Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er hos mennesket en naturlig tendens til at søge en fællesnævner for alt det, der er med til at give en tidsalder dens specielle præg. Ingen kan siges at være ophavsmand til disse epokebetegnende udtryk, selvom man ofte låner en kendt mands ord til at danne ramme om det, der er epokens essens.

For en del år siden brød slagordet: Alt er relativt! igennem. Det så dagens lys på et tidspunkt, der på mange måder var skelsættende indenfor vor historie; det var på overgangen mellem en gammel og ny videnskabelig tidsalder, det var på overgangen fra studerekammer-videnskaben til den populærvidenskabelige tidsalders periode.

Tiden frem til idag – og endnu adskillige år fremover, har været, er og vil være præget af en stadig omvurdering af værdier, kæntringer i samfundets åndelige og sociale struktur, ideers frembrud og undergang, mænd og meninger, der kommer og går, kort sagt: tiden vil tilfulde berettige det slagord, som menneskene med intuitionens sikkerhed har valgt for den.

Det var videnskaben, der stod fadder til slagordet, og det er – og bliver – videnskaben, der kommer til at føre det frem igennem den usikre tilværelse, det fører nu, til den sikre kyst, hvor det ogsaa i det almindelige menneskes bevidsthed får kontakt med hele den periode, som det står som fællesnævner for. Sagt med andre ord: Den usikkerhedsfølelse, som næsten er det eneste, der kaldes frem, når dette udtryk nævnes, bliver det videnskabens opgave at fjerne. Og vel at mærke ikke blot indenfor den teoretiske fysiks snævre specialområde, hvorfra ordet udsprang, men for hele menneskelivets nuværende situation, som netop bedst karakteriseres med dette slagord.

For at nævne et enkelt navn: Newton blev den, der gennem den anvendte videnskab kom til at vise verden, at videnskaben er vejen til det sikre. Hans himmelmekanik var Guds tanke udtrykt i moderne ord; Newton var selv meget religiøs og så i det resultat, han gennem sine beregninger over planetbaner var kommet til, et enestående eksempel på Guds storhed. Videnskaben og religionen var endnu ikke i konflikt med hinanden.

Men den gensidige forståelse, der var – ikke blot i en fjern fortid, men også frem igennem middelalderen op mod den nyere tid – mellem videnskab og religion, en forståelse, der for mange store forskeres vedkommende var den inderste drivfjeder i deres forskning, som for dem kun var et ønske om at bevise Guds storhed, denne forståelse svandt efterhånden bort bl. a. som en følge af den udviklingsbane, videnskaben kom til at beskrive.

Det stadige mål for den videnskabelige forskning var jo at udfinde og beskrive de årsags-virkningsbuer, der lå bag de fænomener, som man stødte på i det daglige liv. For hvert skridt, man trængte frem, afsløredes nye, og den naturlige konsekvens heraf måtte hos mange blive en voksende overbevisning om, at blot man trængte tilstrækkelig dybt ind i problemerne, så ville man til slut sidde inde med en viden, der var i stand til at forklare alt, uden at man behøvede at ty til begreber som "Gud", "Forsyn" eller "Skæbne".

Resultatet heraf er blevet, at religionen – eller måske snarere de teologier, der er vokset op af de forskellige religioner verden over – ikke har ret megen kontakt med videnskaben, ja desværre ofte står i et modsætningsforhold til den.

Og hermed møder vi konturerne af et andet område, som vi kan betegne med navnet: sociologien. Også her er videnskaben ved at sætte ind, selv om vi her møder et af de grænseområder, hvor den videnskabelige metode kun tildels lader sig anvende, og hvor derfor mange forskere er tilbøjelige til at sætte ordet videnskabelig i gåseøjne. Men det forhindrer ikke, at livet selv stiller videnskaben overfor problemer her, som den af simpel nødvendighed kommer til at tage stilling til og søge at udarbejde metoder til at behandle.

Navnlig er det jo spørgsmålet: krig – fred, der optager menneskene idag. Videnskaben har forskaffet os de sidste frygtelige våben, ved hjælp af hvilke menneskeheden nærmer sig det stadium, at den kan udslette sig selv, og der er derfor hos mange mennesker en fornemmelse af, at nu ligger det også til videnskaben at "klare ærterne" og sørge for, at jordens mennesker ikke glider ind i det, som ingen af dem inderst inde ønsker skal ske. Der er et gammelt ord, der siger, at "adel forpligter", hvilket i denne forbindelse kan oversættes ved: "Den største indsigt giver også det største ansvar." Med andre ord, videnskaben kan ikke længere sige til omverdenen, at den ikke interesserer sig for det, man kalder politik, handelssamkvem, internationale spørgsmål, rustningsproblemer o. s. v., thi den har selv været med til at danne mulighederne for det og må derfor også – for simpelhen at kunne overleve – være med til at lede de kræfter, den har sluppet løs, ind i baner, hvor de kommer til at tjene menneskeheden.

Og man ser, hvorledes allerede nu videnskabsmænd træder ind i rækkerne af dem, der hidtil blev betragtet som blåøjede idealister: de, der ønsker at afskaffe krigen! Selv Einstein, vor tidsalders store navn, har gennem opråb til menneskeheden appelleret til anstrengelse for at undgå krigen. Videnskaben er ved at forlade sit egentlige gebet og vove sig ind på fremmede områder.

For mennesker, der er fortrolige med de brydninger, der forgår indenfor ikke blot fagfilosoffers, men også mere almindelige menneskers bevidsthedsområder, når det gælder de store spørgsmål: meningen med tilværelsen – er der en mening? – kan menneskebevidstheden rumme, hvad der er nødvendigt for at forstå denne mening? – osv. osv. – er det et stedse mere og mere brændende spørgsmål: vil den eksakte videnskabs vej og åndsvidenskabernes vej mødes engang i fremtiden og blive en menneskehedens hovedvej mod erkendelse af sandheden? M. a. o. har videnskaben noget at sige det religiøst indstillede menneske?

Man vil formodentlig kunne hente sig mange svar på dette spørgsmål, svar, der mere siger noget om den, der svarer, end om problemet i sig selv. Det er jo et område, hvor der er frit løb for "meninger", idet kendsgerninger er vanskeligt tilgængelige og kun forekommer i fåtal. Men en vej kan man dog finde; og tillige en vej, hvor den personlige farvning indskrænkes mest muligt. Denne vej hviler på en analogislutning, hvis rigtighed kan bestrides, men som ikke kan afvises.
 

Betragter vi den udviklingsbane, som videnskaben har fulgt, så ser vi, hvordan den fra det primitive menneskes totale uvidenhed går gennem et stadium, hvor det mystiske behersker alle betragtninger og lægger sig hindrende i vejen for logisk tænkning. Men træningen indenfor disse felter, og – takket være bogtrykkerkunsten – oplagringen af erfaringer fra generation til generation fører med sig, at tågerne viger for forstandens lys, og som nævnt: hvor der før var mystik, kommer nu klare love, som muliggør beherskelse af stoffet. Newton betegner et højdepunkt, hvor det hele er klart og letforståeligt, hvor der er den største harmoni.

Betragter vi i relation hertil den bane, som det religiøse princip har udviklet sig efter, ser vi, at også det starter i den totale uvidenhed, passerer det udprægede mystiske, hvor besværgelser og trolddom dominerer for så at glide ind i klare tilstande, hvor mennesket gennem sin tro har opnået kontakt med en forklaring, der byder det et grundlag for en tilværelse. Alt er skønhed og harmoni.

For videnskabens vedkommende sker der derefter det, at en forfinet måleteknik langsomt men sikkert slår bunden ud af den skønne harmoni, der herskede i Newtons verdensbillede. Såvel indenfor makrokosmos – universet over os –, som indenfor mikrokosmos – atomer og elektroner under os –, vakler den faste struktur. Årsagsloven synes at være sat ud af funktion, tiden og rummets eentydighed er en saga blot, og den gamle grækers ord bliver atter aktuelle: alting flyder.

For religionens vedkommende er den tilsvarende del af udviklingen præget af, at menneskene gennem Darwin, gennem forskning af fossilier o. m. a. bliver klar over, at de hellige skrifters bogstavform ikke indeholder den fulde sandhed, – men hvad er da sandt? Hvor meget kan man da tro på? Man kan ikke finde sjælen, og man kender dog nu de mindste afkroge af det menneskelige legeme. Den frembrydende viden og tænkeevne nedbryder trosevnen. Mennesket bliver på en måde ulykkeligt: det har spist af kundskabens træ og oplever nu uddrivelsen af paradisets have. Der er ikke længere evige værdier, det har ingen måler for sig selv og sin egen moral: alting flyder.

Går vi nu tilbage til videnskaben, ser vi, at mænd som Rutherfort, Einstein, Bohr og med dem mange andre gennem deres forskning langsomt fører menneskene ud af det virvar af selvmodsigelser, som de var kommet ind i. En større og mere omfattende lovmæssighed, der indbefatter det, som almindeligt forekommer i verden, og tillige de tilfælde, som forekommer i såvel makro- som mikrokosmos, dukker frem af den moderne matematik, den teoretiske fysik og – efterhånden – også af de endnu kun halvt anerkendte videnskaber: psykologi og parapsykologi.

Og for religionens vedkommende er en lignende vækst ved at ske. Måske er det vildledende at bruge ordet religion på dette sted, idet der til dette ord har knyttet sig en fasttømret forestilling om kirke, ceremoni, teologi o. s. v.; bedre er det at anvende ordet åndsvidenskab. Og vi møder her et tilsvarende fænomen som det, der er ved at manifestere sig indenfor videnskabens område. Vi ser, hvorledes der langsomt stiger en viden frem, der forener de tidligere modstridende "forklaringer" på hensigten med menneskelivet, begrebet skæbne, døden, og mange andre af menneskehedens stående problemer, på en sådan måde, at det bliver en altomfattende syntese. I Martinus' kosmiske analyser møder vi dette i sin mest afklarede form.

Videnskaben og filosofien, der hidtil har stået i et vist modsætningsforhold til hinanden, må komme til – og vil komme til at indgå i et mere og mere intimt samarbejde, fordi deres forskningsområder mere og mere glider sammen. I dette samarbejde skal filosofien lære af videnskaben:

den stringente tænkning – ikke acceptere noget uden undersøgelse – ikke foretage slutninger, som kun er ønsketænkning – hele tiden have et åbent blik for filosofiens anvendelse i det praktiske liv,

og videnskaben må lære af filosofien:

at sanseområdet er betydeligt større end det, videnskaben idag befatter sig med – ikke alt kan måles og vejes med de midler, man i dag har – at den vigtigste del af menneskets liv falder uden for de felter, der dækkes og behandles af videnskaben (kunst, glæder og sorger, lykke og ulykke).

Denne samarbejdets proces er i fuld gang, og det er i et stadig mere og mere frugtbringende forløb af den, at man øjner håbet for menneskehedens fremtid.

Menneskene har takket være videnskaben efterhånden fået et ret godt indblik i "hvordan" – men de savner næsten totalt en forklaring af "hvorfor"! Postulater, gamle skrifter og overleveringer, kan ikke tilfredsstille det moderne, tænkende menneske, der på så mange områder er blevet trænet op til gennem forskning at nå frem til en organisering af iagttagelser, der tillader ham at se "ved egen kraft".

Som før nævnt: videnskaben står i dag ved det grænseområde, der hidtil kun har været behandlet af åndsvidenskaben. De er begyndt at række hinanden hånden, og en forudsætning for områdets erobring er, at de går i samarbejde. Og hindringerne for, at dette samarbejde kan realiseres, er i dag mindre end nogensinde tidligere.

Det klare blik for, "hvad der kan bruges", som har præget videnskabens arbejde indenfor teknikken, må overføres til videnskabens arbejde indenfor åndsvidenskabens områder. Man må holde sig for øje, at den til enhver tid første og største opgave for de videnskaber, der beskæftiger sig med menneskelivets problemer, må være at bidrage til en løsning, der er i kontakt med den virkelighed, der skjuler sig bag den tågede vrimmel af detailler, der udgør menneskets liv.

Som kemien engang voksede frem fra alkymisternes mystiske værksteder og blev til en klar viden om stoffers reaktioner med andre stoffer, således vil kendskabet til menneskelivets problemer også – igennem åndsvidenskaben – kunne nå frem til at være en klar viden om årsager og virkninger.

At realisere dette må være enhver forskers største mål.