Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har altsaa overfor mig en Menneskehed, der i overordentlig stor Udstrækning hviler i Suggestionens Favntag, en Menneskehed, hvis altovervældende Flertal af Individer er afhængig af "den offentlige Mening", af hvad der er Tradition, Skik og Brug, af hvad der er "moderne", af hvad "der staar i Biblen", af hvad den eller den har sagt o.s.v. Og dette gælder ikke mindst med Hensyn til Forestillingen om Blomsterplukning. Her er Floktendensen jo ganske overvældende. Naar det gælder Blomsterplukning, gaar næsten alle i Flok, baade Videnskabsmanden og Lægmanden, baade den Rige og Fattige, baade Gamle og Unge, baade "Religiøse" og "Irreligiøse" o.s.v. Og den, der begynder ikke at ville være med i denne Flok, skal ikke her vente sig Flokkens særlige Gunst ligesaa lidt som ved at tage Afstand fra de andre af mig paa Basis af Verdenslogiken paaviste, men af Massesuggestionen opretholdte unaturlige Tilstande.

Saalænge man endnu i Kraft af Suggestionen jager og dræber Dyrene, som dog staar det jordiske Menneske forholdsvis nær i Udvikling, flænser og flaar deres Indvolde og fortærer deres Lig, skal man ikke vente sig megen Forstaaelse eller Pardon, naar det gælder Planterne eller de vegetabilske Former for levende Væsener, der jo staar det menneskelige Udviklingstrin endnu fjernere end Dyrene, og hvis Identitet som levende og følende Væsener man derfor har endnu vanskeligere ved at forstaa og fatte. Blomsterdrab og Lemlæstelser bliver da ogsaa udført ved næsten enhver tænkelig given Lejlighed i den jordmenneskelige Tilværelse, ved enhver Hyldest, ved enhver Gunstbevisning. Og desto mere berømt eller socialt højt paa Straa en Person er, en desto større Mordglorie i Form af afskaarne Blomster, amputerede Plantelemmer vil hans Fødselsdage, Jubilæumsdage, hans Begravelsesceremoni, hans Ligkiste være indhyllet i, ja, helt ned i selve Graven fyldes undertiden en Hob af disse afrevne Plantelemmer, - organiske Legemsdele af levende Væsener. Suggestionens Mørke er komplet. Mordglorien skjules i Ceremoniudløsningsøjeblikket af Blomsternes endnu skønne Dufte- og Farvesmil. Thi det har Planterne tilfælles med alle andre levende Væsener, der staar i meget nær Tilknytning til de højeste Verdener, (Planten har sin Dagsbevidsthed i "Salighedsriget", se "Livets Bog", Stk. 183), at de endogsaa i Dødskampen stadig udløser deres guddommelige Smil og varmer sine Bødler eller Mordere med denne sin altomfattende straalende Velsignelse. At denne Velsignelse er det suggererede Individ særdeles kærkomment, og at det ønsker at nyde den fuldt ud til dens absolute Ophør, er meget stærkt synlig gennem dets opfundne Forlængelsesmetode af Blomsternes Dødsøjeblik. Thi hvad er vel dette, at sætte afskaarne Blomster i en Skaal eller Vase med Vand, andet end en kunstig Ernæringsproces for de lemlæstede Plantedele, en Ernæringsproces, der dog ikke kan redde Blomsterne fra den unaturlige Død, som er Amputationens uundgaaelige Følge, men derimod ene og alene kun kan gøre Dødsprocessen endnu mere langstrakt, og derved give Blomsterplukkeren eller Plantens ubevidste, suggererede Bøddel en tilsvarende længere Frist for Nydelsen af hans døende Offers guddommelige Kærlighedsaabenbaring, dets Kærtegn i Farver, Duft og Skønhed.

At det her berettede preller fuldstændigt af paa det fuldt ud suggererede Individ og virker paa dette som Fantasi eller Naivitet er naturligvis en Selvfølge, idet et saadant Væsen endnu ikke er modtagelig for en intellektuel Udredning i nævnte Bevidsthedsfelt. Men for Væsener af denne Art er, som vi i det efterfølgende skal se, nærværende Beretning jo heller ikke skrevet. At vække disse Væsener af den guddommelige Suggestion kan kun Livet selv gøre i Kraft af Gengældelsesloven. Ved en fortsættende Overtrædelse af Naturlovene opstaar der Disharmoni. Disharmoni afføder igen ulykkelige Skæbner for sine Ophav. Ulykkelige Skæbner bestaar af Lemlæstelser og Lidelser, Sorg og Modgang. Disse Realiteter udgør igen tilsammen den guddommelige Almagts Banken paa det haardtsovende Væsens Dør, dets Udfrielse fra Suggestionen og befordrer dermed dets Opvaagnen til Intelligens og Visdom, til Modtagelighed for Udvikling af Evnen til at tænke Guds Tanker efter, for Evnen til at ransage hans evige og ufejlbarlige Veje.

Og det er altsaa for Væsener med denne vaagnende Modtagelighed, at jeg med mine Analyser kan være til Nytte. Disse Væsener vil være "den gode Jord" for kosmiske Analyser, for Logikens Kerner, der netop i dem vil komme til rig Udvikling, bære mange Fold, medens de øvrige Væsener mere eller mindre endnu kun vil være at udtrykke som "den haarde Stengrund".

Ovennævnte er naturligvis ikke sagt for paa nogen Maade at kritisere eller angribe Blomsterplukkerne, men er derimod i Realiteten et Forsvar for de samme Væsener, idet det ved sin Paapegen af Suggestionen jo viser, at man her som i alle andre Tilfælde af Konflikt med de evige Love "ikke ved, hvad man gør", og neutraliserer saaledes ethvert Grundlag for Indignation eller Intolerance mod de nævnte Væsener. At disse skal have den samme Forstaaelse overfor Antiblomsterplukkerne kan absolut ikke forventes, idet de jo ikke er frie, men suggererede Væsener, er Søvngængere i det paagældende Bevidsthedsfelt. Men saa har Antiblomsterplukkerne til Gengæld den dominerende Fordel, at de befinder sig i en uindtagelig Fæstning i Form af en intellektuel Basis for deres Fremtræden, der er Hundrede Procents i Kontakt med Verdensaltets eller den guddommelige Verdensplans matematiske Ligevægtspunkt.

At Planten er Udtryk for Liv, at dette Liv er organisk i sin Natur, er bevidsthedsdannende, at Bevidsthedsdannelse igen er baseret paa Følelse, idet enhver Form for Sansning i Virkeligheden i sin dybeste Instans er at udtrykke som Grader af "Fornemmelse", der jo er det samme som Følelse, og da Planten saaledes har Fornemmelse, og enhver Fornemmelse baseret paa Radbrækning, brutal Adsplittelse eller Iturivning af et organisk Legeme uundgaaeligt for samme Legemes Ophav maa gøre nævnte Fornemmelse identisk med Ubehag, og Ubehag igen er den uomstødelige Tilkendegivelse af Disharmoni med Verdensplanen, hvis korrekte Praktisering absolut kun kan skabe Harmoni, har vi her saaledes kunnet følge den røde Traad, der beviser Antiblomsterplukningens Standpunkt som en intellektuel Harmoni med selve den guddommelige Verdensplan, med selve Verdenslogiken, med selve de evige Skabelsesfakta, der umuligt kan omstødes eller gøres uvirkelig af Forsvaret for Blomsterplukning, der alene kun har sin Styrke i, at der er mange til at udtale det, i at det er blevet Skik og Brug, men ellers, ud over at det er baseret paa Suggestion, savner enhver intellektuel Begrundelse.

Men selvom saadanne Mennesker, der ikke nænner at plukke Blomster eller afrive grønne Grene og Stilke, kun udgør et ganske lidet Mindretal af Jordens Befolkning, saa udgør de dog Fortroppen for en logisk eller intellektuel Styrke, der i Kontakt med de evige Love bærer den samlede Verdensgenløsning i sit Skød, og bør i Kraft heraf ikke lade sig afskrække af det store Flertals Uvidenhed og Naivitet, dets Modstand, Haan og Spot, men netop tage Planten til Forbillede og helt ind i Døden omslutte Alt og Alle i sin Kærligheds skønneste Favntag.

For en vis Gruppe Mennesker vil min Analyse om Blomsterplukning i særlig Grad virke mærkelig eller uforstaaelig, nemlig den Gruppe for hvem Blomsterplukningen ligefrem betyder Levevej. Det er jo netop saaledes i den daglige Tilværelse, at den menneskelige Overtrædelse af Livets absolute Love paa mange Felter er saa mangfoldige og altdominerende, at den i de samme Felter er blevet en Eksistensmulighed. De unaturlige eller primitive Begær er saa fremherskende, at Skabelsen af Muligheden for deres Tilfredsstillelse er blevet til Profession. Slagtning, Jagt og Fiskeri, Tobaksdyrkning, Salg af narkotiske og legemsnedbrydende Nydelsesmidler, Salg af afskaarne Blomster og Grene er saaledes Professioner, der udelukkende er baseret paa det store Flertals endnu primitive Bevidsthedsindstilling til Loven for Tilværelse, dets fejlagtigt udviklede Begærs Tilfredsstillelse. Og det er givet, at jeg med nærværende Analyser eller Linier selvfølgeligt ikke venter mig at kunne forvandle en saa altomfattende Unatur, et saa almengældende fejlagtigt indstillet Bevidsthedsliv. Denne Forvandlingsproces kan kun Livet selv besørge. Overtrædelser af Livets Love hører jo ikke op med at være Overtrædelser, fordi de er blevne Professioner, Forretninger, Verdensfirmaer, giver Brød og Arbejde til mange Mennesker, tværtimod, de tilslører netop i saadanne Tilfælde Sandheden endnu mere og gør Illusionen endnu stærkere. Og Overtrædelsernes eller det ufuldkomne Livs Virkninger udebliver da heller ikke, men betinger at det samme store Flertal af levende Væsener maa leve i en Livsform, hvor Mord, Drab, Lemlæstelse, Sygdom, Sorg og Armod er blevet til saa udbredte daglige Realiteter, at de jordiske Mennesker ikke engang skænker deres sande Aarsag en Tanke, men derimod i mange Tilfælde tror, at det er selve Verdensaltet, der er ufuldkomment, at Livet i sig selv er et Kaos baseret paa lutter Tilfældigheder. At det er deres egen Væremaade, deres Opfattelse og Indstilling til Livet, der er den absolute Aarsag til Disharmonierne ved ikke at være i Kontakt med Verdensplanens Logik, er de uvillige til og har meget vanskeligt ved at forstaa, netop fordi deres Opfattelse og Væremaade er almengældende, er Flertallets, er Flokkens.

Og det vilde jo være fejgt af mig og Forræderi mod Livets virkelige Sandhed, hvis jeg gik udenom alle de Felter, hvis Analysering er ubehagelig eller kedelig for Menneskene. Verdensgenløsningen bestaar jo netop udelukkende i at oplyse og udfri Menneskene fra de Opfattelser eller Forestillinger, der ligger til Grund for forkerte Livsvaner eller fejlagtig Levemaade, ganske uafhængigt af, hvormeget disse Vaner eller denne Levemaade saa end maatte være almengældende, maatte være Tradition, Mode, Skik og Brug, ganske uafhængigt af, hvor meget den saa end maatte forekomme Flertallet at være Religion, Moral eller Levebrød. Verdensgenløsningen bestaar ikke i at skabe eller stimulere unaturlige Leveveje for at tækkes nævnte Flertal, bestaar ikke i at finde ud af, hvad der kan vække størst Sensation eller udløse den bedste Underholdning. Den er udelukkende kun baseret paa at vise Verden den sande Virkelighed.

Grundet paa Menneskenes voksende videnskabelige Indstilling og paa de videnskabelige Opdagelser, som den nærmeste Fremtid bærer i sit Skød, er Verdensgenløsningen her i det tyvende Aarhundrede ikke indstillet paa at indføre nye Daabshandlinger, Sakramenter eller Ceremonier, der jo er guddommelige Suggestionsmidler, ved hvilke Individerne kan føres, saalænge deres Tænkeevne, deres Hjerne eller Nerver endnu ikke er udviklet til at kunne arbejde med Livets virkelige Analyser, men derimod er ganske virkningsløs overfor de af Kristus for nitten Hundrede Aar siden nævnte "kommende Slægter". Disse "kommende Slægter" bestaar af de af i Dag og i Fremtiden "videnskabeligt", hvilket vil sige intelligensmæssigt, indstillede Væsener, Væsener, der er begyndt at blive "Forskere", Væsener, der har begyndt at "ransage Guds Veje", har begyndt at tænke i Kontakt med Verdensplanens Logik. Disse Væsener er alt efter deres Forskningstalents videnskabelige Indstilling mere eller mindre uimodtagelige for "Troen". Deres Livsbasis eller moralske Tilfredsstillelse bliver mere og mere kun opnaaelig for dem gennem "Viden".

Medens tidligere Verdensgenløsninger kunde nøjes med kun at give "Livsfacitter", saasom "som et Menneske saar, saa skal det høste", - "han skal betale alle efter deres Gerninger", - "hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth", - "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", samt det store Grundfacit "Alt er saa godt", saa kan den nuværende Verdensgenløsning kun manifesteres som identisk med en Udredning af disse Facitters Fremkomst. Det er ikke nok for Nutids- og Fremtidsmennesket, at disse Facitter i en mere eller mindre fjern Fortid er udtalt af den eller den Profet, af den eller den Autoritet, af den eller den Verdensgenløser eller Religionsstifter. Det videnskabeligt anlagte Menneske, der paa saa mange andre Felter er blevet hjemme i Regning, Matematik, i Opgørelser, Analyser og Planer faar ingen Tilfredsstillelse ved blot og bar profetiske Udtalelser af Livsfacitterne. De fordrer Forklaring over den Udregning, den Matematik, der gør disse Facitter bevislige og dermed uomstødelige. De vil lære at regne dem efter. Derfor er hele mit Arbejde i Virkeligheden indstillet paa Matematik. Det er blevet min Opgave at vise Matematikken i de ovenfor nævnte tusindaarige Facitter, vise dem i Kendsgerningens klare Dagslys og saaledes gøre det videnskabeligt, at "Herrens Ord bliver evindelig".

Denne ovenfor nævnte Matematik eller Analysering af Livsfacitterne kan naturligvis ikke i Dag forstaas lige let i alle Felter. Denne manglende Forstaaelse gør sig i særlig Grad gældende i de Felter, hvor man i størst Udstrækning lever i Disharmoni med de evige Love, der hvor Overtrædelserne af disse er blevet til Livsvaner, Tro, Moral og Levevej. Man maa derfor heller ikke tro, at min matematiske Udredning af Livsfacitterne i særlig Grad tager Sigte paa Præster, Biskopper eller andre autoriserede Forkyndere af de nævnte Facitter. Jeg ved kun altfor godt i Forvejen, at Flertallet af disse Personer er "troende", hvilket jo er det samme som suggererede Væsener, og som Følge heraf ikke har Brug for nogen Udredning af Facitterne. De nævnte Væsener befinder sig i den guddommelige Suggestions Favntag. Deres Gerning bestaar jo i, gennem Sacramenter, Daabshandlinger og Ceremonier at suggerere Væsenerne til at "tro" paa Livsfacitterne og derigennem blive "frelste".

En Forkyndelse, en Vej til den samme "Frelse", der ikke er baseret paa disse Realiteter, men paa Forskning, Selvsyn og Kendsgerninger er for dem utrolig, for deres Forestillingsliv ligefrem Blasfemi, idet Suggestionen jo holder dem bundne til Postulatet eller Dogmet "Guds Veje er uransagelige".

Ligeledes er min Artikel "Den ideelle Føde", der i saa stort et Omfang paaviser Kødspisningens Unatur, absolut ikke et Angreb paa Slagtere, Fiskere eller andre Hjælpere indenfor Fremskaffelsen af de animalske Ernæringsprodukter. Flertallet af disse Væsener lever ligeledes i Suggestionen, i "Troen" paa, at Menneskene absolut ikke kan leve uden den animalske Føde.

Heller ikke er mine Analyser om narkotiske Nydelsesprodukter et Angreb paa Spiritus- eller Tobaksforhandlere, idet Hovedparten af disse Væsener ogsaa lever i Massesuggestionen, lever i god "Tro".

Paa samme Maade forholder det sig naturligvis ogsaa med de fleste af Tilhængerne af Ligbrænding. Disse lever ogsaa i "Troen" paa denne Proces som den mest ideelle Begravelsesform. Og med Hensyn til Forhandlere af afskaarne Blomster mangler de fleste af disse selvfølgelig heller ikke "Tro" paa, at denne deres Handling er Idealisme.

Menneskene er saaledes, ogsaa udenfor det rent Religiøse, i stor Stil "troende". De lever ogsaa her i den guddommelige Suggestions Favntag. Deres daglige Handlemaade reguleres mere af, hvad der er Skik og Brug, mere af, hvad der er almengældende, Folks Mening o.s.v., end af virkelig Intelligens eller Logik. Efterspørgslen efter virkelig Logik vil derfor ogsaa for den store Masse være tilsvarende mindre end Efterspørgslen efter Almenopfattelsen, ganske uafhængigt af, hvor naiv og ulogisk eller i Strid med Verdensplanen denne saa end maatte være.

Og det er givet, at saalænge man i en saadan Grad endnu lever i "Troen" paa Hobens Mening som ufejlbarlig og ikke paa nogen Maade tør afvige fra denne, har man selvfølgelig ikke Brug for Analyser, Logik og Visdom, der ligger udenfor nævnte Mening. Og det er en Selvfølge, at jeg ikke noget Øjeblik har tænkt mig, at nærværende Analyser skal finde Jordbund hos Væsener af denne Art. De er jo ikke søgende, har ikke Bud efter Analyser, der ikke findes i Biblen eller i Leksikonet, eller som ikke doceres af den eller den anerkendte Autoritet eller Videnskabsmand. Og denne store suggererede Del af Menneskeheden vilde jo roligt kunne sove videre i den guddommelige Suggestions Favntag, hvis ikke netop den eksisterende Verdensplan var saa haarfin og kulminerende i Logik, at selv det mindste Væsens mindste Fremtræden imod denne Logik ikke kan finde Sted uden at skabe en tilsvarende Disharmoni i det samme Væsens Liv og Færden.

Alle levende Væsener er uundværlige Enheder, hver især beregnet paa at opfylde en særlig hensigtsmæssig Del af Verplanens Logik, hvilken sidste i sin højeste Instans netop betinger Kærlighed eller Oplevelsen af det absolut fuldkomne Liv. Men naar denne Logik ikke praktiseres, opstaar der jo en Brist i Verdensplanens fulde Gennemførelse, hvilket nødvendigvis maa give sig Udslag i en tilsvarende mindre fuldkommen Manifestation af Tilværelsen. Disharmonien og Lidelsen opstaar. Verdensplanens Logik betinger altsaa, at Kærlighed og Fuldkommenhed er identiske med bestemte Virkninger af tilsvarende særlige bestemte forudgaaende Aarsager. Hvis det levende Væsens Manifestation eller Handlinger ikke bliver identiske med disse Aarsager, der jo i Realiteten er Opfyldelsen af Verdensplanens Logik, kan det heller ikke komme til at opleve disse Virkninger. Og da disse jo er udgørende Kærlighed og Fuldkommenhed, vil ethvert Væsen saaledes være ganske afskaaret fra at opleve nævnte Realiteter i samme Grad, som det selv mangler Evne til at være i Kontakt med Verdensplanens Logik. Og det gør ikke Sagen bedre eller lettere, fordi der er mange, der befinder sig i samme Situation. Virkningerne af et Individs Afvigelse fra dets Bestemmelse i Verdensplanen ophører jo ikke, fordi Tusinder af Væsener begaar den samme Afvigelse, eller fordi Afvigelsen i god "Tro" praktiseres som Religion, offentlig Moral, Skik og Brug.

Men herved betinges jo Verdensplanens logiske Stabilitet, idet Individerne derigennem netop lærer Verdensplanens Logik at kende, bliver vise, bliver kloge og derved bringes til at leve i Kontakt med denne Logik, hvorved Disharmonierne igen ophører. Verdensplanen kan ikke forgaa. De levende Væsener heller ikke. Men enhver Kollision med Livets sande Mening betyder Underminering og Lemlæstelse. Enhver Harmoni med Verdensplanen betyder Sundhed, Lykke og Kærlighed. Den evige Verdensplan betinger Kresløb. Individerne kan handle forkert, kan til en vis Grad gaa imod Verdensplanen, kan komme ud i Mørket, men bliver ligesaa uomstødeligt af samme Plan atter bragt tilbage til Lyset og Fuldkommenheden. Men derved opstaar jo Kendskabet til Lyset og Mørket, Kendskabet til "Godt" og "Ondt". Individerne kommer af nævnte Kresløb til at "se Gud", lærer at være i Kontakt med Verdenslogiken, og at denne Kontakt er identisk med Kærligheden til Alt og Alle.

Og det er netop for saadanne Væsener, der har begyndt at lære af Livet selv, Væsener, der begynder at forstaa, at Flertallets Mening ikke altid er den rigtige eller ufejlbarlige, Væsener, der begynder at søge, lytte og spejde efter den virkelige Sandhed, Væsener, der ikke finder sig tilfreds med de gængse Traditioner og Opfattelser, at mine Analyser er beregnet. Disse Væsener vil igennem dem finde Vejen, finde Forklaringen paa alt det, de har gaaet igennem, og som har affødt deres Spørgsmaal eller Videbegær. Disse i Dag saaledes indstillede Væsener udgør altsaa, som før nævnt, de af Kristus udpegede "kommende Slægter", hvem "Talsmanden den hellige Aand netop skulde lære alle Ting". "Den hellige Aand" er Livets højeste Bevidstform, højeste og reneste Tankeklima, den højeste Fornemmelse af en forklaret Tilværelse.

Mit Arbejde er saaledes for de Søgende, og absolut ikke for dem, der endnu har travlt med at leve i Overtrædelserne, som jeg er indforstaaet med ogsaa skal til for netop at afføde de Lidelser, af hvilke Raabet efter Visdommen vokser frem.

Nu er der maaske hos flere af Læserne opstaaet Spørgsmaalet om, hvorledes det skal gaa, hvis alle pludselig holdt op med at spise Kød, nyde Tobak, Spiritus el. l., købe afskaarne Blomster eller kort sagt, hvis alle nu brat holdt op med de nævnte forkerte Livsvaner. Alle de Mennesker, hvis Subsistens er baseret paa de nævnte Vaner og Nydelser, vilde jo blive arbejdsløse, og helt andre og meget ubehagelige Konsekvenser opstaa. Og heri har de eventuelle Spørgere jo ganske Ret. Men der er blot den Omstændighed ved hele Sagen, at en saadan pludselig Afbrydelse slet ikke kan finde Sted. Alle de nævnte unaturlige Realiteter har Menneskeheden kun gjort sig afhængig af ved en gradvis Tilvænning, og kan kun gøre sig uafhængig af disse igen ved en tilsvarende gradvis Afvænning. Og Energien og Lysten til denne Afvænning findes absolut ikke i lige høj Grad hos alle de paagældende Væsener. Der vil derfor umuligt kunne opstaa den Kendsgerning, at alle samtlige Væsener pludselig paa en Dag afbryder disse deres Livsvaner. Udviklingen kan kun ske gradvis og foregaar ikke i Spring. Krystaller bliver ikke pludselig til Planter, og Planter ikke pludselig til Dyr. Og en hel Menneskehed kan ikke pludselig paa een Dag afskaffe Traditioner og Foreteelser, der ved sin Masseudbredelse er blevet udgørende en Hovedfaktor i dens økonomiske Skelet, og hvorfor en saadan Afskaffelse jo uvægerligt maatte afføde en tilsvarende altfor uoverkommelig Lemlæstelse af det samme Samfund. Men de evige Love repræsenterer jo ogsaa en langt højere Logik. Vanerne kan kun aflægges ved Vækst. Ved et bestemt Trin i sin Udvikling naar Individet dertil, at det faar Interesse i at aflægge Vanen. Og da Individerne i den jordiske Menneskehed aldeles ikke staar paa samme Trin i Vækst, vil de netop befinde sig i et meget forskelligt Forhold til det førnævnte Trin, hvor Lysten til Afvænningen indfinder sig. Og da de saaledes faktisk kun en efter anden kan naa til dette Trin, er Samfundet jo dermed garanteret, at dets samlede Vækst bort fra de unaturlige Livsvaner kun kan ske langsomt eller næsten umærkeligt, og at Arbejdsløshed, økonomisk Krak eller Sammenbrud af den Grund umuligt kan udløses. (Se iøvrigt "Livets Bog" Stk. 138).

Vi er hermed kommen igennem Analyseringen af alle de vigtigste Fakta, der ikke bør finde Sted ved en Bisættelse eller Begravelse, og har nu kun tilbage at belyse de Fakta, der retmæssig bør være at iagttage som det bærende for nævnte Proces.

Det kan ikke nægtes, at vi under denne Analysering er kommen ind paa mange forskellige Felter, ja Felter, som den overfladiske og mere eller mindre uinteresserede Læser maaske har ment ikke var nødvendige, ja var Sagen ganske uvedkommende. Der har maaske endda yderligere været en eller anden Læser, Artiklen ligefrem har kedet. Men lad mig med det samme gøre bekendt, at jeg absolut ikke skriver for at underholde. Hvis det var det, det gjaldt om, skulde jeg nok vide at finde andre Felter at berette om. Men det er ikke min Opgave at parodisere over Tilværelsen. Min samlede Mission, mine Skrifter, Foredrag og Billeder er ikke beregnet paa at skulle være en Forlystelse. De er en Undervisning, en Lektie, et Studium, der virkeligt skal læres, et Supplement til Livets egen Tale, en Vejledning for dem, for hvem Erkendelsen af den virkelige Sandhed begynder at blive ligesaa nødvendig som den daglige Mad og Drikke. For disse Væsener er mit Arbejde beregnet. Og for dem er det ikke unyttigt eller kedeligt, hvilket de mange Takkebreve, jeg stadig modtager, i stor Udstrækning understreger.

Men ligesaa lidt som jeg skriver for at underholde, ligesaa lidt skriver jeg for at angribe. Min Analysering er en Blottelse af Livets Love og den af dem betingede Aarsag og Virkning, og er absolut upartisk eller neutral.

Men Sandhedens Blottelse kan naturligvis i mange Tilfælde virke meget haardt. Dette gælder navnligt i saadanne Tilfælde, hvor den netop afslører Læserens egne særlige Forhold til den. Men da den samtidigt ved sin fuldendte Videreførelse tilsidst afslører den sande Aarsag til enhver Konflikt med Livets Love som identisk med Uvidenhed, og at alle "Syndere" saaledes "ikke vide hvad de gøre", bliver den jo i sig selv det samme som "et universalt Defensorat" for alle levende Væsener. Og det er netop i fuld Kontakt med denne Livets højeste Logik, Kærligheden, at mine Manifestationer bliver til. Og det er naturligvis en Selvfølge, at jeg ikke kan betragte Slagtere, Fiskere, Jægere, Kødspisere, Tobaksrygere, Drankere, Blomsterplukkere, Ligbrændere eller andre Udøvere af det dræbende Princip som mine Fjender, men tæller dem ligesaa godt blandt mine Venner som alle andre Væsener, der i mindre Grad er Redskaber for samme Princip. Og hvis der findes noget Tilfælde, hvor dette Venskab ikke er gensidigt, kan det saaledes kun være baseret paa Uvidenhed eller Misforstaaelse fra Modpartens Side.

Jer er fuldt indforstaaet med, at disse Væseners Levevis er naturlig for dem. Virkningerne af dens Ufuldkommenhed eller Disharmoni med Livets sande Mening kommer ikke over mig, men over dem selv. Og da de efter Oplevelsen af de nævnte Virkninger engang i deres evige Væren ikke kan undgaa at blive søgende, blive modtagelige for Oplysningen om de evige Fakta, kan det kun være godt, at jeg netop i Dag er med til at tilrettelægge Vejen ogsaa for disse "kommende Slægter".