Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsættelse af artiklen i juni-nr.)

Der er vist mange, der ligesom Kjeld Abells hr. Larsen har drømt om "et hus med garage", og for hvem det blev en stor sorg, at de aldrig fik det. De troede, at melodien lå der, og de følte den virkelighed, som var omkring dem som en "muddergrøft", selv om den ikke var det. Men de gjorde den efterhånden ved deres utilfredshed til en mental muddergrøft. Utilfredshedens helvede er et af de mange "indhyllende rum", der kan formørke menneskenes liv.

Men der er også mange mennesker, for hvem omtalte ønskehus m. m. blev virkelighed – og blev deres helvede. Det blev deres "indhyllede rum", idet besiddelserne i virkeligheden kom til at eje dem. Ikke alene huset, også bilen, fjernsynet, radiogrammofonen, de fine møbler og alt det andet fængslede deres bevidsthed. De slog sig til ro med, at det var livet og verden og blev siddende i tilfredshedens helvede, der nok en tid kan synes som et himmerige, men kun en tid. En sådan tilstand er som stillestående vand, snæversynet småborgerlighed dominerer, og alle værdier takseres i klingende mønt.

Slangen i dette besiddelsernes paradis hedder døden. For man ved jo inderst inde, at en skønne dag skal man væk fra alt dette. Og denne død har adskillige skikkelser at formumme sig i, før den helt giver sig til kende. Den klæder sig i bekymringernes kappe; thi hvor der er meget gods, er der som regel også store bekymringer. Den forbereder sit komme gennem sygdommenes mangfoldige påmindelser om livets forkrænkelighed; thi hvor der er gods og guld, er der også "levemåde", og vor tids "levemåde" er skyld i, at mange spiser, drikker og ryger sig ihjel i løbet af en vis årrække. Men også i et sådant tankeklima kan man føle sig så tom indvendig, at man bliver syg af det, af mangel på åndelig næring. Nervesammenbrud og selvmord er ikke sjældne begivenheder i de såkaldte højere klasser.

Der er dog også mennesker, der bevidst bryder med den vanetænkning og det snobberi, der hersker i deres milieu, og giver sig til at søge andre steder efter den "melodi", der måske oprindelig fik dem til at søge lykken ved at besidde. Og "melodien" kan heldigvis findes af enhver, der søger oprigtigt og uselvisk. Rigdom på denne verdens goder kan være en hindring, men det behøver ikke at være det; længslen efter at besidde den er derimod en midlertidig forhindring, thi helvede er altid en mental foreteelse.

Opholdet i utilfredshedens helvede, der fostrer længslen efter at eje, vil også med tiden – i denne eller en kommende inkarnation – medføre, at det ønskede opnås. Man glider da ind i det besiddelsernes paradis, som engang set fra et andet synspunkt viser at være tilfredshedens helvede, hvor man tilbeder "den længst levende afgud", sig selv, i det tempel, som består af alle de ejendele, man er så stolt af at besidde. Dette paradis bliver et helvede, efterhånden som skæbnen fører alle de begivenheder ind i menneskets liv, hvor penge og magt er for intet at regne.

Den rytme, der gennemstrømmer det moderne samfund, er disharmonisk, fordi mennesket er løsrevet fra naturens store sammenhæng. Det har lukket sig inde i en skinverden, hvor det er sig selv nok. Men det får ikke lov at blive i dette "indhyllende rum" eller helvede. Den evige livsrytme, hvori det er en nødvendig detalje, den, der gennem årmillioner har forvandlet det fra mineral til menneske, banker på til stadighed, og før eller senere åbner væsenet selv sin helvedesport. Det opdager, at et væsen, der er sondret fra sin sammenhæng, er det mest hjælpeløse, der findes. Denne sammenhæng er både forbindelsen med næsten og forbindelsen med Gud, der i virkeligheden ikke er to forskellige former for sammenhæng, men een stor organisk helhed set i to forskellige perspektiver, sammenholdt af den hellige ånd, verdensmelodien, sfærernes musik, der holder kloderne i deres baner og får solene til at udstråle deres kraft, enten disse sole og kloder er i makro-, mellem- eller mikrokosmos.

Alverdens store vismænd har gennem tiderne talt og skrevet om alt dette. Det er det, Anker Larsen i sin fine lille bog "For åben dør" kalder familiedokumenterne. Men vor tids intellektuelle menneske kan ikke nøjes med støvede folianter, selv om de altid kan være til gavn, og selv om det, de indeholder i deres symbolsprog, er nok så sandt og viist. I dag kræves en videnskabelig analyse af fænomenerne i overensstemmelse med de resultater den fysiske forskning er nået frem til gennem de sidste 100 år. Men hvor skal det finde denne tabte hellige melodi, denne samklang med universets rytme, som man kalder harmoni? Vi må en anden vej, og det vil sige videre frem, og denne vej – ud af helvede – ligger i dag åben for det søgende menneske, der har mod, tålmodighed og kærlighed nok til at lave verden om ved at begynde med sig selv.

Ja, den remse kender mennesker indtil trivialitet. Den er de blevet fodret med i lange tider af velmenende, men naive "idealister", hvis "idealisme" har udfoldet sig som fanatisk arbejde for at "omvende" synderne, d. v. s. alle, der ikke havde de samme meninger som de selv, til at underkaste sig og tro på de religiøse eller politiske dogmer, hvoraf deres billede af Gud og verden var bygget op. Men tiden vil vise, at åndsvidenskaben aldrig kan blive nogen bås, og at ingen mennesker kan "frelses" ved at tro på kosmiske analyser. Åndeligt diktatur og suggestion er ikke åndsvidenskab. Den kan kun bruges med udbytte af modne mennesker (uanset deres fysiske alder), der vil tænke selv og vil arbejde med sig selv, ikke blot for sin egen men for helhedens skyld. Åndsvidenskaben er i sig selv udtryk for, at ensretning er åndelig død, kun frugtbar vekselvirkning mellem forskellige væsener, hver med sine evner og talenter, kan skabe det himmerige eller den fred på jorden, vi længes efter. Den eneste ensretning, der er positiv, er alle levende væseners henvendelse i deres indre verden til "Ham, hvori vi lever, røres og er", og i hvis skabelse af verden, vi kan blive bedre og bedre medskabere, når den guddommelige kraft, som intuitionens lys gennem vor individuelt udviklede intelligens og følelse stråler tilbage i den ydre verden. Retningen er ens, først indad, så udad, men virkningerne er mangfoldige i deres variationer: kunst, videnskab, pædagogik, praktisk livsudfoldelse, menneskelighed og næstekærlighed uden fanatisme og farisæisme og til gavn for den fysiske verden, vi i øjeblikket lever i.

I en kommende artikel vil "Himmel og helvede" blive behandlet i forhold til livet uden for den fysiske verden, altså det, der med et gammelt ord kaldes skærsilden.