns tillokkelser, at man føler sig som en kraftkarl, der, som Münchhausen, kan løfte sig selv og hele verden ved hårene. Tiden, hvor man daler ned på jorden igen, kommer dog også. Kampen for tilværelsen har meldt sig, med den bekymringerne, indviklingen i fysisk materie. Det er begyndelsen til det næste stadium, den modne alder, »sommeren« eller manddommen. Man har fået ledet sine kræfter ind i mindre flyvende baner, flodens vande rinder mere støt og roligt, og de bringer noget med sig. Man nyder nu frugterne af sit arbejde, samtidig med at man præsterer mere, man skaber og ser et resultat. Man har et vist overblik og er derfor måske også en lille smule glad for sig selv – i al beskedenhed, naturligvis! Man har fået børn og ser dem vokse op, hvorved man pludselig opdager, at man er ved at blive gammel, selv om man stadig er i fuld vigeur. I små glimt hænder det dog, at noget i organismen fortæller én, at nu går det langsomt ned ad bakke, man glider ind i »efteråret«, mod alderdommens tid. Den udadvendte kraft bliver efterhånden mindre, man har det dejligt, hvis man forstår at resignere på visse punkter, og man har det endnu bedre, hvis man har skabt sig en verden af minder, der er værd at leve på, og aller bedst, hvis man samtidig er åndsfrisk nok til, at man kan nå at få nogle af de stilfærdige oplevelser og glæder med, som det kneb med at få tid til i manddommens og ungdommens travlhed. På tegningen ser man, hvordan den gamle ser tilbage over sin fortid. Han kan sige: »da jeg var i min modne alder«, eller »da jeg var ung«, »da jeg var barn«. «Men nu er jeg gammel, og snart vil, jeg være død og borte.«
Mange gamle mennesker, som måske i deres ungdom var materialister og ateister, får lidt andre tanker om døden, når de nærmer sig det, vi kalder slutningen på deres liv. Det betyder ikke, at de svigter gamle idealer på grund af forkalkning, men blot, at de, nu da de nærmer sig »en milepæl«, begynder at ane, hvad der er på den anden side af den. Den gamle har jo passeret så mange »milepæle« i sit lange liv og gjort nye erfaringer, som har ændret hans syn på livet, han har flere gange fået et nyt perspektiv, et nyt udsigtspunkt. Han er nu, hvad man kalder mæt af dage, men han er ikke mæt af liv. Det er naturligt for det gamle menneske at se tilbage over sit liv, lige som det er naturligt, at man ser noget igennem, man har skrevet. Der er et og andet, han nok kunne tænke sig at rette, og der er noget, han glæder sig over. Han gør sig sine tanker om det, selv om han ikke mere lever så meget udadtil. Men hvor lever han da? For størstedelen i sin åndelige verden, sit åndelige rum, i det kartotek for bevægelser, hans erfaringer og minder udgør, som alle er bevægelser i bevidsthed. Hans lange liv har været en række af forvandlinger, af bevægelser i stof, tid og bevidsthed. Hans gamle krop, der nu står ved gravens rand er ikke den samme, der engang lå i vuggen, en stadig fornyelse, et kredsløb af celler og atomer har bevirket en fysisk forvandling. Men bag denne forvandling ligger en psykisk forvandling. Åndeligt er han heller ikke den samme, som da han var ung, en strøm af erfaringer og oplevelser har beriget hans bevidsthed, men han har stadig barnet, ynglingen og den modne mand i sig, selv om han er blevet forvandlet. Et liv er en fysisk og psykisk forvandlingsproces, bag livsoplevelserne ligger bevægelser i stof, tid, rum og bevidsthed. Men er alle disse bevægelser nok som basis for, at et levende væsen kan opleve livet? Nej, endnu en faktor må eksistere; for bevægelser kan ikke opleve andre bevægelser. Bag al livsoplevelse eksisterer kontraster, lys og mørke, kulde og varme, sult og mættelse o.s.v., og kontrastprincippets inderste realiteter er »det faste punkt« og »bevægelsen«. Når den gamle mand siger: »jeg var –, jeg er –, jeg vil være –,« nævner han det, som ikke er bevægelse, og som vi udtrykker med ordet »jeg«. Med det ord udtrykker han sin centrumsfornemmelse, det »noget«, som eksisterer bag alle bevægelserne, som er årsag til, at han føler deres sammenhæng og til, at han trods forvandlingerne inderst inde føler sig som »den samme«. På tegningen er det udtrykt ved trekanten, som er forbundet med alle menneskets »fire årstider« og som derved forbinder dem indbyrdes som et udviklingsforløb.
En usynlig verden.
På tegningen vil man også se, at den linie, der illustrerer et livsløb fra vugge til grav, findes som en punkteret linie før fødslen og peger ud over graven. »Men hvor var væsenet da, før det blev født, og hvor er det efter døden«? vil man spørge. Lad os stille endnu et par spørgsmål: Hvor var det, medens det levede »her« i den fysiske verden? Var det her, eller var det blot den fysiske krop, der var her? Vi kan alle nu og da være åndsfraværende og blive »kaldt tilbage« med ordene: »Hvor var du henne, du var vist langt væk?« Og der ligger en sandhed i de ord. Vi kan være »langt væk« i det åndelige rum uden at vi derfor »sidder og sover«. Vi er blot koncentreret i vor tankeverdens bevægelser, måske på noget, som er hændt i fortiden, eller på noget, vi aner vil ske i fremtiden. Vi oplever da ikke nuet på det fysiske plan, men på det åndelige plan. Når vi igen bliver åndsnærværende, vil det sige, at vi igen er koncentreret på at opleve nuet gennem den fysiske organisme. Men selv om vi gør det, er vi stadig åndelige væsener, og vor krop er et fysisk redskab af fin elektro-magnetisk konstruktion, hvorigennem vore bevægelser i bevidsthed, d.v.s. vore tanker, kan komme i forbindelse med de bevægelser, vi oplever som tid, rum og stof. Når vi dør, er vi i en meget længere periode »åndsfraværende« og kan ikke hurtigt gøres nærværende gennem vor fysiske krop. Den er slidt op, som ethvert redskab bliver det, men vort jeg og vor bevidsthed eksisterer stadig, ligesom elektriciteten ikke forsvinder, fordi en lampe går i stykker. Vi lever da i en for fysiske sanser utilgængelig tilstand, altså i en usynlig verden, som er lige så virkelig som den fysiske, og uden hvilken den fysiske verden slet ikke kunne eksistere som et univers.
Kan der – rent fysisk – siges noget om muligheden for en usynlig verdens eksistens bag den synlige virkelighed, vi oplever i hverdagen? Gennem teknikken og den fysiske videnskab kan vi ligefrem blive klar over, at vor synlige verden kun er en meget lille del af virkeligheden. Når vi kan se, er det fordi vi lever i en verden af lysbølger, der påvirker særligt modtagelige celler og nerver i vor organisme. Det, vi i daglig tale kalder lys, er en elektro-magnetisk svingningsbevægelse, som i sin natur er nøjagtig det samme som f. eks. radiobølger eller røntgenstråling. Forskellen er ikke en artsforskel, men en gradsforskel. Den ligger i bølgebevægelsens bølgelængde og frekvens (d.v.s. antallet af svingninger pr. sekund). Forholdet mellem frekvens og bølgelængde er, at deres produkt er konstant og lig med lysets hastighed (i vakuum). Med stigende frekvens mindskes bølgelængden, og omvendt. På foranstående skema kan man se, at kun en ganske lille del af denne stråle- og bølgeverden udgør det, vi kalder lysstråler, som bevirker, at vi kan se en fysisk verden omkring os, fordi vi i vor organisme har indbygget apparater, der kan modtage disse stråler og føre svingningerne videre, så de registreres som oplevelse af vor bevidsthed. Forskere og opfindere har desuden konstrueret en hel del apparater, hvorigennem vi kan opfange og udnytte andre stråler og bølger, som det ses på skemaet. Men samtidig ved man, at alt dette kun er en lille del af de utallige bølgelængder, der omgiver os. Der findes stråler og bølger, som hverken vore apparater eller vor hjerne kan komme på bølgelængde med, altså en endnu større virkelighed, som fysisk set er en lukket verden for os. I menneskets hjerne er der imidlertid en mængde celler, som endnu slet ikke bliver brugt, som ligger latent og venter på at blive taget i brug. Det sker ikke ved et mirakel, men ved at mennesket arbejder på sin egen intellektuelle og etiske udvikling.
Åndsvidenskabens betydning.
Den fysiske videnskab har ført os til en grænse. Den har ved intelligensens hjælp udvidet vort fysiske rum og er ved at klarlægge for os, at vi er elektriske væsener. Den kan ligefrem måle strømninger i vor hjerne. Men ligesom den ikke kan sige os, hvad ånd er, kan den heller ikke sige, hvad elektricitet er, den kan blot registrere den. Den kan fortælle os om universets utallige kredsløb i mælkevejssystemer og atomsystemer, kredsløb inden i kredsløb. Men om selve det levende »noget«, som skaber og oplever, det åndelige væsen, kan kun en åndelig videnskab fortælle. Den må naturligvis gå videre udfra det kendskab, vi har fået til de fysiske love og vise den fysiske verden for os i en større sammenhæng og et større perspektiv, end det kan gøres med intelligensen alene ved at veje og måle fysiske materier. Martinus' kosmiske analyser er en sådan videnskab. Den hjælper os ikke med at udvide vort fysiske rum, men den kan hjælpe os til selv at arbejde på udvidelsen af vort åndelige rum, en udvidelse, der ikke må forstås i fysisk forstand som udstrækning, men som indsigt og oplevelse af universets åndelige love.
Når vi lever i en fysisk verden, som vi siger, er det, fordi vi oplever gennem en tredimensional fysisk organisme, der udgør et fysisk rum og befinder sig i et større fysisk rum, som vi kalder omverdenen. Gennem den fysiske organisme vekselvirker vi med andre væseners fysiske organismer i denne omverden. Uden en sådan vekselvirkning ville den gamle mand på tegningen ikke have levet et liv rigt på erfaringer, som opfyldte hans åndelige rum. Men dette åndelige rum, er det også en del af et større åndeligt rum, og er der også der mulighed for at vekselvirke med andre åndelige væsener? Gennem Martinus' verdensbillede kan det søgende menneske få indblik i, at verdensaltet er myriader af levende væseners kredsløb inden i levende væsener. At de alle udgør henholdsvis universer og stoffer for hverandre, og at »stoffer« både vil sige fast, flydende, luftformig og stråleformig materie, hvori alle bevægelser i tid, rum, stof og bevidsthed foregår. Såvel elektroner som kloder, mennesker som mælkevejssystemer, er evige »gudesønner«, hvis kredsløb i »faderens« organisme, hvori de »lever, røres og er«, snart går gennem grovere vibrationer og snart gennem finere. Stoffernes kredsløb, som er baseret på atomernes og elektronernes skiftende vibrationer, er i virkeligheden disse væseners reinkarnation, deres tilværelse snart i fysisk, snart i stråleformig eller åndelig tilstand. Vi, som er atomer i mælkevejssystemet, glider ved den proces, vi kalder døden, fra en tilstand som celler i jordklodens fysiske organisme ind i en tilstand som celler i dens åndelige eller stråleformige organismer. Det er for os åndelige verdener med levende væsener som vi, men også nogle, som befinder sig på et højere udviklingstrin end vi, og som får os til at længes efter at blive som dem. Længselen efter udvikling får os efterhånden til igen at koncentrere os på den fysiske verden, hvor vi kan møde modstand, der udvikler os, når vi overvinder den, og vi danner udfra automatfunktion, der er udviklet gennem mange livs erfaringer, som findes i vort åndelige rum, en ny organisme. En ny variation af »menneskets årstider«, et nyt led i kæden føjes til. Bag det lille barn, som fødes, findes et åndeligt rum, som dets fysiske dagsbevidsthed, efterhånden som den udvikles, får mere og mere forbindelse med, vi plejer at kalde det underbevidstheden. Barnet viser måske tidligt musikalske evner, eller det regner fabelagtigt godt, og onkler og tanter kappes med de lykkelige forældre om at finde ud af, hvem i den fædrene eller mødrene slægt, det har arvet sine talenter fra. Set i et kosmisk perspektiv er sandheden den, at det har dem fra sig selv, d.v.s. fra sine tidligere inkarnationer. Almindeligvis har vi ikke forbindelse med vort åndelige rum på den måde, at vi kan huske tidligere inkarnationer. Vi har som regel også nok at bære på i een. Men vi har dem alligevel med os, vi bærer dem i os, ligesom den gamle mand har både barnet, ynglingen og den modne mand i sig uden dagsbevidst at kunne huske alle detaljer fra disse livsstadier. Vi har vore evner og talenter med os fra liv til liv, kunstneriske, praktiske, moralske etc., og vi har stadig mulighed for at udvikle dem videre og at påbegynde nogle nye. Hvad vi kan nænne at gøre og ikke kan nænne, står i forhold til, hvad vi har af lidelseserfaringer i vort åndelige rum. Det kommer frem i dagsbevidstheden som medlidenhedsevne og ønske om at kunne være til hjælp.
Skæbnedannelse og bøn.
De tanker, som den gamle mand gjorde sig, da han ved slutningen af sit liv så tilbage, og hvor han kunne ønske at rette et og andet, findes stadig i hans åndelige rum, selv om hans fysiske form nu er en anden end dengang. I den nye inkarnation, hvor han, i kraft af kredsløbets lov, må høste, hvad han før har sået, kommer han ud for situationer, der er »andre variationer over et tema, han har spillet før«. Det er prøver for hans morals og tænkeevnes rækkevidde. Gennem sin samvittighed og farefantasi har han mulighed for at forbinde sin dagsbevidsthed med disse gamle tanker og foretage de rettelser, han har tænkt på og ændre sin skæbne ved at så en ny sæd gennem tanke og handling. Hvert liv er en kladde eller et udkast til det strålende kunstværk vort liv engang skal blive, når vi med tanker, følelser og handlinger i samarbejde med den øvrige menneskehed har forvandlet denne fysiske verden fra at være »ad helvede til« og til at blive et »himmeriges rige«, en verden, hvor åndens kraft skaber skønhed og glæde omkring sig i den fysiske materie.
Set i dette perspektiv fyldes den grå og triste hverdag med muligheder. Og selv om det enkelte menneske måske kan føle sig tynget af sit ansvar som menneske, fordi det begynder at forstå, at den videre udvikling på denne klode er afhængig af dets medarbejderskab som medmenneske, kan Martinus' analyser også yde det hjælp til selvhjælp ved at vise, at intet menneske er ladt alene om dette arbejde. Der er jo netop tale om et medarbejderskab – med hvem? Med den guddom, hvis skabende kraft gennem årmillioner har sendt kosmiske impulser mod denne klode, impulser, som har bevirket klodens og menneskehedens udvikling. Sådanne impulser vibrerer i rummet omkring os, det er også elektro-magnetiske kræfter. Men det er ikke bølgelængder, som kan modtages af de apparater, mennesket har konstrueret. Kan vor hjerne komme på bølgelængde med dem? Der har i menneskehedens historie levet flere store mennesker, som har oplevet det og fortalt om det. Den af dem, vi kender bedst her i vesten, har givet menneskene et eksempel ved sin egen væremåde. Han sagde: »Søg, og I skal finde, bank på, og der skal blive lukket op for jer.« Sin egen søgen og banken på koncentrerede han i bønnen til »Fader vor, du som er i himlene –«. Derved kom han på bølgelængde med universets grundtone, som er den at være til gavn for helheden. Gennem hans »sæd« skal alle jordens slægter velsignes. Det vil sige ved at prøve at så den samme »sæd«. Ved i lønkammeret, i sit eget åndelige rum, at åbne sig for den guddommelige kraft og bede om hjælp til at komme igennem vanskelighederne, og kraft og mod, humør og livsglæde til at hjælpe andre i deres vanskeligheder, og ved i hverdagen at åbne sig for medvæsenerne i det fysiske rum og arbejde med sine evner og talenter på at gøre det lysere, morsommere og bedre for dem, kan man blive en medarbejder i skabelsen af en »ny himmel« og en »ny jord«, d.v.s. et åndeligt rum, hvis vibrationer af intellektuel skaberkraft i forbindelse med næstekærlighed transformeres om til livskunst i en fysisk verden af kunst, videnskab, fred og internationalt samarbejde. Det vil tage sin tid, inden vort åndelige rum i den grad er på bølgelængde med guddommens villie. Men gør vi åndsvidenskaben til en del af os selv ved at tilegne os det, vi forstår, og prøve at leve det, vil vi mærke ideer og inspiration strømme ind i vor bevidsthed. Disse vibrationer vil lidt efter lidt åbne flere af de latente hjerneceller, hvorigennem vi dagsbevidst vil blive i stand til at se selv de mest trivielle begivenheder i hverdagen i større perspektiv end før. Vi vil begynde at opleve, at vi lever vort daglige liv midt i evigheden, at vi er evig nyfødt i et evig nyfødt univers.
Tilbage til forfatterregister
Forrige