Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Idet vi saaledes igennem vor logiske Tænkning er kommet til Erkendelsen af et "udødeligt Jeg", en usynlig Hersker i det levende Væsens Organisme eller Materie, begynder vi ogsaa paa samme Maade ad Tænkningens Vej at finde frem til en usynlig Hersker bag Verdensaltet. Vi er nemlig urokkeligt stedet overfor den Kendsgerning, at den usynlige Hersker i det levende Væsens Organisme ikke er det eneste i Tilværelsen, der kan bringe Materien ind i logiske Kombinationer eller hensigtsmæssig Skabelse. Vi ser, at Skabeprocessen i Naturen er underordnet en Logik og Hensigtsmæssighed, som den jordmenneskelige Skabeevne ikke kan overtrumfe. Vi bliver saaledes Vidne til eller stillet overfor to Skabelsesprocesser: den af det levende Væsen frembragte og den af Naturen affødte. Den af de to Processer, vi kender bedst og har bedst Adgang til at kunne kontrollere, er naturligvis den af det levende Væsen manifesterede, netop fordi, vi her bevidst opfatter den usynlige Hersker bag Organismen og den dermed udførte Skabelse. Vi ved derfor, at der bag vore egne Frembringelser eller Manifestationer ligger en forudgaaende Tænkning eller Planlægning. Denne Planlægning bliver saa overført til Villien og bliver til Villieføring. Villieføringen bevirker igennem den fysiske Organisme eller Kroppen Materiens Omformning til Fordel for vor Manifestation. Denne Manifestation er altsaa en Skabelsesproces, igennem hvilken vi indirekte aabenbarer vor usynlige Eksistens bag de skabte eller frembragte Foreteelser. Vor, paa det fysiske Plan eller bag den fysiske Materie fremtrædende, usynlige Eksistens bestaar altsaa af det, vi kalder Bevidsthed foruden naturligvis det før konstaterede usynlige Jeg. Jeg, Tanker og Villieføring udgør altsaa Realiteter, vi finder bag en hvilken som helst Materiekombination, der udgør "et levende Væsen" eller den ene af de to før nævnte Skabelsesprocesser. Dette vort Kendskab til den ene af de to Skabelsesprocesser maa vi bruge som Fundament for vor Opklaring af den anden Skabelsesproces's inderste Analyse, eftersom det er det absolut eneste, ved hvilket vi overhovedet kan danne os et fuldkomment logisk Begreb om nævnte anden Skabelsesproces, den, vi kalder "Naturen" eller "Verdensaltet".

Medens den materialistiske Videnskab nok til en vis Grad vil erkende den ene af de omtalte Skabelsesprocesser, den, der forekommer igennem de levende Væsener, som Udslag af Bevidsthed, Tanke og Villie, vil den ikke anerkende Naturens Skabelse som et Produkt af Bevidsthed eller Tanke og Villieføring. Her tror man, at Naturens Skabelse udelukkende bestaar af de forskellige Materiers tilfældige Berøring med hverandre. Man tror derfor, at de heraf opstaaede tilfældige Reaktioner er selve Livsmysteriets Løsning. Livet skulde saaledes kun bestaa i tilfældige Reaktioner mellem Stofferne, altsaa en Slags Kemi. Den i Stofferne boende Reaktionsevne skulde derfor være selve Livets første Aarsag og dermed Livets Ophav. Dette vil igen betyde, at medens det levende Væsens Organisme intet som helst kan foretage sig, naar den usynlige Hersker er gaaet ud af denne, saa skulde Materien eller Naturens Kræfter ganske uafhængig af nogen usynlig Hersker være i Stand til, uden nogen som helst Tanke, Bevidsthed eller Villieføring, at skabe logisk, plan- eller hensigtsmæssigt. Med andre Ord, den absolut døde Materie skulde være ligesaa dygtig til at udføre logisk eller hensigtsmæssig Skabelse som det levende Væsen. Men hvordan kan en saadan Forklaring paa Livsmysteriet virkelig blive opfattet som Videnskab? - Og hvordan kan en fra al logisk Tænkning saa skrigende Afvigelse holde ellers fornuftige, intelligente Mennesker nede i en saa taabelig Overtro? - Det, der er totalt umuligt indenfor det Omraade, hvor de med deres Sanser ser klarest eller har Livet paa nærmeste Hold, tror de kan finde Sted i de Omraader af Livet, der er dem fjernest, og hvor Tingene endnu ligger udenfor deres Sanseevne.

Vil en Forskers egen Organisme ikke være den Kombination af Materier eller Stoffer, hvor han direkte kan fornemme det bærende Grundprincip? - I hvilken anden Materiekombination kan han blot tilnærmelsesvis fornemme Livet saa klart? Er det ikke her, han føler sig som Midtpunkt, som det villieførende, bestemmende og oplevende Noget? - Er det ikke her indenfor dette af det levende Væsen beherskede Omraade, at det er en urokkelig Kendsgerning, at intet som helst kan skabe sig selv? - Ser han ikke her som en Kendsgerning, at et Hus, en Maskine eller lignende ikke kan bygge sig selv, en Klædning ikke kan sy sig selv, ligesom en Bog, et Eventyr, et Skuespil o. s. v., ja alt, hvad Mennesket kender som et Resultat af de kendte levende Væseners Skabelse, umuligt kunde være blevet til uden netop igennem Bevidsthed, Planlæggelse og Villieføring. Dette vil altsaa igen sige, at saa langt, som Mennesket med sin vaagne Dagsbevidsthed klart og direkte kan gennemskue Tingene, er der absolut intet som helst, der kan blive til uden i Kraft af Bevidsthed, Tænkning og Villieføring. Indenfor Individets kulminerende Sansefelt, altsaa der, hvor Individet direkte kan opleve, bliver det den største og mest urokkelige Kendsgerning, at absolut intet som helst i dette Omraade kan blive til af sig selv. Naar dette er Tilfældet, hvordan kan det da i det Omraade, der er mere eller mindre utilgængeligt for menneskelig Sansning, være logisk at antage, at de logiske Processer eller den hensigtsmæssige Skabelse, som her finder Sted og ikke staar tilbage for de kendte levende Væseners Skabelser eller Frembringelser i Hensigtsmæssighed og kunstnerisk Udførelse, er et Resultat af Tilfældighed? - Hvorfor bliver det levende Væsens Organisme til et Lig, ligesaa snart Bevidstheden og dermed Tænkningen og Villieføringen ikke mere forekommer i samme Organisme? - Hvorfor bliver ikke alle Materiekombinationer, der forekommer udenfor de levende Væseners Organismers Omraader, og som man altsaa frakender Bevidsthed, Tænkning og Villie, ikke ogsaa til Lig? - Er det ikke en Kendsgerning, at den logiske Skabelse stadig finder Sted? - Ja, er Ligets Opløsningsproces og den heraf opstaaende Overførelse af dets Materie til Kredsløbet ikke ogsaa en logisk eller i højeste Grad hensigtsmæssig Skabelse? - Hvordan kan da Bevidsthed, Tænkning og Villieføring være en absolut uundværlig Betingelse for Skabelse i det ene Tilfælde og i det andet Tilfælde være totalt overflødig? - Hvorfor skulde en Organisme, en Plante, et Dyr, ja, alle de Foreteelser, der betinger Arternes Bestaaen, deres Livsformer og de heraf betingede Kropsforme kunne danne sig hundrede Procents hensigtsmæssigt udelukkende paa Grundlag af Tilfældighed? - Hvorfor bliver Livet ikke her til Kaos? - Hvis Mennesket finder paa at leve sit Liv paa bar Tilfældighed, bliver dette Liv uundgaaeligt til Kaos. Kan det overhovedet frembringe noget som helst logisk eller planmæssigt blot ved at smide Materialerne tilfældigt sammen? - Kan Urmageren skabe Ure, kan Arkitekten skabe Bygninger, kan Snedkeren skabe Møbler, kan Skrædderen sy Klædninger o. s. v. paa denne Maade? - Hvordan kan man da tro, at denne taabelige eller ulogiske Opfattelse kan være Livsmysteriets Løsning, kan være Verdensaltets og dermed Livets Fundament? - Naar Tilfældigheden kun kan lave Kaos indenfor den menneskelige Livszone, hvordan kan den da danne straalende og fuldkomne Skabelser i Zoner, hvor den menneskelige Indsigt mere eller mindre mangler? - Naturens Skabelse, som langt overstraaler den menneskelige Skabelse, skulde saaledes være baseret paa Tilfældighed, medens den menneskelige Skabelse kun kan finde Sted i Kraft af Bevidsthed, Tænkning og Villieføring. Tror man ikke, det er en forfærdende Fejltagelse at kalde en Verdensopfattelse, baseret paa Erkendelsen af Tilfældighed som Livets dybeste Aarsag, for Videnskab? - Er ikke Vildfarelse og Overtro denne Opfattelses rigtige Navne, ligegyldigt i hvor høj Grad den saa end maatte have Universiteters og Læreanstalters Autorisering eller Godkendelse? - Maa ikke Tilfældighed skabe Planløshed og Kaos der, hvor den behersker Livet? - Og maa der ikke Tænkning, Planlægning og Villieføring til der, hvor hensigtsmæssig eller logisk Skabelse skal finde Sted? - Er dette ikke den største Kendsgerning indenfor vort eget Bevidsthedsomraade eller der, hvor vort eget Jeg har med Materien at gøre?

Vi vil nu se paa de to Skabelsesprocesser, vi begyndte med at paavise, og hvoraf den ene udgør vort eget Skabeomraade eller det Omraade af Verdensaltet, hvor Materien er underlagt vort Begær og Villie, og den anden Skabelsesproces, Naturen eller Verdensaltet, hvor Materien ikke er underlagt vor Villie og Skabeevne, ja, hvor den endog unddrager sig vor Evne til at se klart. Da vi ser, at der i Virkeligheden finder Skabelse Sted i begge Omraader, og at denne Skabelse ikke er mindre logisk og hensigtsmæssig i det Omraade, der ligger udenfor vort eget, og som vi altsaa betegner som "Naturen" eller "Verdensaltet", bliver vi nødsaget til rent teoretisk at acceptere den Opfattelse, at der ligesaa godt maa være Bevidsthed, Tanke og Villieføring bag ved Naturens Skabelsesprocesser som bag de menneskelige og de øvrige kendte levende Væseners Skabeprocesser. Logisk eller planmæssig Skabelse maa være Bevidsthedens og dermed Livets fornemste Kendetegn. Planmæssighed eller Logik kan kun være Udtryk for Hensigtsmæssighed, men Hensigtsmæssighed kan igen kun eksistere som Udtryk for Begær eller Ønske. Begær eller Ønske er igen det samme som Tanke. Tanke er Fornemmelsen af Livet. Fornemmelsen af Livet afslører igen "et fornemmende Noget". Et fornemmende eller oplevende Noget er igen det samme som den udødelige, usynlige Hersker bag Materien, som vi allerede har lært at kende som "Jeg"et i det levende Væsen. Vi begynder saaledes her at gøre den Opdagelse, at alle de Skabelsesprocesser, Naturen aabenbarer, ikke er døde, tilfældige Kræfter, men at de er "Livsytringer" ligesom alle de skabte Foreteelser, der er frembragt af Mennesker eller andre kendte levende Væsener. Naar vi ser en Fugls Rede, en Edderkops Spind, Biernes Voksceller og lignende, ved vi med Sikkerhed, at disse Foreteelser er "Livsytringer" eller Produkter frembragte af levende Væsener, selvom vi aldrig havde set disse Væsener. Det samme gør sig gældende, naar vi ser Huse, Maskiner, Klædninger, Figurer etc. Men hvoraf ved vi, at disse Foreteelser er "Livsytringer"? - Er det ikke netop, fordi vi ved, at disse umuligt kan være Produkter af tilfældige Kræfter eller Materiers Sammenspil. Det er altfor tydeligt for os, at de er et Resultat af forudgaaende Tænkning, Planlægning og Villieføring. Det er de nævnte Foreteelsers Afsløring af denne Tænkning og Villieføring, der igen er det samme som Bevidsthed og dermed Liv, der gør dem til "Livsytringer", der igen er det samme som Beviser for Liv.

Det er altsaa dette, at de er byggede logisk eller hensigtsmæssigt op, der gør de kendte levende Væseners Skabelser til "Livsytringer" eller "Livsbeviser". Men hvorfor skulde vi saa ikke ogsaa antage, at alle andre logiske eller hensigtsmæssige Skabelser eller Opbygninger af Materien udenfor det menneskelige og andre kendte levende Væseners Skabeomraade skulde være Udtryk for Tænkning og Villieføring og dermed være "Livsytringer" eller "Livsbeviser"? - Hvordan kan noget, der totalt er uden Liv, skabe hensigtsmæssigt? - Hvordan kan man paaberaabe sig, at alle logisk og hensigtsmæssigt opbyggede Foreteelser i Naturens Skabeomraade totalt bliver til uden nogen som helst Bevidsthed, Tanke eller Villieføring, naar logisk Opbyggelse eller Skabelse indenfor de kendte levende Væseners Skabeomraade er totalt umuligt uden Bevidsthed, Tanke og Villieføring? - Med hvilken Ret kan man paastaa, at Naturens logiske eller hensigtsmæssige Opbygning er Tilfældighed og saaledes totalt er skabt uden Tanke og Villieføring, medens de levende Væseners logiske og hensigtsmæssige Manifestationer umuligt kan finde Sted uden netop i Kraft af Tanke og Villieføring? - Hvordan kan det være Udtryk for virkelig Videnskab at opfatte alle hensigtsmæssige Skabelsesprocesser, man ikke kan se Ophavene til og derfor ikke kender, for tilfældigt "selvopstaaede", altsaa blevne til uden noget Ophav, naar man urokkeligt maa indrømme, at ikke een eneste af de Skabelsesprocesser, man kender Ophavene til, kunde være blevet til af sig selv eller kunde have bygget sig selv op? - Det bliver saa meget desto mere mærkeligt, eftersom de af Menneskene skabte Foreteelser absolut ikke er bygget mere logiske og fuldkomne op end de af Naturen skabte Ting eller Frembringelser. Er det ikke let at se, at Erkendelsen af Tilfældighed som Aarsag til logisk og hensigtsmæssig Skabelse er skrigende inkonsekvent? - Man frakender logiske og hensigtsmæssige Skabelsesprocesser noget Ophav ene og alene, fordi disse Ophav ikke er direkte synlige og ikke lader sig veje og maale af Jordmenneskene saaledes som de kendte levende Væsener. Man kan dog ikke paastaa, at et Hus har bygget sig selv, blot fordi man ikke kender Bygmesteren. Hvordan kan det da være logisk at paastaa, at en anden logisk Skabelse er blevet til af sig selv, blot fordi man ikke kender denne Skabelses Ophav? -

Ovennævnte ulogiske eller inkonsekvente Paastand kan umuligt være "Videnskab", selvom der er mange eksaminerede lærde, der helst vil holde sig til den. Disse lærde er i dette Tilfælde, om end ubevidst, ikke logiske Tænkere, men Dogmedyrkere. De befinder sig i den samme suggererede Tilstand som det stærkt religiøst troende Menneske. Det tror blindt paa de autoriserede religiøse Beretninger, ganske uanset om disse Beretninger er logiske eller inkonsekvente. Men der er blot den Forskel, at disse Væsener ikke giver sig ud for at være Forskere eller Videnskabsmænd. De stagnerer eller hæmmer ikke den videnskabelige Forskning. Det er derimod farligt for Udvikling og Forskning, naar Forskningens Mænd og Kvinder bliver indfanget af en Forestilling, der er taabelig, inkonsekvent eller ulogisk og derfor intet har med Videnskab at gøre, men alligevel paastaas at være et korrekt Udtryk for Virkeligheden. Den af mange lærde opfattede Livløshed i Universet udenfor de kendte levende Væseners Omraade har allerede sat sit hæmmende Spor paa mange unge, videnskabeligt indstillede Forskere og indhyllet disses ærlige og gode Villie til at finde Sandheden i den Suggestion, at Mennesket er det fornemste Liv i Universet, og at denne Livsform og de øvrige kendte Livsformer paa Jorden er det eneste Liv, der overhovedet eksisterer. Ja, saa suggererede er en stor Part af den akademiske Ungdom, at man indenfor denne Part ligefrem ikke mener at kunne være bekendt at have nogen som helst Tanker i Retning af, at Universet skulde være Udtryk for Liv udenfor de kendte Former. Saa fast indgroet er den taabelige Forestilling, at Universet er en død Materiemasse, der ved sine tilfældige indbyrdes forskellige Stoffers Reaktioner bliver Ophav til Livet. Den menneskelige Hjerne, det menneskelige Væsen med sin geniale Viden og Kunnen, samt alle de Tusinder og atter Tusinder af andre levende Væsener i logiske eller hensigtsmæssige Organismer eller geniale Legemer skulde saaledes være skabte af døde tilfældige Materiekombinationer. Tror man et Vindpust, et faldende Træ i Skoven, et Skybrud eller et Jordskælv kan skabe et levende, tænkende Væsen? - Saa havde de Mennesker jo Ret, der i sin Tid troede, at Snavs eller Urenhed blev til Utøj, blev til de levende Væsener, vi kalder "Lus". "Det døde" har altsaa skabt "det levende". Tror man ikke den Opfattelse, at det er "det levende", der har skabt "det døde", vil være mere i Overensstemmelse med Videnskab eller den virkelige Sandhed? -

Den materialistiske Videnskab har altsaa intet virkeligt Verdensbillede at give Menneskeheden. Et Verdensbillede i Maal og Vægt, en Samling Facitter, der udtrykker Hastigheder, Bølgelængder, Afstande, Tid og Rum, Grader i Energi o. s. v. er en Beskrivelse af - Døden. Disse Facitter giver intet Udtryk for Liv. Saadanne Talfacitter kan ikke være Beviser for Naturens eller Universets Liv. Den nøgterne eller videnskabelige Forsker maa komme til med ligesaa stor Sikkerhed at se Tænkning og Villieføring bag Naturens og dermed bag Universets Skabelses- eller Frembringelsesproccsser, som han ser Tænkning og Villieføring bag alle menneskelige Skabelsesprocesser. Først da vil han begynde at se Livet overalt i Stedet for som nu kun at se - Døden. Da vil han begynde at forstaa, at der bag denne Tænkning og Villieføring ogsaa eksisterer et udødeligt Jeg akkurat ligesom i hans eget Skabeomraade, bag hans egen Tanke og Villieføring. Dette vil igen betyde, at Universet begynder at aabenbare sig for ham som en Organisme, i hvilken der i Form af et tænkende og villieførende Jeg skjuler sig en usynlig Hersker akkurat som i et hvilket som helst andet levende Væsens Organisme. Han ser, at Universet er "et levende Væsen". Det er ikke saa mærkeligt, at Verdens største Vise eller Verdensgenløserne, de kosmisk indviede Væsener, siger, at "i Ham leve, røres og ere vi", og udtrykker det samme Væsen ved Begrebet "Du som er i Himlen".