Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg befandt mig paa et ubeskrivelig højt Bjerg. Det var saa uoverskueligt, at jeg ikke kunde se Foden af det, ejheller dets Top, men det af det, som jeg kunde omfatte med mit Syn, var befolket af Myriader af levende Væsener, der paa Bjergets forskellige Afsnit eller mægtige Trappeafsatser levede og færdedes paa nøjagtig samme Maade som den, der leves her i det daglige.

Paa de laveste og bredeste Trin som jeg kunde se, levede alle Menneskene i Flok. De sloges, spiste, drak, elskede og arbejdede allesammen paa næsten samme Maade, men hist og her saa jeg en enkelt bryde ud af Flokkens graa Ensformighed og begynde at hugge sig smaa Trin ind i det Store, der laa ovenover for at komme op paa det næste Trin, – og imedens haanede de andre ham og stak efter ham, hvad han svarede paa med Raseri. Og saa faldt han ned igen, og maatte begynde forfra.

Paa det næste Trin levede ogsaa en uhyre Masse Mennesker. Men de levede ikke sammen i mægtige Flokke som de forrige, men havde samlet sig i smaa Familiesamfund i forskellige Boliger. Dog levede de næsten som dem "nedenunder", idet de i hver enkelt Bolig levede paa samme Vis og efter samme Love som de øvrige. Men det mærkelige var, at ogsaa her saa jeg flere af Væsenerne, som forsøgte at komme op paa det følgende Trin, blot havde de forskellige Udbrydere her samlet sig og prøvede i Fællesskab at arbejde sig opefter, hvad der ogsaa gik godt nok til at begynde med. Men senere skændtes de og blev misundelige paa hinanden, hvis det gik hurtigere for den ene end for den anden, – og saa sluttede det med, at de alligevel maatte foretage Turen alene.

Jeg følte mig som udenfor alt dette og følte, at jeg betragtede det uden selv at ses, derfor studerede jeg Bjergets følgende Trin paa samme Maade, men saa kun det samme endnu et godt Stykke opefter, selvom Formerne nok varierede og blev mere civiliserede. Men een Ting blev stadig mere synlig, nemlig det, at medens Menneskene paa de underliggende Trin aabenlyst gav deres Mishag til Kende ved Demonstrationer, som de Angrebne ligesaa aabenlyst kunde svare paa eller lade være, om de magtede det, saa var det lidt længere oppe ganske andre Metoder, der brugtes, naar nogen vovede at bryde ud af Flokken. Her slog man ikke efter hinanden aabenlyst. Her trak man medlidende paa Skulderen, rystede paa Hovedet, bagtalte hinanden, intrigerede og sladrede. Under det almindelige Liv paa dette Sted var det tydeligt, at disse Mennesker indbyrdes var kærligere og holdt, mere af hinanden, end Tilfældet var længere nede, men det var ogsaa samtidigt som om denne vaagnende Kærlighedsevne var blandet med en meget kraftig Portion Egoisme, og disse blandede Følelser gav de forfærdeligste Udslag mod de arme individer, der vilde noget andet og mere med deres Liv end blot leve i denne betalte "Kærlighedsverden". Den gyldne Impuls, der flammede i næsten alle Hjerter, blev koldsindigt dræbt af Aarhundreders Traditioner eller kvalt i Floskler som "Det kan man ikke" og "Lad os dog være som andre" osv. Her var ingen frie og ranke Individer, de var allesammen mere eller mindre kuet af det skarpe Vaaben, som et misundeligt Hjerte og en tvetydig Tunge giver. Men langs Bjergets Sider, saa jeg flere end nogen Sinde, der arbejdede sig væk fra den stinkende Atmosfære af Forlorenhed og Tradition, blot var det kun de færreste af dem, der havde Mod til aabenlyst at arbejde sig fri og op. De forsøgte næsten alle at camouflere deres Flugt opefter, som om den var syndig, og netop derved gjorde de sig til Syndere mod det virkeligt smukke og rene i dem selv, – og kom ikke længere bort end til deres egen Ensomhed. De manglede Mod og Kærlighed nok til det, der laa over deres rent fysiske Liv, og undskyldte sig med i deres Fejghed, at "det var af Hensyn til dem, de holdt af". Alting var her bare tomme Ord og Fraser, der var interessante teoretisk, men ubehagelige i Praksis; thi de levede alle med en Drøm i deres Hjerte, som de ikke evnede at praktisere og endnu ikke var kærlige nok til at lade andre fuldføre.

Jeg saa med Rædsel og Gru paa dette Helvede og følte pludselig, at jeg ikke længere betragtede det udefra, som det før var Tilfældet, men følte og tænkte for og imod paa en Maade, som tydeligt viste mig, at jeg selv var impliceret her, og jeg forstod, at netop dette Sted var den Verden, i hvilken jeg selv levede.

Men jeg saa ogsaa, at medens Menneskene førhen blot førte deres Krige udadtil, havde de den her ogsaa indadtil paa alle tænkelige Maader, og deres Drømme og Higen maatte efterhaanden blive saa forstærket og levedygtig gennem alle de Lidelser denne forstærkede Krigstilstand gav dem, at de blev modne nok til et ærligt og sandt Liv under nyere og skønnere Livsformer.

Min Nysgerrighed og Længsel førte mig endnu et Trin op, hvor jeg fik Lov til at skue en ny Verden. Her levede og færdedes alle de Ensomme, der under Haan og Spot og Misundelse, i deres Higen mod det guddommelige og sande, havde trodset Dyrets Vane og Tradition baade i sig selv og i den ydre, graa Flokverden. Deres Verden var ufattelig rig og skøn. De lyttede ikke blot til Stemmerne omkring dem, men ogsaa til Stemmen i deres eget Indre. Bladenes Susen og Kildernes Rislen, Regnens Strømmen og Skyernes lette Flugt, – alt hviskede til dem om det guddommelige Foraar, de var gaaet i Møde, og i en Verden af Kunst, Skønhed og Kærlighed levede de Gudesønnens evige Liv, thi de havde lært at sande, hvad han sagde, der formede Ordene: "Jeg er ikke kommet til Verden for at lade mig tjene, men for at tjene!"