Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvert år, i den første eller anden uge af august, samles esperantister fra hele verden til kongres. Den by, der er målet for alle disse rejser fra mange forskellige egne af kloden, har gennem de foregående to år forberedt sig til at modtage, huse, beværte og underholde hele denne brogede skare, der for en ugestid slår sig ned indenfor dens mure.

I år var det Malmö – Sveriges 3die-største by – der havde påtaget sig at være vært for den 33. kongres, og byen havde løst sin opgave på en ret enestående måde.

For alle esperantister er "Universala Kongreso" en institution, et begreb, som ikke behøver forklaring, men mange ikke-esperantister vil med rette spørge, om en sådan kongres er "noget særligt"? – vi lever jo i en kongressernes tidsalder, hvor der snart hveranden dag er en eller anden forening eller faggruppe, der holder "kongres".

Til sådanne spørgere må man med stærkest muligt eftertryk svare: "Ja"!! Esperantisternes "Universala Kongreso" er noget ganske enestående! Af flere grunde, som jeg kort skal søge at gøre rede for.

Som mange vil vide, er Esperanto skabt af den polske jøde, øjenlægen Lazaro Ludoviko Zamenhof. Han udsendte efter mange års arbejde sin første lærebog i Esperanto i året 1887. Her er ikke stedet til at omtale de kampe og det enestående arbejde, som han, hjulpet og støttet af sin hustru, udrettede i de første vanskelige år af sprogets historie. Det må være nok at sige, at i 1905 holdtes den første "Universala Kongreso" i Frankrig, i den lille by Boulogne-sur-mer, og siden da, har der hvert år – kun afbrudt af de to verdenskrige – været holdt kongresser rundt omkring i Europa, og et par enkelte gange i Amerika. Zamenhof selv døde under den første verdenskrig i 1917, men havde allerede da oplevet at se sproget vokse frem og fæste rødder i det daglige liv hos mange mennesker kloden over.

Det er netop een af de ting, der gør "Universala Kongreso" til noget for sig selv, at det er mennesker fra så at sige alle samfundsklasser, der møder hinanden fra alle jordens kanter og taler uhindret af nationaliteten med hinanden om de interesser, der binder dem sammen. De mødes på et neutralt sprogområde, hvor ingen har overtaget på grund af fødsel, men hvor alle lige frit færdes.

En anden ting er, at netop de mennesketyper, der søger til en sådan kongres, er mennesker, der vil noget med deres liv. De er alle besjælede af ønsket om gennem praktisk og håndgribeligt arbejde at bidrage til en større forståelse imellem jordens mennesker. Det er først og fremmest "det menneskelige", der slår en i møde, når man prøver at vurdere atmosfæren i en sådan forsamling. For de af læserne, der har været ved Klint i Kosmos ferieby, og mærket den "atmosfære", der er herskende der, kan jeg sige, at den samme "luft", det samme spil i øjnene, møder man ved en sådan kongres.

Måske jeg med det samme skal tilstå, at det hidtil er den eneste sådanne kongres, jeg har deltaget i, men det er mit håb, at jeg år efter år vil kunne føje en til i rækken.

I ugen 31/7–7/8 mødtes der i Malmö ca. 1750 mennesker fra 33 forskellige lande. Det var et broget syn; mange havde taget deres lands nationaldragter på, andre var i sig selv så afvigende fra den nordiske type, der er den almindeligste på disse breddegrader, at alene det var nok til, at man lagde mærke til dem. Kongressen holdtes i Malmö's store nye teater, der udgjorde en stilfuld og ideel ramme om denne enestående begivenhed. Ved åbningshøjtideligheden lørdag aften 31/7 var endnu ikke alle karavaner nået frem, men der blev dog frembåret hilsner af repræsentanter fra nogle og tyve lande. Den svenske statsminister, Tage Erlander, der var kongressens ærespræsident, var forhindret i at være tilstede p. gr. af, at den svenske rigsdag arbejdede, men han havde fremsendt en telegrafisk hilsen til kongressen.

At beskrive blot så nogenlunde det liv, der i den kommende uge udfoldede sig i og omkring "Stadsteatern" formår jeg ikke; det hører til den slags ting, der må opleves, men et par små glimt kan jeg måske give. Der var naturligvis mange farver i dette billede: atter og atter så man mennesker, som gennem mange år ikke havde set hinanden, med et glædesudbrud falde hinanden om halsen, – mennesker, der i årevis havde korresponderet med hinanden, fik nu lejlighed til at trykke hinandens hænder, – nye venskaber blev indstiftet mellem mennesker, der her mødtes for første gang, og ved de forskellige fagmøder opdagede, at de havde interesser fælles, – o. s. v.

Hvad foregik der egentlig ved kongressen? – vil man måske spørge. Ja, heller ikke dette spørgsmål lader sig besvare tilfredsstillende, men nogle hovedpunkter kan også her fremdrages. Det egentlige tyngdepunkt var de møder, der holdtes dels af komiteen for den internationale Esperanto-sammenslutning, – UEA, Universala Esperanto Asocio – og UEA's arbejdsmøder, hvori samtlige kongresdeltagere kunne deltage. Her omhandledes dels organisationsspørgsmål, dels propagandaproblemer, dels arbejdet med Esp.-undervisning rundt om i landene, dels Esp. i forbindelse med radioen o. m. a. Men ved siden af disse møder, hvor emnet som regel blev forelagt af en af hovedbestyrelsens medlemmer, hvorefter der var fri adgang til bemærkninger og forslag fra talere blandt forsamlingen, holdtes der en række fagmøder af forskellig art, og tillige holdtes der en række belærende foredrag af fremragende videnskabsmænd under titlen "Somera Universitato" – sommeruniversitetet. Den svenske universitetsprofessor Björn Collinder skulde have talt om "Lapperne", men blev forhindret af sygdom, så hans manuskript måtte læses op. Professor Collinder er en meget kendt sprogforsker, og har siden sin barndom kendt Esperanto; allerede hans far er omtalt i en Esperanto-årbog fra 1897. En anden foredragsholder var Dr. Ivo Lapenna, professor i international jura ved det juridiske fakultet i Zagreb, Jugoslavien. Han talte om hovedprincipper i den moderne internationale jura. Fra Danmark kom forsøgsleder, Dr. agro. Paul Neergård og talte om "Bekæmpelse af kulturplanternes fjender". Der var flere andre foredragsholdere med tilsvarende kvalifikationer, og det var således et både meget varieret og meget lødigt program, der blev budt.

Om eftermiddagene var der arrangeret udflugter til omegnens seværdigheder pr. bus, og under disse ture blev der yderligere lejlighed for de mange deltagere til at blive "rystet sammen" og knytte nye venskaber. Enkelte aftener bød på underholdninger, hvor deltagerne selv optrådte. Hele tiden lå det fælles sprog som det faste fundament, der muliggjorde, at alle uden undtagelse kunne deltage og have glæde af deltagelsen. Ingen måtte sidde og vente til oversættelsen til netop deres sprog nåede frem, alle var med straks. Det var en enestående oplevelse.

Jeg havde lejlighed til en af dagene at tale om Martinus arbejde. Desværre var det ikke lykkedes mig at tilrettelægge dette foredrag på rette måde i forvejen, da det længe havde set ud til, at det p. g. af sygdom slet ikke skulle lykkes mig at komme derover. Alt var derfor blevet opgivet, og først i sidste øjeblik kom jeg alligevel afsted. Men trods det, at der ikke var gjort andet, end at der i kongressens program stod, at fredag den 6. august kl. 10 havde "La Martinus-movado" møde i et nærmere betegnet lokale, var der alligevel kommet over 30 mennesker. Det viste sig bagefter, at de repræsenterede 7 forskellige nationer. Enhver, der har forsøgt at give et indblik i Martinus arbejde, vil vide, at hvad man kan nå på 50 minutter, er ikke meget, og jeg måtte atter engang sande dette; dog – det blev et lille indblik, med løfte om til hver af de tilstedeværende at fremsende yderligere materiale senere. Til de af Kosmos' læsere, der tidligere har modtaget vort lille Esperanto-blad, kan jeg bringe den glædelige meddelelse, at dette nu atter kommer igang, og denne gang forhåbentlig for at fortsætte regelmæssigt.

Jeg havde lejlighed til at hilse på abonnenter på vort Esperanto-blad, "La Esperanto-Revuo de Martinus", fra England og fra Frankrig, og alle udtrykte ønsker om at høre mere, og bad mig bringe hilsner med hjem! – hvilket hermed sker.

Ja, jeg kunne blive ved med at berette, men som før sagt, det skal opleves! Man kunne ikke lade være med at tænke på 4. kapitel i Livets Bog, hvor Martinus beretter om "Et internationalt verdensrige under skabelse". Det var faktisk det, der var ved at ske her. Uden at ville propagandere for noget, så vil jeg dog sige, at der i Esperanto er skabt et middel, der når – og vil komme til at nå – umådelig langt i denne retning. Har man ikke oplevet det, kan man vanskeligt forestille sig den glæde, det er, frit at kunne tale med mennesker fra et hvilket som helst sted på kloden uden at føle sig sproglig underlegen eller hindret i at udtrykke det, man ønsker. Ved en kongres som denne, hvor et ikke ubetydeligt udsnit af jordmenneskene af i dag kom sammen, havde man rig lejlighed til at konstatere, hvor brændende ønsket om fred er, hvor ens menneskene trods nationaliteter dog er i deres dybeste problemer, og – især – hvor de vil kunne hjælpe hinanden, om de fik lov dertil.

Mere end mange taler, mere end mange dokumenter og traktater, virker oplevelsen af en sådan kongres fremmende for "verdens forenede stater".

– – –

Den 6. august 1949 samles påny esperantister fra alle lande til kongres, denne gang i Bournemouth, Sydengland. Et år vil da være gået, og ingen ved med sikkerhed, hvordan verden ser ud til den tid. Men eet er sikkert: i de menneskers sind, hvor forståelsen af "menneskeværd" er blevet rodfæstet gennem personlig oplevelse af og kontakt med mennesker fra landene udenfor deres egen nation, vil tanken om det "internationale verdensrige" og den "evige fred" have fået et endnu fastere fundament at hvile på. Teoriernes svævende tåger er forladt, og realiteternes klare verden er ved at dukke frem.