Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Må jeg lege med dine små biler, mens du er i skole?" Det er Lillebror, der stiller dette ubehagelige spørgsmål, netop som Erik er ved at gå ud af døren; han standser og vrider sig under den sjælekamp, spørgsmålet rejser i ham.

Lillebror står og ser afventende ud, og man er jo spejder, og "Den, der overvinder sig selv o. s. v." Altså ender det med et ikke altfor begejstret "ja, de står i en cigarkasse inde på min reol." Inden Erik går, indkasserer han et varmt smil fra mor og hører et glædeshyl fra Lillebror, og med englevingerne foldet ud sætter han afsted til skole!

Lillebror går ind i børneværelset for at finde bilerne. Et øjeblik efter står han ved siden af mors stol med øjne, der er runde af dydig forargelse! I hånden holder han en cigarkasse, ikke med små biler, men med et righoldigt udvalg af bolsjer! En del er gule og genkendes som Eriks privatejendom, men de andre er røde, og de er ganske utvivlsomt fjernet "i berigelsesøjemed" fra den fælles godnatdåse!

"Hvad skal vi gøre?" spørger Lillebror, åbenbart opsat på, at der skal ske noget vældigt!

Foreløbig lægger vi godnatbolsjerne tilbage i dåsen, som står i skabet og ser mærkelig slunken ud.

"Sæt så cigarkassen med Eriks bolsjer på plads og find de biler, du måtte lege med."

Lillebror forsvinder, og et øjeblik efter forkynder en lydelig brummen og tøffen, at bilerne er fundet. Tove kommer hjem fra skole og går ind til Lillebror.

En rent ud himmelsk fred hviler over hjemmet, børnene leger, og idyllen er fuldkommen.

Klokken to kommer Erik hjem. Englevingerne bærer endnu, han smiler velvilligt og hyggeligt til mor og forsvinder ind i børneværelset, hvorfra Tove og Lillebror omgående kommer ud med ejendommelig fart!

Lillebror sætter sig på skamlen ved min lænestol og ser så uskyldig ud, at det virker mistænkeligt. I børneværelset er der dødsensstille, men det forekommer mig, at dønningerne fra en stor tvivlrådighed siver ud derfra!

Lidt efter viser Erik sig i døren, og det blik, han sender Lillebror, får denne til at tage en rask beslutning: "Jeg går ud og kælker," forkynder han og forsvinder som et lyn.

"Se, mor." Erik står ved min stol med forargelse i alle miner, i hånden holder han en tom cigarkasse!

Situationen er afgjort pinlig.

"Den var fuld af bolsjer," oplyser han harmdirrende.

Vreden koger i ham, og pludselig sætter han mod døren i et spring, åbenbart oplagt til at udløse sin vredes skåler over Lillebror, der har taget sig af privatbolsjerne!

"Hov, hov, vent lige et øjeblik!" råber jeg, og Erik tøver i døren, Lillebror er standset på trappen for at høre, hvordan det spænder af.

"Godnatbolsjerne, som du har taget fra vores fællesdåse, har jeg lagt tilbage igen," siger jeg. Meddelelsen beroliger ingenlunde Erik, og for at komme bort fra denne side af sagen peger han anklagende på Lillebror. "Jamen, han har spist dem, der var mine egne, uh, hvor er jeg rasende på ham."

"Jamen, hvis jeg nu lader være med at være vred, fordi du har taget min nøgle og taget bolsjer fra dåsen i skabet, så kunne du jo passende også lade være at være vred på Lillebror, synes du ikke, det ville være rimeligt?"

Erik overvejer forslaget og finder det antageligt.

"Så er du altså ikke vred," forhører han sig.

"Ikke spor, og naturligvis skal Lillebror erstatte dig de bolsjer, han har spist."

Erik giver mig et dask på skulderen, omtrent som når man klapper en hest.

"Så er den i orden, skal vi gå ud og kælke, Lillebror?" og med enighedens glorie omkring sig vandrer de afsted sammen.

Jeg sidder og har det et øjeblik ganske overordentligt dejligt, jeg rigtig hygger mig ved tanken om, hvor storartet jeg faktisk klarede dette her; jeg svæver over skyerne og ordner alt på det mest fortræffelige!

"Mor, ved du hva'?" lyder pludselig en eftertænksom stemme fra dybet af en lænestol, hvor Tove har siddet og gjort sig lille og usynlig, mens opgøret stod på. Ikke fordi, det er hendes natur at gøre sig lille og ubemærket, men fordi hun har hjulpet Lillebror med at fortære Eriks bolsjer!

"Hvad er der?" spørger jeg, lidt ked af at blive forstyrret i min ophøjethed.

"Det var egentlig din skyld det hele," kommer det fra lænestolen.

Jeg kigger ned fra skyerne, der er langt ned, og jeg ved, at om et øjeblik begynder styrtet!

"Hvorfor?" spørger jeg – det skal jo overstås,

"Jo, for hvis du ikke låsede de bolsjer inde, så ville Erik ikke ha' benyttet chancen, da du glemte nøglen!"

Jeg suser ned gennem skyerne og ender med et bums i "min gamle Adam". Det var ubehageligt, og jeg tabte vejret, men havde dog akkurat nok tilbage til at forsøge en svag protest:

"Jamen, Tove, hvis det skab ikke var låst, ville der jo aldrig være et bolsje i dåsen!"

"Joe, men vi skulle måske nok fylde den noget tiere!"

– – –

Og hvad har så denne sørgelige historie at gøre med Martinus og analyserne, for det var jo en meget sørgelig beretning om en dreng, der huggede bolsjer i mors skab, og en lillebror, der sladrede, og en mor, der mente, hun ordnede det hele så fortræffeligt, men som i virkeligheden selv var årsag til hele balladen på grund af sine låsede skabe og manglende tillid.

Og hun havde ikke engang den undskyldning, at hun ikke vidste bedre, for hun har gang på gang både hørt og læst Martinus' ord om, at låse og mure og skel og grænser mellem mennesker er den forkerte måde, og at åbenhed og kærlighed og tillid er den rigtige måde.

Ja, når jeg læser og hører det, forekommer det så umiddelbart indlysende, men i praksis – hvor er det svært!

Men er analyserne da noget, der kun hører hjemme i bøgerne og i foredragssalen, og som er ganske uanvendeligt i praksis.

Nej, og atter nej! Det må begynde i bøger og foredrag. Der skal lysten, forståelsen og viljen vækkes. Og så må man håbe, at disse tre i forening efterhånden vil formå at få den øvrige træge person draget med, thi her gælder det, at "ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt!"