Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har altsaa igennem foranstaaende set, at enhver "skabt Ting", enhver Begrænsning i Tid og Rum udgør "Evigheden", og at denne "Evighed" er identisk med Jeg'et eller det levende "Noget, som er" bag enhver Form for Materie. Dette "Noget, som er" kan altsaa ingen Analyse have ud over, at "det er". Da dette i det "højpsykiske" Sansefelt ikke er Rum eller Tid, kan det hverken være Farve, Form eller Volumen. Det kan i denne Oplevelsesform hverken være godt eller ondt, fast eller flydende, stort eller smaat, ungt eller gammelt, idet alle disse Foreteelser er udenfor nævnte "Noget"s Eksistens eller Væren paa det "højpsykiske" Tilværelsesplan. Det kan derfor ud over at være "Noget, som er", kun være navnløst og forekommer derfor i mit Hovedværk under Betegnelsen "X. 1". Dette "Noget" eksisterer altsaa i ethvert levende Væsen som det oplevende, det dirigerende, det bydende eller villieførende. Det er det, der tænker, har Hensigter, Ønsker eller Begær. Det er dette "Noget", der udtrykker sig selv i Begreberne: "Jeg saa", "Jeg hørte", "Jeg var bedrøvet", "Jeg var glad" og lignende. I sin Tilknytning til det "lavpsykiske" Tilværelsesplan og Fremtræden som alment Jordmenneske udtrykker dette "Noget" altsaa sig selv som "Jeg" uden at have nogen virkelig "højpsykisk" eller kosmisk Viden om, hvad dette "Jeg" i Virkeligheden er. Det har foreløbig kun "lavpsykisk" Sanseevne og kan derfor kun sanse i Rum og Tid eller i Foreteelser, der alle blot er knyttede til en bestemt Tid (Alder) og til et bestemt Rum (Sted) og alle de her ind under henhørende Former for Maal og Vægt. Det tror derfor, at Verdensmysteriets Løsning i Virkeligheden er et Maal- og Vægtfacit. Men Maal- og Vægtfacitter kan, som vi i foranstaaende har set, absolut kun udgøre Lokaliteter eller Begrænsninger i Universet og kan derfor aldrig nogen Sinde blive en Analyse af Helheden, hvilket vil sige Universet, Kosmos eller Verdensaltet, og saaledes heller ikke af selve Livet.

Verdensaltet er en Helhed. Selv for "lavpsykisk" Sansning fremtræder denne Helhed i "det begrænsede" og "det ubegrænsede". Og Livet kan ogsaa til en vis Grad igennem "lavpsykisk" Sansning fornemmes som to Principper, nemlig som "det oplevende" og "det oplevede", der igen henholdsvis ogsaa kan udtrykkes som "Skaberen" og "det skabte". Men igennem "lavpsykisk" Sansning kan Væsenet kun sanse i Tids- og Rumdimensioner og kan derfor realistisk kun sanse de Tids- og Rumforeteelser, Skaberen, Jeg'et eller det oplevende "Noget" er indhyllet i. Derfor kommer nævnte Skaber eller oplevende "Noget" til at tage sig ud som en Samling Materie. Det er denne Samling Materie, vi kalder en "Organisme". Paa det "lavpsykiske" Plan bliver det levende Væsens Organisme, der er en "skabt" Foreteelse eller en Materiekombination, saaledes opfattet som Helhedsanalysen af det levende Væsen. Og dette vil altsaa igen sige, at det levende Væsen bliver betragtet som Materie, repræsenterende den eller den Vægt og den eller den Alder. Men en saadan Analyse kan aldrig nogen Sinde komme til at passe paa noget, der er evigt og uendeligt. Derfor vil den "lavpsykiske" Oplevelsesevne umuligt kunne tilfredsstille det oplevende evige og uendelige "Noget" i Organismen. Hvis det ikke var saaledes, vilde enhver Form for Opstaaen af Mystik og Overtro være en total Umulighed. Mystik er jo det samme som Erkendelsen af Tilstedeværelsen af Noget, man ikke forstaar. Naar der er Mystik omkring det levende Væsens Liv, vil dette altsaa sige, at man erkender, at det levende Væsen maa have en højere Analyse end denne at være en blot og bar "skabt Materiekombination". Og det er en Kendsgerning, at alle, der skal til at dø, og som i Forvejen faar Tid til at blive informeret om denne Død, i Virkeligheden tror fuldt og fast paa at skulle leve videre. Hvis ikke, hvad havde de da at frygte? Hvorfor saa frygte for Straf for sin eventuelle umoralske Væremaade? Hvis et Væsen virkeligt hundrede Procents kunde komme i Kontakt med dette, virkeligt totalt at skulle dø eller ophøre med at sanse, maatte al Frygt for Døden ligesaa totalt forsvinde. Der vilde da kun kunne være Tale om Sorgen over ikke at skulle leve længere, ikke mere at skulle opleve sine kære paarørende og de Goder, man endnu slet ikke er blevet mættet af. Men Sorg er ikke det samme som Frygt. Naar Væsenerne i en saa overvældende Grad frygter Døden og begærer en fortsat Tilværelse, som Tilfældet er, afslører dette jo, at der i Væsenerne organisk eksisterer noget, der ikke accepterer en absolut Død og heller ikke accepterer, at det levende Væsen kun er en blot og bar Materiekombination, med andre Ord den Mystik, der som en Kendsgerning eksisterer omkring det levende Væsen og Verdensaltet er altsaa det fundamentale Bevis for, at det levende Væsen, her i dette Tilfælde det almene Jordmenneske, ikke har fundet sin egen fuldkomne eller kosmiske Analyse. Men vi ved nu igennem den her skitserede højpsykiske Indsigt i Universet, Kosmos eller Livet, hvad det er, der mangler i det jordiske Menneskes Psyke eller Bevidsthed. Allerede dette, at Tilværelsen og det levende Væsen selv trods dets meget høje materielle Viden og Kunnen er blevet mere og mere mystisk, beviser jo, at der inde i Væsenets Mentalitet vokser noget, der gør det vanskeligere og vanskeligere for samme Væsen at acceptere, at det kun skulde være en blot og bar "timelig" Foreteelse. Dette noget er en begyndende Anelse om en højere Eksistensform, en højere Oplevelsestilstand end den rent tids- og rumdimensionelle eller "lavpsykiske", der domineres af det fysiske Plan og de fysiske Sanser.

Det fremskredne jordiske Menneske begynder altsaa at ane Eksistensen af en højere Sanseform end den rent rum- og tidsdimensionelle. Men en Anelse kan ikke blive til uden ved en eller anden Paavirkning. En Anelse er en Virkning af en forudgaaende Aarsag. Denne Aarsag vil her være Eksistensen af et "højpsykisk" Tilværelsesplan. Naar der eksisterer et saadant Tilværelsesplan, og det er allestedsnærværende i Universet, Kosmos eller det daglige Liv, kan de levende Væsener ikke eksistere uden at være i Berøring med dette Plans Virkninger. Disse Virkninger er skjulte for Væsenet, saalænge det ikke har Sanser, med hvilke det kan korrespondere med nævnte Plan. Men Sanserne vil aldrig nogen Sinde kunne blive til og eksistere uden som et Resultat af Paavirkninger. I Aartusinder har Storme faaet Træer og Planter til at svaje frem og tilbage i Skovene, ligesom Somre og Vintre, Kulde og Hede, Lys og Skygge, Dag og Nat i de samme Aartusinder har virket ind paa Plantejeg'ernes Organismer og der afmærket sine Virkninger. I Tusinder af Efteraar har Plantevæsener maattet afkaste sit Løv for igennem tilsvarende Tusinder af Foraar atter at forny sine Organismer med nyt Løv. Vi ser her det begyndende Reinkarnationsprincip i sin første taageagtige Tilblivelse. Men Livet gaar videre, og Plantejeg'erne modtager stadigt Paavirkninger fra den ydre Verden, som de endnu hverken kan høre eller se. Men ser vi ikke, hvorledes disse Paavirkninger, der ofte ser ud som Død og Undergang, bliver til højere Former for Liv og Sansning? - Er Planteverdenen i vore Dage ikke højst forskellig fra Planteverdenen i Fortidsskovene? - Ser vi ikke i Dag Planter, der kan begynde at aabne sig for Lyset og Varmen og lukke sig for Nattens Mørke og Kulde? - Er denne Evne ikke en begyndende Sansning, en begyndende Anelse om og en tilsvarende Vekselvirkning med en for Planten ukendt ydre Verden? - Og hvad mener man om den kødædende Plante? - Er den ikke i visse Tilfælde i Færd med, med sine klæbende Safter, at udvikle sig det dyriske Mave- eller Fordøjelsesprincip? - Begynder den ikke netop med disse Safter at kunne fordøje animalsk Føde rent bortset fra, at den allerede har faaet Evne til at udløse Fangsttendenser? - Tror man ikke, at Evnen til at aabne og lukke sine blomsteragtige Fangearme og dermed fange Insekter er et Resultat af tusindaarig Vekselvirkning med Naturen? - Og fortsætter denne Vekselvirkning ikke stadigt? - Gaar Somre og Vintre, Kulde og Hede, Dag og Nat, Lys og Skygge ikke stadigt hen over Jorden, hen over Kontinenter og Have? - Og tror man ikke Vekselvirkningen vil blive kronet med Held og bringe Plantelivet frem til det dyriske eller animalske Plan? - Tror man ikke, at Plantevæsenet engang hinsides umaadelige Tidsrum skal naa frem til, ikke blot at æde og fordøje som Dyret, men ogsaa komme til at se det Sollys, de Farver og Former og høre de Bevægelser eller Energiudløsninger, det i Dag kun kan ane? - Hvad er det i Dag fremtrædende Dyr eller animalske Væsen andet end et saadant fremskredent Plantevæsen, der nu har faaet Evne til at høre og se, hvad det som Plantevæsen tidligere kun kunde ane? - Og er det jordiske Menneske ikke et saadant "Dyr" i en saa fremskreden eller udviklet Tilstand, at det nu kan begynde at ane en endnu højere Form for Sansning eller Livsoplevelse end den rent fysiske? - Er det ikke netop saaledes, at der nu paa Jordmenneskets Psyke banker en ukendt Verdens Virkninger paa samme Maade som den fysiske Verdens Virkninger i Dag banker paa Plantevæsenets Psyke? - Og tror man saa ikke, at ligesom den fysiske Verdens Paavirkninger skaber Sanser og fuldkommengør Plantevæsenets Psyke eller forandrer det til "Dyr", saaledes vil den højere, ydre, psykiske Verden, der nu banker paa Jordmenneskets Psyke eller Sjæl, ogsaa forandre dette Væsen fra dets "dyriske", "lavpsykiske" Tilstand til den virkelige "menneskelige", "højpsykiske" Livsform, hvor det vaagen dagsbevidst oplever og erkender sin høje Identitet som Tidens og Rummets Herre og Skaber? - Hvordan skulde Mennesket ellers blive identisk med "Guds Billede efter hans Lignelse"? -

Ved at gøre sig foranstaaende Realiteter til Forsknings- og Træningsobjekter i Tænkning vil man herigennem faa Evne til at se, hvorledes Mystikken omkring det levende Væsen efterhaanden som Dug for Solen begynder at forsvinde, og det store Verdensdrama med sine bloddryppende Hændelser, Graad og Tænders Gnidsel indgaar i en guddommelig Verdensplans store Helhedsfacit, og der er en medvirkende Betingelse for Opretholdelsen af Livets evige Grundfacit, dette, at "Alt er saare godt". Uden denne Forskningsindstilling vil man aldrig nogen Sinde kunne løse Livets Mystik. Uden Evne til at opleve "højpsykisk" maa man stadigt forblive i Mørke og Kaos og dermed i Lemlæstelse, Lidelse og Død og kan kun øjne Livets Grundfacit som døde Kræfters blinde Tilfældighed. I Sandhed, et saare ulykkeligt Syn. Det levende Væsen har tabt Forbindelsen med det virkelige Liv eller Verdenspsyken. "Den fortabte Søn" er borte fra sin Fader. "Adam" og "Eva" er i Mørkets Zone. Dødens Epoke gaar hen over Jorden. Den døende Gudesøn raaber imod Himlen: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - Dette Raab er Grænsepælen mellem de to store Verdensepoker: Mørket og Lyset, der igen er det samme som Døden og Livet.