Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Guds rige er indeni eder," sagde han, den milde mester fra Nazaret, og de, som var kommet for at høre ham, tænkte vel, at det var noget sært noget. Nogle forsøgte nok at efterkomme opfordringen i disse mærkelige ord og prøvede at se ind i dem selv, men de har sagtens ikke syntes, det, de der fik øje på, kunne minde nogen om Guds rige! Hvad så de da? Ja, hvad ser vi i almindelighed, når vi vender blikket indad? Det første, der fanger vor opmærksomhed, er måske en lille hård surhed, der sidder i os endnu mod et menneske, der for et par dage (eller et par år!) siden sagde os en ubehagelig sandhed. At det dog var godt for mig, at jeg fik denne sandhed at vide, hindrer jo ikke, at jeg er fornærmet på den, der formastede sig til at kritisere min uangribelige person!

Nå, det var jo ikke så godt, der var ikke noget, der lignede Guds rige i det.

Det næste, vi får øje på, er sikkert ikke stort bedre. Der var jo den lille tilsyneladende ubetydelige sag, hvor jeg hårdt og ubønhørligt satte min vilje igennem, selv om jeg udmærket godt vidste, at min ægtefælle, min arbejdskammerat eller min ven inderlig ønskede det gjort på en anden måde. Småting, siger du, javel, men da ikke småting, der hører hjemme i Guds rige!

Der kan være lange ørkenvandringer at gå i sit eget sind, og somme tabte vel modet og "gik bedrøvede bort".

Men nogle har dog fortsat, nogle fortsætter stadig, og det hænder, at de når frem til noget, der ser lysere ud. Måske skal de helt hen til barndomserindringerne for at finde det. Måske dukkede der pludselig en situation op om en dag, man gik i en skov, hvor solen skinnede ned mellem grenene og spredte gyldne pletter over skovbunden. En elsket bedstefar havde en godt og trygt ved hånden, vejen var god at gå på, den kunne lide, at man gik der, og "alt var såre godt".

Eller måske mindes man en sommerdag, man har vel været fire år eller deromkring, og man lå i det solvarme sand og lod sig gennembage af sandet nedefra og solen ovenfra, og man bare lå! For børn kan nemlig ligge, så der ikke er andet end liggelse og solvarme i dem! Det var skønt, det var en god stund, og den er blevet stående i erindringen, mens så mange andre mere "betydningsfulde" stunder er blevet slettet!

Man kan også godt pludselig være lidt større og komme daskende hjem fra skole, man har god tid, går rent ud sagt og driver saligt hen ad vejen og har en blank eftermiddag foran sig, dejligt, og så ser man en kammerat, der er sat til at hjælpe til i haven, og haven er stor, og der er meget ukrudt, man tøver lidt, det var så godt slet ikke at skulle noget, men det var netop så godt, at man blev god indeni af det, og eftermiddagen er jo evighedslang, og så hjælper man med at luge, og pludselig er det også dejligt! Sådanne erindringer er nok også dukket op i de menneskers sind, der hørte på Jesus, og de har vel tænkt, at sådan som disse gode minder kunne de godt tænke sig, at "Himmeriges rige var", og de løftede spørgende øjnene imod ham og mødte hans smilende svar: "Du er himmeriges rige nærmere, end du selv vidste af!" og i en stor undren så de den enkle sandhed, at Guds rige er så ligetil, at det egentlig kun er børnene, der fatter det umiddelbart! Jamen, han sagde jo også, at uden vi blev som børn, kom vi slet ikke ind i det! Sandhedens land! Skjult for de vise og forstandige og åbenbaret for børnene! Men mennesket må gå en lang vej gennem klogskab, inden det når tilbage til den enfoldige visdom!

Lang vej måtte vi gå, ja, og mange andre og "vigtigere" ting tumlede vi med, og svært havde det været at finde tilbage til "hovedvejen" til sandheden igen, om der ikke til alle tider og på alle steder havde været mennesker, for hvem dette at søge og finde sandheden om livet og dem selv, blev "det eneste saliggørende", og det endda i ganske bogstavelig forstand, for hvor forskellige deres vidnesbyrd end er, farvede af deres specielle opdragelse, kultur og milieu, om eet er de enige: det var salighed og fred at finde frem!

Højst forskellige kår har de haft, disse menneskehedens sandhedssøgere. I Kina og Indien har de været æret og ansete, folk havde forståelse af, at de "vise mænd" beskæftigede sig med noget, der var mere værdifuldt end de timelige ting, der fylder de fleste menneskers timer, og man fandt det godt og trygt, at der var mennesker, der "specialiserede" sig i åndelige ting, så havde man da nogen at spørge til råds, skulle man få brug for vejledning. Til gengæld gav de, der var mere erfarne og dygtige i materielle sager så deres vismænd mad, husly og klæder, de havde forståelsen af, at man kan jo ikke beherske alle ting, men de anerkendte vismændenes "arbejde" som værende af højere, ædlere art. Den katolske kirke har fostret mange mystikere, nogle temmelig hysteriske ganske vist, men det forringer jo ikke betydningen af de virkelig fromme sandhedssøgere, klarhjernede, kærlige sandhedselskende, og hvor lyser beretningerne om dem ned gennem tiderne! Når Napoleon er glemt, vil den vise Mester Eckehart endnu leve i ethvert menneskes hjerte, der med kærlighed læser hans inspirerede "prædikener"! Og når ingen længere ved, hvem "Monty" var, vil Thomas à Kempis guddommelige bog om "Kristi efterfølgelse" stadig læses og hjælpe menneskene i deres søgen efter sandhedens Gud.

Men i de sidste århundreder har "vismænd" haft trange kår i vesten.

Det regnes absolut ikke for særlig smart at elske og søge sandheden! Der er jo ikke rigtig penge i det. Tværtimod kunne man sige!

Livsfjerne kalder man dem, drømmere, og idet man siger det, lægger man ikke skjul på, at det ikke skal opfattes som en kompliment! Næ, vi andre, vi bestiller da noget, det er dog os, der får det hele til at gå frem, teknikken og videnskaben – (atombomben ikke at forglemme!)

Og så er der dog ved at ske det, at disse flittige, produktive mennesker er ved at blive lidt betænkelige ved det hele, det lader til, der er en forbandelse ved selv de fineste opfindelser! Ja, de er naturligvis fremragende som opfindelser betragtet, det er nærmest det med brugen af dem, der lader en del tilbage at ønske! Og det er jo menneskene, der bruger dem, jamen så er det jo os, der er noget i vejen med! og langsomt, meget langsomt begynder menneskene at vende sig til sandhedssøgerne: Hvad var det, I sagde? var det ikke noget med hensigten og meningen med det hele? Den har vi glemt, eller aldrig vidst, og nu går alting galt, vi kommer nok til at give lidt af vor kostbare tid til at høre på jer", og så begynder forfattere som Huxley og Paul Brunton og vor gode, hjemlige mystiker Anker Larsen at blive læst. Og så skrækkeligt er livet i byerne blevet, at man aften efter aften følger med Thoreau til "Livet i skovene".

Og efter den ene "blodtransfusion" efter den anden af sunde og sande tanker vil menneskers egne tankebaner blive mere i kontakt med sandheden, alle mennesker vil blive sandhedssøgere, mere eller mindre energiske naturligvis, til at begynde med. Der er jo stadig så meget andet, der skal passes, men det øjeblik vil komme, da dette med at finde sandheden bliver så altopslugende vigtigt, at alt det andet bare bliver "noget man gør, imens man leder"! Og så kommer glimtene, så viser himlen sig her og nu, mens vi lægger dejg til franskbrød, mens vi kører bil, mens vi ligger og driver livsaligt på græsplænen eller mens vi står og kigger tanketomt på svalerne, der er ved at samle sig til efterårstrækket!

Og vi ser og erkender, at alt har liv og formål i sig selv, ganske uafhængig af den glæde eller gene, nytte eller ulejlighed vi kan have af den ting.

Da kan vi gøre Thomas Trahernes dejlige ord til vore og se, at: "Kornet er gylden udødelig hvede, der aldrig er blevet sået og aldrig skal høstes" – så er vi evigheden – midt i nuet!