Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Kend dig selv, og du kender hele universet," siger et gammelt ord fra den tid, da man ikke kendte så meget til universet, som man nu gør. Nu kunne man have brug for at vende den gamle sætning om og sige: "Alt det, du nu ved om universet, kan du overføre på dig selv, som du nok kunne trænge til at lære lidt bedre at kende." Vi ved en masse om fjerne kloder og om atomernes lilleputverden, men hvad ved vi om os selv? Parapsykologer, psykiatere og psykoanalytikere fortæller åbenlyst, at man næsten ingenting ved.

Hvad er en personlighed? Er det en fast formet, klart afgrænset enhed, eller er det rigtigt, når den gamle Per Gynt sammenligner sig selv med et løg, som han sidder og piller det ene lag af efter det andet? Til sidst når han ind til de inderste lag, og saa er der – ingenting!

Lad os blive ved sammenligningen med løget. Det har også rodtrævler, og hvis det kommer i jorden, kan det ske, at det spirer. Der er "liv" i det, der kommer blade og blomster, formering finder sted. Skjult liv synliggør sig og skaber forandring. Vi kan følge det samme princip, omend i andre variationer, i "menneskeløget". Vor bevidsthed består af tusinder af "lag", som man til en vis grænse kan "pille fra hinanden", d. v. s. underkaste en videnskabelig undersøgelse. Vi vil komme til et punkt, hvor vi ikke synes at kunne komme længere, fordi det mentale perspektivprincip gør sig lige så stærkt gældende som det fysiske. Vi ser ikke, hvad der er bag horisonten, men det er der alligevel! Vore bevidsthedslag fortoner sig ind i fjerne dyre-, plante- og mineralhorisonter på en sådan måde, at det hele bliver som en tågedis for vort nuværende sansesæt. Men ligesom man nu ved at bruge infrarøde og ultraviolette stråler kan forlænge sit fysiske perspektiv, vil man engang, således som ganske enkelte fremragende bevidstheder idag kan gøre det, kunne forlænge sit mentale perspektiv og trænge ind i personlighedens skjulte dybder og se, hvor man kommer fra, hvem man er, og hvad man vandrer imod.

Det er en sådan afsløring, der finder sted i Martinus' analyser. Ved at studere dem kan vi i store linier få indblik i vor egen skjulte fortid og fremtid, en teoretisk viden, som kan blive en begyndelse til praktisk oplevelse og erfaring.

"Det, jeg er, ser du ikke, det, du ser, er min skygge," siger Tagore og giver på sin måde udtryk for det samme som grækerne. Vi kaster alle en skygge ind på det fysiske plan, den består af fysisk materie, bevæger sig, er stor eller lille, ung eller gammel, grim eller smuk, en person, som hedder noget, er noget o. s. v.

Denne "vor person", synes vi, er det vigtigste i verden. Vi fornemmer den på grund af centrumsfornemmelsen som verdensaltets centrum, idet vi endnu ikke er bevidst i vort jeg som noget, der er hævet over organismer, tid og rum. Vor "jegbevidsthed" er kun en "personbevidsthed". Om denne person drejer sig sole, stjerner og mælkevejssystemer, og hvad der måske synes de fleste vigtigere, alle andre mennesker. Er disse ikke klar over det, må man se at gøre dem det forståeligt ved at hævde sig, at holde dem nede og eventuelt få dem til at arbejde for sig. Det er stillingen idag, enten det gælder de "personer", vi kalder stater, eller dem, der kalder sig mennesker. Det er dyrerigets stadium, kampstadiet. Dyret begynder at skelne mellem "jeg" og "det", og når denne evne bliver stærkt fremtrædende, er dyret et jordmenneske, en person. "Jeg" er personen, der skal holdes oppe, "det" er de andre, der skal holdes nede. Denne personbevidsthed bærer noget med sig, som ikke er så behageligt, nemlig angsten. Angsten for udslettelse, for døden. Dyrets angst er som dyrets bevidsthed af forholdsvis ringe omfang, men jordmennesket lever i selve angstens zone, et selvskabt helvede.

Da jordmennesket i sin materialisme identificerer "jeget" med organismen, tror det, at også "jeget", centrumsfornemmelsen skal forgå. "At være eller ikke være," det bliver pludselig et brændende spørgsmål for den, der mener ikke at have langt igen, men som ellers mest har beskæftiget sig med problemet "at have eller ikke have". Ligesom vedkommende i dette forhold absolut kæmpede for "at have", drejer alt i hans bevidsthed sig nu om dette ene "at være". Nogle mennesker kan hænge ved livet i årevis, blot fordi de er bange for at dø, de vil leve, selv om de måske forlængst har mistet al glæde ved livet. Nogle kan i denne situation støtte sig til deres barnetro, der siger, at mennesket har en udødelig sjæl, men mange kan ikke. Det er med ens barnetro som med ens barnesko, engang bliver den "for lille og trykker", man må have et "større nr", hvilket jo blot betyder, at ens større bevidsthed kræver større perspektiver. Man kan ikke befries for sin angst blot ved at tro, man har ganske simpelt mistet evnen dertil og vil forstå og vide hvorfor.

I sandhed, de gamle ord: "kend dig selv, og du kender hele universet," får ny klang, og uanede perspektiver åbner sig.