Kosmos 1952/10 side 156
Grethe Mollerup:
Blomstervindue – Skraldekassen retur
I november måned flyttede vi. Hver den, der har prøvet det, kender trængslerne ved en flytning, og de, der ikke har prøvet det, kan det ikke nytte noget med – jeg mangler simpelthen ord!
Men børnene lod til at nyde de kaotiske tilstande, alt skulle jo undersøges i den nye bolig, og efter et par dages forløb kom de og fortalte, at der lå et flot træ i en urtepotte ude ved skraldekassen!
Jeg så mig om i roderiet i stuen og tænkte, at der kunne sagtens være lige så hyggeligt ved skraldekassen, navnlig hvis der var et flot træ i en urtepotte, mine egne potteplanter så lidt mistrøstige ud efter omvæltningen.
Altså begav jeg mig ud til skraldekassen for at tage fundet nærmere i øjesyn. "Et flot træ" var nu en noget overdreven benævnelse af den melankolske gevækst, der lå henslængt på jorden.
Det var et gummitræ, bladene hang gule og slappe ned, da jeg rejste det op, det havde jo ligget der flere dage; iskoldt var det, og regnet havde det hele tiden.
"Det er flot, hva', mor," sagde en af ungerne og var synlig imponeret over, at nogen smed en sådan pragt bort.
Jeg kiggede på træet, det så ynkeligt ud, og dog forekom det mig, som om det var levende og bad om hjælp og varme.
Vi tog det ind i stuen. Pynte gjorde det ikke, det er synd at sige – det så for at sige det rent ud farligt ud, og nu, da det kom ind i varmen, lod det til at opgive det hele, bladene faldt af et efter et, til der til sidst kun sad fire tilbage helt oppe i toppen. Det lignede en noget forblæst palme i lilleputformat.
Jeg vandede og hægede om tingesten en måned, uden at mine anstrengelser synes at rette på dens triste udseende, så gik jeg mere hårdhændet til værks. Med en skarp kniv skar jeg træet ned til ti cm over jorden. Børnene var forfærdede undtagen den mindste, han tog den afskårne top ud for at plante den i haven!
Jeg kiggede på de sørgelige rester af gummitræet og væbnede mig med en tålmodighed, som aldeles ikke er mig medfødt, men som livet af og til påtvinger os. Og lige en uge efter den brutale nedskæring, opdagede jeg, at den øverste lille "knop" på stammen begyndte at svulme på en særdeles lovende måde. Jeg satte mig stille ned og undrede mig over denne lille svulmende knop! Sikke'n livsvilje i sådan et træ. Og det efter den behandling, det havde været ude for!
I løbet af de næste dage begyndte to andre knopper også at vokse!
Børnene kiggede, og jeg kiggede, og vor undren var stor og andægtig!
Vinteren er gået, og sommeren er gået. Nu står gummitræet i blomstervinduet og strutter muntert med tre fine "grene" med mange nydelige blade på! Og nye blade "pakker sig stadig ud" af de store knopskæl.
Det hænder, når jeg sidder og ser på det, at et af børnene kommer for at se med.
"Sådan så det ikke ud, da det lå ude ved skraldekassen, mor?"
Nej, det gjorde det ikke.
"Sådan så det heller ikke ud, da det var blevet skåret ned, vel?"
Heller ikke, nej.
Og gummitræet og jeg ser på hinanden og smiler, for vi har – hver på sin vis – forstået begivenheden: blomstervinduet – skraldespanden og tilbage igen, og vi har en viden om livet, der for barnet endnu kun er anelsesfuld undren!
Tilbage til forfatterregister
Forrige