Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men hvordan skal Dramaet komme til at ophøre, saalænge man ligefrem autoriserer Ødelæggelsen af Tilliden mellem Væsenerne? – Er den første Betingelse for "Fred" og Harmoni mellem to Parter ikke netop Skabelsen af en fundamental gensidig Tillid? – Men Skabelsen af Tillid kan ikke dikteres eller fremstaa ved en blot og bar Villiesakt. Den kan kun opstaa ved, at alle Væsenerne gensidigt faar Lov til al vise Troskab. Men naar det raske, sunde og samfundsmæssigt overlegne Væsen ikke vil lade det faldne Væsen, "Forbryderen" eller "Krigsforbryderen" faa Lejlighed til at afsløre, at han ønsker at vise Troskab imod højere Idealer og dermed gøre sig værdig til Tillid, har man jo afskaaret ham fra at kunne rejse sig igen. Men derved har man selv overtraadt Næstekærlighedsloven. Man har forhindret sin Næste i at forsøge at udvikle sig i en højere mental Sfæres Favør. Man er med til at holde ham nede paa et lavere Bevidsthedsniveau. Men er man da ikke selv en "Forbryder"? – Kan et virkeligt "demokratisk" Samfund være tjent med et saadant Medlem? – Et Samfund af saadanne Væsener kan aldrig nogen Sinde haabe paa at blive et fundamentalt Udtryk for det ophøjede "Demokrati", der udgør "den varige Fred". Det er et Samfund af saadanne Væsener, der er sygdomsbefordrende for al virkelig humanistisk Kultur. Det er saadanne Væsener, der er Krigens første smaa spirende Frø. Og hvordan skal Jordmenneskehedens Samfundsorganisme faa sine "syge" lægte, hvis Væsenerne ikke netop forandrer Indstilling og ser lidt mere nøgternt og lidt mindre hævngærrigt paa alle de Væsener, der i Dag ligger under for deres eget mørke Sind og Skæbne? – Er det ikke det raske og sunde Væsen, det her kommer an paa? – Men hvis dette sunde Væsen nu viser sig ogsaa at være "ormstukket" eller inficeret med Krigens smaa mikroskopiske Baciller, hvornaar kommer "Freden" saa til Verden? – Hvem skal da tage Affære og bringe "Freden" i Stand? – Nej, da kommer "Freden" ikke, men en ny forfærdelig Krig. Men det behøver ikke at betyde en Verdenskrig. Krigen er jo ikke afhængigt af, at der er saa eller saa mange, der har den samtidigt eller er impliceret i den. "Krigen" er i Virkeligheden det samme som "Skæbne". Og det enkelte Individs Skæbne kan udmærket være frygtelig for sit Ophav, selv om alle andre Væsener i Dag endog havde naaet den fulde "Fred". De i Skæbnen forekommende Ulykker og Lidelser hører jo med til Menneskets "Krigsoplevelse". Og selv om der ikke er "Krig" imellem Stater eller Nationer, kan en Lemlæstelse af den ene eller den anden Art udløst af en eller anden af vedkommende Individs Fjender dog være lige saa generende og haard, som var den udløst paa selve den store Krigs Slagmarker. "Freden" kommer kun til den, der har saaet den, hvilket vil sige, til den, der har lært at elske sine Fjender. Og den totale "Fred" vil saaledes heller ikke komme til Menneskeheden, før dens Magthavere eller Sejrherrer har lært sin undertrykte "Fange" at elske sig. Og dette kan absolut udelukkende kun gøres ved at opdrage denne "Fange" eller de syge Omraaders Mennesker i en Aand, der viser dem, at man ikke ønsker at hævne sig, ikke ønsker at udnytte sin Magt eller Overlegenhed til at gøre dem til Slaver, men ønsker at hjælpe dem over de mentale og fysiske Vanskeligheder eller Skavanker, der gør dem amoralske eller underminerende for Jordmenneskesamfundets naturlige Velbefindende. Men det nytter ikke, at de ledende Stormænd i det nye Nationernes Forbund sætter alt ind paa at aabenbare denne, den eneste Helbredelsesmetode for de store "Saaromraader", hvis Samfundets enkelte Individer i de sejrrige Lande ikke iagttager samme Forholdsregel overfor de slagne Folk. Der findes mange Mennesker, der i Dag er saa hadefulde, at de paa Hoteller og Restauranter eller andre offentlige Steder hverken vil hilse eller svare paa eventuelle Henvendelser eller Forespørgsler fra tysktalende Mennesker. De skærer saaledes alle over en Kam, ja, endog saadanne tysktalende Personer, der selv har lidt under det nazistiske Aag, og selv har maattet flygte til Udlandet eller har maattet opholde sig "under Jorden". Tænk hvilket Snæversyn for ikke at sige "nazistisk Mentalitet", man her bliver Vidne til hos et Væsen, der tror at hade "Nazismen". Pas paa! Det er saadanne Væsener, der i Dag er "Freden"s største Modstandere og Krigens farlige, mentale Kim.

Nu er det saaledes ikke mere de kapitulerede Landes Befolkninger, der er farlige, for saa vidt der times dem en menneskelig Forstaaelse og Hjælp til at komme ud af den forældede Ideologi og den dem heraf paaførte frygtelige Lemlæstelse eller kulturelle Undergang. Nu er det derimod ovennævnte hadefulde og stupide Væseners Tankesfære, der er et Eldorado for Udvikling af nye "Krigsbaciller". Væsener, der nægter at svare paa et tysktalende Væsens Henvendelse, blot fordi andre Tyskere har forbrudt sig imod Samfundslovene, har jo deres Tanke og Fremfærd med fuld Appetit optaget Tyskernes eller Nazismens Princip, dette at "henrette Smeden for Bagerens Forbrydelse". Det er ikke saadanne Væsener, der er en Garanti og Pryd for det "demokratiske" Samfund. Nej, tro ikke, at den "nazistiske" Ideologi er noget, der udelukkende kun forekom hos Aksemagternes Indbyggere. Den er hverken speciel tysk, italiensk eller japansk, selv om den i særlig Grad fik en Opblussen i disse Nationers Omraader. Den er en international Bevidsthedstilstand, som engang var almengældende i alle fortidige Bersærker- og Naturmenneskesamfund og vil endnu i Dag afsløre sin Tilstedeværelse i det moderne Menneskes Bevidsthed, alt eftersom det endnu mangler Indlevelse i og Forstaaelse af "demokratisk", næstekærlig eller højtintellektuel Kultur. Det er derfor, at det ikke har kunnet undgaas, at der endog indenfor selve de overfor Nazismen fremtrædende Modstandsbevægelser har kunnet forekomme Handlinger, der ikke er til at skelne fra de "nazistiske". Og ligesom Ophavene til disse Handlinger har været med til at ødelægge Populariteten for de virkelige eller ægte Modstands- eller Frihedskæmpere, disse Forsvarere af folkelig Frihed, Fællesskab eller virkeligt "Demokrati", saaledes vil disse som "Frihedskæmpere" eller "Demokrater" camouflerede "Nazister" stadigt være en Fare for den "demokratiske" Kulturs Popularitet i Fremtiden. Derfor maa alle, der i Dag hører med til "Sejrherren"s Garde, enten som Frihedskæmper, Soldat eller paa anden Maade har Adkomst til at være med i denne Gardes Rækker, aldrig glemme sit virkelige Kald, nemlig dette at bekæmpe og kvæle "Krigen", men derimod absolut ikke dette, at befordre den. Det er smukkere og ædlere at være med til at binde en vild og livsfarlig Forbryder, end det er at være denne Forbryder selv.

Ingen kan være paa "Forsvaret"s Side uden de, der virkeligt bekæmper "Krigen". De, der befordrer "Krigen", vil uomstødeligt være "Angribere" af al virkelig intellektuel eller human Kultur. Enhver Soldat, enhver Frihedskæmper, der hævner sig, piner og plager en slagen Fjende, er ophørt med at være "Forsvarer" af Kultur. Han er nu i Kraft af dette sit Sindelag afslørende sig selv som "Krigsforbryder". Og hvis han foruden denne sin Trang til Hævnudfoldelse endogsaa i Kraft af den Popularitet og Magt, han har tilegnet sig som Medlem af "Sejrherren"s Garde og ved Hjælp af de Vaaben, han blev betroet som Midler til Krigens Bekæmpelse, nu for sin Indsats forlanger de eller de for ham særlige sociale Begunstigelser eller Fordele uden om folkelige Valg og Afstemninger, er han ikke mere "Frihedskæmper". Nu forsøger han sig som – "Diktator". Aksemagternes Aand eller Bersærkermentalitet repræsenteres til Fuldkommenhed i et saadant Væsen. Han er endnu mere utiltalende end de officielle "Nazister", thi han er jo camoufleret som – "Demokrat". Han er Ulven i Faareklæder. Man forstaar saaledes her let, at hvis "Sejrherren"s Garde bestaar af altfor mange af den Slags Væsener, er den i allerhøjeste Grad endnu inficeret med "Nazisme" eller fortidig Bersærker- eller Vikingemoral. Det vil derfor for Skabelsen af en virkelig "Fred" være absolut nødvendigt, at "Sejrherren"s Garde med dens legale og illegale Bevægelser ikke bliver saa optaget af at kontrollere, baste og binde Fjendens Rækker, at han glemmer at kontrollere og opretholde "demokratisk" Justits indenfor hans egne Rækker. Thi en saadan Glemsomhed vil uundgaaeligt være en Hindring for Skabelsen af den totale "Fred".

Med Hensyn til den slagne Fjende, der vandrer rundt i Ruinerne af sit fordums Hjem, Ansigt til Ansigt med de skrigende og bloddryppende Virkninger, det Savn af Familie, Paarørende og Venner, den Skændsel, hans "Førere"s Afsind, Sadisme og Rædselsregime har efterladt ham i, da er han i Virkeligheden ramt saa haardt, som et Menneske overhovedet kan rammes af Skæbnen. Er det Udtryk for "Demokrati" yderligere at pine og forfølge et saadant Væsen? – Hvor skal dette Væsen søge Vejledning, Trøst og Opmuntring? – For det er jo netop denne Medicin, det trænger nok saa meget til, som til yderligere "Straf" eller en forhøjet Skærpelse af sin Ulykke. Er det ikke netop i Forvejen begravet i et bundløst Dyb af "Straf" og Ulykke? –

Den, der kommer et saadant Væsen imøde med Forstaaelse og Velvillie, kan vinde dette Væsen for sit Livssyn. Den, man elsker og beundrer, søger man at efterligne. Det er derfor her synligt som Kendsgerning, at "Sejrherren", hvilket altsaa vil sige: alle Personer indenfor de forenede Nationer, kan udelukkende være med til at bygge "Freden" op ved at forstaa, at vel skal alle mørke Magter bindes og tilintetgøres og eventuelt med Magt, men de levende Væsener bag de mørke Magter skal bevares, thi det var dem, der befordrede Mørket. Og ligesom de befordrede Mørket, saaledes maa de ogsaa bringes til at befordre Lyset. Men Lyset maa vises dem. Det kan ikke nytte at lave Propaganda for en Ting, man ikke vil vise frem. Den tror ingen paa. Og kan man ikke vise Lyset, fordi man ikke selv ejer det i en tilstrækkelig Grad, ja, da har man jo ingen som helst Adkomst til at ville dømme den faldne eller slagne Fjende. Da er man jo endnu selv et temmeligt mørkt eller urent Væsen. Og var det ikke ifølge en Udtalelse af Verdens største "Demokrat", at kun "den, der er ren, kan kaste den første Sten"? – Og var det ikke netop denne Verdensgenløserens guddommelige Visdom og Holdning, der fik den faldne Kvinde til at forandre Kurs og følge ham. Det var ikke Præsternes eller den hævngærrige Folkehobs eller de selvbestaltede Moralvogteres Væremaade, der forandrede hendes moralske Synspunkt eller sjælelige Indstilling, men det var ene og alene Verdensgenløserens lysende Forstaaelse og Tilgivelse.

At skabe "Fred" i Verden lader sig saaledes ikke gøre ved noget som helst Diktatur eller Straf, men udelukkende kun igennem Skabelsen af et virkeligt "Demokrati". Men et virkeligt "Demokrati" kan ikke eksistere uden at være en total Aabenbaring af Humanitet, der igen er det samme som "Næstekærlighed". Den "Demokrat", der faar et Mørkets Væsen til at elske sig, har vundet dette Væsen for Lyset. Imellem ham og dette Væsen er der blevet et mentalt Terræn, i hvilket "Krig" er umulig. Og der, hvor "Krig" er umulig paa Grund af Kærlighed, der eksisterer "den evige Fred". Naar "Sejrherren" over de kapitulerede Aksemagter har faaet disses Folk til at elske sig, og de enkelte Individer indenfor alle Racer, Folk og Nationer ligeledes har faaet deres Fjenders Sympati, da er det store Verdensdrama forbi. Jeg ser dets mørke Skygger svinde bort over Havene. Et Lysvæld af Kærlighed sitrer gennem Verden. Op imod den eviges Trone lyder Fredens Lovsange: "Ære være Gud i det Høje". Julens Budskab er blevet til Virkelighed, Videnskab eller Kendsgerning. Der er "Fred paa Jorden", og Menneskene times en "Velbehagelighed".