Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der var engang –

Sådan begynder som bekendt alle rigtige eventyr, og dette er noget i retning af et rigtigt eventyr.

Altså: Der var engang, da menneskene ikke var nær så kloge, som de nu er. Selv syntes de naturligvis, at de var meget kloge, og egentlig så var de jo også det klogeste, man indtil da havde kendt, men set med vore øjne var de – nå ja, da var de altså ikke så kloge, som vi er, ikke på langt nær. – –

Men alligevel så og oplevede de jo tingene omkring sig; de talte om dem – de gav dem navne for at kunne tale om dem, – de beskrev dem for dem, der ikke selv kunne komme hen og se dem, og de klogeste af dem skrev afhandlinger om dem, som ingen andre end de, der var lige så kloge, kunne forstå, og de havde jo egentlig ikke brug for at læse afhandlingerne, da de kendte det hele i forvejen.

Nå, ret skal være ret, det skete jo dog af og til, at der dukkede nye og forunderlige tanker op hos en og anden af de allerklogeste, og det er netop sådan en tanke, vi vil se lidt nærmere på.

Det var dengang ligesom nu, at for den, der havde et åbent sind, var verden forunderlig. Det var ikke til at opregne alt det, der skete omkring en af mærkelige ting, både store og små. Det mest imponerende og betagende var dog nattehimlens utallige skarer af stjerner, og især de kraftigste af dem, som man kaldte planeter, og som bevægede sig rundt imellem stjernerne. Det var et syn, der nok kunne vække en tænkers undren, og det måtte naturligvis føde utallige spørgsmål i en grublers sind. Var det ikke skaberens værk i al sin overjordiske vælde? Var det ikke den almægtige Gud værdigt? Men hvordan gik det til?

Aristoteles, den af kirkefædrene anerkendte hedning, der havde skuet så dybt i mange af livets mysterier, havde også klart set, at hele dette mægtige skue var af skaberen lagt omkring jorden, der var universets midtpunkt, hvorpå mennesket, som Gud havde skabt i sit eget billede, var sat for at leve, vorde mangfoldig og gøre sig den underdanig. Udenom jorden drejede sig sfærer, hvorpå planeterne var fastgjorte, og yderst fiksstjernehimlen. Og naturligvis måtte det være sådan.

Men skaberværket var endnu mere ophøjet: thi når alle disse sfærer drejede sig rundt indeni hverandre, frembragtes der den mest overjordisk skønne musik. Kun skade, at menneskene i den grad havde vænnet sig til at høre den, at de ikke mere opfattede den! – – –

Og århundrederne gik, og menneskene blev klogere, meget klogere – sagde de selv.

Nu var man da heldigvis ude over det naive trin, hvor man troede, at jorden – det lille støvfnug – var verdensaltets centrum. Nej, nu var man virkelig videnskabelig, nu målte og vejede man, man eksperimenterede og udkastede hypoteser, som man drøftede og verificerede eller forkastede til fordel for nye og bedre, og trin for trin gjorde man sig til stoffets herre.

Mennesket talte – og det skete, mennesket bød – og så stod det der. Man kunne med materien gøre så at sige, hvad man ville – og det var lige på nippet til, at man gjorde det. – Og så havde der ikke været mere at fortælle om.

Men – så langt kom det dog ikke.

Det hændte af og til, at de kloge mennesker stødte på beretninger fra "de meget gamle dage" og læste om sfærernes musik. Ak ja, – det var dengang! En pudsig opfattelse! At forestille sig at leve midt i realiteter, som man dog ikke mærkede noget til, ikke kunne konstatere eller påvise på nogen måde! Nå ja, det var jo dengang –. Men i vore dage – –!!

Og tænk så alligevel: Disse kloge, kloge mennesker, som havde slugt alverdens visdom, og måske nok forslugt sig lidt på den – i hvert fald nogle af dem – disse kloge mennesker levede midt i en verden, hvor alt omkring dem levede og åndede, hvor der overalt skabtes og opbyggedes, hvor små kredsløb gled sammen til store kredsløb, hvor store kredsløb gled sammen til endnu større kredsløb, og midt i denne "sfærernes musik" var det dem dog umuligt at "høre tonerne"!

"Alt er stof og reaktion mellem nøje bestemte kemiske stoffer!" –" Vi har aldrig kunnet påvise en sjæl!" – "At personligheden skulle bestå udover den fysiske død, det er der intet, der taler for!"

Sådan lød den højeste videnskabs ord om de højeste ting! Den videnskab, der så overbærende alvident talte om de stakler, der troede på sfærernes musik!

De var blevet så vant til at leve midt i en overdådighed af tilstande og begivenheder, der hver på sin måde bragte budskab om planer og hensigter, som rakte udover jordelivet og stoffet, at de var hørt op med at bemærke det – eller rettere: det var endnu ikke gået op for dem, at der i det hele taget var sådanne vidnesbyrd. Ligesom de ikke mærkede deres hjerteslag og vejrtrækning, – de behøvede ikke at tænke på disse funktioner, fordi det var noget, der var en slags "vane", en automatfunktion, som ikke længere blev registreret af deres opmærksomhed, – sådan var de også blevet vant til at se tingene omkring sig foregå på ganske bestemte måder, årtusind efter årtusind, og det faldt dem ikke ind, at der i disse ganske dagligdags ting lå netop det, de mest brændende ønskede at finde. De var blevet for vant til at se det. De kunde ikke høre "sfærernes musik".

Kun langsomt, eftersom ydmygheden kom til at præge deres tænkning, begyndte deres øre og øjne at fatte disse klange og farver. De så, at sand videnskab er noget mere og større end at aflæse måleapparater. De blev klar over, at de midt i al deres store og vidunderlige viden alligevel kun var nået igennem de aller første stadier frem mod den tilstand, der med rette bar navnet: guddommelig visdom.

Og den verden, som deres forkrøblede viden et kort øjeblik havde pustet kold og angst, trak påny vejret frit, åndede dybt og glad, og åbnede sig med den barnlige glæde, som er karakteristisk for den, der virkelig ved, mod de nye terræner, mod den vidunderlige "sfærernes musik"!