Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kender De det, naar man efter at have set en god Film kommer ud paa Gaden? Det er ligesom, naar man vaagner op efter en dejlig Drøm og nu igen skal igang med Virkeligheden, den triste, graa Hverdag. Man bliver puffet og skubbet, det er ikke til at komme nogen Vegne i Trængslen, og man skal skynde sig for at faa en Plads i Sporvognen. Her er der en, der anbringer sig paa ens Yndlingsligtorn, og man er næsten flad som en gammeldags Kagemand, inden man slipper ud igen. Hvad der muligvis var tilbage af inspireret Stemning fra Filmen er grundigt klemt ud, træt og irritabel vakler man hjem i Seng med den ene Tanke, at nu skal man bare sove. Gid man kunde sove sig væk fra det hele! Fra Restriktionerne og Dyrtid, fra Krigsangst og Depression, fra private Sorger og Bekymringer, fra hele denne forfærdelige, graa og triste Verden, – og saa være fri for at komme tilbage til det altsammen.

Men man vaagner til en ny Dag. Man husker en Episode fra Filmen igaar. Ak ja, saadan skulde det være, men det er jo bare Drøm og Fantasi, noget helt andet end den Hverdag, man nu skal igang med. Man føler det ligesom Mandag Morgen, da man gik i Skole: Søndagens Lege- og Drømmeverden er lukket i, og Porten er slaaet op til Besværlighedernes og Pligtens Trædemølle. Man var flyttet lidt bort fra Hverdagen, nu har den igen sit Tag i een, man sidder i Saksen. Filmens Verden er som en lille, solbelyst Sky, der forsvinder, og store, graa Skyer er kommet i Stedet.

Hverdagsmenneske og Romantiker, den jordbundne og Himmelstormeren, vi har alle mere eller mindre dem begge i os. Nogle er meget tit "oppe i Skyerne", andre kun sjældent, fordi Materialismen har stærke Tag i dem. Eet er fælles for begge Kategorier, de er Søvngængere paa Vej til at blive Mennesker.

Den graa Hverdagsmand vandrer rundt i Livet med Skyklapper paa og kan ikke se Skoven for bare Træer, d. v. s. Livet eller Virkeligheden, for saakaldte Realiteter eller døde Ting. Han tramper i Blinde, saa Livet ofte knuses under hans Fødder. Men ved disse Tramp trækker han Sorgens og Lidelsens Vækkeur op, som en skønne Dag vil kime saa voldsomt, at hans Verden af "Realiteter" vil opløses i Taager, saa han ser, at han selv har været ligesaa overtroisk, og paa sin Vis ligesaa drømmende som den af ham saa foragtede Romantiker.

Han vil engang selv blive Romantiker, men dog i en noget anden Forstand, end naar vi almindeligvis bruger denne Betegnelse, for han vil alligevel vedblive at "have begge Benene paa Jorden". Men han vil da ikke mere stirre sig blind paa det enkelte "Træ i Skoven", veje og maale det, tælle dets Blade og mene, at Livsgaaden dermed kan løses. Skyklapperne er faldet væk, og han ser Træ ved Træ, ser "Skovens" uendelige Variationer af Liv, dens Mangfoldighed og Storhed, dens Logik og dens Skønhed.

Romantikeren, Sværmeren og Dagdrømmeren vil engang blive Realist, men uden at miste det romantiske Islæt. Da er det i Hverdagen, han begynder at opleve det æventyrlige. Han opdager, at Lykken ikke ligger gemt et Sted bag de blaa Bjerge, men er en Skat, der med Tankens Hjælp skal findes frem i den graa Hverdag og vil faa denne til at straale og funkle med en saadan Glans, at den tidligere Drømmeverdens Lys i Forhold er som en lille Tællepraas.

Verden idag er befolket med Romantikere, der alt for let lader sig gaa paa af Tidens Haardhed, naar deres rosenrøde Sæbebobler brister, og med Realister, der ud fra deres negative Indstilling skal have saa meget ud af Livet som muligt, hvilket let gaar ud over deres Næste. Tidens Mentalitet er en mærkelig Blanding af saakaldt Haardkogthed og Sentimentalitet. Mange Mennesker kan se det og lider under det. De nærer et brændende Ønske om at befri sig for disse "moderne" Sindstilstande, der ofte ender i Fortvivlelse eller Sindssyge. Religionen kan ikke hjælpe dem. De kan ikke tro paa Kirkens gode Gud, hvis enbaarne Søn skulde ofres for at formilde ham. Hos Videnskaben møder de det uendelige Verdensalts isnende Kulde og faar at vide, at de er en tilfældig Slags Udslæt, der lever paa et tilfældigt Støvfnug og egentlig slet ikke skulde have været der. Alting skrider. Hvor er det faste Punkt? Bag det smilende Ungpigeansigt griner Dødningehovedet, bag de fjerne blaa Bjerge er der ingenting, og den sikrende Bankbog kan ikke hjælpe. Alt er Kaos – eller "er der mere mellem Himmel og Jord"? Psykiske Fænomener vækker i en Tid som denne stor Interesse, især hos de romantisk betonede, jo mere mystisk eller overnaturligt des bedre. De mere nøgterne ønsker at vide, hvad det er, der foregaar, og hvordan det kan forklares. Men den logiske Tænkning støder her paa en Mur. Er man virkelig nødt til blindt at antage ældgamle Forestillinger om overnaturlige Væseners Indgriben, om Spøgeri og Aandemanen? Er det Udvikling? Kan Menneskeheden naa videre ad den Vej? Mange naar til det Standpunkt, at de psykiske Fænomener er interessante og værd at arbejde med for Forskere, men ikke at bygge paa som Fundament i den daglige Tilværelse. Man maa have dagklar Viden og ikke Tusmørketro.

Her er det Martinus sætter ind med sine Analyser og bliver en Hjælp for mange fortvivlede Mennesker.

I "Livets Bog" kan Romantiker saavel som Realist finde baade sig selv og Verden, den graa Hverdag og det æventyrlige Univers gennemanalyseret. Ikke som en Jord "hernede" og en Himmel "deroppe", men som et sammenhængende og samarbejdende Kosmos, hvori man selv er et uundværligt Led. Ikke som Mystik, men som nøgtern Videnskab, der forklarer alt, ogsaa det saakaldte mystiske, ud fra de Fænomener og Principper, vi er omgivet af og fortrolige med. Forstaaelsen af disse Principper og Handlen udfra Forstaaelsen vil lidt efter lidt give Romantikeren den nødvendige realistiske Ballast, saa han ikke svæver i Skyerne hvert Øjeblik og skal lide under den ublide Nedfart. Og Realisten vil efterhaanden erhverve en Udvidelse af sin Oplevelsesevne, saa han kan krybe ud af sin "Tændstikæske" og se Verden som en guddommelig Aabenbaring! Og da er der for dem begge ikke mere nogen graa Hverdag.