Kosmos 1944/7 side 45
Mogens Munch:
Fra Videnskab til Aandsvidenskab.
(Sluttet.)
Og Vinding Kruse mener ud fra dette, at:
"– den Sondring, der hidtil har været den herskende: mellem Væren og Skullen, mellem "er" og "bør være", til syvende og sidst beror paa en smalsporet, indskrænket Tankegang, der ikke har mægtet at tænke Videnskabens Problem igennem til Bunds."
Alt det, Menneskene er enige om at betegne som Videnskab, hviler jo paa Sanseiagttagelser, og at der imellem dem er visse Ligheder og Forskelle og visse lovmæssige Sammenhæng, og Grunden til, at vi stoler paa dem, er,
"– at Menneskeheden gennem hele sin Udvikling har fremfølt sig til, at vi maa eller bør anvende vor sanseiagttagende, skelnende, sammenlignende Evne samt vor Evne til at opfatte Lovmæssighed, Rum og Tid, og at vi følgelig bør bøje os for og følge det af disse Erkende-Evner opstaaede Virkelighedsbegreb. Al videnskabelig Erkendelse, al Erkendelses Fastslaaen, at noget er, har altsaa sin sidste ja sin eneste Begrundelse i et Menneskeslægtens: maa eller bør."
Og V. K. fastslaar, at den beskrivende Videnskab altsaa i allersidste Instans kun er en Underafdeling af den vurderende Eksperimentalvidenskab; den beskrivende Videnskab har ingen bedre, dybere Begrundelse end den eksperimentale, vurderende.
Idet V. K. indrømmer Vanskeligheden i at opgive gamle tilvante Tankebaner for nye, gaar han over til at omtale Etiken som Videnskab og som Grundlag for Samfundsdannelse. De hidtil eksisterende Former for Etik, hvoraf nævnes Kants Pligtetik og Utilitarismen, har alle skudt over Maalet, idet de har været dels for følelsesbetonede og dels alt for vidtrækkende i deres Krav. Etiken maa ind paa et videnskabeligt Grundlag, som ovenfor er omtalt, men hermed følger ogsaa, at
"– Etiken og Retslæren ikke kan paatage sig de store Opgaver, som al hidtidig Etik hidtil har forløftet sig paa."
" Etiken kan saaledes for Individets Vedkommende ikke paatage sig at finde en ubestemt Lykke, men kan kun fastslaa den mere begrænsede Lov, som jeg har kaldt Karakterloven, der i Fortsættelse af Lægevidenskabens Undersøgelser fremhæver, at Individets Sundhed og Erhvervsdygtighed staar i ligefremt Forhold til den Beherskelse og Arbejdsomhed, som Individet udviser i sin daglige Opførsel."
"Den eneste almene Lov eller Opførsel, man kan paalægge Mennesker i Forhold til andre Mennesker i Samfundet, er den mere begrænsede, at de ikke maa skade hinanden."
Og om denne Lov, som V. K. kalder Samfundsloven, udtaler han, at den til Gengæld er saa dybt begrundet gennem Menneskehedens Erfaringer gennem Aartusinder, at alle Samfund har paataget sig med Sværdet, Fængsel eller anden Straf at tvinge Menneskene til at lyde denne Lov, og det vilde vi aldrig have kunnet forsvare, hvis ikke netop den havde Aartusinders eksperimentelle Erfaringer bag sig.
Og sine Omtaler af Etikkens fremtidige Betydning opsummerer V. K. i disse Linier:
"Efter min Opfattelse ligger Etikkens Fremtid i, at den forlader den hidtidige Etiks abstrakte Højder og kommer ned paa de praktiske Erfaringers Jord og søger et nøje Samarbejde med disse to Erfaringsvidenskaber." (Jura og Lægevidenskab).
– – –
I et afsluttende Afsnit omtaler V. K. selve den dybeste Begrundelse for Matematikken og Naturvidenskaberne og viser, at det ogsaa for disses Vedkommende gælder, at de dybest set ikke kan "bevises", og han citerer den berømte franske Matematiker Poincaré, der siger: "De matematiske Aksiomer (altsaa baade Sætningen, at 2 + 3 = 5, at den rette Linie er den korteste Vej mellem to Punkter, o. l.) kan ikke videnskabeligt bevises at være sande, men vi anvender dem, fordi de er hensigtsmæssige."
V. K. gaar videre her og siger, at disse Aksiomer alle beror paa vor skelnende og sammenlignende Evne, idet f. Eks. Tal oprindelig er opstaaet ved Iagttagelse af en Ting – f. Eks. en Sten – derefter en anden Ting, der ligner den første, og derefter af flere lignende. Men denne Tankeproces beror helt paa vor Opfattelse af Forskel – to eller flere Ting, der er forskellige ved deres Plads i Rummet – og Lighed – disse Ting ligner hinanden, deres Ensartethed, der bevirker, at vi siger: en eller to eller flere af samme Slags.
Og ogsaa ad denne Vej kommer V. K. til det Resultat, at Grundlaget selv for disse Videnskaber bliver det eksperimentale, at Menneskene gennem utallige Erfaringer, Fremfølinger i Aartusinder har haft Gavn af at anvende dem, har opnaaet relativ størst Tilfredsstillelse og mindst Lidelse.
– – –
V. K. afslutter denne lille Bog med kort at omtale, hvad der i det hele taget forstaas ved Bevis og finder, at der er 3 forskellige Betydninger:
- Det logiske Bevis: at udlede en Paastand af andre Paastande.
- – at godtgøre en Paastands Overensstemmelse med Virkeligheden.
- Det eksperimentelle Bevis: at godtgøre en Paastands Overensstemmelse med samtlige eksperimentelle Erfaringer om vedkommende Fremgangsmaades Hensigtsmæssighed, d. v. s. Gavnlighed for Menneskeheden.
Og V. K. slutter:
"Det videnskabelige Bevis er i sidste Instans i alle Videnskaber af samme Art, nemlig, hvad jeg har karakteriseret som det eksperimentelle erfaringsmæssig vurderende Bevis. De beskrivende Realvidenskabers Bevis: Sanseiagttagelse og Selviagttagelse i Forskel og Lighed og lovmæssig Sammenhæng hviler, som jeg paaviste, ogsaa i denne Menneskehedens eksperimentelle Erfaring. Det samme gælder Matematikkens Aksiomer. Hermed har jeg da grundlagt Etikken og Retslæren som Videnskaber som eksperimentelle, vurderende Erfaringsvidenskaber."
– – –
Jeg har med Vilje gjort Gennemgangen af dette lille Skrift ret bred, da det forekommer mig at være af stor Betydning for Mennesker, der er begyndt at interessere sig for aandelige Problemer paa videnskabeligt Grundlag, at se, at der ogsaa er Mennesker, som kommer fra den videnskabelige Side med Interesse for aandelige Problemer.
Thi det maa være det fornemste Formaal med Studiet af aandelige Problemer, at det ikke blot bliver til personlig Underholdning og Tidsfordriv, men at det bliver en virkelig aktiv Verden, der kommer til at sætte sig et Spor i Menneskets daglige Liv; bliver dette ikke Tilfældet, da er Betydningen af et saadant Studium meget ringe. Hvorledes denne Virkning "udadtil" skal blive, maa være noget rent personligt for hver enkelt.
En sammenfattende Bedømmelse af hele den i dette lille Skrift fremsatte Opfattelse af selve det dybeste, og dermed det mest vigtigste, i den menneskelige Tilværelse kan det være vanskeligt at fremsætte. Dog synes det mig, at i Modsætning til andre Forsøg i samme Retning, som tidligere Tænkere har frembragt, har dette den Fordel, der især tiltaler det moderne Menneske, at det er søgt forankret i den Tilværelse, vi lever i, er gjort til Leveregler, der ikke ligger saa langt borte, at det synes uoverkommeligt at naa dem. Men det gaar her, som jeg ogsaa skrev under Omtalen af cand. polit. Ove Lundbyes Artikel: Kulturkrisen – dens Væsen og Overvindelse, at først naar man har Martinus Analyse af Spiralen med dens Kontrastprincip, er man i Besiddelse af det Grundlag, hvor det læste falder til Rette. Først derigennem kan man se, hvad andre maa famle sig frem til, og kun ved Hjælp af det Verdensbillede faar man den virkelige Begrundelse, som andre ad mange Veje maa tænke sig frem imod.
Tilbage til forfatterregister
Forrige