Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Grundlaget for Forstaaelsen af saavel den absolutte Viden som den relative Viden er et Princip alle kender af Navn, og som udgør selve Fundamentet for al Tilværelse, for al Oplevelse, al Sansning, nemlig Kontrastprincippet.

Saa vidt jeg kan se, er en af Grundene til, at Martinus gennem sine Analyser kan give os en saa udtømmende Forklaring af Tilværelsens Struktur og vel at mærke en Forklaring, som vi formaar at tilegne os gennem Studium, den, at han i langt højere Grad end tidligere Tænkere har formaaet at udnytte vort Kendskab til dette store Princip til den yderste Konsekvens.

Det jordiske Menneske og forøvrigt – hvad et nærmere Studium vil vise – ethvert levende Væsen, lever til Stadighed under dette store Princip. Ingen Oplevelse er mulig, som ikke i sin dybeste Analyse viser sig at hvile paa Oplevelse af Kontraster. Hvis vi blot overfladisk gennemgaar de Oplevelser, hvoraf vor Dag er sammensat, saa vil det ret hurtigt, og ret indlysende, vise sig, at al vor direkte Sansning – der altsaa beriger os med den relative Viden – foregaar paa et saadant Grundlag af kontrasterende Tilstande.

Der er een bestemt Ting, vor Opmærksomhed hefter sig ved, naar vi saaledes forsøger at trænge til Bunds i Opbyggelsen af vore Sanseiagttagelser, og det er, at der til de her omtalte Forudsætninger er knyttet den, at Kontrasternes Tilstedeværelse altid er af en saadan Art, at den maa karakteriseres som et Uligevægtsforhold mellem dem. Kontrasterne begrænser hinanden, og igennem denne Begrænsning skabes der netop Mulighed for Oplevelse. Noget der er uendeligt kan ikke opleves, da Oplevelsens Hovedkendetegn er en Sammenligningsproces mellem det sansede og tidligere Oplevelser, og en saadan Sammenligning naturligvis kun kan finde Sted mellem begrænsede Ting; men nu er vi ved at foregribe Begivenhedernes Gang.

Igennem denne Erkendelse, at vi altid indenfor vor Sansning møder Uligevægtsforhold mellem Kontrasterne, er vi ved at nærme os vort Problems Kerne.

Det staar os fuldkomment klart, at vi ikke samtidigt kan opleve, at f. Eks. en Stue er fuldkommen oplyst og total mørk; vor Oplevelse af Stuen bæres jo netop af, at der er saadanne Variationer imellem disse to Kontraster – at der bestaar et saadant Uligevægtsforhold imellem disse to Kontraster – at vi, som vi udtrykker det, kan se. Ligesaavel som vi ikke paa een Gang kan opleve total Stilhed og øresønderrivende Spektakel, men netop kun opfatte Tale, Musik, Vognrummel osv. som bestemte Uligevægtstilstande mellem Tavshed (Stilhed) og Lyd (Støj). Og paa samme Maade med Følesansen i vore Fingerspidser og vor Hud i det hele taget; man kan ikke samtidig opleve en fuldkommen massiv Tilstand og en fuldkommen luftformig Tilstand. Igennem disse to Kontrasters Uligevægtsforhold betinges de fysiske Genstandes Begrænsning, og dermed vor Oplevelse af dem.

Disse Eksempler er alle hentede fra den rent ydre fysiske Verden, men indenfor de aandelige Omraader gør det samme sig gældende; dog maa man her være meget forsigtig med sine Undersøgelser, idet vi indenfor disse Omraader ikke kan tage saa "haandfast" paa Problemerne, og idet vi her møder noget, jeg har valgt at kalde vor "Forestillingsevne", – en Evne der tillader os at forestille os (og teoretisk arbejde med) Begreber, som ikke kan sanses. Ja vi har i denne Undersøgelse allerede været nødt til at bruge denne Evne: Det er i Kraft af den, vi danner os Begreberne "totalt Mørke" og "totalt Lys" – eller "total Stilhed" og "total Lyd" –, Begreber som vi brugte til at beskrive de paagældende Sanseoplevelser med. De kan, som ogsaa ovenfor nævnt, aldrig sanses, men er frembragte af denne "Forestillingsevne" og hjælper os til at forstaa det sansede, og er altsaa i en vis "Overensstemmelse" med det sansede. Indenfor Videnskabens Omraade er dette kendt i meget stor Udstrækning som de – aldrig realisable – Idealtilfælde, der hjælper til at forstaa de virkelig forekommende, komplicerede praktiske Tilfælde.

Det er her, at vi maa være yderst opmærksomme paa Anvendelsen af Ordene, idet vi ofte tvinges til at anvende dem i Betydninger, der ikke er sammenfaldende med de, som Ordene saa at sige er "vokset op sammen med". Maaske vil det derfor være rigtigst lige at slaa fast, hvad der menes med de kritiske Ord her.

Med Udtrykket "sanse" forstaas en Oplevelsesproces, der sættes i Gang ved, at der udefra strømmer Energi imod Bevidstheden i Form af Synsbilleder, Lydbilleder, Følelses-(Berørings-)Billeder, men ogsaa Følelsesindtryk som Glæde, Sorg o. l. og Tankebilleder i Form af intelligensbetonede Oplevelser og intuitionsbetonede Oplevelse. Disse Indtryk vil som Regel være indbyrdes blandede, idet man saa at sige aldrig er stillet overfor et isoleret Fænomen.

Om "Forestillingsevnen" gælder det som ovenfor nævnt at vi ved Hjælp af den er i Stand til at skabe Begreber, som aldrig vil kunne sanses direkte, men som alligevel absolut maa siges at være fremstaaet i en "Overensstemmelse" med det sansede. Imidlertid er vi ved Hjælp af Forestillingsevnen ogsaa i Stand til at frembringe Begreber, der er fuldkommen i Strid med den Virkelighed, som vore Sanser gennem stadig gentagne Undersøgelser viser os. Og det er derfor, jeg advarede mod Undersøgelser indenfor det saakaldte "aandelige" Omraade, idet Menneskenes mange Fejlopfattelser netop skyldes manglende Evne til at skelne mellem de Forestillinger, der er "fri Fantasi" og de, der er i "Overensstemmelse" med den sansede Virkelighed.

Vi kommer til at arbejde med to Former for Viden, den "sansede", der altsaa har sin Oprindelse i noget udenfor Bevidstheden, og en Viden, som man med et mangelfuldt Udtryk maaske kunde kalde den "erkendte", som skyldes denne Forestillingsevnes Funktion, og som altsaa ikke kan sanses, men som alligevel er i "Overensstemmelse" med det sansede.

Grunden til at jeg forsøger at pointere Forskellen mellem den "sansede" Viden og den "erkendte" Viden er, at vi ved at blive opmærksomme paa denne Forskels Eksistens staar ved Forstaaelsen af Problemets Kerne: De kosmiske Analysers Natur.

Hvor den sansede Viden altid kun kan vise os Kontrasterne i et Uligevægtsforhold, og derfor altid giver os relativ Viden, der er den "erkendte" Viden i Stand til at vise os Kontrasternes "Balance", noget, der aldrig kan opleves. Og det er Forskellen paa de relative Analyser og de kosmiske Analyser, at de første altid viser os Tings Betydning i Forhold til andre Ting, og følgelig derfor er forgængelige, medens de sidste ligger helt udenfor dette, og følgelig er absolutte. Og disse to Former for Viden kan ikke sammenlignes; lige saa lidt som man – som en gammel Gaade udtrykker det – ved en Sammenligning kan afgøre, hvad der er højest: Rundetaarn eller et Tordenskrald. Kun er Forskellen i vort Tilfælde endnu mere afgørende.

Det her brugte Udtryk, at de kosmiske Analyser viser os Kontrasternes "Balance", kan vist bedst illustreres gennem et Eksempel hentet fra netop disse Analyser. De har ofte mødt Udtrykket "Alt er saare godt", der jo staar som den højeste – kosmiske – Analyse af de levende Væsners Liv, men det er netop en "erkendt" Viden. Den vil aldrig kunne sanses, da det levende Væsen altid lever indenfor "det skabtes" Omraade, og derfor altid vil være tiltrukket af noget og frastødt af andet, noget vil være behageligt og andet vil være ubehageligt. Men det levende Væsen kan naa frem til mentale Zoner, hvor det er i Stand til at se Nødvendigheden i denne Kontrastverden med dens Sorger og Glæder, dens Lykke og Ulykke, Behag og Ubehag, og altsaa igennem disse "Sanseiagttagelser" naa den "Erkendelse", som de nævnte Ord udtrykker. Det ser da en Balance imellem disse to store Principper, som Martinus har vist os som den mørke og den lyse Udstraaling fra det guddommelige Skabeprincip, men vil ogsaa vide, at denne Balance, der bliver synlig igennem Betragtningen af en hel Udviklingsspiral, aldrig vil kunne "sanses" af de levende Væsner, der kun kan befinde sig eet bestemt Sted indenfor denne Spirals Omraade.

Men igennem disse Betragtninger er vi atter ved at komme foran Udredningens Forløb.

Igennem vor store Fortrolighed med Kontrastprincippet, og ved Hjælp af vor "Forestillingsevne", kommer vi igennem det, Martinus kalder Livsytringsforskningen, paa Sporet af, at Oplevelse – der jo er det samme som visse Energiers (Indtrykkenes) Møde og Reaktion med andre Energier (Organerne) – kun kan finde Sted paa Baggrund af, at der maa eksistere "noget", der i sig selv ikke er Energi! Thi lige saa lidt som f. Eks. Lys kan opleves paa Baggrund af Lys, men kun kan opleves derigennem, at det enten er svagere eller stærkere end Baggrunden, saaledes at der kan blive Tale om Grader af Mørke, lige saa lidt kan Energi betinge Oplevelse af Energi. Der maa nødvendigvis findes noget andet, da det jo for alle er en uomstødelig Kendsgerning, at Oplevelse af Energi finder Sted. Men hermed bevæger vi os nu ud af og bort fra alle kendte "Detail-Kontraster", der fra nu af er sammensluttet i Begrebet Energi, og den Kontrast vi søger at finde hertil, den finder vi et Omraade eller en Tilstand, hvor vi er kommet ud over Begreberne "Hvordan" eller "Hvorfor". Disse hører udelukkende hjemme indenfor "Det skabte", dvs. indenfor Kontrasternes Uligevægtsforhold. Vi er kommet til den Tilstand, hvor den eneste Erkendelse er: "Det er", og her møder vi Tilværelsens uindskrænkede Herre, vort eget "Jeg", som kun aabenbarer sig for os som et "Noget, som er".

Lad os endnu engang i Forbigaaende slaa fast, at alle de Udtryk vi her er nødt til at anvende for i det hele taget at kunne udtrykke os – saasom "Omraade", "bevæge sig ud over" o. l. – ikke maa opfattes i den almindelige Betydning af Ordene, den "haandfaste" – til skabte Ting knyttede – Betydning, men maa forstaas "billedligt" eller "symbolsk".

Og lad os saa lige endnu engang tænke dette igennem: Ved Anvendelsen af vor "Forestillingsevne" i Forbindelse med vort Kendskab til Kontrastprincippet naaede vi til "Erkendelsen" af, at der maatte eksistere "noget", der igennem sin Eksistens udgjorde Betingelsen for Oplevelsen af alt "sanseligt", "noget" der som Følge deraf (Kontrastpr.) selv maatte være "usanseligt". Vi vil altsaa aldrig kunne "opleve" dette "noget", men vi er i Stand til at "erkende" det. Og vi maa nøje gøre os den Forskel klar, som jeg her har søgt at fremhæve gennem Anvendelsen af Ordene "sanse" og "erkende".

Vi betragtede før som et Eksempel paa Kontrasternes Balance den kosmiske Analyse "Alt er saare godt", og fremhævede, at det var en "Erkendelse", som det levende Væsen kunde naa frem til i Udviklingen, men det kunde aldrig fremstaa som en Sanseiagttagelse. Naar Kontrasterne gaar i Balance, bortfalder nemlig Muligheden for Beskrivelse eller Iagttagelse, der jo netop foregaar ved en Anvendelse af Kontrasters Uligevægt, og denne "Erkendelse" udtrykkes da ogsaa fra et "Omraade", der ligger "udenfor Livet", som Martinus i Livets Bog IV. Del betegner det.

Nu er det ikke min Hensigt i denne Undersøgelse at komme ind paa selve de Problemer, de kosmiske Analyser omfatter, men blot, som jeg udtrykte det i Indledningen, at faa Læseren til at "tænke sine Tanker til Bunds", og derved blive opmærksom paa Forskellen mellem hans almindelige Viden og den specielle Viden, han igennem disse Analyser kommer i Berøring med. At anvende den paa Linie med den "sansede" eller relative Viden fører til Fejltagelser, der f. Eks. kan tage sig ud som dette, at det levende Væsen baade siges at være "evigt og uforanderligt" og at være "i en ustandselig Udvikling"; den første Udtalelse fremkommer som Resultatet af en kosmisk Analyse, medens den sidste er Resultatet af en relativ Analyse. De er hver for sig rigtige, men kan som ovenfor vist ikke sammenlignes, da de hviler paa fuldstændig forskellige Grundlag.

Hvor de relative Analyser altid tager Sigte paa en Vurdering af det oplevede – det sansede – i Forhold til Tilstanden hos det levende Væsen der sanser, er de kosmiske Analysers Kendetegn netop det, at da de ligger "hinsides" alt det, der kan sanses, er de ogsaa hinsides dette "at have Formaal". Skal man endelig give en Slags Karakteristik af dem, saa maa det være, at det er udfra et indgaaende Kendskab til dem, at vi lærer at benytte os af hele vor relative Viden. Vi saa jo ganske kort, hvorledes det netop var Kendskabet til den "teoretiske Viden" der havde gjort det muligt for Videnskaben at naa saa store Resultater, idet dette Kendskab havde fritaget den for at skulle huske de utallige enkelte Tilfælde. (Naar man een Gang havde fundet ud af, at 2 og 2 var 4, saa gjaldt det alt lige fra Antal levende Væsner til Vægtmængder af Stoffer, og Tidsenheder osv.). Og paa samme Maade forholder det sig med den kosmiske Viden; Kendskabet til den betinger, at Mennesket derudfra begynder at kunne realisere sine Ønsker om en lykkelig Skæbne. At denne Viden tillige fører andre, og for os endnu helt uvante Tanker med sig, kan der maaske blive Lejlighed til at skrive om i en anden Artikel.