Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ti afteners uforglemmelige oplevelser blev os 64 deltagere i Martinus' kursus i livsvidenskab til del. Alle er enige om, at Martinus her har overgået sig selv. Men man må have deltaget for helt at forstå det. Alligevel skal jeg forsøge at give læserne et lille indtryk fra disse inspirations fyldte aftener.

Til oplysning for provinsboere skal jeg nævne, at kursuset begyndte 28. maj og sluttede 27. juni. Endvidere, at det er hensigten, det bliver gentaget, ikke blot på Mariendalsvej, men muligvis også i provinsen. Der er derfor grund til at gøre opmærksom på, hvad man kan forvente som eventuel deltager.

Kender vi da ikke snart verdensbilledet? Har vi ikke hørt det foredraget så ofte, og vil det ikke blive en gentagelse af allerede tilegnet stof? Man kunne måske tro det, når man hører, at det er en elementær gennemgang af verdensbilledet, beregnet på, at adskillige af kursusdeltagerne selv engang er i stand til at tale om disse ting, så de bliver til urokkelig bevisførelse for den modne tilhører.

Jo, vist var der gentagelser. Martinus viste os først den døende verdenskultur, og vi forstod, hvorfor den må dø. Med samme kraft og inspiration fik vi derefter baggrunden og begrundelsen for den nye verdenskultur. Vi blev ført gennem spiralkredsløbets evige riger, og vi fik symbolforklaringen til de nye symboler over jordklodens åndelige struktur for sluttelig ved gennemgang af de tolv grundfacitter at få bevisførelsen for verdensbilledets matematiske urokkelighed.

Det meste af dette er læserne bekendt, men for os kursusdeltagere stod al denne "gamle" viden efterhånden i et klarere og klarere lys. At dette lys på et senere stadium, når det sidste slør, der tåger vor bevidsthed, er draget til side, da højst vil forekomme os som tusmørke, nævner jeg blot for at undgå misforståelse om vor "høje udvikling".

Det var analyserne over "den højeste ild", der kastede et helt nyt lys over de gamle problemer. Med urokkelig logik blev det slået fast, at den enpolede tilstand er krigen på alle fronter, mentale som kontinentale, mens den dobbeltpolede er, og kun kan være, freden. Det er bydende nødvendigt med dokumentation af dette bevis, ikke blot for en selv, men også for at kunne imødegå og begrænse den intolerance, der højst sandsynligt vil rejse sig til protest fra den lejr, hvor uvidenheden om den højeste ild endnu er dominerende. Det bedste våben er her bevisførelsen for den modsatte pols tilstedeværelse hos "angriberen" selv.

Men forøvrigt var der nok at tænke over.

Hvis vi har en eller anden skavank: kødspisning, tobaksrygning, krig i ægteskabet, drik eller anden form for udskejelse, som – højst besynderligt – ikke er ganske udrenset hos langt de fleste af os, ja, så skal man ikke gå til dette kursus, med mindre man da ønsker at få forstærket sin dårlige samvittighed så meget, at vor viden, intelligens og karakter kan få overtag over dårskab, uheldige vaner og slaphed. Og om ikke dårlig samvittighed, så måske den teoretiske forståelse af, ja visheden om, at en uheldig last, der ikke overvindes i tide, uundgåeligt resulterer i katastrofe. At f. eks. tobaksrygning kan resultere i en impotent tilstand, hvor man i een eller flere inkarnationer er ude af stand til at få forbindelse med den højeste ild, burde bevirke, at man, hvis man er normal, med rædsel kaster sine sidste cigaretter bort. Men ikke mange af os er normale. Derfor må vi afvente katastrofen. Måske har vi heller ikke helt forstået problemets alvor, og kommende inkarnationer er jo så fjerne – i nydelsens nu –. Men katastrofen kan jo også være nærmere. Har ikke nogle af os troet, at blot vi blev vegetarianere, kunne f. eks. kræftens svøbe ikke ramme os. Men vi har siden set råkostspisere og indiske højt indviede vismænd dø af kræft. Hvorfor? Fordi kræften har sin rod mere i psyken end i det fysiske. Såvidt jeg husker, har Martinus sagt, at der, hvor vi bevidst og konstant handler mod bedre vidende, der er de mest glimrende betingelser tilstede for svære sygdomme. Måske mangler vi nok en nærmere bevisførelse, men vi har dog lært så meget om vor åndelige struktur og energiernes funktioner, at det er klogest her at erstatte det manglende med den tillid til Martinus' ord, der aldrig endnu er blevet skuffet.

Jo, der er stof til eftertanke i dette kursus. Ingen kan mere være helt det samme menneske efter at have deltaget her. Atter blev det slået fast, at det kosmiske verdensbillede, som Martinus har vist os det, er et i kærlighed kulminerende fundament for en evig verdensmoral og fuldkommen væremåde. Tilegnelsen af denne moral går langsomt – og dog – vi kan nå den på et tusind år eller to, selvom vi udsætter den ved at øde vor kraft i en eller anden form for afsporing.

Men en afsporing betyder naturligvis nogle hundrede års længere vandring i skyggezonen med tilhørende kvalfulde sygdoms- og smertefyldte inkarnationer, hvor det guddommelige lys er slukket og den højeste ild i os højst fremtræder som en funke, i stedet for som den er bestemt til: at lyse og funkle i næstekærlighedens kraft som en flammende brand, der trænger dybt ind i de inderste kroge i mikrokosmos og der bringer livets højeste kraft til disse små væsener, ligesom den i mellemkosmos tænder sit eget lys i andre øjne, hjerter og hjerner og som livgivende inspiration for medvæsenerne her dokumenterer tilstedeværelsen af guddommens væremåde.

Men eet forstod vi i hvert fald alle: ved dette kursus var det mesteren, der talte, og talte som den, der har myndighed.