Ældre Kosmos og Kontaktbreve

C. Engelbrecht: Alderdommens og dødens kirtel. Axel Andersens forlag, S. Meldgaard, 1942.
 

– – – Liv kan tilføres jorden udefra, liv er en kosmisk naturkraft, som optræder i form af stråling.

Vi må opfatte stjernerne eller solene som universets livskilder. Astronomerne siger, at stjernernes temperaturer er så høje, at liv ikke kan findes der. Denne anskuelse beror på en forveksling af organisme og liv. Levende organismer, som vi kender dem, kan ganske vist ikke eksistere på stjernerne, men derfor kan livets energiform meget vel være der og stråle ud derfra.

– – – Solens konstante udstråling kan kun opstå ved en selvregulering, der må være forholdsvis lige så nøjagtig som temperaturreguleringen hos et menneske. Solen må derfor have en bestemt konstruktion. Den må være en slags organisme, som i sin selvregulering har noget tilfælles med et levende væsen.

– – – Den skabende og styrende kraft i universet kunne være identisk med det, vi i organismen kalder liv, hvis principale egenskab er fornuft. Vi må således antage, at liv er et universalt fænomen. Vi må antage, at der i universet hersker en overordnet, ukendt naturkraft, som erkendes af sin styrende og skabende virksomhed, ligesom vi kun kan erkende tyngdekraften af dens virkninger.

– – – Vi kan bedre forestille os universet som en helhed, som en stor organisme, opfyldt af lysets strålemasse. Stjernesamlingerne er universets organer, de enkelte stjerner er cellekernerne med planeterne som kolloider i kernens kraftfelt. Og som det centrale i denne organisme, en styrende og skabende kraft, hvis principale egenskab er den rene fornuft. Vi kan sige, at vi ikke kender denne krafts ophav, eller at den intet ophav har, men hviler i sig selv. Denne evige, skabende og styrende, vitale kraft, denne »verdenssjæl« kalder menneskene Gud.