Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/9 side 154
<<  2:2
MOGENS MØLLER:
MAGT
(fortsat)
Kristendom – sort eller hvid magi?
For ca. 2000 år siden levede i Palæstina en mand, hvis udfoldelse af "hvid magi" kom til at sætte skel i menneskehedens historie. Da han levede, slog vi ham ihjel, og da han var død, gjorde vi ham til Gud. Vi har fastsat vor tidsregning efter hans fødsel, vi har bygget kirker til hans ære smykket med billeder af ham, som vi tror, at han har set ud, af hans mor og hans disciple. Vi har udført mangt og meget i hans navn, kærligheds- og barmhjertighedsgerninger, men også, og det i langt stærkere grad, krig, plyndringer og mord. Vi har pint og snydt og bedraget i Jesu navn. Vi har truet alle, der ikke ville anerkende vor opfattelse af ham, med Helvedes mørke magter og evig fortabelse, vi har kort sagt i hans navn udøvet alle former for "sort magi".
Derfor står de kristne kirker og religiøse sekter jorden over i så store vanskeligheder. Skæbnebølgerne vender tilbage, de er indkredset af deres egen "magiske cirkel". Det er ikke kristendommen, der er ved at gå til grunde, men menneskenes egne forestillinger og livsløgne. Alt det må væk, for at vi kan finde ind til kernen i Nazaræerens lære, til den "hvide magi".
"Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv."
"Du skal vende den højre kind til, når du bliver slået på den venstre."
"Som du sår, skal du høste".
"Hver den, der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd."
Blot eet af disse" skriftsteder" indeholder, hvis man virkelig vil koncentrere sin tanke derom, en sådan magt, at det kan gøre underværker i et menneskesind. "Underet" består i, at de er som et fast punkt, hvorpå en personlig tankeverden kan hvile. De er kosmisk-kemiske formler, som angår – ikke specielt Jesu liv eller livet på hans tid, men alt liv til alle tider. Det er selve universets magt, der ligger gemt i dem, dets evige love.
Åndsvidenskaben.
I vor videnskabeligt prægede tid med dens store detailviden om den fysiske materie, kan vi ikke undgå at se, at viden, kundskab og forståelse er magt. På grund af vort kendskab til de fysiske love, behersker vi den fysiske materie. De forskere, der er nået længst i deres opdagelser, kan imidlertid se, at vi ikke behersker livet, fordi vi behersker fysisk materie, og mange af disse søgende ånder er derfor begyndt at studere det åndelige liv for på basis af deres viden på dette område at opnå større magt over livet.
Der er dog eet, som disse forskere til tider glemmer – eller måske endnu ikke ved – og det er, at en fundamental betingelse for at opnå den magt, vi nu trænger til, er menneskets etiske kvalitet. Det er kun kærlighedsvidenskab, der kan "frelse" verden, og kun hvis den samtidig med den teoretiske tilegnelse udføres i praksis. Martinus' analyser af verdensaltets og det enkelte menneskes åndelige struktur er en kilde til magt, en vejviser, der peger indad i sjæledybet og udad i det praktiske liv. Vi kan ikke ved hjælp af analyserne opnå nogen som helst form for "mystisk" magt, f. eks. få hjertet til at stå stille, falde i trance eller lignende, der hører en primitiv fortid til. Men vi har gennem dem en større mulighed for at få et fundament i vor daglige tilværelse, en forståelse af hvorfor livet arter sig, som det gør, og hvad VI kan gøre for at det kan blive anderledes.
Martinus' åndsvidenskab er Kristendom blottet for dogmer og ceremonier, men den er også Buddhisme, Hinduisme o. s. v. Vi vil med tiden opdage, at disse religioner slet ikke er fasttømrede båse fulde af intolerance og smålighed. Det er noget menneskene har gjort dem til. De er stærke sjæles beretning og vidnesbyrd om den styrke, kraft og magt, der som en usynlig verden omgiver os alle, og om, hvordan enhver af os kan komme i forbindelse med denne universelle kraft, hvis vi kan indstille hele vort sind på bølgelængde med universets grundtone, kærligheden til alt levende.
Martinus' analyser er de udregninger eller mellemregninger, som går op i alle de store religioners facitter samtidig med, at de er en naturlig forlængelse af den fysiske videnskabs resultater. Ved hjælp af disse analyser vil det med tiden blive muligt for mange mennesker at bringe deres erfaringer i en logisk sammenhæng, en harmonisk tilstand, som er ensbetydende med en energiudsendelse fra bevidstheden, der mere og mere nærmer sig den bølgelængde, som er selve universets skabende kraft.
Hverdagens "hvide magi".
Det er en ret udbredt mening, at det er så forsvindende lidt, det enkelte menneske kan gøre for freden. Vi kan heller ikke standse krigen i Korea eller andre krigsformer, der allerede er bragt helt ind i den fysiske tilværelse. Men enhver af os kan begynde at fjerne al krigs inderste årsag og dermed arbejde for fremtiden, sin egen såvel som menneskehedens. Krigen har sine stærke rødder i hvert eneste menneskesind, og den kan som alt andet ukrudt kun fjernes ved at trækkes op med rode.
"Jeg skaber skam ikke krig", vil mange mennesker sige, "jeg passer på i tale og i handling, jeg gør ingen fortræd, jeg skændes ikke", o. s. v. Men krigens årsag og den "sorte magi" går dybere ned, helt ned til den uudtalte tanke og følelse. Før end vi ikke KAN tænke en negativ tanke om et andet menneske, ophører vi ikke med at være krigsspredere.
Det har betydning for hele jorden og menneskeheden hver gang et enkelt menneske udvikler tilstrækkelig selvstændig tænkeevne til at befri sig for "sorte magikeres" suggererende magt og til at undlade selv at benytte sig af disse kræfter. Og endnu større betydning har det, når vedkommende bliver i stand til at arbejde med den "hvide magi"s opbyggelse og livsnærende kraft. Det kan gøres af enhver, hvis blot han eller hun vil koncentrere alle sine evner om inden for sit store eller lille virkefelt i tanke som i handling at være til gavn.
Jeg vil slutte denne artikel om magt med nogle sætninger, jeg engang fandt i en gammel bog, og som jeg aldrig har kunnet glemme, selv om jeg har glemt, hvad bogen hed, og hvem, der har skrevet den. Der stod:
"Ælt kærlighed ind i det brød, du bager. Pak styrke og mod ind i den pakke, du binder til konen med det bekymrede ansigt. Ræk tillid og oprigtighed med den mønt, du betaler til manden med de mistænksomme øjne."
Disse simple ord fortæller om den næstekærlighedens magt, enhver tilsyneladende ligegyldig handling kan rumme. I det mindste ligger det største gemt. Det er ikke ved heroiske bedrifter med store fagter, vi bliver "fredens pionerer", men ved små, næsten skjulte, kærlighedsgerninger, der bærer lønnen i sig selv – og i den fremtid, de er medvirkende til at skabe.