Kosmos 1944/4 side 20
Mogens Munch:
Fra Videnskab til Aandsvidenskab.
For ca. et Aar siden – nærmere bestemt i Marts-Nummeret 1943 – kom jeg i en lille Artikel med Titlen "Følelse og Intelligens" ind paa et Problem, der er lige saa gammelt som den menneskelige Tanke. Jeg forsøgte der at paapege alle de Omraader i Menneskets daglige Tilværelse, hvor de Oplevelser, Mennesket var Genstand for, trods det, at de var særdeles realistiske, alligevel ikke blev betragtede som tilgængelige for videnskabelig Bedømmelse og Vurdering, idet de "laa udenfor" Videnskabens Omraade. Alt, hvad der betegnes som Etik, og hvad der er hermed beslægtet, betragtes som værende ikke-tilgængelig for videnskabelig Forskning.
I andre Forbindelser har jeg strejfet det samme Problem, som med det almindeligst anvendte Udtryk nævner "Erkendelseslæren", hvilket kortest betegnet er den Videnskab, der ligger til Grund for alle de øvrige Videnskabsgrene. Nu er det ikke her min Mening at komme ret meget ind paa denne Videnskabs Struktur, men jeg vil gerne have Lov til at omtale et lille Skrift, der paa nogle faa Sider berører Problemer, der efter min Opfattelse har den allerstørste Interesse for Mennesker, der beskæftiger sig med aandsvidenskabelige Problemer.
Det paagældende Skrift er forfattet af Dr. juris. Vinding Kruse, og bærer Titlen "Videnskabens Begrundelse", og er en Sammenfatning af Forelæsninger, holdt ved Upsala Universitet i April 1943. I Forbifarten maa jeg maaske lige bemærke, at Vinding Kruse har skrevet et stort Værk paa to tykke Bind netop om Spørgsmaalet "Erkendelseslæren", nemlig: Erkendelseslæren og Naturvidenskabens Grundbegreber og Erkendelse og Vurdering, men disse to Bøger er det ikke min Hensigt at komme ind paa i denne Forbindelse. I det mindre Skrift, der er paa 88 Sider, forsøger V. K. at vise, hvorledes det ikke alene er muligt, men ogsaa nødvendigt, at man indenfor det etiske Omraade kommer til en lignende videnskabelig og afklaret Indstilling til Problemerne, som man allerede har indenfor Naturvidenskaberne, og han viser tillige, hvorledes det i det hele taget er muligt at vide noget – en Udtalelse, der lyder lidt mærkelig i almindelig daglig Tale, men som har et temmelig stort Perspektiv, saasnart man kommer indenfor Erkendelseslærens Omraade.
Bogen er delt i tre Hovedafsnit: De beskrivende Videnskaber – De eksperimentale Videnskaber – Kan Videnskaben begrundes?
V. K. begynder med at paapege, at der er Forskel paa Viden, dette Fundament for al menneskeligt Virke, idet han omtaler to Grupper af Viden:
- Vi siger, at vi ved, at noget er saaledes eller saaledes, f. Eks. at den Plante, jeg i dette Øjeblik ser, har hvide Blomster, at Plantearten A har de og de Egenskaber, at Stoffet B bestaar af Grundstofferne x, y og z, at Kloderne i Universet tiltrækker hinanden des stærkere, jo mindre Afstanden er imellem dem.
- Vi siger endvidere i daglig Tale, at vi ved, at Mennesker bør handle paa bestemte Maader, f. Eks. at man ikke bør overskride Nydelsen af Alkohol, eller at man ikke bør skade sine Medmennesker.
"I Nutidens Videnskab er der Enighed om, at Viden i Betydning 1 er Viden i videnskabelig Forstand, men Uenighed om, hvorvidt Viden i Betydning 2 er Videnskab. En almindelig Tendens i Nutidens Videnskab hævder, at Viden 2 ikke er Videnskab, objektiv Videnskab. Den kan ikke erkende, at man videnskabelig kan begrunde en Lære om, at man bør handle saaledes og saaledes, altsaa en Morallære eller Etik og en Retslære".
For at kunne afgøre dette Spørgsmaal, siger V. K., maa vi først undersøge, hvad Viden i det hele taget er? – hvad det vil sige, at vi ved at noget er saaledes og saaledes? – hvori bestaar vor Viden om, at et Fænomen virkeligt er eller eksisterer, og hvorledes begrunder vi dette Virkelighedsbegreb?
Den første umiddelbare Begrundelse ligger deri, at vi kan iagttage med vore Sanser. Det som Sanserne bringer os, oplever vi dog ikke hulter til bulter, men ordnet i bestemte Grupper som Genstande og Ting placerede i Rummet, og under denne Proces møder vi en Evne, der er et uundværligt Led i al Sansning og Rumopfattelse, Evnen til at finde Lighed og Forskel.
"Den menneskelige Viden og navnlig den systematisk ordnede Viden, vi kalder Videnskab, vilde overhovedet ikke være mulig, hvis vi ikke gennem vor Forskel og Lighed findende Evne kunde samle de mangfoldige Genstande i Universet under saadanne større og mindre Fællesgrupper. Vi faar herigennem en omfattende Orden i vore mangfoldige Sanseindtryk og en mægtig Forenkling, som er en af Grundene til, at vi er i Stand til at beherske Naturen."
Om selve denne Natur siger V. K., at det første Indtryk, Mennesket har faaet af den, har været Varighed og Stabilitet: "Bjærgene, der begrænser deres Horisont, ligger fast, Skoven, der omgiver dem, ligesaa; og hvor Søen eller Havet sætter Grænser for Landet, hvor de bor, ligger Grænselinien i Regelen fast. Det er sikkert disse meget stabile, varige Indtryk af Naturen, der har givet Menneskene Forestillingen om Uforanderlighed, Evighed og paa Grund af Trygheden ved den uforanderlige Tilstand gjort Evigheden til et Ideal for dem."
Men ved Siden af denne Side af Naturen er der en anden, der beherskes af Grundfænomenet: Forandring.
Overfor dette reagerer vor Bevidsthed med et Spørgsmaal: Hvorfor varer den stabile Tilstand ikke ved? Hvad var det, der frembragte Forandringen? Dette udtrykker vi ogsaa med Ordene: hvad er Aarsagen til Forandringen? Og vi falder ikke til Ro, før vi har fundet det, vi kalder Aarsagen. "Men hvad er dette Fænomen for noget? Er det noget forskelligt fra Forandringerne, noget over disse herskende eller disse fremkaldende?" Og for at svare herpaa, undersøger V. K. først Fænomenet: Forandringer nærmere.
Igennem denne Undersøgelse, som jeg ikke skal gaa nærmere ind paa, kommer V. K. til det Resultat, at alt det, den moderne Videnskab har bragt os i Form af Molekyle-Teori, kinetisk Varmeteori, Kendskab til Magnetisme og Elektricitet i sidste Instans kun har været en Forenkling af vor Uvidenhed. Der tales om "Kræfter", men man har aldrig "set" disse Kræfter, sammensatte Fænomener som disse, at Is smelter ved Opvarmning – magnetiske og elektriske Fænomener, føres tilbage til at kunne forklares ved Atom- og Elektronbevægelser, "men spørger vi, om vi da forstaar eller ved, hvad Bevægelse mellem Legemer er, og hvorledes den opstaar, maa vi svare benægtende".
"En Kraft eller Kræfter er noget, vi overhovedet ikke har fundet i Naturen, men et Fænomen, vi Mennesker har oplevet i os selv, og derfra analogt overført paa Naturen. Det er det, vi kalder en antropomorf – en i Menneskets Lignelse dannet – Forklaring."
V. K. summerer det op i disse Ord: "Vor Tanke standser altsaa ved disse sidste irreduktible, uforklarlige Fænomener: det fysiske d. v. s. det i Rummet udstrakte, Legemerne og deres Bevægelse, fra de største Kloder til de mindste Elementer, Molekyler, Atomer, Elektroner. Men lige saa irreduktible, uforklarlige er de psykiske Fænomener: Fornemmelser, Følelser, Sindsbevægelser, Forestillinger, Viljebeslutninger."
Gennem Martinus Analyser faar disse Problemer, som her er erkendt, deres Forklaring, idet "det i Rummet udstrakte, Legemerne" jo udgør Principper X 3 og altsaa ikke kan forklares, idet enhver "Forklaring" er en Del af Princippet, – og "Bevægelse" bliver Resultatet af X 1's Manifestation. Men herom senere.
Og om forskellige Forsøg paa at "forklare" Livets Mysterier siger V. K.:
"Følgelig er det en populær Taagesnak, og ikke Videnskab, naar visse Filosoffer og enkelte Naturvidenskabsmænd selv i nyere Tid forsøger at forklare det psykiske, Stemninger, Følelser, Forestillinger, Vilje, som alene værende fysiske Processer i Hjernen, altsaa som Bevægelser mellem Molekyler, Atomer, eller endnu mindre Legemer. Som om man forklarede det ringeste ved Bevægelse af Legemer, naar vi hverken ved, hvad Legemer eller udstrakte Fænomener er for noget, eller, hvad Bevægelse mellem dem er, eller hvad de skyldes."
Angaaende den Aarsag, som vi altid søger som det, der gaar forud for en Forandring, viser V. K., at vi i Reglen nøjes med den Forandring, der er gaaet nærmest forud for den Forandring, vi nu betragter, men at det kun er et vilkaarligt Udklip af Forandringernes store Strøm. Eks.: Lynet er Aarsag til, at Huset brænder, men Lynet er selv Virkning af de i Skyerne værende modsatte Arter af Elektricitet. Skyerne er Virkninger af Fordampning over Havene o. s. v.
Men ogsaa om Begreberne Aarsag og Virkning gør der sig det gældende, siger V. K., at der ligger noget antropomorft i dem. Det er stadig Kraft-Forestillingen; vi har en Forestilling om, at Lynet har en indre "Kraft", der fremkalder Branden som Virkning. Nøgternt, videnskabeligt kan vi kun konstatere, at en Forandring, Lynets Bevægelse, afløses af en anden Forandring, Husets Antændelse. Aarsag i den Betydning, man gerne tillægger Ordet, kan man altsaa ikke komme til ad almindelig Forsknings Vej, og den saakaldte Aarsagssætning maa derfor formuleres lidt anderledes. V. K. skriver herom:
Aarsagssætningen – der, som nævnt, udtrykkes ved: ingen Forandring uden Aarsag – betyder altsaa kun, at i den Verden, som er tilgængelig for sædvanlig Iagttagelse, gaar der i Tid forud for en Forandring altid en anden Forandring, som staar i lovmæssig Forbindelse med den førstnævnte, saaledes at den foregaaende Forandring er en Betingelse for den næstes Indtræden.
Nu vil det blive for langstrakt at gennemgaa for Læseren hele Bogens Indhold, saa jeg vil derfor, saa godt jeg formaar, give et kort Sammendrag af det, der i denne Forbindelse er af mindre Betydning, og overlade det til eventuelt Selvstudium.
Igennem Slutningen af dette Kapitel om de beskrivende Videnskaber giver V. K. en Definition af vort Virkelighedsbegreb, saaledes som det fremstaar paa Baggrund af vore Erkendelsesfaktorer: "Ved Virkeligheden forstaar vi: samtlige vore Sanseiagttagelser i Forskelle og Ligheder og lovmæssige Sammenhæng i Rum og Tid".
At det, vi i Dag oplever som Virkelighed, ikke behøver at være den endelige Virkelighed, er V. K. klar over, men han mener tillige, at vi aldrig vil kunne naa til den inderste Virkelighed; han skriver: "Men selvom Menneskene i Fremtidens Videnskab en Gang skulde naa til et saa fuldstændig Billede af Virkeligheden, som det overhovedet er muligt at naa med de Erkendelsesevner, vi Mennesker nu en Gang har faaet, er det dermed ikke givet, at dette Billede ogsaa giver os Verdens, Universets inderste Virkelighed. Det kan jo være, at vi Mennesker med de Erkendeevner, vi har, overhovedet ikke magter at erkende Verden inderst inde". Og han sondrer mellem to Ting: Virkelighed 1, den menneskelige Opfattelse af Universet, og Virkelighed 2, Universet som dette er i sig selv.
Forbindelsen mellem disse Udtalelser og Martinus Analyser skal jeg senere komme tilbage til.
– – –
I det efterfølgende Kapitel om de eksperimentale Videnskaber omtales, hvorledes Mennesket gennem sin Iagttagelse af Naturen efterhaanden kom paa Sporet af den lovmæssige Sammenhæng, der var mellem Naturens forskellige Processer, og efterhaanden begyndte at benytte sig af dem paa den Maade, at naar man mange Gange havde iagttaget, at en bestemt "Virkning" altid fulgte efter en given "Aarsag", saa regnede man med, at det vilde den ogsaa blive ved med ud i Fremtiden, saaledes at naar man selv greb ind og fremkaldte bestemte "Aarsager", fremkom der netop de "Virkninger", som fra tidligere Iagttagelser ventede, at der skulde komme. Det er egentlig hele det videnskabelige Eksperiment.
(Fortsættes.)
Tilbage til forfatterregister
Forrige