Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når vi tænker på Adam og Eva, danner vi os naturligt det billede, som vi i vor barndom har set i adskillige variationer: Den nøgne mand og kvinde i den store have. Måske har vi set Julius Paulsens ofte gengivne billede af den just opvågnede Adam, der endnu ligger på jorden og undrende stirrer op på den nyskabte Eva, der i al sin dejlighed ser lige så undrende på ham. Det er smukt, men vi ved dog, at det er myte og eventyr. Vi ved, at mennesket ikke blev lavet færdigt på een gang af en guddommelig tryllekunstner, men at det – mindst ligeså guddommeligt – har nået sin nuværende tilstand gennem en lang udviklingsproces af plante- og dyreformer og stadig befinder sig midt i skabelsen.

Er vi så færdige med historien om Adam og Eva? Nej, opfatter vi den ældgamle beretning symbolsk, er den som så mange andre af lignende art rigtig nok. På omslaget ser vi billeder af Evas skabelse, som den finder sted endnu idag. Vi ser et eksempel på en overgangsform mellem plante- og dyrerige, hvor den ene generation (den gamle Adam) formerer sig ad ukønnet vej ved knopskydning og tværdeling (polygenerationen), medens næste generation (Adam og Eva) er fritsvømmende hanner og hunner (medusegenerationen), der danner sæd og æg.

Evas skabelse finder stadig sted på denne klode. Dermed være ikke sagt, at vi, dengang vi oplevede denne proces, var "vandmænd og -koner". Der findes utallige variationer af samme tema, og vor specielle variation vil vi først få adgang til at se engang i salighedsriget. Men i princippet har vi engang været ligesådan – der er ligegodt sket et og andet siden dengang!