Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er sikkert ikke første gang, at læseren er stødt på det lille ord, der er valgt som titel for denne artikel. Det betegner jo næsten en epoke i vor tilværelse, en epoke, der med aldrig svigtende sikkerhed indfinder sig her ved årsskiftet.

Især indenfor handelens og industriens områder er det jo blevet skik og brug, at man hvert år tager et overblik over situationen, for at få lidt kontakt med de store linier i billedet. Til daglig er der så mange detailler, der lægger beslag på ens opmærksomhed og arbejdsevne, at der ikke altid bliver tid til at se udover alle disse detailler. Det samme møder man også indenfor områder som f. eks. politik. Statsmændene opgør også af og til situationen for at få de store linier trukket skarpt op tværs igennem og henover dagligdagens tusinde problemer.

Hvorfor gør man det? – Ja, det må jo have vist sig at være praktisk. Men hvad er det egentlig, man gør? Man lader blikket vandre tilbage på den periode, der lige er forløbet, for at se, hvordan den er forløbet. Har man opnået det, man regnede med at opnå? Var de midler, man havde besluttet sig til at bruge, gode? Virkede de rigtigt?

Og man lader blikket vende sig mod den periode, der ligger forude. Hvorledes skal man bedst gribe sagerne an? Hvori består de vanskeligheder, der skal overvindes? Hvilke midler har man til at overvinde dem? Hvilke ting er primære, og hvilke er sekundære?

Som nævnt er det ikke blot indenfor det økonomiske livs områder, man har denne praksis, men også indenfor det politiske og det sociale livs områder. Det er en simpel nødvendighed for mennesket, thi livet er idag så kompliceret og lægger til stadighed et sådant beslag på hans bevidsthed, at han ikke "til daglig" får tid til at beskæftige sig ret meget med "overblikket".

Også for det menneske, der med alvor og energi er gået igang med studiet af åndsvidenskab, er det af overordentlig stor betydning at holde "status" – at stille sig lidt udenfor det hele et øjeblik og se, om den periode, der nu er tilbagelagt, det år, der er gået, nu også bragte det, man havde regnet med, at det skulle bringe, om man nu også opnåede det, man ville opnå – o. s. v. Man kan meget let forelske sig sådan i en eller flere detailler, at man for disse "yndlingsdetailler"s skyld ganske glemmer helheden – og det kan være, og er som oftest, meget ubehageligt og lidet befordrende for de oprindelige mål.

Lad mig straks indskyde, at jeg med dette: at gøre status, ikke blot tænker på den enkeltes personlige problemer. De er der, naturligvis, og kommer vel lige så naturligt i første række, men derudover er der interessen for "alle de andre", d. v. s. for tilstandene ude i verden. Denne interesse vokser sig større og større i det enkelte menneskes bevidsthed, og årsagerne hertil er forskellige. Dels bevirker tekniske fremskridt, at den enkelte i stadig stigende grad bringes i kontakt med denne "store verden", dels betinger samme teknik, at den enkeltes "lille verden" i stadig større grad berøres af, hvad der sker ude i den "store verden". F. eks. er krige ikke mere noget, der sker "et eller andet sted på en slagmark", men derimod noget, der meget vel kan træffe at eksplodere lige midt i ens fredelige hverdag og forvandle den til støv og slagger, inden man når at blive helt klar, over, hvad der egentlig skete.

Og endelig skal nævnes den årsag, der bliver en ny verdens, en ny kulturs, hovedhjørnesten:, menneskets interesse for andre mennesker udfra bevæggrunden: humanitet og næstekærlighed. Og lad os holde os til denne sidste årsag til menneskets interesse for "alle de andre".

Hvad resulterer en "gøren status" i, når det er denne sidste synsmåde, der er grundlaget? Ja, svaret må vel blive, at resultatet er såre nedslående; thi omend man sporer en ny mentalitets fremvækst, så synes det for langt de fleste, som om det er den hårde, robuste, og af gensidig mistillid gennemvædede vurderingsmåde, der fejrer de største triumfer, når der er tale om at "ordne forholdene i verden".

Mennesket bliver mismodigt, og kun alt for let falder de kendte ord på læberne: "Hvad kan det nytte? Jeg er jo kun et lille menneske, hvad gavner det en rå og brutal verden, at jeg ønsker fred og fordragelighed? Der er såmænd ingen af de statsmænd, der regerer verden, der vil lytte til, hvad jeg siger!"

Atmosfæren bliver grå og trist og selvopgivende – hvad kan det nytte?

Det kan nytte! I sådanne situationer, hvor den grå tristhed slår sammen om Dem, skal De tage den bog ned, der plejer at kunne inspirere Dem, eller De skal gå hen til Deres ven og få en fornuftig sludder med ham, eller De skal sætte Deres yndlingsplade på grammofonen. De skal med hele Deres vågne bevidsthed gribe de midler, der kan stimulere de livsbefordrende kræfter i Dem, og når der blot er kommet en enkelt lille rift i tågesløret, så skal De bruge Deres forstand og tænke:

"Nuvel! Jeg er kun et lille og ubetydeligt menneske, det skal indrømmes, men består ikke den samlede menneskehed af små og ubetydelige mennesker? Er vi ikke alle ene, er vi ikke alle stillede overfor en "stor verden", hvis problemer truer med at knuse os, og er dog til syvende og sidst ikke denne store verdens problemer skabte af os, den store verdens små mennesker? Da mennesket ikke var, da var problemerne heller ikke. Jeg – og alle mine lige – er dog årsagen, det andet er resultaterne. Lad være, at de ikke er gode – det er trist, men er foreløbig en sag for sig – men de er resultaterne, det, der kommer bagefter. Det vil altså sige, at det er mig og mine lige, der bestemmer, hvordan verden bliver!"

Det er et meget vigtigt resultat, De nu er kommet til; hold endelig fast ved det, og lad ikke nogen talen om, "hvor ubetydelig De er i det store spil", vriste denne sandhed fra Dem!

Og De tænker så videre:

"Men når det nu er os, der bestemmer, så skulle verden jo i virkeligheden se helt anderledes ud, for vi ønsker den jo anderledes? Vi vil jo alle have fred! Mon det nu også passer, mon vi nu også kan gøre noget?"

Ja, De kan tro, at mennesket kan gøre noget. Tænk Dem om, og se lidt på, hvad mennesket har gjort. Se på de store kulturer i Kina, i Indien, i Eufrat- og Tigrisdalen, i Nildalen, i Mellemamerika, i Grækenland, i Rom, o. s. v., o. s. v.; se på alle de enorme bygningsværker, der er skabt under disse kulturer. Det er små mennesker, der har skabt det. Middelalderens mægtige katedraler! – Det er små mennesker, der har rejst de stolte spir mod himmelen. Og hvordan er det gået til?

Mennesket har villet! Bag alle disse mægtige skaberværker, både hvad angår bygninger, agerbrug, tænkning, statskunst o. m. a., finder De religionen, Det var til gudernes ære, eller til gudens ære, at alt dette rejste sig af støvet. Først i degenerationsperioden gled guderne ud af billedet til fordel for mennesket, men da svigtede også skaberkraften, da var der intet til at koncentrere menneskets energi.

Skal mennesket idag "nå noget", må der en kraft til for at koncentrere dets energi. Religionen som suggererende element har udspillet sin rolle i menneskehedens udviklingshistorie. Mennesket skal nu nå frem til at kunne "bære sig selv" – nå frem til ved egne evner at komme i kontakt med livet, med guddommen, og her træder åndsvidenskaben til for med sine analyser af mennesket og den verden, han lever i, at støtte ham i hans bestræbelser for at opnå denne endelige klarhed.

Allerede når de første stråler fra dette "lys" er trængt ind i menneskets bevidsthed, sker der det, at den føromtalte "kraft" begynder at virke. Følelsen af, at det "kan nytte", bliver forstærket. Vi er ganske vist alle "små mennesker", men vi er mange, og det er os, der er årsagen! Lad det være vort støttepunkt. Hver eneste tanke tænkt i kontakt med udbredelsen af fred og forståelse mellem folkene, er en sten i fundamentet til en ny verden. Det, De skal gøre, når De har Deres status klar for Dem, er ikke at blive vemodig over, hvor lidt der er nået, men at beslutte at fortsætte med at "tænke i den rigtige retning". Gode årsager kan aldrig afstedkomme dårlige virkninger. Det, der skal ske, er en befrugtning af menneskehedens bevidsthedsmateriale med en ganske bestemt indstilling, nemlig den gensidige tillid! De kender institutionen "Forenede Nationer", De kender "Røde Kors", De kender bevægelsen "Een Verden", De kender tanken, der ligger bag verdenssproget "Esperanto", o. m. a. De ser, hvorledes mennesker på utrolig mange felter søger at realisere "den gensidige tillid". Det er denne atmosfære, De skal styrke, og der er det gode ved det, at det er totalt ligegyldigt, hvor De – rent geografisk set – støtter den. Det er ikke nødvendigt at foretage lange rejser for at yde sit bidrag, det kan gøres her og nu.

Og lad det blive resultatet af Deres statusovervejelser: ikke at lade Dem afskrække af, at virkningerne af Deres liv måske synes små. Thi selv om De kun er een, så er der kloden over tusinder og atter tusinder sådanne enere, og når alle disse arbejder i samme retning, realiserer de samme tanker, den samme væremåde, så bliver resultatet en kraft, der langt vil komme til at overgå, hvad menneskehedens historie til dato har kunnet fremvise, thi hvor det før var blind iver og mod fanatisme grænsende begejstring, dèr bliver det nu velbehersket og velreguleret viden og kunnen, der ikke skaber under devisen "hensigten helliger midlet", men som tværtimod ser flertallets vel som et resultat af den enkeltes vel.

Og husk, hvad den gamle kinesiske vismand sagde:

Det er bedre at tænde et lys, er det end aldrig så lille, end det er at forbande mørket!