Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg omtalte i min sidste Artikel de vigtigste og mest karakteristiske af de Fund af fossile Menneskeknogler, der i Tidens Løb er gjort. Man har fundet utallige andre, men det gælder om disse, at de alle indordner sig i Rækken, og jeg synes derfor ikke, at det er nødvendigt at nævne dem. Udfra de Eksempler, vi har set, er vi blevet klar over, at de Individer, hvoriblandt vi maa søge vore tidligste Forfædre, var af en meget lavtstaaende Art. Selv om vi gaar saa langt frem som til Fundet af Pekingmanden, viser det sig, at disse Væsner endnu ikke har formaaet at danne sig Vaaben eller Redskaber. Det vil altsaa sige, at de har levet fuldkommen paa Dyrevis, idet deres Intelligens ikke har været saa stærkt udviklet, at de har kunnet foretage saa indviklede Tankeoperationer. De har saa at sige levet fra Haanden og i Munden, udelukkende stolende paa deres egen Styrke og i Krig med alle og enhver. Paa de allerførste Stadier har det derfor været fuldkommen umulig at skelne mellem de Væsner, der senere udviklede sig til Mennesker, og de, der senere blev Aber.

Men hvad var da Grunden til, at denne Adskillelse fandt Sted? Ja – her kommer vi til en Faktor, som den materielle Videnskab ofte negligerer lidt for meget, nemlig det vi fra Livets Bog kender som X 1, eller "Det levende Noget". Grunden til den føromtalte Adskillelse af de to Udviklingsbaner maa søges i Individernes forskellige Begær efter Oplevelsen af Livet. Den Urorganisme, der her er Tale om, har været i Stand til at udvikle sig to forskelligartede Apparater, der kunde benyttes af Individer fra to forskellige Udviklingsbaner under deres Ophold paa Tyngdeplanet, og det er i Virkeligheden det, der er sket.

Gaar vi nu længere frem i Udviklingen til Individer, der staar over Pekingmanden, vil Intelligenslegemets Vækst begynde at gøre sig gældende, og vi træffer de første primitive Former for Vaaben. Stenen, der før i Tiden instinktmæssigt blev samlet op fra Jorden som Vaaben mod en uventet Fare, og Stokken, som i en snæver Vending blev brækket af Skovens Træer, bliver nu Genstand for en nøjere Undersøgelse, og en virkelig intelligensmæssig Behandling. Stenen bliver valgt med Omhu, og bliver hugget til med en skarp Kant, saa den bedre egner sig til sit Formaal: At dræbe, og Stokken bliver efterhaanden tildannet som Spyd, Kastekølle, Sværd o. s. v., altsammen smaa Ting, der viser, hvorledes Intelligenslegemet udvikler sig. Før denne finere Behandling af Vaabnene finder Sted, er der sket en anden Begivenhed af endnu større Betydning, nemlig at alle Tiders største Vaaben Ilden er traadt i Menneskehedens Tjeneste. Hvorledes det er gaaet til, kan ikke vides, men baade Skovbrande, glødende Lavastrømme, Lynnedslag o. l. kan have, og har vel ogsaa nok, været medvirkende, og dette Problem har da ogsaa tit været Emne for Forfattere. Den Højde, hvortil det er hævet, er fuldt berettiget, idet intet andet levende Væsen nogensinde udfra eget Initiativ har benyttet sig af Ilden.

Noget man uvilkaarligt fæster sig ved, ved Omtalen af Knoglefundene, er den store Udbredelse disse primitive Mennesketyper har haft. Man maa jo nemlig antage, at man, hvis man gaar tilstrækkeligt langt tilbage i Tiden til den Tidsperiode, hvor Menneskenes og Abernes Udviklingsbaner skiltes, maa finde samtlige Medlemmer af Arten samlede indenfor et ret snævert Landomraade. Hvor dette fælles Urhjem laa, ved man ikke, men antagelig har det ligget i et Landomraade, hvis Rester vi nu kender som de ostindiske Øer. Den kolossale Udbredelse, som senere har fundet Sted, kan synes svær at forklare, men tænker man paa, at disse Tiders Væsner udelukkende var Jægere, og som Følge deraf hele Tiden var paa Vandring fra Sted til Sted, og paa, at der ligger ikke saa faa Aartusinder mellem vore tidligste Fund og den heromtalte Periode, bliver det egentlig ikke slet saa usandsynligt, at en saadan "Udvandring" har fundet Sted; man maa jo tillige huske paa, hvad vi i vor af Teknikken beherskede Tidsalder næsten har glemt, at Mennesket var og er Jordens bedste Gangdyr. Det var i hvert Fald disse vore tidligste Forfædre klar over, og det har de benyttet sig af.

Aartusinder gaar, og Mennesket skrider langsomt og sikkert frem i sin Udviklingsspiral. Dette kommer til Syne derved, at Intelligenslegemet vokser, og med det ogsaa det Apparat, hvorigennem det fungerer, nemlig Hjernen. Vi ser da ogsaa ganske tydeligt paa de fremdragne Kranier, hvorledes Panden bliver mere og mere hvælvet; de svære Øjenbrynsbuer reduceres ganske langsomt, Kæbepartiet bliver mindre voldsomt og Ansigtet faar i det hele taget et mere menneskelig Udtryk. Men alt dette tager Tid, og de utallige Mellemformer, som Videnskaben har gravet frem fra længst forsvundne Jordlag, viser os bedst, at Udviklingen i Spiralens første Halvdel maa maales med en ganske anden Tidsenhed end den, vi nu anvender. Jo nærmere vi kommer Nutiden, jo rigere bliver Fundene baade af Knogler og Vaaben, og jo mere velbevarede bliver de, saaledes at det, der begynder som en forsigtig og famlende Forskning ganske langsomt glider over i en stor, farvestraalende og herlig Fortælling om Intelligensens og Kærlighedens Sejre, en Fortælling hvis pragtfulde Illustrationer vi hver Dag ser for vore Øjne i den Verden, der omgiver os.

Til Slut skal jeg, som tidligere omtalt, give en ganske kort Skildring af, hvorledes hele denne umaadelige lange Udvikling gennemløbes af enhver Organisme, der ender som Bolig for et Jordmenneske. Det første Trin af Organismen er den Celle, der er opstaaet ved Foreningen af en Sædcelle og en Ægcelle, altsaa den enkleste Organisme, der overhovedet kan tænkes. Vi gaar længere frem og iagttager, hvordan denne Celle gennem en Deling i to, disses Videredeling o. s. v. efterhaanden opbygger en meget kompliceret Organisme. Naar Fosteret er blevet 6 Uger gammelt, ser vi det ejendommelige, at der findes Gællefurer. Organismen er altsaa i denne hurtige Repetition naaet til det Tidspunkt, hvor Fiskestadiet repeteres. Undersøger man det nu nærmere, vil man se, at Gælleapparaterne, ved Overgangen til Luftaandedrættet ikke forsvinder, men indgaar i Hovedets Knogler. Saaledes er f. Eks. de Knogler, der sidder i Øret, dannet af de to første Gællebuer. Man vil ogsaa se, at Fosteret har en i Forhold til Kroppens Længde meget lang Hale. Gaar vi længere frem, vil denne efterhaanden forsvinde, ligesom Gællefurerne, medens Øjne, Øre, Næse og Mund udvikles til menneskelige Former. En Ting, der er værd at lægge Mærke til ved det nyfødte Foster, er denne, at Arme og Ben er lige lange, hvilket med mange andre Ting viser, at vi ikke altid har gaaet oprejste, men at der har været en Tid, vi bevægede os paa alle fire. Naar jeg her siger "vi", mener jeg naturligvis ikke de Væsener, der i Dag fremtræder som Jordmennesker, men derimod de, hvis Oplevelse af Tyngdeplanet foregik gennem Organismer, der i Tidernes Løb har udviklet sig til vor Legemskultur.

Vi er nu i store Træk kommet igennem den Del af Organismens Udvikling, som vi i Dag er i Stand til at overskue, og jeg haaber, at det er lykkedes mig at gøre dette interessante Emne saa levende for mine Læsere, at de kan føle lidt af den Harmoni, der er mellem "Livets Bog" og Menneskets Udviklingsfaktorer.