Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Inden jeg gaar over til at behandle den Gren af Arternes Træ, som Mennesket selv er groet paa, nemlig Pattedyrenes, vil jeg lige omtale Fuglenes Udvikling, da disse jo synes at staa ret langt fra de Former, vi ellers har stiftet Bekendtskab med.

Allerede Darwin havde i sit Værk "Arternes Oprindelse" sagt, at Fuglenes tilsyneladende Adskillelse fra de andre Hvirveldyr matte forklares ved at antage, at mange Livsformer, gennem hvilke Fuglenes tidligste Forfædre forbandtes med de øvrige Hvirveldyr, var gaaet fuldstændig tabt. Dette Værk fremkom i 1859, og allerede i 1860 fandt man ved Solnhofen (et Skiferbrud i Bayern) en Skiferplade med Aftryk af et højst besynderligt Væsen, halvt Fugl – halvt Øgle, altsaa netop en af de Overgangsformer, som Darwin havde profeteret. Nogle Aar senere, i 1879, fandt man et nyt Skiferstykke, hvori der var Aftryk af et lignende Væsen, og baade Fjer og Skelet var saa tydeligt bevaret, at enhver Tvivl om Rigtigheden af Øglefuglens Eksistens var udelukket.

Medens Fjeraftrykkene tydeligt paapeger Væsnets fugleagtige Natur, viser paa den anden Side en Mængde Forhold i Skelettet lige saa tydeligt Krybdyrpræget: I Næbbet sidder saaledes en Række spidse Tænder, og medens Forlemmerne hos Nutidens Fugle bærer en "Haand", hvor Mellemhaandsbenene er sammenvoksede, finder vi hos Øglefuglen dels en Mellemhaand, hvis Ben ikke er sammenvoksede, og dels ser vi det mærkelige, som ogsaa viser det oprindelige i Typen, at Fingrene er frit bevægelige, saa at de kan benyttes til Klatring, og at de har Klør som Firbenenes; endvidere kan anføres, at Halen ikke, som hos Nutidens Fugle, var afstumpet, men derimod lang, som hos et Firben, og bar Styrefjerene i to Rækker hen langs Siderne, et Par til hver af de tyve Hvirvler

Skønt den altsaa i sig havde de begyndende Fugleegenskaber, har den dog absolut ikke været nogen stor Flyver; det højeste den har kunnet drive det til, var sikkert at klatre op i Træerne ved Hjælp af sine Fingerklør, og saa foretage Glideflugter derfra ned paa Jorden; den har været alt for tung til at hæve sig til Flugt.

Vi vil nu gaa over til den Periode, der indenfor Geologien kaldes Tertiærtiden, eller med et andet Navn "Den nyere Tid". I denne er det først, at Pattedyrene rigtig kommer til Udfoldelse. Hvornaar de allerældste Pattedyr er fremkommet, ved man endnu ikke; de tidligste sikre Pattedyrrester kendes fra den Jordperiode, der kaldes Middelalderen, og de er nært knyttede til den australske Pattedyrorden og Pungdyrene. De var smaa Dyr, og hele Middelalderen igennem vedblev de ligesom at staa i Stampe; det var som omtalt Krybdyrene, der dominerede, og det er, som om de med deres kolossale Former helt tog Vejret fra deres Medvæsener. Men de forsvandt af en eller anden mystisk Grund, maaske fordi de langt underlegne Pattedyr spiste deres Æg, og naar vi kommer frem til Tertiærtiden, begynder disse sidste at gøre sig gældende.

De ældste tertiære Pattedyr var naturligvis ikke særprægede Repræsentanter for de senere Hovedgrupper, og selv om man deler dem i "Urhovdyr", "Urrovdyr", "Urhalvaber" o. s. v., saa var de dog indbyrdes sammenknyttede ved saa mange fælles Træk, at det i mange Tilfælde beror paa en ren Skønssag, om man henfører dem til den ene eller den anden Orden. Fælles for disse Urordner er, at de har en lav og langstrakt Hjerneskal og en stor Tandrække, hvor der ikke var nogen synderlig Differentiering indenfor de forskellige Grupper, d. v. s. vi finder ikke udprægede Gnavere, Kødædere, Planteædere o. l., men de har alle et smukt regelmæssigt Tandsæt.

Vi vil kun beskæftige os nærmere med en af disse Urgruppers Fremvækst (udover Menneskets Forfædre), nemlig den, der er resulteret i vore Heste, idet vi her træffer en fuldstændig Klarlæggelse af en Dyregruppes Udvikling. Medens alle Urhovdyr var femtaaede, fremtræder Hesten jo nu som et eentaaet Væsen, og det er klart, at den for at komme til dette Stadium har maattet gennemløbe en lang Udvikling med utallige Mellemformer. Det er Repræsentanter for disse Mellemformer, vi ved Udgravninger har fundet, og de supplerer hinanden saa godt, at vi er i Stand til at fortælle Hestens Historie fra Ende til anden. Vi kan følge den, lige fra den som et ca. 30 cm højt Dyr med fire Tæer, og Spor af en femte, levede i Sumpe og ernærede sig af de bløde Plantestængler, til det næste Trin, hvor Bagfoden kun har tre Tæer, medens Forfoden stadig har fire, videre frem til Hestetyper, hvor Omdannelsen fra Sump- til Prærieliv var endnu mere fremskredent, idet Foden nu kun havde tre Tæer paa hver Fod o. s. v., helt op til vore Heste, der jo ejer den fuldstændigt udspecialiserede Løbefod.

En saa straalende Udviklingsrække er vi ikke i Stand til at fremlægge for Menneskets Vedkommende, men vi arbejder stadig paa det, og nye Fund supplerer stadigvæk vort Materiale, og selvom det naturligvis forlængst for Tanken er blevet klart, at en jævn Udvikling har fundet Sted, saa bliver det alligevel en stor Dag, naar man er i Stand til at fremlægge de haandgribelige Beviser, rent bortset fra, at det i Undervisningsøjemed vil faa stor Betydning, at man allerede paa et tidligt Trin, ved Hjælp af Billeder og Afstøbninger, kan gøre Børnene fortrolige med Udviklingstanken.

Som Læseren sikkert vil erindre fra "Livets Bog", træffer vi allerede dybt nede i Dyreriget det religiøse Princips første spæde Kim i Form af det lille Dyrs Angstskrig, og ligeledes træffer vi her den allerførste Kim til Individets kommende Følelseslegeme i Form af Moderkærligheden. Hos Øglerne, der for Størstepartens Vedkommende var æglæggende, og hvis Unger straks naar de var kommet ud af Ægget var overladt til sig selv, var denne endnu ikke saa stærkt udviklet, men kommer vi op til Pattedyrene, træffer vi et helt andet Forhold. Disse fødte nemlig levende Unger, og i den første spæde Tid var det Moderen, der sørgede for, at Ungen fik tilstrækkelig Næring, saadan som det jo ogsaa fremgaar af Navnet, og vi har saaledes allerede her en ret stærkt udviklet Moderkærlighed. Denne Plejen af Ungerne bliver mere og mere langvarig, efterhaanden som vi kommer op til højere og højere udviklede Pattedyr, for til sidst at kulminere med Menneskets, hvor den jo for de flestes Vedkommende strækker sig helt op til deres fjortende Aar.

Med Hensyn til Udviklingen af Følelseslegemet, er Mennesket saaledes forud for Dyrene, men dette er ikke det eneste Punkt, ogsaa med Hensyn til Udviklingen af Intelligenslegemet betegner Mennesket denne Klodes ypperste Frembringelse, og det var nok i første Instans denne fremskredne Udvikling, der har forskaffet Mennesket dets Stilling som "Skabningens Herre". Og lad os nu undersøge, hvorledes det er gaaet for sig.

"Mennesket nedstammer fra Aberne" var den Paastand, der med noget blandede Følelser blev paahørt af "Skabningens Herre" for ikke saa forfærdelig mange Aar siden. Det var man ikke rigtig tilfreds med, navnlig ikke i de saakaldte dannede Kredse, og selvom man aldrig havde gjort sig nogen Tanke om den egentlige Betydning, saa lød det meget mere tiltalende, at Mennesket var skabt i Guds Billede. Dette var virkelig den første, og maaske den vanskeligste Anstødssten, den unge Udviklingslære stødte paa, thi den kom fra de Kredse, der understøttede Videnskaben. Men en saa vigtig og fuldstændig revolutionerende Sandhed kunde ikke holdes tilbage, fordi nogle enkelte forfinede og uvidende Personer følte sig utiltalt deraf, og det Resultat, vi i Dag har naaet, viser da ogsaa bedre end mange Ord, at der hele Tiden har været dygtige og sandhedskærlige Videnskabsmænd til at sætte deres Arbejdskraft ind derpaa.

I min næste Artikel skal jeg saa gaa over til at skildre Menneskets Udvikling op gennem Tiderne, ved Hjælp af de i Jorden fundne Skeletdele, og dernæst den Udvikling Nutidsmenneskets Organisme gennemgaar, fra den fremtræder som en Kombination af to Celler og op til det fuldvoksne Menneske.