Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Forbigaaende paapeger Forfatteren her den Fare, der kan ligge skjult i at søge tilbage til Livet som den store Læremester, idet man kan komme ud for, at det bliver en romantisk Tale om en æstetisk Nyden af Livet; paa denne Maade kan Lovprisningen af det "primitive" Liv blive en raffineret Nydelse, hvilket som bekendt var Rousseaus Situation. Den rette Vej, slaar Forf. igen fast, er en kærlighedsfuld Iagttagelse af Naturen, ikke en analyserende og dissekerende Betragtning, men et Studium af Organismens uforstyrrede Liv.

Og denne Metode maa følges højere op i Undervisningen. Det er ikke nok, at der kun tales til Forstanden, ogsaa Fantasien maa have sin Næring. "Forstanden er kun et Hjælpemiddel paa begrænsede Omraader. Ved Fantasi tænkes her ikke paa Fantasteri, men paa den Evne i Mennesket, der sætter det i Stand til at opfatte Virkeligheden, hvad Forstanden aldrig kan alene". Selv hvor Undervisningen er rent teknisk, som Regning, Grammatik, Kunstteknik eller fysisk Teknik, maa den altid indskærpe, at dens Opgave er at tjene Livet, dvs. tjene Værdi.

En saadan Undervisningsform er, efter Forf.s Mening, en al for stor Sjældenhed og skyldes, naar den endelig forekommer, tilfældige personlige Begavelser; Systemet er i mange Henseender lige saa aandsfortærende som i gamle Dage: Terperi, Paafyldning af dødt Stof med en Examen for Øje. "Skolen maa ud i Naturen" – "og se sin Opgave i at lade Livet tale stærkt til Børnenes Fantasi, som tørster derefter".

Men det vigtigste Middel i Kampen mod Kulturkrisens Selvsyge bliver dog at bringe Mennesket til at "leve med" i Livet. Forf. henviser her atter til Grundtvig: "Han vilde smitte de unge med Lyst til at leve et virkeligt Liv". "Et væsentlig Led i Opdragelsen maa det derfor være at føje de unge ind i en levende Sammenhæng". – "Ogsaa efter Skolens Afslutning, og udenfor Skolen, skal de unge paa enhver Maade beskæftiges i Fælleslivet".

Og Forf. konkluderer i følgende Betragtninger: "Det er nu ganske afgørende at forstaa, at der ikke findes nogen bedre Vej til Selvsygens Overvindelse, til Virkelighed i den her brugte Betydning, end denne: et virkeligt og ansvarligt Liv i Fællesskabet. Ingen kan ganske vist sige, om Krisen kan overvindes; det staar ikke til Mennesket at skabe Liv, men kun at skabe Betingelser for Liv og fjerne Hindringer for det".

Til Slut kommer Forf. ind paa to Indvendinger, som han forventer vil blive rejst mod de fremsatte Anskuelser. Den ene mener han vil blive formuleret: "Her føres Ordet for en ubegrænset Frihed, og den kan kun ende i Kaos og Opløsning".

Forf.s Svar herpaa bliver, at ganske vist er Menneskets Vilje i Stand til at omskabe Verden, men skabe nyt Liv kan den ikke. "Her raader stærkere Kræfter; om man saa vil tale om Livets uudtømmelige Muligheder eller om en skabende Gud bliver en personlig Sag. Dette er ikke nedsættende for Mennesket, men det modsatte; thi dels foregaar denne Skaben i og gennem Mennesket, og dels paahviler der Mennesket et uhyre Ansvar for, at den ikke"hindres". – "Hvert eneste Menneske er en Mulighed, som ikke tør forspildes". Dette betyder igen, at Ansvaret for ethvert Menneskes Liv vokser umaadeligt, hvilket atter vil sige, at alle Samlivsforhold – økonomiske, sociale osv. – maa ordnes med en Retsorden, og denne maa sikres ved en stærk Statsmagt. "At lade fuld Frihed raade paa disse Omraader, vilde unægtelig betyde Kaos og dermed den personlige Friheds Undergang".

Den anden Indvending, som Forf. venter, er denne: Den fremsatte Anskuelse er ganske negativ. Der gives ingen positiv Vejledning til de unge, der opstilles ingen Idealer til Efterlevelse, læres ingen Moral; alt overlades til Tilfældet.

Heroverfor mener Forf., at hvis det foregaaende ikke har kunnet overbevise, vil yderligere Bemærkninger næppe heller kunne gøre det. Forresten er det mærkelig, siger han, at disse Indvendinger som Regel fremsættes fra kirkelig Side, af Mennesker, der tror paa en skabende og styrende Gud, men som altsaa alligevel mener, at Mennesket, i sin Begrænsning, yder Gud en Hjælp, han ikke kan undvære. "Kirkelige Bestræbelser for – eventuelt ved Hjælp af Statens Magtmidler og Penge – at beherske Skolen og Samfundet, gøre Fædrelandet stærkt, frelse Europas Kultur osv., udspringer mindre af Jesu Forkyndelse, der intetsomhelst indeholdt herom, end af mere menneskelige Motiver". Og han siger om Kirken: "Den maa som han (Jesus) samle sig om den eneste Opgave, der ogsaa skulde synes stor nok til at tage al dens Tid og Kraft i Brug: at vække "Guds Rige" i de enkelte Menneskers Sind og derigennem revolutionere Verden; thi kun saaledes kan det ske!"

Og Forf. slutter sin Artikel med at bemærke, at efter det, han har fremsat, er der ingen, der kan paastaa med Sikkerhed, at "Kulturkrisen" kan overvindes; man maa arbejde uden Vished om Resultatet. Og Arbejdet kan kun gøres ved at opdrage til følgende Maal: Ærlighed – Ægthed – Virkelighedssans – "Ærefrygt for Tingene som de er" – Kammeratskab og gensidig Hjælp – et aktivt Liv i Ansvar overfor de højeste Værdier den unge selv kan opleve ærligt og ægte og som ikke behøver at være de højeste for Opdrageren. "En saadan Opdragelse kan ikke kaldes negativ".

Og hvordan bliver saa det Indtryk, en saadan Artikel efterlader i ens Bevidsthed? Ja, der er sikkert ingen Tvivl om, at for det store Flertal gælder det, at de i mange af de fremsatte Anskuelser og Meninger er enige med Forfatteren, men det synes mig, at der er een bestemt Ting, man savner, der er eet Indtryk, som stærkest trænger sig paa, naar man lige har fuldendt Læsningen, og det er, at hvor smukke og rigtige mange af de fremsatte Tanker er, saa lider de af den Mangel, at de ligesom "svæver frit i Luften". Der savnes en sikker Grund bag de fremsatte Meninger om, hvordan "Kampen mod Kulturkrisen" skal gribes an. Saa lidet underbygget er det, at Forf. selv slutter sin Artikel med en Bemærkning om, at man ikke kan vide, om denne Kamp kan vindes. Hele det Tankearbejde, Forf. har udført, hviler paa udefinerede Følelser og kræver for sin Gennemførelse, at Menneskene skal "tro" paa, at de fremsatte Meninger er rigtige. Dermed er ikke sagt, at Tankerne er forkerte, men udfra et Verdensbillede som det, Martinus har vist os, faar de samme Tanker et meget dybere Perspektiv, fordi vi deri faar den virkelige og eneste Begrundelse af dem. Gennem Analysen af det levende Væsens evige Tilværelse og denne Tilværelses Skabelse gennem det samme Væsens egne Blandinger af Grundenergierne, Kendskabet til Skæbnedannelsen og Talentkerneprincippet, er der skabt et Grundlag for, at man ikke alene kan være enig med Forf. i hans Ønske om at gøre Menneskene modtagelige for Livets virkelige Værdier, men ogsaa, at man – i Modsætning til ham – tør sige, at man om denne Kamp ved med Sikkerhed, at den kan føres til en lykkelig Ende. Mennesket behøver ikke at arbejde uden Vished om Resultatet. Love, der ligger helt udenfor menneskelige Ønsker og Begærs Rækkevidde, betinger, at Verden kun kan gaa fremad, hvad Mennesket saa end i øjeblikkelige Situationer mener.

Efterhaanden som man bliver fortrolig med det Verdensbillede, som Martinus klarest har vist os, men som jo brudstykkevis har udgjort Fundamentet i alle tidligere Religioner og Verdensopfattelser, sker der det ejendommelige, at man ved Læsning af andre Forfatteres Bøger og Artikler meget ofte oplever, at man egentlig faar mere ud af det skrevne end den, der har skrevet det. Idet mange af disse Forfattere jo, da de ikke har haft den samme Fordel at møde et Menneske, der har vist dem Vejen, maa nærme sig Problemerne "nedefra" gennem en møjsommelig Samling og Sammenstilling af et Utal af Detailler – en Sammenstilling, der ofte maa foretages uden det nødvendige Overblik – oplever man, at de ofte overfor deres eget Værk staar med en Usikkerhed, der ikke kendes, naar man netop har det Overblik over Livets forskellige Faser, som Kendskabet til Martinus Analyser giver. Dette siges jo ikke for paa nogen Maade at hæve den ene paa den andens Bekostning – havde vi ikke haft den Skæbne at møde Martinus, er det jo ikke engang sikkert, at vi havde formaaet at fremsætte de Anskuelser, som mange af de Forfattere, jeg her tænker paa – men blot for at vise, hvilken ordnende Virkning det faar paa et Menneskes Tankeliv, naar dets Erfaringsmateriale organiseres paa den rette Maade, og naar det bevidst begynder at betragte Livet som en formaalsbestemt Undervisning.

Men for nu at vende tilbage til den omtalte Artikel, saa staar den jo i sig selv som et Vidnesbyrd om, at Mennesket lever i denne Udvikling, idet den jo kun er fremkommet, fordi der var noget i Forf.s Bevidsthed, der virkede paa en saadan Maade, at den deraf følgende Indstilling overfor Livet, som det former sig i Dag, blev et Ønske om at naa ind til de virkelige Værdier. Sagt med Martinus Ord er det det voksende Følelseslegeme i Menneskets Bevidsthed, der begynder at arbejde sammen med Intelligenslegemsfosteret, og Resultatet heraf bliver, at Menneskene – in casu Forf. – søger at udrede Tankesystemer til Bekæmpelse af Forhold, som de synes er uværdige for det moderne Menneske. Men netop fordi Begrundelsen hviler paa, hvad de synes – altsaa Følelseslegemets Funktion – bliver Mulighederne for Uenighed saa store, da Menneskene indenfor dette Omraade jo staar paa mange forskellige Trin, hver farvet med sin specielle Nuance. Først naar Menneskene naar frem til at faa et større Herredømme over de egoistiske Tankearter i deres egen Bevidsthed – saaledes at f. Eks. Prestige er et Begreb, der ingen Rolle spiller – bliver der Mulighed for en virkelig Samarbejden om de Opdragelsesformer, der tjener til Menneskenes Vel.

Hele den Opgave, der rummes inden for Rammerne af en Artikel som ovenomtalte, kræver jo, for sin endelige Løsning, en fuldstændig Fortrolighed med det Verdensbillede, vi igennem Martinus har lært at kende, specielt med Henblik paa Afsnittet om kosmisk Kemi, thi kun dette giver den logiske Begrundelse for de – ganske vist absolut tiltalende – følelsesbetonede Udtalelser om, at Menneskene skal lære "at elske Tingene og Medskabningerne, som de virkelig er", – at man skal lære at se "Livet som den store Læremester" o. l.

Men, som bemærket ovenfor, en saadan Artikel bliver for Forskeren et uomstødeligt Bevis for, at der finder en aandelig Udvikling Sted, at der i Menneskets Bevidsthed sker den Ændring, at Følelsen erobrer et stadig større Terræn, og ogsaa i stadig større Grad arbejder sammen med Intelligensen, saaledes at Resultatet heraf bliver, at den Overskrift, jeg har valgt for disse Artikler, virkelig bliver betegnende for vor Tid: At det moderne Menneske er undervejs fra Videnskab til Aandsvidenskab.