Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ogsaa Telepati og Clairvoyance omtaler Carrel, ja han har endog som ung Læge studeret dem nærmere, for selv at danne sig en Mening om dem. Han skriver: "Clairvoyance og Telepati er en primær Kendsgerning for den videnskabelige Iagttagelse". – – "Det er sikkert, at Tanken kan overføres fra det ene Individ til det andet, selv om de er adskilt af stor Afstand. Disse Kendsgerninger, der hører ind under den nye metapsykiske Videnskab, maa antages akkurat, som de er. De danner en Del af Virkeligheden. De udtrykker en sjælden og næsten ukendt Side af os selv".

Ogsaa i dette Værk møder vi en Omtale af den Gensidighed, der er mellem Legemet og Sjælen; uden at gaa i Detailler, kan jeg maaske citere følgende: "De aandelige Virksomheders Afhængighed af de fysiologiske Funktioner, stemmer ikke med den klassiske Opfattelse, der anbringer Sjælen udelukkende i Hjernen. I Virkeligheden viser det sig, at hele Legemet er Grundlaget for de aandelige og sjælelige Energier".

Dernæst gaar Carrel over til at betragte Begrebet "Indre Tid", hvilket bl. a. bringer ham følgende Resultat: "For Uret, der maaler det, svarer et Barns Døgn ganske til dets Forældres. I Virkeligheden udgør disse fire og tyve Timer en meget lille Del af Barnets fremtidige Liv, og en meget større Brøkdel af dets Forældres. Men man kan ogsaa betragte dem som en lille bitte Del af en gammel Mands tidligere Tilværelse og en langt vigtigere Del af et Spædbarns. Saaledes synes den fysiske Tids Værdi at være forskellig, eftersom vi ser tilbage paa Fortiden, eller frem mod Fremtiden".

Det er imidlertid – som jeg indledte med – ikke min Hensigt at trække Læseren med Kapitel for Kapitel gennem hele Værket, for det kan hverken han eller jeg være tjent med. Jeg har blot villet plukke enkelte Citater ud for at vise, hvordan en Videnskabsmand ser paa Spørgsmaalet "Videnskab contra Aandsvidenskab". Det Indtryk man faar, efter at have stiftet Bekendtskab med dette Værk, er, at Forfatteren føler det som noget absolut magtpaaliggende, at al Forskning ledes ind i en Bane, hvor den virkelig bliver til Fordel for Mennesket, og ikke, som han synes det nu er, hvor man nærmest forsker ud i Vind og Taage, uden at interessere sig for, om Mennesket har godt af alt det, det af Teknik, Opdragelse, Mode osv. bliver tvunget ind i.

Men de Metoder, som han i Bogens sidste Kapitel, "Menneskets Genskabelse", trækker op, kan man alligevel ikke akceptere, selvom man kan se, at de udtrykker et ærligt Forsøg paa at vende Tingenes Tilstand til det bedre. Med Kendskab til Martinus' Analyser, og med en begyndende Forstaaelse af det Verdensbillede, der hermed afsløres, bliver de fleste af hans Forbedringer kun Vidnesbyrd om hans egen Lokalbevidsthed. Saaledes f. Eks.: "Der maa foretages et Valg af Mængden af civiliserede Mennesker. Vi har nævnt, at naturlig Udvælgelse i lang Tid ikke har gjort sig gældende, og mange laverestaaende Individer er blevet bevaret gennem Hygiejnen og Lægevidenskabens Bestræbelser. Men vi kan ikke forhindre, at de svage forplanter sig, naar de hverken er sindssyge eller Forbrydere. Heller ikke kan vi tilintetgøre sygelige eller svækkede Børn, som vi gør med Svæklingerne i et Kuld Hvalpe. Den eneste Maade, hvorpaa vi kan forhindre de svage i at tage skæbnesvangert Overhaand, er ved at udvikle de stærke. Vore Bestræbelser paa at gøre de uegnede normale er aabenbart ingen Nytte til. Vi burde derfor have Opmærksomheden henvendt paa at tilskynde de egnede Individers størst mulige Udvikling".

En Udtalelse som ovenstaaende neutraliseres jo fuldstændigt, saa snart man bliver klar over, at Mennesket er evigt, og at det kun gennem dette "at leve", kan vokse sig ud af "de uegnedes" Gruppe.

Med denne – lidt løselige – Omtale af Carrels store Værk, vil jeg foreløbig slutte min Omtale af Videnskabens Studier i den Grænsezone, der for det jordiske Menneske befinder sig mellem den fysiske og den saakaldte "aandelige" Verden. Jeg haaber, at det er lykkedes mig at give Læseren et Indtryk af, at Problemerne her i stigende Grad bliver taget op, selvom Behandlingen, af dem jo naturligvis maa blive præget af de forskellige Forskeres "Egnethed" til at bevæge sig i disse Zoner. De flestes Udtryksmaade og Vurderingsgrundlag viser tydeligt, at det er den materielle Indstilling, der bedømmes ud fra, men man sporer en stedse voksende Evne til at frigøre sig for gamle Forestillinger, og en Erkendelse af, at det er nødvendigt at gøre dette, hvis man vil have det fulde Udbytte af disse nye Forskninger. Lad mig slutte med et Citat fra Carrel:

"Dagen er kommen, hvor vi kan begynde vort Fornyelsesarbejde. Vi vil ikke fastlægge noget Program. For et Program vilde kvæle den levende Virkelighed i en stiv Rustning. Den vilde forhindre det uforudsigelige i at bryde frem og lænke Fremtiden indenfor vort Sinds Grænser.

Vi maa rejse os og gaa fremad. Vi maa befri os for blind Teknologi og forstaa vor egen Naturs Sammensathed og Rigdom. Videnskaberne om Livet har vist Menneskeheden dens Maal og givet den Midlerne i Hænde til at naa dette Maal. Men vi befinder os stadig i den Verden, som Videnskaben om det døde Stof har skabt uden noget Hensyn til Lovene for vor Udvikling".