Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens vi igennem cand. mag. Erik Wedell Andersens Artikel om "Den menneskelige Erkendelse" blev stillet overfor en Forsker, der paa et rent Erkendelsesgrundlag og i en nøje Kontakt med videnskabelige Erfaringer og videnskabelige Metoder søgte at trænge igennem Sløret mellem den saakaldte fysiske og den saakaldte aandelige Verden, møder vi igennem disse fire Forelæsninger fra Dr. med. H. J. Schous lille Bog "Tanke og Anelse" en Forsker, der ganske vist tangerer den førstnævnte, men som alligevel paa afgørende Punkter afviger fra ham.

Baade i 2. og 4. Forelæsning – "Menneskers Forskellighed" og "Legems-Sjælsproblemet" – møder vi Videnskabsmanden, der paa en Række Felter har haft Lejlighed til at gøre forskellige Iagttagelser over Afhængigheden mellem "det aandelige" og "det legemlige", og som igennem disse Iagttagelser er kommet til Erkendelsen af, at der afgjort eksisterer en Sammenhæng imellem disse to Sider ved Mennesket, men som tillige indrømmer, at det ikke er givet, at de bedste legemlige Betingelser ogsaa giver det bedste aandelige Liv, ja, at tit og ofte det modsatte er Tilfældet.

I Forsøget paa at komme nærmere ind paa Livet af denne Sammenhæng, ser vi saa, at Videnskabsmanden som Følge af manglende Erfaringsmateriale maa give op, og i Stedet for, som Wedel Andersen har forsøgt det, at bygge videre ud fra det lidet, vi ved, siger Dr. med. Schou, at det er nødvendigt at gøre Springet ud over Erkendelsens Grænser, drevet dertil af Anelsen.

Vi saa, hvorledes han selv var kommet til det Resultat, at intet i den Verden, der omgav ham, tydede paa en kærlig Gud. Alt tydede paa alles Kamp mod alle. Men igennem sin Tro paa Kristus var han blevet overbevist om, at der alligevel er en kærlig Gud. Og som jeg nævnte, ser vi altsaa, at det sluttelig bliver Forfatterens egen Evne til Tro, der bringer ham ud over de Vanskeligheder, som hans dagsbevidste Oplevelser taarner op foran ham i Form af al den uforstaaelige Smerte og Lidelse, han bliver Vidne til. Men denne Vej ud af Vanskelighederne kan man ikke undervise nogen i, den staar og falder med Evnen til at kunne "tro". Imidlertid undergraves denne Evne hos det jordiske Menneske til Stadighed, igennem den mere og mere grundige Skoleundervisning, som det lige fra Barndommen og langt frem i Ungdommen gennemgaar. Mennesket lærer i større og større Udstrækning at tænke selv, hvilket vil sige at organisere sit eget Erfaringsmateriale paa en saadan Maade, at det danner Fundament for en stadig voksende Forstaaelse af de Problemer, der møder det paa dets Vej.

I Vurderingen og Bedømmelsen af alle disse Problemer – hvad Art de saa end kan være af: religiøse, sociale, økonomiske, politiske, fysiske, kemiske o. s. v. – og jo navnlig i Videnskabens Arbejde med dem, kan Læseren sikkert ikke have undgaaet een eller flere Gange at være stødt paa Ordet: "Objektivitet", der næsten er blevet et Slagord for den moderne Videnskab. Dette Krav om Objektivitet lader sig saa nogenlunde opfylde, naar de Problemer, der behandles, er af ydre Natur, idet de Eksperimenter, der skal bekræfte Hypoteserne, kan foranstaltes udenfor Forskerens egen Organisme. Helt anderledes bliver det, naar Talen bliver om de indre Problemer, og hermed menes Problemer af psykisk eller aandelig Natur. Her vil de se, at det almindelige Krav om Objektivitet overhovedet ikke kan opfyldes, idet disse Problemer jo netop kendetegnes ved at være – "subjektive"!

For nogle Aar tilbage udkom der en Bog, skrevet af den berømte fransk-amerikanske Forsker Alexis Carrel, om "Mennesket, det ukendte", hvori Dr. Carrel har forsøgt at samle vor Tids Viden om Mennesket, som den foreligger indenfor alle de forskellige Forskningsgrene. Jeg skal tillade mig at citere enkelte Stykker fra denne Bog, der paa Dansk er udkommet hos Gyldendal 1936 oversat af Elias Bredsdorff.

Dr. Carrel skriver heri: "Det er fordi Fysik og Kemi er abstrakte og kvantitative, at de har haft saa stor og hurtig Succes. Skønt de ikke foregiver at afsløre Tingenes inderste Væsen, giver de os Magt til at forudsige fremtidige Begivenheder og tit til efter Behag at træffe Beslutning om deres Optræden. Ved at lære Hemmeligheden ved Stoffets Sammensætning og Egenskaber at kende har vi faaet Herredømmet over næsten alt, hvad der eksisterer paa Jordens Overflade,"undtagen os selv".

"Videnskaben om det levende Væsen i Almindelighed og specielt om Mennesket har ikke gjort et saadant stort Fremskridt. Den er stadig ikke kommet ud over det beskrivende Standpunkt. Mennesket er en udelelig Helhed af en yderst sammensat Karakter".

Og senere:

"Vi forstaar ikke Mennesket som en Helhed. Vi kender det i sin Sammensætning af adskilte Dele. Og selv disse Dele er blevet til gennem vore Metoder. Hver af os bestaar af en Procession af indbildte Væsener, i hvis Midte der gaar en Virkelighed, som det ikke er os muligt at lære at kende".

I en følgende Artikel skal jeg komme tilbage til dette Værk, idet vi netop her vil finde mangt og meget, der belyser denne Overgangstilstand mellem Videnskab og Aandsvidenskab.