Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For nogen Tid siden var jeg sammen med nogle Mennesker, iblandt hvilke der var en ung Mand, der meget gerne vilde tale med mig om "det, jeg interesserede mig for", idet han, efter hvad han selv sagde, ogsaa interesserede sig for aandelige Problemer. Jeg kunde forstaa paa ham, at han allerede havde en bestemt Opfattelse – som han vist var glad for – men vi kom alligevel i Snak med hinanden til gensidig Interesse.

Det viste sig, at mine Anelser slog til, han havde i Forvejen sit Standpunkt, men paa en lidt ejendommelig Maade. Ifald jeg vælger mine Ord forkert, beder jeg Læserne ikke misforstaa mig; jeg ønsker ikke at komme med en overbærende Kritik over et "mindrevidende" Menneske, men i Samtalens Løb faldt der en Ytring, som jeg bed Mærke i og som har givet mig Anledning til denne lille Artikel. Det var som sagt en ung Mand, og derfor maa man naturligvis ikke vente sig den samme Klarhed, som kendetegner den af Alderen og Erfaringerne prægede Tænker, men da der er saa mange, der aandeligt bliver staaende paa det unge Stadium, kan det maaske have sin Berettigelse at opholde sig lidt herved, – jeg har i hvert Fald gjort det.

Lad mig forudskikke den Bemærkning, at denne unge Mands Indstilling havde han ikke selv udformet, men erhvervet sig ved Læsning af et Værk, hvis Navn er underordnet. I Samtalens Løb kommer vi til at tale om et eller andet Problem; jeg udtaler min Mening derom og venter at høre, hvad han har at sige. Efter at have tænkt sig lidt om, giver han mig følgende Svar:

– "Det ved jeg ikke, hvad vi mener om!"

Jeg tvivler ikke om, at det fra hans Side var meget ærligt ment; i Stedet for at give mig et forkert Billede af den Livsindstilling, han følte sig tiltrukket af, vilde han hellere helt undlade at svare mig. Og havde han sagt til mig: Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til, det har jeg ikke før tænkt over!, havde jeg sikkert ikke hæftet mig ved det; Livet rummer saa mange Problemer, og man møder dem først efterhaanden. Men nu anvendte han Vendingen – hvad vi mener –, og den satte alle hans Udtalelser i et helt andet Skær. For mig virkede det, som om alt det, han havde udtalt sig om, ikke var noget, der havde Rod i ham selv, ikke noget, som hans Erfaringer og Spekulationer havde vist ham som den for ham eneste Forklaring paa det, han havde mødt af Livet, men snarere en Lektie, der i sig selv ikke var af særlig Betydning, men som nu engang krævedes af ham, for at han kunde tilknytte sig Mennesker med den paagældende Opfattelse. Hvor stor hans Interesse end tilsyneladende var, saa var den, for at anvende Martinus' Betegnelse, endnu kun paa A-Stadiet, paa enkelte Felter maaske paa Vej til B-Stadiet.

Han repræsenterede indenfor dette Felt en Mennesketype, som man kan træffe inden for alle Felter i Livet: Mennesker, der har en Mening – og hermed menes ikke en Opfattelse, men en særdeles fasttømret, betonunderstøbt og urokkelig Mening – der kun deltager i Samtaler paa samme Maade som Damptromler deltager i Vejarbejde, som med andre Ord ser det som sin Opgave at tromle alle andre Meninger flade. Det er en Type, man helst gaar udenom – maaske skal man brænde Fingrene et Par Gange først – for man har meget ringe eller slet intet Udbytte af at tale med den. Man bliver lidt ærgerlig, maaske bliver man godt gal i Hovedet, indtil man ved lidt Eftertanke kommer til at se, hvor forfærdelig ensartet deres Liv former sig, hvor lidt de egentlig faar ud af hele den rige Mangfoldighed, der aabenbarer sig omkring dem. Alt skal tilpasses en bestemt "Norm", og kan det ikke det, har det ingen Interesse, eller det er direkte "forkert". – "Hug en Hæl og klip en Taa", Livet skal passe i et Skema.

Hvor uendelig meget rigere et Livssyn giver det saa ikke et Menneske, naar det vier sit Liv til, – ikke at dyrke en eller anden stærkt specialiseret "Hobby", men til at beskæftige sig med det største af alle Studier, Studiet af Livet selv i al dets brogede Helhed, uden Krav om at det skal presses ind i den eller den Form. Naar man bestræber sig paa at naa den højeste Erkendelse: Alt er saare godt!

For Mennesker med Meninger kommer "Meninger" til at betyde saa meget. Hvad andre "mener om dem" er det, der bliver det mest generende, fordi det ofte gør Livet til en Kamp mod Vejrmøller og derved tapper dem for al deres Energi uden at give dem noget virkeligt igen.

Kan man gøre sig fri heraf, har man en saa stor aandelig Horisont, at man ser Mennesker og Meninger i det virkelige "Evighedsperspektiv", da har man ogsaa Livet for sig selv, da faar man baade Tid og Lejlighed til at beskæftige sig med det, der er af virkelig Værdi i Livet.

"Meninger" vil altid begrænse, vil altid stille Krav til andre og forkaste og dømme, kort sagt, naar man har "Meninger", gaar en stor Del af ens Liv med at irettesætte og "opdrage" andre, og det er en Opgave, der ikke altid hilses med Taknemlighed af dem, hvem den bliver paatvunget.

At have en "Mening" vil meget ofte sige det samme som, at man i det paagældende Spørgsmaal er som en Hest, der har Skyklapper paa. Man kan kun se og gaa i een Retning, alt, hvad der kommer fra andre Sider, alt det, der foregaar omkring een, kan man ikke se, vil man ikke se, for at det ikke skal gribe forstyrrende ind.

Dermed er jo ikke sagt, at man skal tillade alt at vinde Indpas i ens Bevidsthed. Man kan udmærket have en "kritisk Sans", uden at det er ensbetydende med, at man har "Meninger", d. v. s. uden at den kommer til at fungere paa den Maade, at noget er "tilladt" og andet er "forbudt". Den virkelige Forsker, det virkeligt store Menneske, vil aldrig afvise noget, fordi det maaske i første Omgang ikke svarer til det, der er "almindeligt anerkendt" eller til "hvad man kan være bekendt", men vil altid stille sig lige aaben for alt, i Bevidstheden om, at intet kan eksistere uden som Følge af Ønsker, d. v. s. uden at det et eller andet Sted opfylder et bestemt Formaal, er med til at fuldbyrde en Plan, som netop i sin Fuldbyrdelse vil bevirke, at et levende Væsen gaar fra Uvidenhed mod Viden, og det vil man ikke være med til at forhindre. Dermed er ikke sagt, at alt, hvad man møder, virker lige behageligt paa en. Ethvert levende Væsen befinder sig paa et eller andet Trin i Spiralen og maa ud fra den Viden, det der har erhvervet sig, bedømme og bestemme, og det vil da naturligt altid føle sig tiltrukket mod det fuldkomne og frastødt af det ufuldkomne. At man kan se Formaalet med en Ting er jo ikke det samme som at ville anvende Tingen selv. Man kan kende Virkningen af f. Eks. Svovlsyre, uden at man derfor faar i Sinde at drikke den. Den har sin bestemte Maade at reagere paa og kan anvendes – ja, maa nødvendigvis anvendes – i mangfoldige Tilfælde, og dog vil man tydeligt se, at i mange andre Tilfælde vil det være fuldstændig forkert at anvende den.

Paa samme Maade gaar det med de mentale Energiblandinger. De har alle et Omraade, indenfor hvilket de er absolut nødvendige. Udenfor dette Omraade vil de virke mere eller mindre skadeligt, men derfor kan man godt udenfor deres Omraade lære deres Analyse at kende, saaledes at man kan vogte sig for at anvende dem forkert.

At befri sig for "Meninger" vil saaledes ikke sige blindt at acceptere alt, hvad man møder paa sin Vej. Men alt, hvad man møder, har Krav paa en Modtagelse uden forudfattede Meninger, og det vil altid kunne staa for en retfærdig Kritik, idet det kun er Menneskenes forkerte Opfattelser eller manglende Evner, der skaber Forestillinger om Tingene og Menneskene, som disse ikke i Øjeblikket har nogen Mulighed for at opfylde. Den vise har aldrig Hast; for ham er en Dag som tusinde Aar og tusinde Aar som en Dag, – det er ikke noget, som skal naas, alt befinder sig i en evig Udvikling, som ikke kan undgaa at føre med sig, at det, der i Dag synes ufuldkomment, engang vil naa samme Fuldkommenhed som det, vi i Dag kalder fuldkomment.

En retfærdig Kritik vil altid vise, at alt det, som Martinus siger, i Øjeblikket er det mest fuldkomne, naar man betragter, hvad der ligger forud, og naar man tager Hensyn til, hvad der skal følge efter, men intet er i Dag, som det skal blive i Morgen.