Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kan man da sætte den østerlandske mentalitet op som et forbillede for Vesten? Nej, men Øst og Vest kan lære af hinanden, og vi kan lære meget af Østens mennesker, hvis vi vil prøve at sætte os ind i den tankegang, der ligger bag deres fra vor så afvigende levevis. Det er let nok at pege på de negative sider af orientalerens hele levesæt, at påvise, at hans alt for store passivitet har standset udviklingen, så millioner af mennesker lever i armod og elendighed. Vi kan også se, at han i alt for stærk grad slår sig til tåls med, at nød og ulykke er »karma« eller »Allahs vilje«« og ikke gør noget for at ændre det, f. eks. forbedre den almindelige levestandard. Vi synes, at han ikke lever nok i og for denne verden o. s. v., o. s. v., der er nok at kritisere. Men vender vi så blikket mod os selv, mod occidentens liv, hvor der »gøres noget«, finder vi ganske vist ikke de samme ting at anke over som i orienten, men vil vi være ærlige, finder vi lige så megen lidelse, nød og elendighed her, så alt det, der »gøres«, er åbenbart ikke nok, eller også bliver det ikke gjort på den rigtige måde.

Vi har nok dyder, som orientaleren mangler, men til gengæld er han ikke belastet med mange af de alvorlige lyder, som gør, at Vestens kultur snarere er civilisation. Ganske vist er den kultur, der har eksisteret i »Østens fagre riger«, degenereret, så orient og occident på det punkt står så nogenlunde lige, men netop derfor er der grund til at prøve at opbygge en ny fælles kultur i Øst og Vest af de værdier, som findes hos begge parter af stærk koncentration på livets åndelige værdier parret med handlekraft og praktisk fornuft.

Ganske vist søger man ikke mere at udbrede kristendommen efter princippet »de skal døbes eller druknes«, som Karl den Store sagde om sakserne, eller »de fik bank, til de bedred dem, thi de måtte tage kristentroen«, som der står i Snorres norske kongesagaer; men er kristendommen ikke efterhånden blevet en slags farisæisme? Ortodoksi, dogmatik og ceremonier binder i dag den kristne kirke i lige så stærk en grad, som moselovens ydre forskrifter bandt de skriftkloge. Dette er medvirkende til, at kirken ikke søges af størsteparten af vor tids ungdom, der føler, at den ligger udenfor livet. Ungdommen føler, at kirken blot vil lægge en ny byrde på deres skuldre, vil presse dem ind i en bestemt ydre form, uden at kunne give dem nogen livsforklaring. Læren om nåden og forsoningen er det fundamentale i vor tids kristendom og er samtidig det, som alle, der mere eller mindre føler sig udenfor kirken, men alligevel som kristne, har sværest ved at akceptere. Hvordan kan det være i overensstemmelse med Kristi lære om den kærlige fader, at han samtidig er en »vred herre«, som måske vil lade »nåde« gå for ret og kræver forsoning ved et offer, blot han kan komme til at »se blod«. Kan verden mon frelses ved en sådan lære? Mon det ikke snarere skal ske gennem Kristi egen lære om sæd og høst og om næstekærlighed, en lære, der med tiden vil kunne accepteres af alverdens folkeslag, fordi den inderst inde er i tråd med, hvad Buddha, Muhammed, Krishna, Lao Tse og mange andre lærte, inspireret af den samme Gud, men tilpasset forskellige tiders og forskellige himmelstrøgs mentalitet og tankesæt.

Kan vi, »Vestens barbarer«, udbrede Kristi lære til andre, når Vestens »kultur« slet ikke er bygget på denne lære? Kommer vi ikke til at stå som farisæerne, om hvem Jesus sagde til folket: »De siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.« Kunne han ikke i dag med samme ret sige til den samlede kristenhed, som han i sin tid sagde til farisæerne: »Ve jer, I som sier myggen af, men sluger kamelen! I hyklere, I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent. I er som kalkede grave, der udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.«

Jeg tror ikke, Jesus har pisket med svøbe, det var slet ikke nødvendigt, han kunne piske med ord, når det gjaldt sandhed og oprigtighed. Mon ikke disse ord også er henvendt til os, det tyvende århundredes farisæere i Vesten, der netop hænger så stærkt ved materien, »bægerets yderside«, og ikke koncentrerer os om »indersiden« eller den åndelige side af livet, udover at vi måske håber, at den nådige Gud vil forbarme sig over os, hvis vi blot tror, at Jesus har taget vore synder på sig og har lidt en forbryders død for vor skyld.

Skal vi gøre alverdens folkeslag til hans disciple, er der kun een vej: først selv at blive det! Vi må i al stilfærdighed i det daglige prøve at efterleve hans lære om næstekærlighed og derved medvirke til at gøre occidenten til et virkelig kristent kultursamfund, som for andre folkeslag er værd at tage som eksempel. Gør man det, vil man også vide, at man ikke kan drage en skillelinje mellem »vi kristne« og »de andre«. Den mindste smule mereværdskompleks er stik imod, hvad Jesus lærte. På samme måde som han flere gange over for »Guds udvalgte folk« fremhævede en samaritan og en romer, ville han måske, hvis han levede her i dag, på vor bekostning kunne fremhæve en buddhist eller muhammedaner, der havde hjertets renhed, – for det er den eneste virkelige kristendom.

Denne Gud bor ikke et eller andet sted i en stjernetåge, han bor intet »sted«, fordi han bor »alle steder«. Og dog er han i et bestemt »land«, et for de fleste mennesker ukendt land, som man ikke kan rejse til pr. skib, tog eller flyvemaskine, men kun gennem sin bevidsthed, pr. bølgelængde. Dette »ukendte land« er nu ved at blive »kortlagt«, så alle, der søger denne bølgelængde, kan »gå på opdagelse« i det, uanset om de kalder sig kristne, buddhister, hinduer eller muhammedanere, og enten deres hud er gul eller sort, brun eller hvid. Denne kortlægning er Martinus' analyser af universets evige love, analyser, som ikke kan danne religion eller sekt, ikke engang en forening, fordi de er skabt for frie forskere som en hjælp og vejledning for den enkelte til selv at finde og opleve sit »faste punkt«, hvorfra ingen eller intet mere vil kunne rokke ham.

Det er »det nye«, der i al stilhed er ved at bryde frem. Det vil tage sin tid, før det vokser sig rigtig stort, men engang vil det brede sig over hele jorden. Når det er sket, kan man tale om »een hjord«, menneskeheden, og »een hyrde«, Gud. Det ligger langt ude i fremtiden, men umiddelbart foran os ligger den opgave gennem tanke og handling at så en sæd, som kommende slægter, og dermed også vi selv, kan høste med glæde som »verdensborgere«, ikke blot i politisk og social betydning, men også i religiøs.

I et af H. C. Andersens eventyr finder to af sind og opdragelse vidt forskellige konfirmander ad hver sin vej frem til »klokken«, hvis stadige kalden har fået dem til at blive ved med at søge. De mødes, og hånd i hånd lytter de til dens guddommelige klang, »universets grundtone« ville Martinus kalde den. Også religionernes veje vil mødes, og hånd i hånd vil den samlede menneskehed forstå, at der er kun een religion:*) det bånd, der binder hvert eneste menneske til helheden, til den evige guddom, hvis søn det er, og hvis grundtone, kærligheden, det skal være redskab til at viderebringe til de andre levende væsener.

__________

* Kommer af »religio« = jeg binder.