Kosmos 1945/2 side 97
Mogens Munch:
Konsekvenser.
I min sidste Artikel kom jeg ind paa den Forskel, der er imellem de "relative" Analyser og Martinus "kosmiske" Analyser, og jeg forsøgte der at vise, at det for det første slet ikke kan lade sig gøre at sammenligne disse to Analysearter, idet det vil give Resultater, der ofte er helt misvisende, og for det andet omtalte jeg kort, at vi igennem Kendskabet til de kosmiske Analyser kom i Besiddelse af en Viden, der dels tillod os at anvende den relative Viden paa en langt mere fuldkommen Maade, og tillige lod os møde Tanker, som forekom os baade uvante og i første Omgang uforstaaelige.
Det sidste Problem vil jeg lade ligge lidt endnu, men igennem denne lille Artikel vil jeg gerne forsøge at komme lidt ind paa dette, at vi i de kosmiske Analyser kommer i Besiddelse af en Viden, der lader os anvende vor relative Viden paa en bedre – d.v.s. mere lykkebringende – Maade. For en Sikkerheds Skyld skal det lige slaas fast, at Udtrykket "relativ Viden" dækker den Viden, vi ved Hjælp af vore Sanser er kommet i Besiddelse af igennem vort Møde med en Yderverden – m. a. O. alt, hvad Bevidstheden rummer af Viden om Verden omkring os.
I Menneskets Udvikling fra Dyr til Menneske, fra et Væsen, der bæres af en degenererende kosmisk Bevidstheds Automatfunktioner, frem til et Væsen, der paa Basis af egne vaagne Erfaringer har faaet dannet sig en Mening, en Viden om Livet, passerer dette Væsen en lang Kæde af Bevidsthedsudfoldelser, hvor den ene Tilstand vokser naturligt ud af den anden, og man kan intet Sted sætte skarpe Grænser imellem to Tilstande. Men for at kunne tale om og beskrive denne Udvikling, kan man fremdrage enkelte typiske Trin, og til Belysning af det Problem, der her skal omtales, er der tre Typer, jeg vil fremhæve af denne Kæde. Alle tre Typer forekommer indenfor det, vi kender som Jordmenneskets Omraade, men afviger fra hinanden gennem de Grader af Viden, de sidder inde med; og de kommer derigennem til at karakterisere en Side af Menneskets Udvikling, som gennem Aarhundreder har rummet Problemer for de mere fremskredne Eksemplarer af homo sapiens.
Den første Type, jeg vil bede Dem indprente Dem, er den, hvor Tænkeevnen endnu er ret primitiv, men hvor Trosevnen dominere Bevidstheden, ikke blot indenfor de specielt religiøse Omraader, men ogsaa indenfor andre af Livets Omraader. En Bevidsthedstype, der som oftest kun rummer een Tanke ad Gangen, og som Følge deraf kun har "eet Syn" paa Livet og dets Problemer.
Den anden Type repræsenteres af Dem og mig! Vi er her stillet overfor en Bevidsthed, der ligger saa mange Inkarnationer forude for den førstnævnte, at der er aflejret et Erfaringsmateriale, der betinger en begyndende Evne til at kunne fatte den Viden, der indebæres af de kosmiske Analyser, og en deraf affødt ny Stillingtagen til Livet og dets mange Problemer.
Den tredie og sidste Type møder vi i Mennesket med kosmisk Bevidsthed, d.v.s. den Bevidsthedstype, der atter ligger saa langt forude for os, at der i Bevidstheden yderligere er aflejret et Erfaringsmateriale, der betinger Udødelighedsoplevelse og en permanent Intuitionsfunktion.
Og lad os saa se, hvorledes Tilværelsen tager sig ud fra disse tre Udsigtspunkter.
For den første Types Vedkommende bliver vi Vidne til en Livsførelse, der paa samme Tid er let og svær. Den er svær, fordi Resultaterne af forkert Væremaade i denne Zone indfinder sig som stærk lidelsesbetonet Skæbne, og den er let, fordi denne Bevidsthedstype, der som Regel kun rummer en enkelt Tanke og kun evner at se Livets Problemer fra een Side, som oftest er fyldt af en brændende Overbevisning om, at denne ene Tanke eller Mening er den absolut rigtige, og alle andre derfra afvigende er forkerte. For et saadant Menneske er det – tankemæssigt set – let at ville reformere Verden, for det ved, hvad det vil gøre. Problemet er klart afgrænset, og det er parat til at tage fat. At der gaar noget i Stykker i Løbet – Revolutioner, Borgerkrige, Hekseprocesser o. m. a. – ses som en Livets Nødvendighed. (– hvilket det dybest set ogsaa er).
Denne Tilstand hører ikke en svunden Middelalder til, men er stadig den almindeligste, thi selv om det tilsyneladende forholder sig saaledes, at de fleste evner – teoretisk – at se en Sag fra flere Sider, saa maa der dog i denne Forbindelse lægges stærkt Vægt paa "teoretisk", idet denne Evne ikke rokker ved deres Overbevisning om deres egen Menings Rigtighed; det er altsaa kun en "ydre" Evne – ikke noget, der har med "Hjertet" eller de dybere sjælelige Kræfter al gøre, idet dette "Syn" ikke kommer til at influere paa deres Indstilling eller Viljeføring.
Verdenshistorien giver Dem det bedste Illustrationsmateriale til Belysning af denne Type, idet De vil se, at da den Zone, der i dag ligger bag Mennesket, har været en haard og brutal Zone, har de Redskaber, Forsynet har anvendt for at føre Mennesket igennem den og ud af den, været tilsvarende robuste. De har alle været af guddommelig Natur, idet deres Mission var absolut uundværlig i Verdensplanen, men Mennesket af i Dag mindes dem ikke som lyse Væsener.
Lad os som et Sammendrag af dette slaa fast, at vi her er stillet overfor en Type, der som oftest har let ved at klare sig i Livet, fordi den næsten ikke kender Begrebet "Farefantasi", og derfor omgaaende og kraftigt griber ind i Livet udfra sin Mening eller Opfattelse af Begreberne "ret og rigtigt".
For den anden Types Vedkommende møder der os et helt andet Billede. Her er Tænkeevnen noget længere fremskreden, og det er sket derigennem, at Bevidstheden har indsuget et større Erfaringsmateriale, hvilket atter fører med sig, at Væsnets Farefantasi er vaagnet, ikke blot paa direkte fysiske Omraader, men ogsaa i stigende Grad paa aandelige Omraader. Begrebet "Skæbne" er ved at dukke frem som en Realitet i Menneskets Bevidsthed, og alt dette fører med sig, at Forholdet til en Yderverden nu er et helt andet.
Med Evnen til at se en Sag fra flere Sider – og nu altsaa ikke blot "teoretisk" – opstaar automatisk en Usikkerhedsfornemmelse, der gør Mennesket uegnet til at træffe Beslutninger. Der byder sig saa mange andre Vurderingsmaader til, som ogsaa "kunde være" rigtige, og man vakler – tør ikke hefte for een bestemt af dem. Det aandeligt mere facetterede Menneske har ikke den føromtalte Umiddelbarhed i sin Indstilling til Tilværelsens Problemer. Her begynder de forskellige "hvis'er" og "men'er" at spille ind og spænde Ben for den direkte Handling. Man vil gerne gøre det rigtige – det absolut rigtige, men der synes at klæbe saa mange Biomstændigheder ved Handlingerne, at det ikke kan undgaas, at der samtidig bliver gjort en hel Del "forkert".
Jeg kunde have Lyst til at nævne to Eksempler indenfor dette Omraade, der begge viser Menneskets Vanskeligheder ved at se igennem disse Problemer. Det ene er hentet fra Platons Skrifter: "Staten" (Carsten Høeg og Hans Ræder, 5. Bind – 6. Bog – S. 69), og her siger Platon:
Naar nogen altsaa har tilhørt denne lille Kreds og faaet Smag for hvor skøn og livsalig en Besiddelse Filosofien er, og paa den anden Side har faaet Øjet op for Mængdens Vanvid og indset, at der saa at sige ikke er nogen, som bærer sig fornuftigt ad i offentlige Sager, og at der ikke findes nogen, der kan hjælpe en med at værne om, hvad der er retfærdigt, saaledes at man kommer godt fra det, men at det vil gaa, ligesom naar et Menneske er faldet iblandt vilde Dyr, at han hverken kan bekvemme sig til at tage Del i Uretten eller er i Stand til alene at gøre Modstand iblandt lutter vilde Omgivelser, men inden han kan gøre Staten eller sine Venner noget Gavn, vil han miste Livet og følgelig ikke være til nogen Nytte for sig selv eller andre – naar man har betænkt sig dette, saa holder man sig i Ro og giver sig af med sine egne Sager, og ligesom i et Stormvejr, hvor Støv og Regnskyl bliver pisket op af Vinden, stiller man sig under en Mur, og medens man ser, at de andre gaar op i deres lovløse Færd, er man tilfreds, dersom man selv kan holde sig fri for Uretfærdighed og syndige Gærninger, saa længe man lever Livet her, og dersom man kan forlade Livet med skønne Forhaabninger, glad og vel tilmode.
– Men, sagde han, det er virkelig ikke nogen ringe Ting at være naaet saa vidt, naar man forlader Livet.
– Men heller ikke nogen særlig stor Ting, sagde jeg, hvis man ikke træffer paa en Statsordning, der passer for en; for under en saadan Statsordning vil man baade udvikle sig mere og sikre ikke alene sin egen Stilling, men ogsaa Statens Vel.
Vi møder igennem disse Linier en Bevidsthed, der udfra egne Erfaringer har forsøgt at danne sig en Forestilling om, hvilke Konsekvenser det faar for et Menneske at sidde inde med en højere Viden end Flertallet, men da det totale Overblik, som kun den kosmiske Bevidsthed rummer og kan afsløre, her mangler, ser vi, at Konklusionen bliver noget "fattig" og ikke særlig aktiv. Det bliver som ovenfor skrevet, at den begyndende Viden afføder i første Omgang en Usikkerhedsfornemmelse – den umiddelbare Indstilling forsvinder.
Et andet Eksempel, der gaar i samme Retning, er hentet fra Thomas More: Utopia (Forlaget Fremad – S. 49 og fremefter). Der føres her en Samtale mellem More selv og nogle opdigtede Personer om Betimeligheden af at træde i en Konges Tjeneste, for derigennem at lade sin Viden komme et Samfund til Gode.
– Du besidder jo en saadan Lærdom, at du uden nogen særlig Øvelse, alene paa Grund af din store Livserfaring, uden nogen teoretisk Anvisning vilde kunne blive en udmærket Raadgiver for en hvilken som helst Konge.
– Deri tager du dobbelt Fejl, Mester More, svarede han, først med Hensyn til mig og saa med Hensyn til Sagen. Jeg besidder slet ikke de Evner, du tilskriver mig. Og selv om jeg gjorde det, vilde jeg dog ikke ved at opofre min rolige Tilværelse fremme Statens Vel. For det første beskæftiger de fleste Fyrster sig mere og hellere med militære Sager, som jeg ikke forstaar og heller ikke ønsker at forstaa, end med Fredens nyttige Gerninger. De anvender meget mere Tid paa med Rette eller Urette at udvide deres Riger end paa godt og fredeligt at styre og regere, hvad de allerede har. Desuden er der jo ingen Raadgiver ved en Konges Hof, som ikke enten er saa klog, at han ikke behøver en andens Raad, eller som ikke bilder sig ind at eje saa megen Visdom, at han ikke vil tage mod Raad. Dertil kommer, at de skamløst smigrer og giver Bifald til de mest taabelige Meninger hos dem, der er i højest Gunst hos Fyrsten, og som de ved at smigre haaber at opnaa noget hos. Det er jo kun naturligt, at enhver synes bedst om sine egne Indfald. Enhver So synes dog bedst om sine egne Grise. Hvis nogen derfor i denne Kreds, som altid er misundelige overfor fremmede Meninger, eller som dog foretrækker sine egne, fremfører noget, som han enten kender fra Læsning om fremmede Folks Skikke eller ved egne Iagttagelser i fremmede Lande, saa opfører Tilhørerne sig, som om hele deres Ry for Klogskab er i Fare, hvis de ikke kan finde nogen Fejl i det fremførte. Hvis alt andet slaar Fejl, tager de deres Tilflugt til Talemaader som: "Saadan bar vore Forfædre sig ikke ad, og var vi bare saa kloge som dem." Efter en saadan Udtalelse sætter de sig ned, som om de paa en vidunderlig og fortræffelig Maade havde belyst Sagen. Som om det var en farlig Sag, hvis nogen skulde vise sig at være klogere paa et eller andet Punkt end sine Forfædre. Men hvad Forfædrene har ordnet godt, det lader vi mærkværdigt nok i største Sindsro passe sig selv, medens vi søger at finde Fejl i, hvad der foreslaas af Forbedringer.
Samtalen, som jeg her har citeret lidt af, fører dog ikke til noget klart Resultat angaaende Problemet, men vi møder atter her denne Indstilling, at det er paa Forhaand haabløst at ville prøve paa at "forbedre" Verden, selvom man kan se mange af de Fejl, den besidder.
Nu gælder det som sagt om disse to Udtalelser, at de er fremsatte af Tænkere, der ikke havde kosmisk Bevidsthed, og Argumenterne er derfor i nogen Grad følelsesbetonede og ikke særligt dybtgaaende. Naar man har mødt de kosmiske Analyser, selv om det kun er som en teoretisk Undervisning, fører det dog med sig – for Type 2's Vedkommende, – at Betragtningsmaaden bliver en hel anden, omend Resultatet godt kan blive det samme i første Omgang, altsaa en passiv, paa Forhaand opgivende Indstilling til Problemerne.
(Fortsættes.)
Tilbage til forfatterregister
Forrige