Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1951/9
Forklaring til
FORSIDEBILLEDET
Ved en meget beklagelig fejltagelse er forsiden af forrige nummer af KOSMOS desværre på hele to punkter blevet misvisende. For det første stod der: August–september, der skulle have stået: Juli–august, idet nærværende hefte er septembernummeret.
For det andet passer forsidebilledet ikke til den forklarende tekst på omslagets anden side. Vi bringer på dette nummers forside de skønne snekrystaller, som skulle have prydet det forrige nummer.
Forrige nummers omslagsbillede er lånt fra et schweizisk tidsskrift og forestiller atomernes sammenstilling i stoffets grafit. Det er ikke et fotografi, atomernes verden er stadig en usynlig verden for os, men det er resultatet af et intimt samarbejde mellem en schweizisk grafiker og amerikanske atomforskere. Vi ser her ind i en stjerneverden en miniature, en usynlig verden, som videnskabsmændene nu beskæftiger sig med som en kendsgerning. Videnskaben har her anerkendt og arbejder med – DET USYNLIGE.
Den tid vil komme, da det ikke blot er mikrokosmiske usynlige fænomener, der optager forskerne, men hvor de også beskæftiger sig alvorligt med udforskningen af den mellemkosmiske usynlige verden, der selvfølgelig er ligeså "naturlig" som den, man nu finder frem til i mikrokosmos.
MM.