Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naturen holder Pinsefest. Livet spirer frem alle Vegne. De lange Dage med Lys og Varme, med Farve og Duft, med Tusinder af smaa Strubers Lovsang mod Skyerne, med Ferier, Udflugter, Skovture, Fest og Glæde er atter naaet frem til vore nordlige Breddegrader, har trængt den Kulde og det Mørke bort fra vor Zone, vi kalder "Vinter", og dermed atter givet os Sommeren tilbage. Denne Gave eller dette tilbagevendende Liv er Guds Aands Kulmination i materiel eller fysisk Form. Thi der, hvor Guds Aand kulminerer, opstaar altid Livet eller Sommeren, medens Vinteren fremtræder der, hvor samme Aand forekommer i latent Form. Dette er ikke nogen symbolsk Lignelse, men direkte og absolut Virkelighed. Guds Aand er nemlig ikke en Person, ikke noget overnaturligt, ufatteligt eller uvirkeligt noget, men er en realistisk Kendsgerning i Form af den underbare Kraft, der som identisk med "Bevidsthed" lader alle levende Væsener fornemme Tilværelsen og derved gør dem identisk med Livet.

Guds Aand er altsaa det samme som Fornemmelsen af Livet. Denne Fornemmelse indgaar i de levende Væsener i Form af "Tanke". Tanker formerer sig igen i de samme Væseners Skabeevne og lader derved nye Tanker, nye Bevidsthedsfelter komme til Syne for deres undrende "Selv" eller "Jeg", og giver derved dette Prædikatet "Levende Væsen". Guds Aand er saaledes identisk med absolut alt, hvad der forekommer i Form af Tanke, Bevidsthed eller Liv. Men da Livet for at kunne opleves maa fremtræde i Kontraster, blev Lys og Mørke, Sommer og Vinter, Kulde og Hede, Behag og Ubehag, Medgang og Modgang osv. en Kendsgerning overalt, hvor Guds Aand i Form af Livets Oplevelse gør et "Noget" til "Et levende Væsen". Man maa saaledes forstaa, at en Ting umuligt kan opleves uden paa Basis af dens Kontrast. Hvidt kan saaledes kun opleves i Kraft af, at der samtidigt findes noget, der ikke er hvidt, og Sort kun, hvis der samtidigt findes noget, der ikke er sort, og saaledes med en hvilken som helst Ting. Den kan kun opleves paa Basis af, at der samtidigt findes noget, med hvilket den ikke er identisk. Den guddommelige Aand vil da ogsaa i sin kosmiske Analyse være at udtrykke som en i et Utal af Grader af forskellig Styrke fremtrædende Energi. Og det er disse forskellige Styrkeforhold, der ligger til Grund for alle Kontrastforhold indenfor Tilværelsen. Disse samlede Grader af Styrkeforhold i Udfoldelsen af den guddommelige Aand repræsenterer altsaa en stigende Skala fra en mindre til en mere stærk Udfoldelse. Den mindre stærke Udfoldelse ligger til Grund for det, vi kalder "Ufuldkommenhed", medens den stærkere Udfoldelse ligger til Grund for det, vi kalder "Fuldkommenhed". Begge de to Former for Udfoldelse udtrykkes ogsaa henholdsvis som "Mørke" og "Lys". Den guddommelige Aand vil saaledes i sin kosmiske Analyse være at inddele i en "mørk" og en "lys" Del.

I Henhold til "Livets Bog" er alle levende Væsener evige Realiteter og oplever Livet i Form af kæmpemæssige Udviklingsepoker eller Afsnit, der i samme Bog er blevet udtrykt som "Udviklingsspiraler" eller "Spiraltrin". Ethvert saadant Trin udgør netop et Afsnit, hvor de levende Væsener først oplever den guddommelige Aand i latent Form eller i den mindre stærke Udfoldelse og dernæst i fuld Udfoldelse eller Kulmination. Som det ogsaa er Læserne af nævnte Bog bekendt, fremtræder et saadant "Spiraltrin" i seks mindre Trin eller Afsnit. Af disse er de to første almindelig bekendt. De udgør nemlig det, vi kalder "Planteriget" og "Dyreriget". Dernæst kommer "Menneskeriget", til hvilket det jordiske Menneske kun delvis hører, idet det i stor Udstrækning endnu er underkastet Dyrerigets Livsbetingelse og indtil en vis Grad maa dræbe for at leve. Ved at dræbe maa her, som overalt i mine Artikler, kun forstaas Lemlæstelse eller Ødelæggelse af et levende Væsens Legeme; thi i absolut Forstand kan intet dræbe og ingen dræbes. De levende Væseners "Selv" eller "Jeg" er ikke "Det Skabte", men "Skaberen" og som saadan utilgængelig for alt Ophør, thi kun hvad der er "skabt" kan opløses eller forgaa.

Det jordiske Menneske udgør altsaa et Overgangsvæsen mellem en "Udviklingsspiral''s andet og tredie Trin eller "Dyreriget" og "Menneskeriget". De næste tre Trin i Spiralafsnittet er helt af overfysisk Natur og derfor kun tilgængelig for okkulte eller overfysiske Sanser.

I det andet af Spiralens seks Trin, hvilket vil sige "Dyreriget", er den guddommelige Aand mest latent, medens den er i Kulmination i det femte af de samme Trin. Dette Trin er i "Livets Bog" udtrykt som "Den guddommelige Verden". Naar jeg her udtrykker den guddommelige Aand som latent, betyder det naturligvis ikke, at samme Aand er i Uvirksomhed, thi sligt kan aldrig finde Sted, men derimod dette, at den, hvor mærkeligt det saa end maatte forekomme den begyndende Aandsforsker, kulminerer i – Fejltagelser. Fejltagelserne maa nemlig ligesaa nødvendig skabes som det modsatte. Fejltagelser er jo det samme som "Ufuldkommenhed" og uden "Ufuldkommenhed" ingen "Fuldkommenhed". I "Dyreriget" kulminerer den guddommelige Aand altsaa i "Ufuldkommenhed".

Da Ufuldkommenhed altid sluttelig maa resultere i "Ubehag", medens Fuldkommenhed sluttelig absolut vil afføde "Behag", har Jordens Mennesker allerede længe skelnet mellem de to Former for Udfoldelse af den guddommelige Aand, men naturligvis i stor Udstrækning uden at ane, at de var Udløsning af den samme Kilde. Ja, de har endog i samme Udstrækning forestillet sig et særligt Ophav til Ubehagsudfoldelsen og ikke tænkt sig Guddommen som det sande Ophav til denne. De har derfor udtrykt Ubehagsudfoldelsen som "Det Onde" og det tænkte Ophav til denne som "Djævelen". Med denne Forestilling skyldes altsaa et for lidt udviklet Overblik over de absolute Kendsgerninger, der som omtalt udviser, at "Mørket" saavel som "Lyset" er lige store uundværlige Betingelser for al Skabelse, for al Oplevelse af Livet og derfor udgør, nøjagtig den samme absolute Velsignelse for de levende Væsener; og at Tilværelsen i sin kosmiske Analyse er baseret paa den højeste Grad af Kærlighed.

Som Følge af disse ovennævnte Omstændigheder er det blevet en gammel Tradition for mange Mennesker kun at anerkende Behagsudfoldelsen af den guddommelige Aand som "Guds Aand". Alle øvrige Foreteelser er af de samme Mennesker blevet udtrykt som "mørke Magter", "Djævelens Værk" osv.

Men selv om man har skelnet mellem "lys" og "mørk" Aand, har man dog ikke direkte fattet den guddommelige Aand i de daglige fysiske Foreteelser, men kun fattet den i de Grader af den Udfoldelse, hvor den fremtræder som den højeste sjælelige Inspiration eller Kraft for Manifestationen af de ædleste sjælelige Bevidsthedstilstande, og som saadan udtrykt denne som "Den hellige Aand".

Da "hellig" er Modsætningen til alt, hvad der er urent, hvilket i dette Tilfælde vil sige, alt, hvad der indeholder Ufuldkommenheder, og "Aand" er det samme som "Bevidsthed" eller "Fornemmelsen af Livet", vil "Den hellige Aand" saaledes være det samme som "den rene eller fuldkomne Fornemmelse af Livet". Dette vil saa igen sige Modsætningen til den Form for Oplevelse af Livet, der er fuld af Fejl eller Ufuldkommenheder og som ellers er almengældende i de jordiske Zoner.

Da "Den hellige Aand" saaledes er det samme som den højeste og absolut sande Fornemmelse eller Oplevelse af Livet, beriger den Individet med en tilsvarende allerhøjeste og absolut sand Viden om dette eller Tilværelsen. En saadan Viden, der efterhaanden bliver identisk med Kendskabet til alle Livets førende eller bærende Love, sætter i tilsvarende Grad det paagældende Individ i Stand til at være dets egen Skæbnes bevidste Skaber. Det er saaledes som Behersker af alle "Grundenergierne", hvilket vil sige: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse udstyret med en Bevidsthed, der i Harmoni med det guddommelige Udsyn "Alt er saare godt", kun kan udstraale en altomfattende Kærlighed mod Alt og Alle. Denne Bevidsthedsstilstand eller "Den hellige Aand" bliver i "Livets Bog" ogsaa udtrykt som "Kosmisk Bevidsthed".

Til en saadan Bevidsthedstilstand er det jordiske Menneske i sin Udvikling ikke naaet. Det har endnu mange Ufuldkommenheder og Mangler indenfor sin Bevidsthed at kæmpe med. Samme Bevidsthed udgør saaledes ikke "Den hellige Aand", men derimod Guds Aand paa et primitivt eller latent Stadium. Men gennem Religionerne, gennem Væsener, der i Udvikling har været forud for det store Flertal, er Menneskene paa Jorden alligevel blevet gjort bekendt med eller er kommen i Berøring med den begyndende "hellige Aand". Naar der i Bibelen berettes om Moses, der saa "en Tornebusk, der brændte", om Profeten Elias's Himmelfart i "Ildvogn med Ildheste, om Jesu "Forklarelse paa Bjærget", om Paulus, der blev indhyllet i "et hvidt Lys" osv., var det alle Fænomener, der er knyttet til "Den kosmiske Bevidsthed"s eller "Den hellige Aand"s Indtrængen i de paagældende Væsener. Denne Indtrængen ledsages nemlig altid af saadanne ejendommelige og af forskellig Styrke fremtrædende "Lysfænomener". Disse Fænomener er mest fuldkomne i sin Art, naar de viser sig for Individet som en fundamental "Ilddaab", hvilket vil sige en Indhylning af Individet i en Sky af et blændende psykisk Lys. Individet bliver da ligesom forklaret og for de okkulte Sanser synlig som værende af blændende Ild. Denne "Ild" er Udtryk for den højeste aandelige Energi eller Materie og kan ikke gennemstrømme et Individ uden at det paa en eller anden Maade i Forvejen er blevet gjort modtagelig for nævnte Energi ved moralsk Udrensning. I Forhold til denne Udrensning og til det Udviklingstrin, Individet befinder sig paa, bliver det altsaa gennemstrømmet af "Den hellige Aand" eller denne Livets højeste Bevidsthedsenergi.

Da denne Energi ikke kan gennemstrømme et Væsen uden at aabne eller sætte de for samme Energi i Væsenet forekommende latente Sanser i Funktion, vil Individet efter en saadan Oplevelse altid fremtræde som ganske forvandlet. Denne Forvandling vil altsaa være desto større jo mere omfattende den moralske Udrensning har været og desto mere fremtrædende det Udviklingstrin er, som nævnte Individ befinder sig paa.

Ligesom Apostlene, da "Den hellige Aand" i Form af "Tunger som af Ild" kom over deres Hoveder, blev forvandlede og talte i "andre Tungemaal", saaledes taler ogsaa alle andre Væsener mere eller mindre i "andre Tungemaal", naar de bliver gennemstrømmet af "Den hellige Aand".

At tale i "andre Tungemaal" betyder naturligvis ikke saa meget at tale i et fremmed Sprog, som det betyder at tale i andre Bevidsthedslag. Dette vil igen sige det samme som at tale om og vide Besked med Ting og Foreteelser, som de paagældende Væsener før absolut ikke kunde se, tænke eller opleve. Væsenerne er saaledes ganske forvandlede, ja undertiden i en saadan Grad, at det er blevet antaget, at det var en helt ny eller fremmed Individualitet, der manifesterede sig gennem de nævnte Væseners Legemer. Men dette er absolut ikke Tilfældet. Det er Individernes absolute eget Selv, dér stadig manifesterer sig, men dette har altsaa faaet udvidet sine Sanseevner til Felter, hvor det før ikke var bevidst, og gennem hvilke de derfor ikke tidligere kunde manifestere sig.

Som før bemærket forekommer Oplevelsen af "Den hellige Aand" ikke i lige stærk Grad hos alle Væsener, men bliver udløst i Forhold til Væsenets Udviklingstrin. I "Livets Bog" skelner jeg derfor mellem den totale Oplevelse, som jeg i samme Bog udtrykker som "Den store Fødsel", og de partielle eller ufærdige Former for Oplevelsen af den samme Aand, der kun vil være at betragte som "Den store Fødsel"s Fosterstadier.

Medens Jesu Forklarelse paa Bjerget var identisk med den fundamentale Oplevelse af "Den hellige Aand" eller "Den store Fødsel", var de andre førnævnte Tilfælde fra Bibelen kun Udtryk for Oplevelsen af den samme Fødsels mere eller mindre stærkt fremtrædende Fosterstadier.

Til de mest elementære eller primitive Former for Oplevelsen af "Den hellige Aand" hører blandt andet saadanne Oplevelser som en almindelig religiøs sekterisk "Omvendelse". Et Menneske kommer til et religiøst Møde, bliver grebet af det, det der faar at høre, og i en extaselignende Begejstring bliver fyldt med en uimodstaaelig Trang til at forandre sin Levevis om til at være i Kontakt med de ny Bevidsthedslag eller Leveformer, som det ved Mødet kom i Berøring med. Men da Individet paa det Trin, hvor en saadan Form for "Omvendelse" er gældende, endnu ikke har den rette Forstaaelse af og fuldkomne Kærlighed til alle levende Væsener, men derimod stadigt er Redskab for "Det dræbende Princip" ved at være med til at slagte, nyde Kød, være Ophav til "hellig Vrede", "retfærdig Harme" samtidigt med, at det ikke kan forstaa, at alle Veje, alle Oplevelser fører til Gud, bliver de stadigt i tilsvarende Grad Overtrædere af de guddommelige Bud. Men derved forvolder de sig selv Lidelser eller en tilsvarende ubehagelig Skæbne. Men gennem denne ubehagelige Skæbne udvikles de netop videre til Modtageligheden af en endnu højere Form for "Omvendelse", og saaledes fortsættende, indtil de ikke mere kan dræbe, saare eller lemlæste, men kun kan være Udtryk for Kærlighed. Da vil de blive overskygget af "Den hellige Aand" eller "Den store Fødsel" i fundamental Form og bliver da ved Selvoplevelse Vidne til Livets største Analyser eller selve Tilværelsens Facit "Alt er saare godt", og deres egen sande Identitet som udødelige Gudesønner.

Efter denne fundamentale Oplevelse af "Den hellige Aand" eller Guds egen Bevidsthed bliver Individet først at udtrykke som "Det rigtige eller fuldkomne Menneske". Dette vil altsaa igen sige, at det fra at være et "Foster" nu er blevet et "nyfødt Barn" i den virkelige Tilværelse eller absolut bevidst i den guddommelige Oplevelse af Livet.

Idet der bliver Adgang til at studere dette ophøjede Emne mere indgaaende i de kommende Bind af "Livets Bog", kan jeg ikke her gaa i nærmere Detailler. Men jeg har følt Trang til som en lille Pinsehilsen at sende mine Læsere disse svage Omrids af nævnte store Emne, idet dette jo i særlig Grad knytter sig til Pinsen. Indenfor Kristendommen fejrer man jo Pinsefesten til Minde om "Den hellige Aand"s Udgydelse over Apostlene. Pinsefesten er altsaa "Den hellige Aand"s Fest.

I den nu gryende nye Verdenskultur vil Pinsefesten blive en endnu større Fest til Ære for den guddommelige Aand, idet man i en stedse stigende Grad vil faa Øjnene op for, at alt Liv, al Bevidsthed og dermed al Visdom og Kærlighed er Udstraaling af en overfysisk elektrisk skabende Kraft, der i Form af "Guds Aand" den Dag i Dag som i Fortiden og som til evige Tider stadigt vil "svæve over Vandene". Og naar man gennem Skoven, der i Dag staar lys og grøn, og gennem Haver, Marker og Enge, der i straalende Solskin og Blomsterflor omkranser alt levende, ikke mindst den ud i den fri Natur dragende livsglade menneskelige Ungdom, fornemmer Guds lysende Aand, da oplever man Pinsen i Kontakt med det evige Forsyn, og "Den hellige Aand"s Nærværelse mærkes i vort eget Indre som en Gnist af Salighed.