Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne upaaagtede Sansefornemmelse, som saaledes er gledet udenfor det materialistisk indstillede Væsens Dagsbevidsthed, er slet og ret selve Livsfornemmelsen. Hvordan fornemmes da denne i sin inderste Struktur? - Den fornemmes som en Midtpunktsoplevelse af "Noget", som vi udtrykker som "os selv". Mennesket kan ikke undgaa at maatte skelne imellem dette "Noget" og de det samme "Noget" omgivende Foreteelser. Hele dets daglige Tankegang og den heraf følgende Tale og Udtryksmaade er udelukkende en Tilkendegivelse af nævnte "Noget"s Adskillelse fra alt det øvrige i Verden. Ethvert normalt Menneske udtrykker denne Adskillelse i Form af Begreberne "Jeg" og "Det". Med dette "Jeg" udtrykker det sit "inderste absolutte Selv". Hinsides dette "Jeg" forekommer der ikke noget. Der er ingen Ting, der er højere, eller i større Grad er Individets absolutte Egenomraade, end dette "Selv" eller "Jeg". Alle Vegne, hvor Individet benytter sig af Udtrykket "Jeg", tilkendegiver det altid uden Undtagelse en Adskillelse af sig selv fra noget andet. "Jeg saa", "jeg gav", "jeg fik", "jeg løb", "jeg sad" etc. I hvert af disse Udtryk ligger der ikke blot en Betegnelse af en Situation, men ogsaa en fundamental Tilkendegivelse af Situationens bærende Fundament, dens Midtpunkt. Dette Fundament eller Midtpunkt udtrykkes altsaa ved Ordet "Jeg". Der vil saaledes i Virkeligheden umuligt kunne opstaa nogen som helst Situation, som ikke peger hen paa et "Jeg" som dens Fundament eller Ophav.

Indstillingen paa et "Jeg" som Individets inderste Selv eller Centrum er ikke noget, der er opfundet af Mennesker. Det er ikke en imaginær Forestilling, men er et rent og skært organisk Produkt. Det er efterhaanden ubevidst blevet til i Individets vaagne Dagsbevidsthed som Resultatet af en ganske naturlig Udvikling. Men en Udvikling kan ikke finde Sted uden en ydre Paavirkning. Hverken Synet eller Hørelsen kunde være blevet til, hvis der ikke i Forvejen eksisterede Lys og Lyde. Naar der, paa samme Maade som Synet, Hørelsen og de andre af Individets Sanser har udviklet sig, ogsaa har udviklet sig en Evne til at fornemme "sit inderste Selv" som et fra alt det øvrige i Verdensaltet adskilt bærende Midtpunkt, saa maa Individets "Selv" eller "Jeg" jo netop eksistere som et saadant fra alle andre Foreteelser adskilt "Noget". Hvordan skulde man ellers kunne faa denne Fornemmelse? - Man kan umuligt fornemme noget, som ikke eksisterer. Noget, som ikke eksisterer, kan umuligt paavirke Individet og i dette skabe en Evne til at fornemme dette ikke eksisterende.

Vi kommer saaledes igennem ovennævnte til en urokkelig Analyse eller et Facit, som afviger fra de traditionelle videnskabelige Facitter derved, at det ikke er et "Talfacit", men et "Livsfacit". Medens "Talfacitter" er Analyser af de Ting, Jeg'et har skabt som Materiale for sin Manifestation eller Tilkendegivelse af sin Eksistens, er "Livsfacitterne" udelukkende Facitter, der udtrykker selve Jeg'et i dets Egennatur som det oplevende og manifesterende Midtpunkt i alt Liv. Talfacitter kan kun være Analyser af alt det, Jeg'et i sin Egennatur er adskilt fra, men som det, for at kunne tilkendegive eller manifestere sig, maa knytte sig til. Det er derfor ikke saa mærkeligt, at man med den moderne Videnskabs Forskningsmetode ikke kan finde Jeg'et, der er selve Livsmysteriets Løsning og inderste Kerne. Denne Forskningsmetodes Objekt er jo udelukkende "det manifesterede", "det skabte", det, der kan vejes og maales og derfor giver Talfacitter. Men Jeg'et eller Livsmysteriets inderste Løsning kan aldrig nogen Sinde findes i eller være identisk med "det manifesterede", "det frembragte" eller "skabte". Jeg'et eller nævnte Løsning kan udelukkende kun være identisk med "det umanifesterede", det, der tilkendegiver sig igennem "det manifesterede". Det levende Væsens Manifestation kan derfor kun eksistere som et Resultat af en "umanifesteret Aarsag". Og dette svarer jo nøjagtigt til den almengældende Livsfornemmelse. Alle vore Manifestationer forekommer først i vort Bevidsthedscentrum eller Jeg som Tanker og Ideer, bliver derefter igennem Villieføring og vor Legemsfunktion til praktisk Manifestation. Denne Manifestations Ophav er altsaa her synligt som "noget umanifesteret". Paa samme Maade, men i omvendt Orden, bliver "det manifesterede", igennem Sansningen til Oplevelse, til Viden, Tanke eller Bevidsthed for dette "umanifesterede Ophav". Hvad enten det er Oplevelse eller Manifestation, saa foregaar disse to Realiteter udelukkende kun omkring et "umanifesteret Midtpunkt". Det Midtpunkt eksisterer altsaa hinsides baade Oplevelsen og Manifestationen som en "umanifesteret Aarsag". Det bliver saaledes her til en urokkelig Kendsgerning, at det levende Væsen ikke blot bestaar af det, der er manifesteret, det, der direkte kan sanses, vejes og maales, men det bestaar ogsaa af "Noget, der er umanifesteret", og som derfor hverken kan sanses, vejes eller maales direkte. "Dette umanifesterede Noget"s Eksistens bevirker vor daglige Livsfornemmelse eller "individuelle Jegfølelse". Dette "Midtpunkt" eller "Jeg" er som nævnt Livsmysteriets Løsning og Kærne. Vi ser saaledes her, at en Forskningsmetode, der kun accepterer "det manifesterede" som Forskningsfelt og totalt ignorerer "det umanifesterede" og tror dette identisk med det absolutte "Intet", aldrig nogen Sinde vil finde Livsmysteriets Løsning. Den materialistiske Videnskab vil saaledes aldrig komme til Livsmysteriets Løsning, før den har løbet sig til Døde i "det manifesterede" eller det Forskningsfelt, i hvilket nævnte Løsning aldrig nogen Sinde har eksisteret og aldrig nogen Sinde vil kunne eksistere. Nævnte Løsning kan selvfølgelig kun findes i "det Noget", som den selv er identisk med.

Jeg'et er altsaa selve Livskernen i det levende Væsen. Denne Livskerne i sin Egennatur kan som nævnt absolut ingen Analyse have ud over denne ene, at det eksisterer og kun udgør "Noget, som er". Det er det eneste eksisterende i Universet eller Verdensaltet, der kun eksisterer med denne Analyse. Da det, som allerede tidligere udtrykt, udgør selve Evigheden og Uendeligheden, kan det hverken være stort eller smaat eller paa anden Maade udtrykkes ved Maal eller Vægt. Den største Vanskelighed for videnskabeligt indstillede Forskere bliver derfor dette at skulle erkende dette Jeg's eller guddommelige "Noget"s Eksistens ved Hjælp af en anden Forskningsmetode end den traditionelle, materialistisk videnskabelige, ved Konstatering af Bevægelse, Vibration, Maal, Vægt, Volumen, Farve etc. At være stillet overfor noget, som ikke kan konstateres ved Hjælp af denne ellers absolut uundværlige Forskningsmetode, maa selvfølgelig i første Instans bringe de fleste af den almindelige Videnskabs Forskere til en uhørt Skepsis, ja, til aabenlyse Erklæringer om Jeg'et som Nonsens, som Overtro eller Fantasi. Men denne Indstilling kan umulig være holdbar, idet den kun er en Paastand, som ikke paa nogen som helst Maade fundamentalt kan rodfæstes i Virkeligheden. Selv disse Modstandere maa udtrykke dette "Noget"s Eksistens i Form af deres Brug af Ordet "Jeg". At paaberaabe at et Jeg ikke eksisterer som et selvstændigt og fra alt andet afvigende evigt Noget, er det samme som at benægte sin egen Eksistens. Alene Benægtelsen af Jeg'ets Eksistens er jo et Bevis For, at Jeg'et eksisterer. Hvad er det ellers, der kan benægte Jeg'ets Eksistens? - Kan øjnene, kan Hjernen, kan Lungerne eller noget som helst andet Organ i Legemet være Ophav til Benægtelsen? - Er ikke alle disse Organer i deres inderste Analyse hver især et underordnet Redskab, bygget op til at være i Helhedens Favør? - Men er denne Helhed, hvilket vil sige selve Organismen, i sig selv ikke ogsaa et underordnet Redskab? - Man kan da ikke komme udenom, at der er noget i nævnte Organisme, der kan være lykkelig eller ulykkelig, alt eftersom Organismen er vellykket eller mislykket. Samme Organisme bliver hele Tiden benyttet af "Noget", en Slags usynlig Hersker, der er til Stede i Organismen, og som fører eller behersker denne i sit eget Favør.

Jeg'et eller ovennævnte usynlige Hersker oplever ved Hjælp af Organismen Erfaringer, baade behagelige og ubehagelige. Det samme Jeg kan studere, berige sin Bevidsthed, træne sig op til Virtuositet i forskellige Former for Viden og Kunnen. Men til hvad Nytte disse Erfaringer, dette Studium og denne Træning eller Tilegnelse af Viden og Kundskaber, hvis der ikke i Organismen eksisterede en Indehaver eller et Ophav, der ikke skulde dø eller gaa under sammen med Organismen? - Hvis Resultatet af alle de Lidelser og Besværligheder, Bekymringer og Sorger, som opleves igennem Organismen, skulde blive til et Lig og gaa i en Slags Forraadnelse og opløses, til hvad Nytte saa nævnte Resultat og for hvem? - At benægte den Herskers Tilstedeværelse i vor Organisme, som vi selv er, kan saaledes kun vise sig som den mest taabelige og ulogiske Opfattelse, der overhovedet kan formuleres i en Hjerne og er skrigende imod, hvad vi ellers ser af Naturens Skabemetoder og Hensigter. Nævnte Opfattelse udtrykker selve det levende Væsen og dermed Livet som den mest taabelige og ulogiske Manifestation i Verden. Det er en falsk Nøgle til Livsmysteriets Opklaring. Den lukker al mulig Forstaaelse af nævnte Mysterium i Baglaas. Alt er uden Betydning, alt er uden Mening, Tilværelsen er Sadisme, Brutalitet. Den er selve Kulminationen af Taabelighed. Men da denne Livsfilosofi er direkte imod al højere menneskelig Moralfølelse og Kulturskabelse, kan den umuligt udgøre noget absolut moralsk Fundament eller Livsgrundlag. Den vil være umulig eller absolut underminerende for Skabelsen af den "varige Fred", som Menneskeheden mere og mere raaber paa som Livsbetingelse.

Naar vort Selv eller Jeg er usynligt til Stede i vort Legeme eller Organisme, er det ikke saa mærkeligt, at dets Tilstedeværelse i Rummet ogsaa er usynligt, naar det ikke mere befinder sig i Organismen, ligesom det jo ogsaa bliver ganske naturligt, at denne ligger stille hen som Lig. Et Lig er jo netop det samme som et Legeme, der ikke mere er underkastet noget Jeg's Kommando eller Villie. Et saadant af Jeg'et eller den usynlige Hersker totalt Forladt Legeme er i Klasse med andre "jeg"-løse Materier, der er paa Vej mod Opløsning. At opfatte det Væsen, som det forladte Legeme engang tilhørte, som "død", vil altsaa være en Fejltagelse. Legemets Forandring fra en levende Organisme til et "Lig" kan absolut ikke udgøre noget Bevis for, at "den usynlige Hersker", der før var til Stede i det nu afsjælede Legeme, er "død". Denne Herskers Eksistens var jo usynlig i organismen og maa derfor ogsaa være usynlig udenfor denne. "Liget" kan allerhøjest kun udtrykke, at Forbindelsen mellem Organismen og dens tidligere Hersker er blevet totalt afbrudt. Og hvilken anden Forskel er der vel paa et "Lig" og en "levende Organisme" end den, at den usynlige Hersker er til Stede i Organismen, medens Liget er totalt forladt af denne Hersker. Har Legemet ikke netop stadig alle sine Organer, Hjerne, Hjerte, Lunger, Lever, Tarme, Mave o. s. v., og alligevel er det et Lig. I Liget findes altsaa ikke noget som helst Organ, i hvilket det samlede Resultat af det afsluttede Liv, de oplevede Erfaringer, er opsummerede. Altsaa kan ingen af disse Erfaringer være blevet til "Noget", som er i Organismen. De er blevet udløst til Fordel for noget, som er udenfor Kroppen. At dette "usynlige Noget" har taget Erfaringerne eller den oplevede Viden og Kunnen med sig ud af Organismen, da det gjorde sig fri af denne, bliver her selvfølgeligt. Det bliver saaledes en Kendsgerning, at Organismen ikke kan være det sande eller virkelige Væsen, men at den derimod kun er et midlertidigt Redskab for det "Noget", der beherskede og udnyttede Organismen under sin usynlige Tilstedeværelse i denne. Vi bliver derfor, bortset fra den kosmiske Oplevelse af Udødelighed, rent logisk nødsaget til at maatte erkende, at vort Selv eller Jeg er et udenfor den fysiske Dimension eller Tilværelse eksisterende "Noget", som har Evne til at kunne inkarnere i Materien og bearbejde denne paa en saadan Maade, at den kan formes til et Legeme, en Organisme eller et Redskab, ved hvilket det indirekte kan tilkendegive sin usynlige Eksistens paa det fysiske Plan.