Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er således mere vigtigt, ja er en absolut livsbetingelse, at man lærer at blive ligeså fuldkommen til at praktisere den rigtige indstilling og væremåde i det daglige liv, som man nu tror, det er en livsbetingelse at blive dygtiggjort i at kunne anvende de moderne helvedesmaskiner og ved hjælp af disse med eventyrlig træfsikkerhed kunne ramme fjenden og ødelægge hans liv og livsværdier. Den såkaldte mørke middelalders overtro er således for intet at regne i forhold til den overtro, der i det tyvende århundrede behersker en menneskehed, der har underlagt sig millioner og atter millioner af naturens hestekræfter, ja kan ligefrem dirigere elementerne til at arbejde for sig, en menneskehed, der ser hundrede tusinder af lysår ud i verdensrummet, ud i makrokosmos og ligeledes vågen dagsbevidst kan følge atomernes bevægelser i mikrokosmos. Dette er ikke blot tragisk, men det er dødsens livsfarligt. At man med en så udvidet overlegenhed og med et sådant herredømme over elementerne mener, at man med denne voldsomme magt skal ødelægge vor næste, vore medmennesker udelukkende kun fordi, vi ligger under for den indbildning eller tro, at han er vor fjende, er det samme som at knuse alt, hvad der kan føre os lige ind i freden eller den normale livslykke. Alt, hvad der hører ind under krig mand og mand imellem eller staterne imellem, alt, hvad der hedder militær oprustning, alt, hvad der går ud på at skabe kanoner, bomber eller andre mordvåben, enhver propaganda for krigsførelse, er en sabotage af al virkelig menneskelig lykke og tilværelse og vil aldrig i nogen som helst situation kunne udtrykkes som en intellektuel handling, kosmisk set.

Foranstående udtrykker altså en handlemåde, der absolut kun kan finde sted indenfor uvidenhedens og overtroens kulminerende domæne. At afgøre et mellemværende mellem to parter med krig er en uintellektuel handling og har derfor kun sin berettigelse indenfor dyrets område. Det er denne uintellektuelle eller dyriske mentalitet, der holder den samlede menneskehed af i dag bundet til mørkets og dødens regioner eller "alles krig imod alle". Det er den samme dyriske holdning, der skaber den absolutte ubeskyttelse imod krigens virkninger og ulykker verden over. Væsenerne tør ikke tro på den sande kristendom eller dette, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Sålænge mennesket endnu tvivler på næstekærligheden, som er bestemt til at være det primære i menneskets liv, vil det synke og synke ned i dødens og ulykkernes dræbende og smertefrembringende moradser og dyndregioner. De gør dem selv til et kolossalt brændbart ved på krigens bål.

Nu vil man som regel komme med den traditionelle gamle indvending, at man da ikke kan stå stille og se på, at eventuelle fremmede soldater skænder og øver vold på ens hustru og andre kvinder, ligesom man heller ikke passivt kan se til, at røvere og banditter med brutalitet og vold overfor voksne og børn hærger og plyndrer, skænder og lemlæster omkring sig. Hvis alle her vender den højre kind til, hvordan tror man så, det vil gå? – Ja, det er netop denne frygt, der næres ikke blot af private personer, men også i allerhøjeste grad af staterne eller folkene indbyrdes. De mobiliserer og opruster alle af frygt for overfald fra andre folk og stater. De umådelige kostbare krigsanlæg, de geniale mordmaskiner, atombomber og andre på bekostning af staternes økonomi og normale velvære opbyggede drabsapparater er alle et resultat af frygt. Spørgsmålet bliver da, hvorvidt denne frygt er begrundet. Det er ikke nogen almengældende evne for jordmennesket at kunne se ind i fremtiden. Det kan i virkeligheden ikke engang med sikkerhed se sin skæbne ind i dagen i morgen, ja kan ikke engang forudse sin næste time, ligesom det naturligvis i en endnu mindre grad kan forudse sin næstes skæbne eller de væseners skæbne, som de netop frygter. Hvordan kan man da med rette påstå, at det eller det menneske må være rustet til tænderne for selv at kunne undgå overfald eller for at kunne beskytte eventuelle pårørende, hustru og børn? – Det vil være ganske umuligt for et kosmisk uindviet menneske at kunne forudsige noget absolut bestemt herom. Alt vil her kun kunne være hypoteser og formodninger. Der kan netop være en overordentlig stor mulighed for, at netop disse nævnte pårørende slet ikke har nogen mørk og dræbende skæbne til gode, idet de i deres liv og væremåde forlængst har oparbejdet eller fået udviklet sig en aura, der gør dem immum overfor al livssaboterende skæbne. At tvinge disse væsener mordvåben i hånd og med trusel om straf og dødsdom tvinge dem til at dræbe og myrde deres næste, som de i forvejen grundet på deres udviklede aura allerede er beskyttet imod, er ikke blot skrigende uretfærdigt og meningsløst, men er også i virkeligheden det samme som at "synde imod den hellige ånd". Om denne synd hedder det, at den ikke skal tilgives. Når stater eller myndigheder uden det mindste personlige hensyn til det enkelte individs psyke, dets livsopfattelse og moralske væremåde tvinger alle til at være soldat, til at være kriger, til at være dræber og sabotør, gør de sig altså skyldig i en handlemåde, hvis virkninger ikke kan "tilgives", hvilket altså vil sige, ikke kan afbødes. Man tvinger altså mennesker, som i virkeligheden forlængst har udviklet sig bort fra krigens domæne, væsener, som ikke mere kan dræbe og myrde, hævne og hade, og som derfor hver især i sig selv udgør et fredens område, til at være krigere og til at befordre ufred, død og undergang. Derved saboterer stat og myndigheder det fredens område, som allerede har dannet sig eller er blevet til indenfor staten, i stedet for at støtte, hygge og hæge om dette sit virkelige eneste og sande humane kulturområde. Sålænge staterne og myndighederne uden noget som helst psykologisk hensyn til det enkelte individ tvinger alle til at være krigere, sabotører og dræbere, fører de krig og sabotage imod deres eget fredsdomæne. Derved bliver de en fjende til sig selv, der er endnu værre end den "fjende", de med krig vil bekæmpe. Men hvordan kan stater og myndigheder, der ikke blot er i blodig krig med næsten (andre stater), men også i krig med sig selv indadtil (militærtvangen over de mennesker, der af hjertet er humanister og fredsmennesker) blive eksperter i at skabe fred? – Hvor har bibelen dog ret. Synden imod den hellige ånd kan ikke tilgives. Krigen imod næsten og krigen imod sig selv er en sabotage af Guds ånd. Her kan kun helvedes dødningedans have domæne. Her er hjemstavnen for gråd og tænders gnidsel.

Vejen til freden går udelukkende kun igennem forståelsen af, at udvælgelsen af soldater, hvilket vil sige udvælgelsen af krigere, kun må ske overfor dem, der af hjertet virkeligt er krigere. At tvinge væsener, der af hjertet er humanister og ikke kan nænne at dræbe eller lemlæste levende væsener, til at være krigere, er altså det samme som at sabotere og ødelægge den allerede skabte fred. Freden bliver kun til i næstekærlighedens jordbund. Hvis man ikke passer og plejer denne jordbund, skal man ikke tro, at man her kan avle fredens livgivende frugter.