Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1933/2 side 3
1:9  >>
Fortolkning af Livets Bog
Fast Rubrik for en fortsættende Fortolkning eller Uddybning af Livets Bog, ledsaget med eventuelle Hjælpesymboler
af Martinus.
FORTALEN
Da "Livets Bog" udgør et Værk, der er bestemt til at skulle udgøre en Beskrivelse af Tilværelsens allerstørste Problemer eller Livets højeste Analyser, kunde det allerede paa Forhaand vides, at den ikke straks vilde blive nogen ganske almindelig Lekture. Dens Særegenhed kommer endnu mere til Syne gennem dette, at den, bortset fra nogle enkelte Citater fra Biblen, ikke udgør en Sammensætning af Citater eller Viden hentet fra andre Bøger, Værker eller Personer i Verden, men udgør et Resultat, af et enkelt Væsens, hvilket vil sige min absolut egen okkulte Oplevelsesevne eller kosmiske Sansning. Som Følge af denne dens Afvigelse fra de fleste andre literære Værker kunde det ligeledes paa Forhaand forventes, at dens Modtagelse vilde blive mødt med stor Skepsis, i Særdeleshed da jeg i Sandhedens Interesse har følt det som min Pligt overfor dens Læsere aabenlyst at erklære disse særlige Omstændigheder ved dens Tilblivelse. Denne Erklæring har jeg udtrykt i Form af dens Fortale.
Da jeg saaledes i Fortalen har været nødt til at opgive, at jeg er min egen Kilde, at "Livets Bog" ikke paa nogen som helst Maade udgør et Plagiat af andres Viden, og at samme Bog skulde blive Udtryk for saa store Analyser som "Det treenige Princip", "Verdensaltets Grundanalyser", "Den evige Guddom", "Det levende Væsens Udødelighed" o. s. v., kunde det lige saa sikkert forudses, at den indtil en vis Grad ogsaa vilde blive mødt med Intolerance. Det er jo en Kendsgerning, at der findes visse Kategorier af Mennesker, der hverken vil eller kan tolerere andre Medvæseners naturlige Overlegenhed, men derimod møder denne med en Indignation, Vrede eller et Had, der bliver desto større, jo større Overlegenhed de netop staar overfor. Vi har jo store Eksempler i den Retning fra Jesus Lidelseshistorie. At disse Kategorier af Væsener ikke i størst Udstrækning skal søges blandt "Hedninger", "Antireligiøse" eller "Fritænkere", men derimod oftest er at finde hos Væsener, der paa Forhaand maatte formodes at være de mest imødekommende og forstaaende overfor de højeste Problemer, er en gammel Kendsgerning, som ogsaa Jesus giver Udtryk for, idet han siger, at "de første skulde blive de sidste", og ligeledes naar han udtrykker, at han fandt den største Tro hos "Hedningerne". Det var saaledes hverken hos Ypperstepræsterne, de Skriftkloge eller hos andre af de autoriserede Visdomsforkyndere, at han blev kærligst modtaget. At dette Princip endnu gør sig gældende, kan ingen, der er med til at forkynde den ny Verdensimpuls eller udbrede Visdommen i vore Dage, undgaa at opleve som Kendsgerning. Disse Væsener vil alle blive Vidne til, at "Frænde er Frænde værst", hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige, at det er ret almindeligt, at den største Uvilje og derfor den største Uimodtagelighed er at finde hos mange af de Personer, der sidder som store "Embedsmænd", "Ledere", "Medier" o. s. v. i religiøse Bevægelser, Foreninger og Selskaber.
Det maa dog her gøres opmærksom paa, at der naturligvis findes Undtagelser. Men de Væsener, der ikke hører ind under disse Undtagelser, har jeg beskrevet i "Livets Bog" Stykke 126 som hovedsageligt hørende til anden Afdeling i anden Kategori i Gruppe A, og jeg skal derfor ikke komme nærmere ind paa disse Væsener her, men blot bemærke, at saadanne Væsener har tilegnet sig deres Pladser og Position i Kraft af Ærgerrighed, en Bevidsthedsfaktor, der absolut ikke er heldig i aandelige Foretagender eller Missioner. Ligesaa udmærket Ærgerrighed kan være for Stimulering af fysiske Foretagender, lige saa uheldig og umulig er den som Drivkraft i religiøse Manifestationer. Den eneste virkelig sunde Drivkraft i disse kan foruden ren Kærlighed kun være "Pligtfølelse". Naar en Person saaledes er i Færd med at udføre en aandelig Mission i Kraft af Pligtfølelse, da gaar Missionen forud for hans egen Person, men hvis han udfører den i Kraft af Ærgerrighed, da gaar hans Person forud for Missionen. I første Tilfælde bliver nævnte Person lykkelig, naar han møder aandeligt stræbende Mennesker ganske uafhængigt af, om de tilhører hans egen Livsopfattelse eller andres. Han føler i dem sande aandelige Kolleger, Brødre og Medarbejdere, selv om den samme Følelse endnu slet ikke er gensidig hos de andre Væsener. I sidstnævnte Tilfælde, naar Individet drives af Ærgerrighed, ser han i ethvert andet aandeligt stræbende Menneske en Konkurrent. Og jo mere fremtrædende og fordelagtig omtalt eller desto mere voksende dette andet Væsens aandelige Position er, desto mere indigneret, intolerant bliver han netop paa denne sin Broder. Da Indignation og Intolerance jo netop er Kræfter, der giver sit Ophav Kvalifikationer for mørk Manifestation, begynder et saadant intolerant Væsen da ogsaa straks at gøre sig til Medium for Vrede imod og Bagtalelse og Underminering paa enhver tænkelig Maade af den anden Part, men naturligvis altsammen under den Selvhypnose, der hedder" "retfærdig Harme", "hellig Vrede" eller kort sagt en Foregøgling af altsammen at være i Moralens og Dydens Interesse, altsammen for at beskytte deres Tilhængere fra at faa Interesse for og dermed blive "vildledt" af nævnte Person; men i Virkeligheden er Sandheden den, at det kun er for at beskytte deres egen Position. De er bange for, at det andet Væsens Lys skal overtrumfe deres eget, saa deres Tilhængere skal gaa hen og blive den andens Tilhængere. Disse Væsener forstaar saaledes ikke, at de netop derved for ethvert udviklet Menneske afslører deres egen aandelige Mangelfuldhed og dermed ganske underminerer deres egen Position.
Men derved udløser de jo de Aarsager, hvis Virkninger kommer tilbage og giver dem de manglende Kvalifikationer, ved hvilke de vil blive klar over, at den af Kærlighed fremførte virkelige Aandelighed ikke paa noget Punkt kan give sig Udslag i nogen som helst Bagtalelse, Intolerance eller Vrede mod nogen eller noget, og at dette netop er den eneste aandelige Position hos et Væsen, der er uforgængelig eller urokkelig. Overfor denne præller al Sladder, Vrede, Intolerance, Misundelse og Overtro fuldstændig af. Ja, de nævnte Realiteter kan ganske vist føre til "Korsfæstelse", men efter denne vil Sandheden komme for Dagen i en lysende og straalende "Opstandelse", hvorved det "korsfæstede" Væsens Position derved yderligere bliver mange Gange forstærket.
Da det saaledes i stor Udstrækning er Ærgerrighed, der skaber disse "Korsfæstere", er det ganske naturligt, at disse bliver at søge blandt Væsener, der netop i Kraft af denne Ærgerrighed har tilegnet sig en vis aandelig Position, saasom "Ypperstepræster", "Skriftkloge", religiøse Foredragsholdere, Præsidenter, Sekretærer o. l. indenfor religiøse Samfund eller Broderskaber, Medier indenfor spiritistiske Cirkler o. s. v., kort sagt alle Væsener, der saaledes fremtræder med religiøs Position, og om hvem man naturligvis havde Lov til at mene skulde være de første til at akceptere og glæde sig over andre Væseners aandelige Position og naturlige Overlegenhed, skulde være de første til ikke at "kaste med Sten".
Det maa naturligvis, som før bemærket, absolut erindres, at der findes Undtagelser, og at de virkelig fremragende aandeligt udviklede Personer indenfor de religiøse Samfund, Sekter og Bevægelser selvfølgelig ikke i noget som helst Tilfælde kan "korsfæste", "kaste med Sten", eller tale ondt om nogen, men i fuld Forstaaelse med det gamle Ord: "Hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot", kun ser, hører og fornemmer Gud eller det Gode i Alt og Alle. Og Kendetegnet paa disse Væsener vil derfor altid være dette, at de aldrig har noget ondt at sige om nogen eller noget, men føler sig aandeligt tilknyttet til alle levende Væsener ved et Kærlighedens Baand, der i enhver Retning lader dem være hævet over al ydre Etikette og vil derfor komme alt og alle i Møde ganske uafhængig af Trosbekendelse, Livsopfattelse, Manifestation og Udviklingstilstand. Men for alle de andre Væsener indenfor de religiøse Samfund, der afviger herfra, vil Kristi Ord stadigt være gældende: "Hvo, som synes at staa, se vel til, at han ikke falder".
Med disse her skildrede Kendsgerninger for Øje, havde jeg ikke Lov til at forvente andet, end at den samme Tradition: "De Første skulle blive de Sidste" ogsaa vilde komme til at gøre sig gældende overfor "Livets Bog". Og jeg var da ogsaa klar over, at det gjaldt om at skabe nævnte Bog saaledes, at der blev saa lidt Næring som mulig for de omtalte primitive Væseners lavere Tendenser. Men i Kraft af Bogens Omfang og Indhold af store Analyser, og i Kraft af, at jeg ikke havde Ret til at skjule, at jeg er min egen Kilde, har jeg naturligvis ikke helt kunnet undgaa at mærke svage Reflekser fra disse Væseners Indignation eller Intolerance. Det, der navnlig har været en Torn i Øjet paa de nævnte Væsener, er netop "Fortalen" i omtalte Bog. Jeg har derfor, før jeg gaar over til en nærmere Redegørelse af Fortalen, ment det gavnligt at fremkomme med ovennævnte Oplysninger – ikke for at gøre ondt for nogen, men absolut udelukkende for at vise det værdiløse i de intolerante Væseners Fremfærd og derved gøre enhver Læser af "Livets Bog" begribeligt, at han ikke behøver at tage til Genmæle overfor denne, idet den til syvende og sidst vil kaste sine Virkninger tilbage paa sit eget Ophav, og at vi andre derfor kun kan udtrykke den største, sande og rene Aandelighed og Kærlighed ved at "vende den højre Kind til, naar vi bliver slaaet paa den venstre", og i Kontakt med Livet i vor stille Bøn udtrykke "Fader, forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør".
(Fortsættes).
SYMBOL OVER "LIVETS BOG" PAA SIT NUVÆRENDE STADIUM
Da det har vist sig, at flere af Læserne af det udkomne første Bind af "Livets Bog" ikke synes at være klar over, at dette kun er Begyndelsen til et større Værk, men har den Opfattelse, at de i nævnte Bind har for sig hele "Livets Bog", har jeg for at fjerne denne lille Misforstaaelse ment det nyttigt gennem nærværende Tegning at give Læserne et lille foreløbigt Overblik over det nævnte Værk.
Tegningen skal altsaa udtrykke "Livets Bog". Ligesom denne fremtræder i fem Afsnit, saaledes vil den færdige "Livets Bog" ogsaa komme til at fremtræde i fem Afsnit. Af disse udtrykker det første Afsnit paa Tegningen "Fortalen" og det næste "Indledningen". Dernæst følger et Afsnit, der i Virkeligheden er den egentlige "Livets Bog". De to næste Afsnit vil i samme Bog henholdsvis blive betegnet som "Afslutning" og "Efterskrift".
Det ved de punkterede Linier markerede Felt udtrykker den ufærdige Del af "Livets Bog", medens den færdige Del er markeret ved det lyse Felt. Dette udgøres altsaa af "Fortalen" og "Indledningen" samt et Kapitel af det tredie Afsnit. Og det er altsaa denne færdige Del, der er identisk med det udkomne første Bind.
Ved Hjælp af dette Symbol vil enhver saaledes kunne forstaa, at en Kritik eller Omtale af nævnte første Bind som identisk med hele Bogen eller det samlede Værk vil være højst ufuldkommen. Det første Bind kan selvfølgelig kun kritiseres som første Bind og ikke som det færdige Værk.
Som det fremgaar af den øvrige Tekst her i dette Afsnit af Bladet, er "Livets Bog" bestemt til at udgøre et Værk, der indeholder Livets allerstørste Analyser, der igen indeholder Analyserne af alle Tilværelsens øvrige fremtrædende Problemer og Love. Disse store Analyser udgør i sin allerhøjeste Fremtræden "Et treenigt Princip", og hvorigennem det bliver en Kendsgerning for den udviklede Okkultist, at Verdensaltet udgør "Et levende Væsen" eller "En evigt eksisterende Guddom".
Naar jeg har udtrykt nævnte Princip som "treenigt", skyldes det den Omstændighed, at det i sin Fremtræden kan defineres i tre uadskillelige Realiteter eller Principper, der hver især udgør en Eksistensbetingelse for de to andre. I "Livets Bog" er disse Realiteter udtrykt som "X 1", "X 2" og "X 3". Da ethvert levende Væsens Grundanalyse viser, at det udgør noget af Verdensaltets "X 1", noget af dets "X 2" og noget af dets "X 3", og disse tre Principper tilsammen lige akkurat udgør de tre Betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som "Et levende Væsen", og samtidig er uadskillelige, bliver ethvert levende Væsens Udødelighed derigennem ligeledes en Kendsgerning for den udviklede Aandsforsker. Denne det levende Væsens Identitet med Guddommen eller dets Fremtræden i denne guddommelige Lignelse er det Centrale eller Kærnepunktet i "Livets Bog".
Paa Symbolet er Analyserne af disse tre "X'er" udtrykt ved de tre Figurer, der fra Trekanten i det første Afsnit strækker sig gennem hele Tegningen til Trekanten i det sidste Afsnit. Den midterste Figur udtrykker saaledes Analysen af "X 1", den øverste Analysen af "X 2" eller "Moderenergien", medens den nederste udtrykker Analysen af "X 3" eller "Tilværelsens seks Grundenergier".
I min Symbolik vil Trekanten altid være Symbol for et levende Væsen. Trekanten i første Afsnit paa Symbolet udtrykker i dette Tilfælde mig selv. Jeg begynder saaledes den store Analysering med en Omtale af de Omstændigheder, der sætter mig i Stand til at være min egen Kilde og derved gør "Livets Bog" til et Resultat af mit absolut eget Selvsyn. Analyserne gaar videre og udtrykker i Form af "Fortalen" Hensigten med "Livets Bog"s Tilblivelse, udtrykker dernæst i Form af "Indledningen" den nuværende og kommende Verdenssituation, føres dernæst gennem syvende Kapitel ind i det tredie Afsnit til de virkelig store og bærende Problemer i Livet og Tilværelsen for gennem det fjerde Afsnit at udmunde i Trekanten i det sidste Afsnit, der skal udtrykke den gennem de store Analyser aabenbarede evige Guddom.
Livets største Analyser stadfæster eller gør Erkendelsen af den levende Guddoms Eksistens eller Tilstedeværelse til en Kendsgerning, men naturligvis ikke som en Mand paa en Trone eller som noget som helst andet i Figur eller Begrænsning opsat teoretisk eller praktisk Kunstprodukt, men derimod som et evigt i alle Dimensioner af Kærlighed, Visdom, Intuition og Salighed lysende Centrum eller levende Væsen, i hvilket vi alle leve, røres og ere.
  >>