Kosmos 1954/10 side 153
MOGENS MØLLER:
(Sluttet)
NATUREN, MENNESKET OG DET HELLIGE
Af Hugo Bergman, der er professor ved universitetet i Jerusalem, findes en bog på svensk "Judiska religionsfilosofer i vår generation". Den mest fængslende skikkelse, der omtales i denne bog er Martin Buber, hvis tanker om vort forhold til omverdenen er værd at stifte bekendtskab med. Hans tanker blev i en anmeldelse i "Information" opsummeret således: "Oftest er tingene og menneskene for os kun noget upersonligt, et "det", som vi bruger eller videnskabeligt beskriver. Men pludselig kan en hel anden relation opstå, en levende kontakt med tingene. I et sådant gensidighedsforhold ser jeg'et i et glimt, at det står overfor et virkeligt selvstændigt "du", at tingene ejer liv." For Buber er Gud at finde i selve det pulserende nærvær. Hugo Bergman udgår selv, ligesom Martin Buber, fra jødedommens hidtil sidste religiøse bevægelse "chassidismen", en mystik, der lærer, at funker af guddommen ligger i alt, men skjult bag tingenes "uhellige skaller". Pagten mellem Gud og menneske ser professor Bergman som et gensidighedsforhold: "Vi må selv kæmpe med for gudsrigets komme ved at lytte os ind til livets underfulde magt og i vort daglige liv arbejde for at frigøre den hellighed, der dvæler i verden. – Messiasforventningen er her blevet noget aktivt, en vital udviklingslære, hvor menneskets vilje og Guds forsyn mødes som de drivende kræfter."
Til slut vender vi tilbage til occidentens kulturkreds, til dens nordligste egne, og lader denne række udtalelser af mænd slutte med en klog kvindes ord. Det er den store finske essayist og romanforfatterinde Hagar Olsson, der i sin fine lille bog "Jeg lever" (på dansk på Wivels forlag 1949) skriver: "I vor dybe afmagt, vor udadvendte adspredthed, vor manglende evne til at samle os indad, omkring vort livs sol, vort jeg, søger vi frelseren uden for os selv og klamrer os til en historisk-legendarisk person, mens ånden, som taler ud af ham, venter i vort eget indre og uafladeligt hvisker i vort øre: JEG er sandheden og livet, JEG skal gøre jer fri.
Det er ufatteligt, at mennesker i århundreder har kunnet studere et skrift som Johannes' evangelium, uden at det er gået op for dem, at den inderste betydning i Jesu lære, selve livets evangelium, findes nedlagt i dette jeg, som han igen og igen udtaler med en åbenbarings tyngde og kraft. JEG er verdens lys, JEG er livets brød, JEG er vejen og sandheden og livet. Megen og vedholdende kirkelig propaganda har været nødvendig for at forhindre menneskene i at forstå, at det ikke er sin egen personlige guddom han forkynder, men menneskets guddommelige natur, at det er menneskets evige jeg, han forherliger, og at han vil, at alle, der hører hans ord, skal kunne indse, at de selv har adgang til denne verdens lys og dette livets brød i deres indre, at det ligger skjult i deres eget menneskevæsen."
Et internationalt symposion
"En revision af vor livsindstilling er nødvendig," siger Lindbergh. "Vi må virkeliggøre Kristi idé," siger Falkberget. "Vi må genrejse mennesket," siger la Cour. "Vi må generobre det hellige," siger Bazzine. "Vi må i fællesskab nå til en aktiv og livsbekræftende verdensanskuelse", siger Schweitzer. Hver taler på en smuk og ægte måde ud af deres egen menneskelighed. Albert Schweitzer føler, at han må tilføje: "– selv om de veje, ad hvilke vi skal stræbe mod målet, endnu ligger i mørke." Og Falkberget siger det samme på sin måde: "Vi mangler i forfærdende grad kundskaber om de fundamentale ting."
De føler alle, at de famler i mørke. Hvordan kan man skabe en mentalitetsændring, når man knap nok ved, hvad en mentalitet er, hvad den består af? Hvordan kan man genrejse mennesket, når man kun aner, hvad det vil sige at være menneske? Hvordan kan man generobre det hellige, når de færreste forstår, hvad der menes med dette ord? Og hvordan skal det lykkes os at realisere Kristi idé, når denne af kirken gøres så "himmelsk", fjern og abstrakt, at man ikke føler dens tilstedeværelse i hverdagen?
Falkberget peger på "det indre menneske", og han peger rigtigt, men hvad er det indre menneske? Selvfølgelig er det ikke nyrer og hjerte, han taler om i bogstavelig forstand, men det, der er bag nyrer og hjerte, bag hjerne og nervesystem, – sjælen, menneskeånden, fundamentet for vor fremtræden som mennesker. Det er den fundamentale ting, vi vesterlændinge ved så umådelig lidt om, til trods for vor psykoanalyse, psykologi osv. Her er det, som om stemmerne fra orienten kommer som en fortsættelse af vesterlændingenes udtalelser. Det er som et internationalt symposion, hvor den østerlandske visdom kan understøtte og supplere vestens søgende tanke.
Det indre menneske er "som et mørke" for os både i den forstand, at vi mangler viden om dets beskaffenhed, og i den, at dunkle kræfter folder sig ud derfra og gør livet til et helvede for vore omgivelser og for os selv. "Det er de animalske elementer i mennesket, der sætter verden i brand," siger muhamedaneren Mustafa Al-Maragi. Her er en udtalelse om det negative ved det indre menneske, en udtalelse, som på bedste måde stemmer overens med vor naturvidenskabs opfattelse af menneskets oprindelse. Men det er dog også en bekræftelse på visse religiøse forestillinger om Satan eller Djævelen (muhamedanske såvel som kristne). Thi hvad er mon djævelen med horn, hale og bukkefod andet end et symbol på dyriske kræfter i menneskelignende skikkelse? At lade sig friste af djævelen vil altså sige, at lade de dyriske kræfter udfolde sig frit, ja, måske endda lade dem kommandere og beherske visse menneskelige kræfter i sindet. Den rigtige djævlementalitet er sikkert den, der skaber død, ødelæggelse og lidelse igennem tankens kraft og ordets tryllemagt. Ja, men så er vor verden jo en ren djævleverden og ikke en menneskeverden! Ikke på grund af andet djævelskab end det, der findes i os selv.
Selv om vi tilsyneladende ikke er kommet videre i vor søgen, er vi dog nu kommet ind i selve menneskets indre, vi aner, at "det onde" er vor dyriske arv, som "det gode", det menneskelige endnu ikke kan beherske, fordi det er for svagt og usikkert, især når det er nået ud over troens stadium, men endnu ikke har erhvervet viden, "den regulerende centralmagt, som kan påvirke sindet, så alle stræber mod en fælles sandhed", som han siger den kloge muhamedaner.
Krishnamurti henvender sig direkte til det enkelte menneske og siger, at verdenskrisen er den enkeltes krise, krig er en udvendig og teatermæssig virkning af vort daglige liv. Han appellerer til det enkelte menneskes ansvarsfølelse. Han tror ikke på virkningen af organisationer, hverken religiøse eller politiske, kun på det enkelte menneskes muligheder for at skabe freden i hverdagen. Det er også hverdagen, den jødiske filosof Martin Buber taler om, om "det", der kan forvandles til "du", en filosofi, der er som en syntese af hele østens mystik. Men her er det vist de færreste af vestens mennesker, der kan følge med, fordi den orientalske panteistiske tankegang ligger dem så fjernt. Det gør selvfølgelig ikke Bubers tanker mindre værdifulde, han er uden tvivl en tankens pioner og kan uddybe og forenkle de gamle hemmeligheder og gøre dem tilgængelige for moderne orientalere. Men den syntese, der kan samle alverdens mennesker, der længes efter fred og samarbejde, hvor er den at finde?
Hos Hagar Olsson? Nej. Hun ville vist være den første til at indrømme, at det var ikke hendes sag. Hun ville måske heller ikke selv behøve den, for hun har en selvoplevet forbindelse med det evige jeg, der beliver alt med sin udstrålende kraft. Hun er mystiker. Men hun formår med sin fint udviklede digteriske evne at belyse og sammenligne kernen i Kristi budskab med det, hun selv har oplevet, og ved, at ethvert menneske, der overvinder sin "udadvendte adspredthed" (det Krishnamurti kaldte forvirring) og formår at samle sig om "sit eget livs sol" for så igen at vende sig udad, det menneske er verdens lys og skaber fred, livsglæde og skønhed omkring sig. Hagar Olsson taler om Kristus-bevidstheden, som slumrer i os alle, om det evige jeg på en så fin og overbevisende måde, at hun uden tvivl får mange til at lytte; men de fleste vil ønske at se dette nye åndelige perspektiv i logisk relation til mange andre forhold i livet, så den verdensanskuelse, Schweitzer talte om, kunne blive resultatet deraf. Han sagde ganske vist, at de veje, ad hvilke vi skulle mod målet (der netop er det mål, Hagar Olsson taler om) ENDNU lå i mørke. Men ordet "endnu" kunne jo tyde på, at det er hans mening, at de ikke altid skal vedblive at gøre det.
For den, der har mødt Martinus' kosmologi, og gennem en årrække studeret den og søgt at leve efter disse kosmiske analyser efter bedste evne, står det klart, at dette "ENDNU" blot betyder: den tid, det vil vare, inden mennesker over hele jorden lærer Martinus' verdensbillede at kende og – ikke mindst – søger at leve efter den logik og kærlighed, som er fundamentet deri. Det vil selvfølgelig tage lang tid – efter vor almindelige forjagede måde at regne med tid på – men det giver håb at kende åndsvidenskaben og tillid og lyst til at gøre en indsats for den fred, der er en mulighed, fordi den er en mulighed i vort eget sind. De kosmiske analyser kan netop med tiden blive "den regulerende centralmagt", Mustafa A-Maragi efterlyser, fordi de rummer den "kundskab om de fundamentale ting", og "det indre menneske", som Falkberget så rigtigt har set, at vi mangler. Og fordi disse analyser henvender sig til det enkelte søgende menneske udenfor organisationer eller religiøse eller politiske båse. Og endelig fordi de ikke skaber revolution eller søger at vælte de humanistiske og religiøse idealer, mennesker har i øst som i vest, i nord og syd, men blot uddyber dem og giver dem en baggrund, så vi kan se på vor nutid i forhold til fortiden, men også i relation til de umådelige muligheder, der hvert eneste nu kan realiseres af det menneske, der lærer sig selv at kende og derfor behersker sit sind udfra den centrumsfornemmelse, det evige jeg, der ikke skal vedblive at være en "fornemmelse", men det faste punkt, som er det eneste reelle i vor forfængelige verden.
Regnbuen
Vi husker fra vor børnelærdom fortællingen om syndfloden og om den regnbue, herren satte på himlen, da syndfloden var forbi, som en pagt mellem himlen og jorden et udtryk for, at en sådan menneskehedens ødelæggelse ikke mere skulle finde sted. Syndflodssagnet kender vi fra jødernes gamle testamente, men meget taler for, at jøderne har det fra babylonerne, som rimeligvis har det fra et endnu ældre folkeslag, der fortaber sig i fortidens mørke. Måske stammer det fra beretninger om Atlantis' undergang, måske har det en anden oprindelse. Men det, der har betydning for os i dag, er ikke de eventuelle fysiske begivenheder, der kan knytte sig til den gamle beretning, men det, som beretningen er symbol på. Jordens skabelse, Adam, der kommer af leret, Eva, der udskilles af Adam, slangen, der frister Eva, og Kain, der myrder sin broder, er alt sammen symboler på begivenheder i jordklodens og vor udvikling gennem millioner af år, gennem udviklingsstadier, som den fysiske videnskab kan fortælle os om i detailler. Men syndfloden er også symbol. Den har ikke blot været en bestemt lokal oversvømmelse, der udryddede en hel befolkning undtagen Noah og de mennesker og dyr, han havde med sig i arken. Syndfloden er også symbol på en periode i menneskehedens udvikling, den samme periode, som også kaldes dommedag, ragnarok eller helvede. Det er den periode, menneskeheden er ved at komme ud af, selv om det føles, som om vi var i dens kulmination. Men regnbuen lyser allerede på himlen for dem, der kan se den, de spejdende og søgende. Pagten mellem himlen og jorden, det er pagten mellem det åndelige og det fysiske, og denne "regnbue" går gennem hvert menneskesind, thi vi er af Gud, selv om vi er fysiske væsener. Regnbuen består af solspektrets farver, de syv grundfarver, som igen består af alle farvers treenighed, rød, gul og blå. Man behøver ikke at have meget kendskab til farvelære for at vide, at alle for vort øje eksisterende farver er blandet af solspektrets, også den hvide og den sorte. Man vil kunne drage paralleller med en anden skala, toneskalaen, hvor vi møder akkurat de samme principper inden for en anden vibrationsverden. Lovene er overalt de samme. Men den skala, vi nu skal lære at skabe harmonier i, og de farver, vi nu skal lære at blande, så resultatet bliver større end den skønneste farveharmoni skabt af et malergeni, er den regnbue, som vort sind i sig selv udgør, de 6 grundenergier, som sammen med den 7. moderenergien, er den hellige ånd, som kan gøre hvert menneske til et menneske i Guds billede, og det vil i Martinus' terminologi sige et menneske med Guds væremåde. Martinus' farvesymbolik er netop den kortlægning af de mentale energier, som mennesker over hele jorden trænger til i deres trang til en mentalitetsændring.
I Martinus' fremstilling af det levende væsens grundanalyse og af verdensaltet som et levende væsen forenes fortidens mystisk-religiøse visdom med nutidens videnskabelige forskning og rodfæstes i den hverdag, hvor det enkelte menneske lider og håber. Det hellige vil dermed igen kunne blive det primære i denne verden, ikke mere gennem ypperstepræster, profeter og konger af Guds nåde, men gennem det hverdagsmenneske, som, idet det får indsigt i livets love, gør hverdagen hellig ved at gøre den bedre, skønnere, morsommere og mere intenst levende at være i for andre.
Tilbage til forfatterregister
Forrige