Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Et af H. C. Andersens mindre eventyr, et, som fortjener at kendes af mange flere, hedder "Det utroligste", og handler om noget, der i høj grad er aktuelt for vor tids mennesker. H. C. Andersen lader i dette eventyr kongen bekendtgøre, at den, som kan gøre det utroligste, skal have prinsessen og det halve kongerige.

"På en bestemt dag skulle det fremvises, hvad enhver havde at fremvise som det utroligste. Der var ansat som dommere børn fra tre år til folk op i de halvfems. Der blev en hel udstilling af utrolige ting, men alle var snart enige om, at det utroligste var et stort stueur i foderal, mærkværdigt udspekuleret uden og inden. Ved hvert klokkeslet kom der levende billeder, som viste, hvad klokken var slået; der var hele tolv forestillinger med bevægelige figurer og med sang og tale. Det var det utroligste, sagde folk."

Efter en beskrivelse af uret og figurerne med sang og tale siger digteren om dets skaber: "En ung mand, hjertensgod og barneglad; han fortjente prinsessen og det halve kongerige."

Men på afgørelsens dag, netop som dommerne skulle til at kundgøre, hvem der havde gjort det utroligste, sprang en lang knoklet kraftkarl frem. "Jeg er manden for det utroligste," skreg han og svang en stor økse mod kunstværket. "Min gerning har slået hans og slået Eder alle sammen; jeg har gjort det utroligste!"

"– Hele folket sagde det samme, og så skulle han have prinsessen og det halve rige, for en lov er en lov, selv om den er det utroligste."

I dette eventyr personificerer H. C. Andersen de to kræfter i menneskets sind, der hver på sin vis kan yde det utroligste, som de har gjort det gennem årtusinder, og som de gør det den dag i dag. Den onde, nedbrydende, magthaveriske og egoistiske side i menneskets sind får tilsyneladende så let overtaget over den mere menneskelige, forskende, skabende og næstekærlighedsbefordrende side. Men det ville ikke ligne den store eventyrdigter at slutte sit eventyr med den brutale magts sejr, og det gør han heller ikke. "Nå ja, det er jo også kun et eventyr," kan man så sige, "i livet er det anderledes." Vist er det kun et eventyr. Men det er et spørgsmål, om ordet "kun" er på sin plads her, thi det fortæller om noget, der er højaktuelt den dag i dag. De gode eventyr kan tit give os briller på, der viser os tingene skarpt og klart, så vi kan se noget, vi ellers ikke var opmærksom på. Med hensyn til, at det "ender godt", så lad os vende tilbage til det senere og først beskæftige os lidt mere med det utroligste.

Med den udvikling, den fysiske videnskab gennem det sidste århundrede har gennemløbet, og som har ført til den nøgterne udmåling af universets detaljer, ja, detaljers detaljer, må eventyret vel imidlertid ikke blot trænges tilbage til barnekammeret, men efterhånden helt forsvinde? Hvordan kan der blive plads til det i en verden af mål- og vægtfacitter, reagensglas og maskiner, tabeller og statistik?

Virkeligheden viser os, at der i høj grad er brug for eventyret, også i vor tid. Mange moderne forfattere iklæder nogle af deres produkter eventyrets kappe for at udtrykke, hvad de har på hjerte. De føler, at alt det, de vil sige, ikke kan rummes i en snæver naturalistisk form. De må fabulere, de må vise tingene fra nye synsvinkler, de må have de muligheder, som kun eventyret giver, for at vise, at vor verden ikke blot er det, den ser ud til at være, og det, der kan rummes i skemaer og tabeller, men meget, meget mere.

Den fysiske forskning har ikke gjort det af med eventyret, tværtimod. Den har samlet materiale til det mest vidunderlige eventyr, man kan tænke sig. Og den fortæller også, på sin nøgterne og tørre måde, at ingen ting kun er det, det ser ud til at være, men meget, meget mere. Det er dog ikke videnskabens opgave at fortælle eventyr, det er uden for dens virkefelt. Den beskæftiger sig på SIN måde med det utroligste. Den har i tidens løb konstant været på sporet af det. Den har forfulgt det helt ned i atomernes verden og helt op til mælkevejen. Forskerne har målt begge veje nøjagtigt og vejet, hvad de har fundet undervejs, og det er meget utroligt, alt, hvad de har fundet. Men "det utroligste" har hele tiden ligger forude, man måtte videre, og så endte man i mælkevejenes stjernetåger i det utroligt store og i atomsystemernes stjernetåger i det utroligt små. Man fandt ikke løsningen på livsmysteriet. Det hele blev om muligt endnu mere gådefuldt.

Dette er ikke kritik af videnskaben. Den har i sin udforskning af universets detaljer været til uvurderlig gavn og åbnet utrolige perspektiver for det søgende menneske. Den har samlet det materiale, som, ordnet på rette vis og set i et endnu større perspektiv, bliver til selve livets eventyr, – det utroligste.

Men hvem skal da ordne materialet og puste liv i det? Det skal den, der læser disse linier, den, der har skrevet dem, og alle de andre. Det skal det enkelte menneske selv. Eventyret skal ikke vedblive at være noget, man læser, hører eller digter. Det skal med tiden blive selve livets oplevelse for enhver. Det skal træde lyslevende ind i hverdagen.

"Ja, men livet har sandelig vist, at det kan ende i den værste elendighed!" vil man indvende.

Har det overhovedet vist, at det ender? Nej. Såvel som det heller ikke har vist, at det begynder.

Tilsyneladende begynder vort liv ved undfangelsen og ender med døden. Men selv den fysiske videnskab lærer os jo nu, at vi ikke skal tro på tilsyneladelser. Intet er blot det, det ser ud til at være. Videnskaben har selv banet vej til en ny forståelse af liv og død. Den har møjsommeligt banet vej til tærskelen af den verden, hvor det eventyrlige bor. Men den må, ligesom Moses, selv blive uden for "det forjættede land". Til det, der nu skal opdages og opleves, er de hidtil anvendte videnskabelige metoder ikke tilstrækkelige. Det betyder ikke, at man nu skal til at være uvidenskabelig, blot, at man må tage andre kræfter i brug, som hidtil har ført en reservattilværelse hos menneskene, de etiske kræfter, broderskab og næstekærlighed.

Det skridt, der har bragt videnskaben til tærskelen af "det utroligste", er atomforskningen. Man er trængt ind i en usynlig verden, og den usynlige verden var dog tidligere forbeholdt eventyret. Vel er det ikke usynlige væsener som feer og trolde, man fandt, men at man dog fandt usynlige væsener, er man lige ved at sige direkte. Atomerne er usynlige, og man har fundet individualitet hos dem, siger Niels Bohr. Derfra og så til at sige, at atomerne er levende væsener, er kun et hanefjed.

Den usynlige verden er nu en realitet. Man arbejder med stråler og bølger og finder ud af utrolige ting, som man i tidligere tider ville have kaldt mystiske og overnaturlige. Selv begrebet evigheden, som tidligere var et specielt religiøst fænomen, er nu også en videnskabelig faktor. Stoffet er evigt i sin grundvold, siger man. Bag det og i det eksisterer kræfter, der udgår fra kraftcentre og danner kredsløb inden i kredsløb. Intet stof bliver til af sig selv, og intet kan forsvinde, det kan blot forvandles fra een tilstand til en anden. Forvandlingen forårsages af de faste punkter, kraftcentrene, som ikke kan vejes og måles. De ER selve den usynlige virkelighed.

Selvfølgelig har alt dette været virkelighed, før det blev udforsket af mennesker. Men det har ikke været realiteter FOR OS. Det er det vel næppe nok for de fleste af os endnu. Forståelsen af naturens vidundere er ikke blevet en del af vor hverdag. Det er en virkelighed, som er "på vej" ind i vor bevidsthed. Den er ved at blive til for de mennesker, som har evnen til at forundres og derefter til at begynde at forstå.

Men der er endnu noget utroligt, som den moderne videnskab har konfronteret os med, og som i øjeblikket overskygger alt andet. Det har skabt død og lemlæstelse, og det har fyldt menneskenes sind med angst og gru for fremtiden. Og det har mere end noget andet vist, hvor vigtige de etiske kræfter er for menneskehedens beståen og videre udvikling. Det er atombomben.

Er det ikke utroligt – for det første: at mennesket, dette fysisk set lille og svage dyr, har formået at "gøre sig jorden underdanig", har udforsket naturens love og forstået at gøre brug af disse love og derved skabe natur om til kultur og civilisation? Og for det andet: at disse små menneskedyr har nedbrudt kultur efter kultur, at de har plyndret og hærget, dræbt og sønderslået, opfundet stadig mere ødelæggende våben, og nu, i vor tid har fundet ud af at frigøre naturens inderste kræfter, de, der i bunden form er det fysiske livs fundament, så menneskeheden må frygte, at den er ved at opløse sig selv, hvis den misbruger disse kræfter.

I øjeblikket synes muligheden for en varig fred i verden det utroligste af alt, en ren utopi. Men mon ikke denne mulighed, som så meget andet utroligt, vi har set blive virkelighed, engang skulle træde ud af utopiernes verden og blive realitet for menneskeheden?

Kan videnskaben hjælpe med til det? Ja, men den kan ikke gøre det alene. Kunsten må være medvirkende, og religionerne, eller rettere det religiøse princip, for vi må her hæve os over dogmatik og ortodokst snæversyn. Alle humanistiske kræfter må medvirke. Men der mangler tilsyneladende noget, der kan forene dem. Noget, der kan være den etiske basis for alle disse menneskelige kræfter og det faste punkt for det enkelte menneske i øst som i vest, i nord og syd. Nu er de som pile, der peger i alle retninger, men de skal blive som radier i en cirkel, der fører mod samme centrum. Dette centrum er ikke en diktator af politisk, religiøs eller lignende art. Det er (som alle centre) noget usynligt, det utroligste, det, man plejer at kalde Gud.

Nu er Gud jo næsten et uartigt ord i vor tid, og noget, man helst ikke ser sat i forbindelse med videnskabelig forskning. Det var kun i gamle dage, man kunne det, da virkeligheden endnu var kirkens tjener. Men Gud er større end kirker og religioner, Gud er i det hele, og videnskaben har vist en vej, der også fører til Gud, uden om dogmer og blind tro. Men, som før nævnt, den fører kun til tærskelen af den usynlige verden. Så opløses alt i tåge for de fysiske sanser, da er vi i den verden, som er ånd, den verden, som på sin vis har åbenbaret sig i alle religioner, som gennem inspirationen åbenbarer sig i kunsten, og som er DET VÆSENTLIGE i hvert levende væsen. Den slumrer i mineralet, vågner til anelse i planten, til begyndende bevidsthed i dyret og til begyndende skaberkraft i mennesket. Men mon vi kan slutte der? Mennesket er jo dog kun et væsen, i hvem animalske nedbrydende kræfter ligger side om side med det menneskelige; og historien viser os, at de nedbrydende kræfter endnu har været de stærkeste.

Længsler og drømme om det utroligste har dog gang på gang givet sig udslag i, at noget nyt og skønnere blev bygget op. Det er som om begyndelsen til noget større, end det, vi nu er, er nedlagt i vort sind. Men det koster sjælekamp, tålmod og ihærdighed at få det frem. Vor verdens skæbne er afhængig af det enkelte menneskes arbejde med sit eget sind. Dette arbejde kan måske føre mod mål, som ligger lige så højt over vort nuværende stade, som dette ligger over plantens og dyrets.

Det spørgsmål, vi skal igang med, lyder, som den svenske dr. Björkhem stiller det: "Kan vi lære at forstå vor psykiske tilværelse lige så godt som den fysiske?" Kan vi det, kan vi måske også efterhånden lære at beherske den, og da vil verden komme til at se anderledes ud. Dog kun, hvis vi hele tiden gør det klart for os selv, at i den psykiske forskning, som skal videreføre den fysiske, er moralen ikke noget ligegyldigt. Den er et fundament.

Det blev nævnt ovenfor, at hvert enkelt menneske er den, der skal puste liv i det utroligste eventyr af alle, hverdagens eventyr. Det kan måske rent umiddelbart synes at være en mærkelig påstand. Men ved eftertanke ved vi dog, at der er mennesker, der gør det. De er måske ikke kunstnere i den forstand, at de tegner, maler, modellerer, skriver eller musicerer. Men de er livskunstnere. Med deres væremåde gør de livet gladere og lettere for andre, deres smil kan lyse op, og deres gode humør kan virke opmuntrende og inspirerende. Deres tilstedeværelse bevirker, at livet for deres omgivelser får en særlig glans. Har de så samtidig specielle praktiske eller kunstneriske evner, bliver deres virkeradius endnu større.

Det er begyndelsen til noget, der har med menneskets fremtidsdrømme og længsler at gøre. Det er begyndelsen til "en ny himmel og en ny jord", hvilket vil sige en ny bevidsthedsudfoldelse på jorden. At det nogensinde skulle blive virkelighed er for mange "det utroligste". Det er jo også nemmere at sige: "Der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig." Men ved at tænke sådan lukker mennesket sig inde i krigens onde cirkel, i krigens helvede. Freden er en mulighed, der ligger som en spire i det enkelte menneske, en mulighed, der har utrolige perspektiver. Den kan gøres til virkelighed i det enkelte menneskes hverdag, og som hjælp dertil, er der skabt en videnskab, som vi godt kan kalde fredsvidenskaben. Det er videnskaben om det utroligste, om den usynlige virkelighed, som er i alt og alle. Den fortsætter, hvor den fysiske forskning har måttet standse, og den kan, efterhånden som dens sandheder går op for menneskene, bringe ny inspiration til kunsten, religionerne og det politiske og praktiske liv, uden at danne sekter, -ismer, foreninger eller partier. Denne videnskab er Martinus' kosmiske analyser, som først og fremmest er skabt for at give inspiration til det enkelte søgende menneske i hans eller hendes forsøg på at orientere sig i den verden af utrolige begivenheder og ting, som omgiver os alle. Og er der noget, vi trænger til i vor tid, så er det livsforståelse. Uden den er freden umulig.

Vi er endnu i dyreriget. Men gennem "skabelsens" mange forvandlinger er vi ved at blive mennesker. Vi er "født", og vi "døde" tusinder af gange, men den usynlige virkelighed, vort kraftcenter eller jeg, udsendte og udsender stadig livsbølger, energier, der følger universets love og i kredsløb vender tilbage til sit ophav. I sit verdensbillede afslører Martinus disse verdenskredsløb af psykiske energier, der har bragt menneskeheden og hvert enkelt menneske ind i den nuværende situation, som kun er et led i en skæbnedannelse, der i fremtiden skal bringe os "det utroligste" ikke i retning af krig og uhyggelige begivenheder, men i den skabende og næstekærligshedsbefordrende retning, vi længes efter. Det betyder dog ikke, at vi så bare kan sætte os hen og vente på, at alt dette skal komme. Det kan kun komme som en virkning af de årsager, vi selv sætter i gang ved vor tanke, vor følelse og vor handling i nuet.

Selv om "øksemanden" tilsyneladende er den stærkeste, lader H. C. Andersen ham dog ikke blive ved med at være det. Det kommer ganske vist så vidt i eventyret, at brylluppet mellem ham og prinsessen skal fejres. De står i kirken, "og brudgommen knejsede, som om han aldrig kunne knækkes over".

Men pludselig sprang kirkedørene op, og "kunstværket stod der livagtigt, som da det var helt og urørt. Klokkeslagene lød, det ene på det andet, lige til tolv, og skikkelserne myldrede frem. Først kom Moses; der lyste ligesom ildsluer ud af hans pande. Han kastede lovens tunge stentavler på brudgommens fødder og bandt dem til kirkegulvet."

Alle figurerne træder frem og siger brudgommen ubehagelige sandheder, og til sidst, ved midnatsklokkens slag træder vægteren frem og slår ham for panden med sin morgenstjerne. "Og så forsvandt hele kunstværket, men lysene rundt om i kirken blev til store lysblomster, og de forgyldte stjerner under loftet sendte lange klare stråler –". "Vil De så tilsige den rigtige," sagde prinsessen, "han, som gjorde kunstværket –."

Det er kun et eventyr, men indhyllet i dets tryllekappe er en virkelighed, som vi i dag takket være den fysiske forskning er modne til at lære at kende på anden vis. Og det eventyrlige bliver ikke mindre eventyrligt af den grund, det træder os blot nærmere og bliver en del af vor egen verden.

"Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig," sagde han. "Faderen" er den virkelighed, som er "det utroligste", den usynlige skaber, som virker over alt og i alt, og hvis mere og mere bevidste medarbejder vi kan blive i skabelsesaktens videre forløb. Det er en "bølgelængde", vi kan indstille vore tanker og følelser på. Martinus kalder den "Universets grundtone". Indstiller vi os på den både i lønkammeret og i vore forsøg på praktisk livskunst, vil vi ikke alene få at se, at vort eget "eventyr ender godt", vi vil se, at det aldrig ender, og at det indeholder så utrolige muligheder, at vi i vort nuværende liv står ved porten til en så strålende virkelighed, at alverdens skønneste eventyr blegner derved.

Men det er HER og NU, det foregår, det skal vi ikke glemme. Det er sammensætningen af de kosmiske kemikalier i vort sind, d. v. s. vore tanker, der skal bane vej til oplevelsen af det utroligste.