Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men mennesket er dog naturens største vidunder på denne jord. Det har gjort sig naturen underdanig og evnet at lede dens kræfter efter sin vilje i baner, der tjener menneskelige formål. "Homo sapiens" er på grund af denne sin overlegenhed tilbøjelig til at glemme, at det selv hører naturen til, det vil ikke vide af dette slægtskab. I tidligere tider fortabte det sig i teologiske spekulationer, efter hvilke naturen var "det onde", og de naturlige kræfter i mennesket var "arvesynd", som kun kunne overvindes ved et liv i askese og forventning om den lykke, der skulle opnås i en hinsidig verdens himmerige. Den moderne videnskab har dog lært mennesket, at det er kommet fra naturens skød og er et resultat af million-årige udviklings- og forvandlingsprocesser på denne klode. Men der er noget i mennesket, som, selv om det intellektuelt kan godtage denne opfattelse, alligevel reagerer imod den. Det føler, at der er mere i det, end blot det, det forstår ved "natur".

Hvis man ville spørge en hel række statsmænd, politikere, videnskabsmænd og andre samfundsstøtter: "Hvad gør De for at det hellige kan forme vor civilisation?", ville de fleste af dem vist tro, at de havde at gøre med en halvgal sekterisk fanatiker, eller at man forsøgte at gøre grin med dem. Hvis det virkelig lykkedes at overbevise dem om, at man spurgte uden trang til at omvende dem eller lave løjer med dem, ville de højst sandsynligt med et beklagende skuldertræk sige: "Det sorterer ikke under mig, gå til kirkeministeriet og præsterne." Men kirkeministeriet er et administrationskontor, og præsterne er embedsmænd, der ifølge deres løfte er bundet til at udføre de handlinger, som en gammel institution baseret på dogmer og ceremonier, forlanger af dem. De skal døbe, konfirmere, vie og begrave samfundets borgere, og mange mennesker har kun berøring med dem, når disse kirkelige handlinger finder sted. Så kommer de i kirken, ikke for andagtens skyld, men fordi "man" gør det. De føler, at denne form for helligdom ikke vækker noget i live i deres eget sind, og dertil kan der være mange forskellige årsager, derfor er kirkens rolle i samfundet ikke mere hverken herrens eller tjenerens, nærmest kun statistens.

Samfundets forhold til naturen er (bortset fra en smule naturfredning): udnyttelse. Det er rimeligt, da udnyttelsen af naturen og dens love er baggrunden for al civilisation. Men dette kun at se naturen som et nytteobjekt er efterhånden gennem den senere tids industrialisering og tekniske udvikling udartet til, at man i trangen til masseproduktion driver rovdrift på jorden og ødelægger den. Dertil kommer en udnyttelse og behandling af kreaturer, der visse steder er det rene dyrplageri. (Se Robert Jungk's bog "Fremtiden er allerede begyndt", der fortæller om forholdene på visse store amerikanske farme og iøvrigt fortæller meget andet om den moderne civilisations tekniske "helvede"). Man er i øst som i vest ved at skabe et samfund, der ikke er baseret på naturens og livets love. Man ved det ikke, og derfor kan det ikke bebrejdes nogen. Men forståelsen deraf vil komme, om ikke på anden måde så ved dyrekøbte erfaringer. Adskillige mennesker over hele jorden begynder dog at få øjnene op for mange af de fejltagelser, der bliver begået af samfundet og af det enkelte menneske. En antimaterialistisk indstilling til tilværelsen, en indstilling, som ikke er begrænset af åndelige båse, bliver mere og mere almindelig i vor tid. En overbevisning om menneskets umådelige uvidenhed og afmagt breder sig og dermed en angst for, hvad der skal komme. Mange røster advarer og taler om nødvendigheden af en mentalitetsændring.

Mange af de udtalelser, der kommer fra kendte personligheder over hele jorden, er i høj grad værd at lægge mærke til, fordi de udtrykker en tendens, der med tiden vil kunne føre til mentalitetsændring, når den forbindes med viden og indsigt, og fordi det, som disse personligheder udtrykker, er noget, tusinder af mennesker føler og tænker, selv om de ikke får det sagt. Direkte eller indirekte mærker man i disse ord længselen efter og savnet af – det hellige.

"Hvorfor forøde livet med slaveri i fabrikker, med at ophobe tekniske detaljer, med at bygge maskiner, der kan bevæge sig stadig hurtigere? Hvorfor sætte livet på spil for at vinde måske endnu 500 meters højde eller 25 km's hastighed i timen? Hvordan skulle vi kunne befordre det menneskelige fremskridt ved at kæmpe for slige videnskabelige mål, når alene dette, at vi koncentrerer os herom, har gjort os blinde for højere værdier og har fået os til at lade hånt om broderskabet blandt mennesker og skjult Gud for os.

– Selve vor civilisations fortsatte eksistens gør en revision af hele vor livsindstilling nødvendig."

I et interview i "Det danske Magasin" (nr. 7 dette år) udtaler den kendte norske forfatter Johan Falkbjerget (forfatteren til "Christianus Sextus", romanrækken om de norske grubearbejdere i Rörås):

"– Giv folket kundskaber! Få den enkelte til at tænke, tænke fred. Fred er ikke noget, som kan organiseres. Den må opbygges i hvert enkelt sind, hos grubearbejderen, hos skovarbejderen, det jævne menneske. Giv os kundskaber, politiske, humanistiske, kristelige. Vi mangler i forfærdende grad kundskaber om de fundamentale ting.

– Visdom er noget med det indre menneske. – Så længe man anskuer naturen som et spejl for ånden, vi kan gerne sige for Guds ånd, vil ens stræben gå ud på at forstå, at få indsigt og at bøje sig under sin indsigt.

– Det indre menneskes kraft ligger i den higen, som søger intet mindre end at virkeliggøre Kristi idé. Der gives ikke noget egentligt uden om dette."

I "Mellemfolkeligt Samvirke"s blad "Kontakt" (nr. 7 for dette år) skriver den danske digter Paul la Cour:

"Hvergang et menneske krænkes i sit kød, krænkes alle. Vor drøm for mennesket, den forestilling om en bestemmelse, som mer eller mindre ubevidst rører sig i os og er det eneste, der hindrer os i at falde ud fra livet, nedværdiges. Når vi oplever ikke blot som betragtning, men som handling, at kød er hø, trues vi i vor eksistens. Da bliver det nødvendigt at gå ud og tilbagevise den tilintetgørende påstand ved at genrejse menneskelivets ukrænkelighed og hellighed, ikke af hjælpsomhed eller godhed først og fremmest, men af enkel, jævn trofasthed mod det menneskebillede vor kultur i snart tre tusinde år har søgt at leve frem. – Vi har ingen dybere grund til at strække en broderlig hånd ud til de nødstedte end den, at det er vor egen livsnødvendighed at genrejse mennesket. Her står vi på klippegrund."

De væsentligste impulser inden for den moderne billedkunst er i de sidste 150 år kommet fra Frankrig. En af de betydelige nulevende franske malere, Jean Bazaine, som samtidig er en ypperlig kunstskribent, skriver i sin lille bog "Om vor tids maleri" (Hasselbalchs kulturbibl. nr. 86) bl. a.: Det elementære, som vi stræber hen imod, det er som jorden selv – sammenfatningen af utallige lag af levende materiale. Den virkelige følsomhed begynder, når maleren opdager, at vandets strømhvirvler og træernes bark er beslægtede, at stene og hans ansigt er tvillinger, og når verden efterhånden trækker sig sammen, ser han, under denne regn af skinudseender, de store væsentlige symboler, som på een gang er hans sandhed og universets.

– Disse kunstværker, der opfylder et ganske bestemt formål, er alt andet end letkøbte; de er ikke blot et åndsfabrikat, de virkeliggør enheden af en Gud, af en aktiv natur, der hører sammen med mennesket, og af mennesket: det er denne treenighed Gud, natur, menneske – der i mine øjne definerer det, den moderne malerkunst skimter tværs gennem så megen uro, ubehjælpsomme forsøg og falske triumftog, og som den uklart forsøger at generobre: en ny form for det Hellige."

Albert Schweitzer, der fik sidste års Nobel-fredspris og brugte den til at bygge bølgeblikshuse til de spedalske i sit urskovshospital i Afrika, udtalte ved sit besøg i Oslo for nylig:

"Mennesket er blevet et overmenneske i videnskabelig kunnen og teknisk færdighed, men det har ikke samtidig erhvervet sig en overmenneskelig forstand. Udnyttelsen af atomkraften har åbenbaret de frygtelige farer, der truer vor eksistens. Vi kan ikke længere skyde spørgsmålet om selve menneskehedens fremtid fra os, men først og fremmest må vi erkende, hvor umenneskelige vi er blevet. Vi må frem til en højere fornuft, der får os til at give afkald på misbruget af de vældige kræfter, vi råder over. De afgørende skridt for at sikre freden kan kun ske gennem den etiske ånd." Sin bog "Kulturens forfald og genrejsning" slutter Schweitzer således: "Lad være, at de veje, ad hvilke vi skal stræbe mod målet, endnu ligger i mørke: Retningen, vi skal gå, er klar. Med hinanden må vi vel blive tænkende over for livets mening, i fællesskab må vi kæmpe for at nå til en verdens- og livsbekræftende verdensanskuelse, hvori vor virksomhedstrang, der opleves af os som nødvendig og værdifuld, finder sin retfærdiggørelse, orienteres, klares, fordybes, stålsættes og renses, så den bliver i stand til at opstille og virkeliggøre definitive kulturidealer, inspireret af den sande humanistiske ånd."

Mange lignende udtalelser af kendte personligheder fra occidentens kulturområder kan findes frem fra dagblade, bøger og tidsskrifter. Men pladsen er begrænset, og vi må også høre røster fra orienten.

En svensk forlægger har stillet spørgsmålet "kan der skabes en verdensmoral?" til videnskabsmænd og lærde over hele kloden. Blandt besvarelserne, der findes i bogform, er også en fra den arabiske muhamedaner Scheck Mustafa Al-Maragi, der siger: "Som forholdene har udviklet sig, kan det enkelte folk ikke længere isolere sig. Ved trafikmidlernes udvikling og ved telegrafen, er folkene mere og mere henvist til hverandre. De delagtiggøres i alle opfindelserne, de udveksler tanker og anskuelser, de forstår hverandres forhåbninger og trængsler. Jo stærkere denne udvikling foregår, desto mere trænger de til hverandre, og desto stærkere bliver trangen til en ledende en regulerende centralmagt, som kan påvirke sindet, således at alle stræber hen mod en fælles sandhed og retfærdighedens lov." Som ortodoks Muhamedaner bygger han på Koranen, men han kender tilstrækkeligt til andre religioner til at kunne erklære, at det fælles grundlag for dem er retfærdighedens og velviljens høje idealer. "Og alle ønsker vi dog fred mellem folkene, så at vi alle kan leve i tryghed. Når vi ikke desto mindre har måttet opleve, at den hele verden stod i brand, skyldtes det, at der i menneskenaturen findes animalske elementer, og så længe det ikke lykkes at udrydde disse, så længe vil det være håbløst at opstille en for hele menneskeheden fælles moral. Den, der føler, at han besidder magten, vil let kunne rejse sit folk imod andre folk, idet han indbilder sine landsmænd, at magt er ret."

Krishnamurti, der engang af teosoffer blev udråbt til vor tids "Messias", men ved den modne alders indtræden frasagde sig denne værdighed, har siden i skrift og tale som uafhængig tænker inspireret mange mennesker til at tænke dybere end før. Ved en tale i Madras for nogle år siden, sagde han bl. a.: "Vi troede på Folkenes Forbund, men det slog fejl, og vi ser, at FN hurtigt har slået fejl. De organiserede religioner verden over har intet svar på denne uhyre katastrofe. Og denne katastrofe er ikke midlertidig, ikke noget forbigående, ikke en af de økonomiske kriser, som vi havde en af i 1929, eller de forskellige andre sociale omvæltninger, der fandt sted. Det er en katastrofe af højeste grad." Og han slutter med at henvende sig direkte til den enkelte tilhører: Da De er forvirret fordi De er et individ, er De nødt til at sprede forvirring. Deres stat, Deres regering, Deres religion er nødt til at være forvirret, fordi De er staten, og De frembringer Deres samfund. Forvirringen findes altså i os, og den udfolder sig i verden gennem handling, og vi skaber verdenskrisen. Når alt kommer til alt, er krig kun nødvendig og teatermæssig virkning af vort daglige liv. Altså, hvis vi ikke forvandler vort liv og føler ansvar for det, ikke overfladisk, men grundigt, virkeligt og dybt, kan vi ikke undslippe fra dette kaos, der nærmer sig."