Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naar vi kaster blikket tilbage over menneskehedens historie, ser vi, at det er faldet ganske naturligt at inddele den i perioder, der hver har staaet i bestemte "tegn". I de ældste tider var store dele af kloden i "folkevandringens tegn", vi har haft tider, der stod i "korstogenes tegn" – i "opdagelsernes tegn" – i "reformationens tegn" osv. Store begivenheder, der har præget livsforholdene er ganske naturligt blevet benyttede til at karakterisere disse epoker. Og i samme aand kan man vist med god ret sige, at den efterkrigstid, vi nu gennemlever, i allerhøjeste grad staar i "atombombens tegn"!

Enhver diskussion, enhver samtale om samfundsmæssige problemer, enhver drøftelse af udviklingen blot nogle faa aar frem i tiden, bliver paa eet eller andet tidspunkt afbrudt af bemærkningen: "Ja, men tænk paa atombomben!"

Dette, at mennesket har bragt det saa vidt, at det efter behag kan frigøre selve de kræfter, hvorpaa eksistensen af hele hans verden beror, har samtidig bevirket, at al menneskelig ræsonneren bringes til ophør. Overfor en af verdensaltets grundkræfter maa menneskelig forestillingsevne give op i sit forsøg paa at tænke sig, "hvad der vil ske, hvis –?" Enhver tankerække, der forsøger at kaste en lyskegle fremover i en eller anden retning, bremses af en uigennemtrængelig taagebanke, der hedder "atombomben".

Vil man vove at bruge den –? Man husker – med et lidt overbærende smil – at der var engang, hvor menneskene mente, at nu var der skabt saa frygtelige krigsinstrumenter, at man simpelthen ikke ville turde anvende dem af frygt for de følger, de vilde afstedkomme; at krigen med andre ord skulde kunne begrænses af sine egne vaaben, – og man oplevede naiviteten heri. Og nu tør man ikke tro, at dette nye forfærdelige vaaben – omend det er hundredefold værre end noget tidligere vaaben – at det skulde kunne forhindre krig i fremtiden. – Eller vil det maaske alligevel? Man haaber det egentlig, men føler samtidig det paradoksale i tanken: nej, – det kan ikke være paa den maade, at krigen skal afskaffes. Sæt, at der nu alligevel er nogen, der vover – – –

Men omend man ikke evner at tænke sig: hvad der vil ske, hvis –?, saa kan man heller ikke lade problemet ligge, og det gælder saavel stor som lille. Dette, at mennesket er ved at gøre sig til herre over disse vældige energimængder, bevirker – blandt mange andre ting at krig eller ikke krig er noget, der i en helt anden maalestok end tidligere angaar os alle. Meddelelser om, at der bygges flyvemaskiner store nok til at flyve omtrent jorden rundt uden mellemlandinger, aabner perspektiver i retning af krigsførelse, der faar menneskene til at tænke helt nye tanker i retning af samhørighed.

Vi har nok læst om, at teknikken har gjort vor verden lille, og i vor radio har vi til dels oplevet det, men mest realistisk bliver det dog, naar det pludselig bliver os klart, at en magt, der befinder sig et sted paa jorden, hvor vi aldrig har været, uden vanskelighed vil være i stand til at destruere alle storbyer paa brøkdele af sekunder, uden at der – ifølge vore mest fremragende kapaciteters udtalelser – vil være den ringeste mulighed for at forhindre det! Det sætter alligevel det hele i et andet perspektiv.

De mennesker, for hvem det er erhverv og vane og maaske tillige noget selvfølgeligt at tænke i hære, forsvarsmetoder og forsyningslinier samt baser, gaar i gang med at overbevise sig selv om, at selvfølgelig er der et forsvar, om ikke andet saa det, der fra de ældste tider har været anerkendt som det bedste: angrebet – man maa altsaa se at komme først! Og de vil sikkert endnu en god tid faa held til at belaste staternes budgetter med deres fordringer. Men for det tænkende menneske vil det mere og mere blive klart, at hvordan problemet saa end skal løses: den vej bliver det i alt fald ikke!

Denne sidste mennesketypes tanker bevæger sig ad baner, der gaar i helt andre retninger; retninger, der maaske bedst karakteriseres af R. R. Marrets udtalelse om at "virkeligt fremskridt er fremskridt i menneskekærlighed; alle andre fremskridt forholder sig sekundært dertil!" Disse tanker vil mere og mere forbinde sig med de "faktiske forhold" og dermed forlade den idealernes høje sfære, hvor de hidtil har svævet i straalende utilgængelighed. Der er ved at komme en mere praktisk tone ind i den moderne idealisme, og heri ligger da ogsaa den eneste forudsætning for, at denne idealisme ikke alene kan bestaa, men ogsaa at den kan komme til at farve den verden, der skulde nære sig ved den.

Aandsvidenskaben, som vi møder den igennem Martinus analyser, viser os jo netop, at vi mere og mere fjerner os fra den tid, hvor menneskenes kontakt med de højeste sandheder, skete udenom den intellektuelle forstaaelse, ved hjælp af den evne, vi kalder troen; vi gaar en epoke imøde, hvor den intellektuelle forstaaelse, m. a. o. den forstaaelse, der som sit materiale anvender vore egne erfaringer, vort eget kendskab til verden og dens forskellige forhold, i stadig stigende grad kommer til at præge – ja dominere – vort forhold til de problemer, vort liv rummer.

Og for bevidstheder, der paa dette grundlag er begyndt at danne sig en forstaaelse af den verden, vi lever i, ser problemet "atombomben" noget anderledes ud. Det kan være vanskeligt at faa udtrykt det paa den rette maade, men det rammer dog i nærheden af centrum, naar man siger, at for denne type bevidstheder bliver en af atombombens vigtigste virkninger i den samlede jordmenneskehed denne: ved hjælp af de ældste erfaringer i menneskets bevidsthed – og dermed ogsaa de bedst kendte og stærkest virkende – nemlig frygten, at tvinge mennesket til at tænke i "menneskeheder" og ikke i "nationer" eller "forbund".

Som jeg engang har berørt i en tidligere artikel ligger der i os en ret levende trang til at ville "gøre noget", en trang, der ogsaa i en situation som denne rører paa sig. Men i første omgang synes problemerne at være af saadanne dimensioner, at der ikke for det enkelte menneske frembyder sig nogen muligheder for at "gøre noget". Storpolitikken synes at være det middel, der her er det eneste, man med blot noget haab om at afstedkomme virkninger kan benytte sig af, og det er jo ikke beskaaret os alle at gøre os gældende her. Det er imidlertid ikke noget inspirerende resultat at komme til, og tankerne arbejder saa videre med problemet. D.v.s. enkelte giver blankt op og beslutter sig til blot "at leve" og haabe paa, at det gaar godt, og saa forresten se at faa saa meget ud af det som muligt. Andre griber til den for mennesket meget nærliggende handling, at lave en forening. Den fra dyreriget medbragte flokbevidsthed dominerer saa store dele af menneskets livsførelse indenfor de endnu uintellektuelle omraader, at mennesket over for de problemer, der her opstaar, straks griber til dette middel i en urgammel erkendelse af, at jo flere man bliver om den samme mening, des større "magt" repræsenterer man, og magt respekteres!

Dette være paa ingen maade sagt for at forklejne foreningsdannelsen. Der er endnu tusinder af problemer indenfor den samlede jordmenneskeheds fysiske saavel som mentale omraade, der kun kan løses gennem foreningsdannelsen, og det er guddommeligt, at der ogsaa findes væsener, der føler det som deres livs opgave at starte og lede disse foreninger.

Men naar man tænker over problemet, saa er der jo egentlig noget ejendommeligt i, at man skal lave forening for "at være menneske"! At man skal slutte sig sammen i krese, med love, formænd og bestyrelser for at dette: at leve og tænke og handle humant, kan blive realiseret.

Men saadan er det. Det, der skulde være den enkle selvfølge af ethvert menneskes liv og tænken, det kræves der foreninger og straffeforanstaltninger for at stimulere og fremkalde.

Og det kan ikke være anderledes. Thi det er et nyt talent, der er ved at fremelskes i den menneskelige bevidsthed. Jordbunden er gennem to tusinde aar blevet tilberedt og gødet med ordet, nu er det gerningen, der sætter ind. Forsynets plan med mennesket er nu naaet dertil, at hvad mennesket mangler i praktisk menneskelighed, i evnen til i alle livets situationer – overfor alt og alle – at tænke og handle menneskeligt, det skal det nu tilegne sig.

Jamen –, vil man indvende, er det da saa alligevel ikke tvangen? Er det saa alligevel ikke et forsøg paa med magt og under trusler at tvinge mennesket til at leve paa et trin, hvor det faktisk endnu ikke hører hjemme? Er det ikke den gamle historie om igen, at krigen skal afskaffes med krigens vaaben? Og vil det ikke blot føre med sig, at menneskene atter engang oplever at se, at "baandene brister", at verden beruset af nye politiske ideologier giver slip paa de kræfter, der skulde bevare freden alene ved den forfærdelige trusel, de indebar?

Jo, – hvis man tror, at det er atombomben som vaaben betragtet, der skal sikre os den saa inderligt ønskede fred.

Men en saadan opfattelse er heller ikke i kontakt med virkeligheden.

Tvang og undertrykkelse vil aldrig kunne fostre andet end modtryk og utilfredshed. Aldrig vil man ved lave og urene midler kunne naa ophøjede og rene maal. Et blot nogenlunde, kendskab til kosmisk kemi vil straks vise den studerende umuligheden heri. Paa samme maade som aarsag og virkning indenfor den fysiske verdens zoner staar i nøje og lovbundet relation til hinanden, er aarsag og virkning indenfor de mentale eller aandelige omraader forbundet med love, der betinger, at man kun "høster, hvad man har saaet".

Det bliver ikke atombomben som vaaben betragtet, der kommer til at sikre os freden, ja ikke engang som energikilde betragtet bliver der tale om, at den – eller det princip, den repræsenterer – kommer til at "skabe" freden. Som Martinus saa klart viser os det, og som menneskene jo ogsaa mere og mere erkender det, maa vi søge længere tilbage end til stoffernes verden, naar vi skal finde "aarsager" – vi maa søge de bag stofferne, bag materien eksisterende levende væsener, – i dette tilfælde menneskene. Det er i menneskene, vi skal finde aarsagen til den fred, vi alle længes efter; det er i menneskene, at atombombens ødelæggelsesvirkninger skal bremses. Materien – hvadenten vi møder den som et lille græsfrø eller som en sindrigt konstrueret atombombe – begynder aldrig at bevæge sig "af sig selv". Det, der arbejder med materien, er altid et levende væsen, altid.

Og dette levende væsen – mennesket – befinder sig i et meget bemærkelsesværdigt stadium af sin udvikling indenfor denne spirals omraade. Det er nemlig gennem liv, hvor smerten, sorgen og lidelserne var tilværelsens grundtema, naaet dertil, at dette tema har bragt nye strenge til at vibrere i dets indre. Sympatiens, medlidenhedens og næstekærlighedens strenge klinger nu i harmoni med toner udefra, men det er endda ikke det hele. Thi at man har ondt af et menneske, ja – det kan maaske nok være ham en trøst, men det læger ikke hans sygdom, det mildner ikke smerten, det fjerner ikke ondet. Og paa dette punkt er der sket den afgørende vending, at mennesket tillige er begyndt at bruge sin forstand indenfor disse omraader og se, at det "kan betale sig" for ham at hjælpe denne næste.

Den tekniske kulturs vældige udvikling har, paa grund af en manglende etisk kultur af tilsvarende størrelse, afstedkommet begivenheder, der netop i deres virkninger indebærer det, der betinger, at den etiske kultur naar op paa de højder, hvor den kan dirigere den tekniske, saaledes at resultatet bliver det gode for menneskeheden, som det er forsynets mening" at det skal være.

Den tekniske kulturs manglende evne til at faa øje paa menneskets betydning, har været skæbnesvanger. Det var jo dog mennesket, der udtænkte og skabte fundamentet for teknikken. Men mennesket blev den "inkommensurable" størrelse, som det var vanskeligt at faa til at passe ind i noget "system". Resultatet kender vi. Og som slutstenen paa en tænkt – men urealisabel – videreudvikling af dette, vilde vi faa "atombomben" med dens destruering af alt menneskeliv.

Men det er som sagt en tænkt – og urealisabel – slutning. Thi naar mennesket ikke rigtig vil "passe ind i systemet", naa ja –, saa maa systemet tilpasses til mennesket.

Man vil mere og mere faa øjnene op for, at det ikke saa meget gælder om at faa "systemet til at gaa", som det gælder om, at "systemet tjener mennesket". Man vil ikke stille de krav om "balance" og "profit", men mere og mere forstaa og give plads for menneskets rettigheder og dets krav til livet. Man vil klarere og klarere se, at det eneste, der har betydning, er menneskelykke – alt andet er underordnet i forhold dertil.

Atombomben er et af de midler, som forsynet anvender for at faa menneskene til at tænke over, hvad det er, de har imellem hænderne, hvilke muligheder det rummer, og – navnlig – hvilke muligheder for menneskelykke det rummer. Et nyt talent, talentet for at tænke først paa de andre, er saa smaat ved at tage form. Forsynet har til stadighed mennesket i skole, og undervisningen sigter klart og tydeligt paa at dygtiggøre mennesket indenfor netop dette felt. Og det er resultatet af denne dygtiggørelse, der langsomt men usvigelig sikkert vil komme til at forhindre atombomben i at spille sin altødelæggende rolle. Det er denne nye evne, der vil bringe os den fred, vi alle venter, og der er det gode ved denne evne, at overalt, hvor spirerne kommer frem, hos høj eller lav, i dette land eller i hint, begynder der straks et arbejde for freden, som ikke behøver foreninger, ikke behøver storpolitikere, ikke behøver avisomtale, men som paa trods af alt dette bereder vejen.